HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 2. BIND: RETTSINNLEGG. SUPPLEMENT

TIL STORTINGET
Grotten pr. Christiania 15de Februar 1845.
Til
Kongeriget Norges ellevte ordentlige Storthing!
Henrik Wergeland an-
drager ærbødigst om Ef-
tergivelse af Omkostnin-
gerne ved hans Sag med
forhenværende Prokura-
tor Praëm.
   Min Forfatning nøder mig og Sagens
Natur opmuntrer mig til at andrage for
Folkets Repræsentanter om Eftergivelse af
Omkostningerne i den Sag, jeg, i dettes
Interesse, ulykkeligen har fristet med for-
henværende Prokurator Praëm. De ere
svære. Til 813 Spd. 60 Sk. har man drevet det, foruden mine
egne Udlæg ved min Faders Godhed -- og disse vare ligeledes
i Hundredeviis til Advokaten jeg maatte tinge fra Byen. Lig-
nende Summer har Nationen vel spenderet paa enkelte Perso-
ners Reiser, men jeg blues idet jeg maa nævne en saa stor.
Men saa lyder Byfogdens Krav.

   Jeg ønsker Sagen afgjort af Følelsen, af den samme Magt,
som drev mig til en Strid, hvis Offre ere store, men hvis Sejer
d.V,b.2,s.324   kun er et Exempel -- kort af den Mening, som enhver norsk
Mand maa have gjort sig derom. Nedenfor mellem mine faa
Grunde, vil jeg maatte skizzere dens Gang; men at fremmane dens
oprørende Detaljer kunde vække Debatter, ubehagelige for mig,
som vil glemme, ubehagelige for Ham, som jeg har tilgivet --
ja med en Tilgivelse, som jeg haaber skal vinde mig min egen
hos vores Begges endelige Dommer.
   Mine Grunde for en Skjænk, som jeg vil betragte som en
Hæder og Oprettelse, ere som sagt faa:

   1. Jeg har handlet af uegennyttige Bevæggrunde, af Patriotisme,
af Medfølelse for den Almue, hvori jeg levede, som jeg blev
elsket af og elskede igjen.

   Der er Repræsentanter tilstede, som ville kunne bevidne Sand-
heden af mit Opgivende om dette Forhold, samt af at en Mængde
Almuesfolk optraadte om mig som Klagende.

   I Ordets egentlige Forstand optraadte jeg for Almuen, der be-
tragtede mig som sin Beskytter, og hvis Tiltro og Klager gav
mig Mod.

   Men dette maa bemærkes: saa irriteret jeg paa egne Vegne
kunde være over Prokuratorens foregaaende Fornærmelser i de
offentlige Blade, og navnlig over hans i Gaardermosagens første
Indlæg fremsatte Hensigt, at ville ødelægge min Fremtid, viser
dog selve Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed",
hvilket var det, der især drev Praëm til Sag, at jeg var oprørt
paa Andres Vegne.

   Min Natur og min Religion byder mig, at jeg skal kunne være
dette, og af disse har jeg ladet mig lede uden at lade mig for-
virre af min ungdommelige Forbauselse over at ikke Dommerne
og Prokuratorerne følte den samme Hjertevee, som jeg, over
samme Handlinger. Disse Herrer have, f. Ex., ikke fundet det
Haarde, som jeg fandt i, at Praëm lod holde 2 Exekutioner paa
een Dag hos en før alt yderlig fattig Mand, eller det Lave i at
han endog drev Beregningerne indtil dobbelte 4 Skilling i Sund-
penge, skjøndt han, uden nogen Gjenoverfart, tog sin Middag
hos den stakkels Mands Nabo, den ærede 3die Repræsentant for
Agershuus Amt paa nærværende Ting. At jeg en Vinter mødte
den siden fra Gaarden komne Mands Enke med en Børneflok
paa 4 -- 5 Stykker, næsten nakne paa Been og Krop, vadende i
Sneen, kunde heller ikke nedstemme min Følelse.

d.V,b.2,s.325      Det er denne som har syndet, om Dommernes Følelse har
været den rettere. Dette maa nu Thingets Følelse afgøre! Det
forekommer mig, at kan jeg overtyde dette om at jeg har hand-
let, om end daarligt i jordisk Forstand, dog af rene Motiver: saa
bør jeg skaanes for videre Lidelse. Ingen kan erstatte mig Sjelens
ikke blot Lidelser, men Tab.

   Et ubetydeligt og, paa en uforfulgt Stevning nær, følgeløst,
Træk forekommer mig dog at betegne mine Motivers Reenhed
temmelig tydelig og karakteristisk -- det nemlig, at jeg i min
første Studentertid, da Praem var min behageligste Omgang som
Nabo, gav ham til Svar, i mange Vidners Overvær, paa en artig
Indbydelse, at Alt maatte være forbi mellem os siden jeg havde
hørt ilde om ham mellem Almuen. Jeg erindrer, at Praem havde
bemærket paa Stevningen, der indløb, at han af Høflighed lod
den forkynde ved Folk, der ikke vare Stevnevidner, og at min
Fader antegnede, at hverken Provst Wergeland eller hans Søn
forlangte, at blive bedre behandlede af Prokurator Praëm, end
han plejede at behandle Almuen.

   Ak! nu, siden det fremmede Menneske kom derind, begyndte
Paradiistinterne at henblegne over min Hjembygd.



   Men her er nogle materiellere Grunde, skjøndt jeg tilstaaer,
ikke meget stærke. Jeg vilde saa gjerne, at den første, alene
moralske og subjektive, skulde være nok. Selv har jeg lidet
Øje for andre. Naar det ikke kunde mistydes som en Stolt-
hed eller endog et Bedrag, siden Forlængelsen af mit Liv er
høist usikker, vilde jeg blot sige: "eftergiv mig den Sum, mit
altid høimodige Folk! Jeg skal betale de Blade med andre".



   Men Reserven af min lille Armee faaer nok frem. Altsaa:
   2. Vedlagte Erklæring fra Formandskabet i Eidsvold viser, at
det er sandsynligt, at dog noget kontant Vederlag for hvad jeg
søger Folket om er kommet en Deel af dette tilgode. Sagen
havde nemlig strax den Følge, at Praëm blev i alle Dele upaa-
klagelig i sit Forhold, og jeg fik mangen Tak derfor.

   En eller anden af Landets mange juridiske Blodigler tør maa-
skee ogsaa have fanget Skræk af Sagen -- et Tag, som man i
det Følgende vil see, begyndte med at spænde Krok.

d.V,b.2,s.326      3. Min Modpart drev nemlig min ordinære Dommer, Hr. Borch-
senius, der kjendte Praëm bedre end jeg, fra Sædet ved strax,
jeg troer i første Møde, at føre ham som Vidne om en saadan
Ubetydelighed, at alle Mennesker kaldte det proforma og et ju-
ridisk Coup.

   Ja det var et Coup. Fra dette første Møde var Sagen tabt.
Anden Gang skulde jeg være Offret for en extraordinær Retter-
gang.

   En Prokurator, der neppe kunde holde sit Hoved oppe for
Nervesvindel, aandssvag som legemsvag af værste Art Sygelighed
for denne Sag, der sandelig fordrede Øinene oppe, fældede nu
efter mange Aar den tvetydige Dom, at jeg skulde mulkteres med
300 Spd.; men Staten betale Omkostningerne. Ved Overretten
kom disse paa mig, men Mulkten nedsattes til 100 Spd.

   Da nu Sagen skulde videre frem, faaer jeg et Acqviescenz-
Tilbud fra Modparten, som jeg modtog af følgende Grunde:

   1. var Sagen bleven mig fremmed; jeg havde kun en ube-
tvingelig Modbydelighed for Procedure tilbage -- ja en Rædsel,
efterat jeg havde troet at see Retfærdigheden saa ofte komme
hovedløs frathinge.

   2. Min Advokat, der var ansat ved Højesteret, erklærede
han vilde ikke føre min Sag længer. Han forekom mig ogsaa
lunken nok før. Mod mig skulde jeg ved Højesteret have
Praems Ungdomsven, Rettens talentfuldeste Sagfører.

   3. I Tilbudet om Acqviesceren ved Overretsdommen vare
Omkostningerne rigtignok anslagne 2 eller 3 hundrede Daler
under hvad jeg siden fik vide; men for mig vare 500 Daler
af samme Vægt som 800 eller 8000. Thi mener jeg, paa Grund
af denne Post, at Omkostningernes Størrelse især ere en Følge
af den extraordinære Rettergang.

   4. Jeg er i bogstavelig Forstand fattig.
   Mit hele Liv har været Arbeide, og dog ejer jeg vel neppe
den Pude mit Hoved hviler paa. At en Forfatters Arbeide kun
skaffer knapt Brød her i Landet, vil man see af, at jeg for det
vidløftigste poetiske Arbeide i alle 3 Rigers Literaturer har faaet
100 Spd. Alene Korrekturen slider Nervekraft udaf Øjet for
meer end de 100 Daler. Men en god ahnelsesfuld Forhaabning
lader mig skrive dette Betlerbrev med den samme Pen, hvormed
d.V,b.2,s.327   hint Arbeide endtes. Gammel Gjeld, Gifte ikke efter Penge, Enke-
kasse, det dyre Levested (formedelst de svære Penge, hvorunder
Alt lider) o. s. v. faaer forklare, at det er saa smaat med mig. Selv
moderate Terminer vilde bringe mig, der neppe er i Vandskorpen
mellem Formuens Een og Armodens Nul, til at synke.
   Mine Fordringer til Livet ere maadeholdne. Ved at sælge mit
nybyggede Landsted, hvor jeg fandt, jeg ikke havde Raad til at
boe, har jeg faaet omtrent 2/3 refunderet af hvad den Huus-
mandsstue med Grund vil koste, som jeg atter bygger for at
min Enke, eller vi fælles, om Gud saa vil, kunne boe saa billigt,
som det her lader sig tænke. Hele Huset skal kun koste 450
Spd. og det halve Maal Grund 200, saa her var noget at tage
til, dersom ikke Enkekassen, for at vige Prioritet i min forrige
Ejendom, skulde have den i den nye. Over hiin disponerede
jeg ikke uden Forespørgsel om Ret dertil.

   Men hvordan mine Omstændigheder ere, saa maa jeg, om Gud
giver mig saavidt Styrke, skaffe Udveje til det længere Ophold
i Syden, hvoraf jeg alene kan vente nogen Restitution.

   Praem har nok engang skrevet og bragt til Højes og Laves
Kundskab, "at han henregnede det til en hellig Borgerpligt at
gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrik Werge-
land til nogensinde -- idetmindste ikke forinden flere Aar have
godtgjort hans totale Forbedring -- at komme i en saadan Stil-
ling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres
Tænke- og Handlemaade"1 -- han har nok skrevet saa engang,
skjøndt naadigen modificeret det noget ved en senere Læsning
af det famøse Indlæg; men til at lade mig døe i det hjemlige
Klimat strækker dog ikke Forjettelsen sig i hint Borgerløfte.

   Dette faaer ansees opfyldt ved at, ganske rigtigt som lovet,
min akademiske Retning, Embedsexamen og Omkostningerne for
at faae denne efter 3 -- 4 Aar, er gaaen tilspilde. Det hedte nem-
lig i Kirkedepartementet, at man først maatte oppebie Sagens
sidste Ende. I 9 Aar gav man mig der "Stene istedetfor Brød",
som salig Hesselberg skrev i en Erklæring, indtil høisalig Carl
Johan omsider gjorde en Ende paa det paa en anden Maade.
Men medens jeg gik saaledes hen (og tænkte saa smaat paa
Amerika) sad Modparten ikke alene i Embede, men befordredes.
d.V,b.2,s.328   Hans blotte Paastand om baade Tugthuus og Slaveri over mig
for mit Udtryk om hans Færd, havde hiin frygtelige Virkning.
Af og til i de lange Supplikantaar kunde nok Udskejelser og
Aabenbarelser af en anden politisk Anskuelse, end den der
gjaldt ved Departementernes Pulte, hænde; men, idet dette Sid-
ste er i sin Orden hos en frank Charakteer, tør jeg paastaae, at
Ingen ere mere udsatte for Udskejelser end Supplikanter, der
langpines. De fortvivle og give i oprømte eller desperate Øje-
blik Departementet -- hvad jeg ikke tør skrive eller engang be-
tegne. Jeg vil saaledes til et Exempel tilstaae, da jeg 9 Aar
efter min Examen, der faldt i bedre Tider end nu, stod med
Taarer i Øinene bag daværende Expeditionssekretærs Ryg (thi
den vendte han mig) og just erklærede ham, at mit eneste Haab
nu maatte være Amerika, hvis jeg ikke fik det Kapellani --
det mindste i hele Riget -- jeg nu søgte om, og han da svarede
med en spodsk Hoveddreining, at han kunde sige mig, at "Grun-
den til, at man ikke ville ansætte mig, var at jeg var for stort
et Geni" -- ja jeg vil tilstaae, at jeg, efterat have svaret, at "som
Spot vare disse Ord grusomme, som mente en Uretfærdighed",
vilde det, endog med Hensyn til min egen Personlighed, været
meget naturligt, om jeg, med en saadan Glassplint i Hjertet, var
ilet lige hen fra Departementskontoret til et Sted, hvor der var
hed Viin og Punsch at faae, og om jeg, i Anledning af Bureau-
kratens Anerkjendelse, havde drukket indtil jeg saae min lille
Annexkirkes Taarn i det spidse Glas, jeg holdt i Haanden. Disse
aabne Tilstaaelser, om at der nok kunde være at dadle ved mig,
uagtet, var dog min Modparts Paastande, der ganske vare i Kon-
seqventse med hint Borgerløfte, den især opgivne Grund til min
Tilsidesættelse. Lægges nu hertil mine Forældres Græmmelse
over at see mine Universitetsaar spildte for en Mands Skyld,
de ikke agtede meer end jeg, Udgifterne til en Advokat, der
ikke var let at tilfredsstille, Sindslidelser og Tab af Humør og
ganske vist af meget af den Fyrighed, jeg maa besidde som Dig-
ter: saa antager jeg virkelig, at hint Borgerløfte ikke ogsaa vil
udstrække sig til, ved en Exekution, at berøve mig Adgangen
til at søge mig en mildere Luft.
   Det vilde være grusomt. Det Andet er ikke grusomt; men
man faaer finde et Navn derfor. Jeg kjender ikke noget at sætte
istedet.

d.V,b.2,s.329      Summen vilde have forfærdet mig, om den virkelig havde
været den mindre, som Praem havde opgivet; men da Sand-
heden kom, og Praëm just var i Byen ifjor Vaar omtrent paa
samme Tid, forespurgte jeg mig i et høfligt Brev, om han ikke
fandt sig opfordret til enten at betale ud eller at dele. Det var
skeet ganske bona fide; men dog som et sidste Halmstraagreb
før jeg besluttede at søge Storthinget. Jeg havde vel i den
Acqviescenzerklæring sagt, at jeg ikke havde noget at sige paa
Praëm, men min Mening om de fældte Dommes objektive Ret-
færdighed kunde jeg dog ikke saa medeet faae ud af mit Hoved.
Praëm, sagde man, var bleven en høist respektabel Mand, og jeg
vidste om, at han just ikke var pengekjær i den Bemærkelse som
det hedder om den Gjerrige -- kort hvem veed, tænkte jeg --
og skrev. Men hans Sindelag imod mig, havde ikke forandret sig.
Han gjorde nogle forfærdelige Ophævelser i det Departement,
hvorunder jeg hører; dette fandt ogsaa Historien forskrækkelig;
der taltes om Suspension, indtil endelig det Hele endte med at
jeg fik i en Skrivelse en skarp Irettesættelse.

   Men hvor dette Efterspil paa Sagen, som jeg ikke har troet at
burde tie med, har ængstet og ærgret mig! I de første Maane-
der af min Sygdom kunde jeg ikke faae denne Triumf for min
utrættelige Modstander ud af mit Hoved. Forgjæves skrev jeg
Breve paa Breve til Expeditionssekretæren og Andragende til
Departement om at den dog ikke maatte meddeles min Mod-
stander. Han har Beviset for at mine høiagtede Foresatte har
misbilliget hint saa naturlige Udtryk af min Mening om paa hvis
Side dog egentlig Retten er -- han har det imellem sine Hænder
medens jeg har det Offentliges Regning.

   Denne Historie kan dog kun betragtes som et Supplement til
den øvrige Opfyldelse af hint Borgerløfte.

   Men Borgerkronen frem nu! Thi ogsaa ved dette, ved at und-
sige paa Velfærden et farligt Menneske, har Praëm søgt at gjen-
gjelde Nationen Gaven af sin Naturalisation.

   Jeg vil, om Staten enten gjør Indførsel eller i lange Aar suger
mig ud, dog ikke kunne forandre min Mening, om hvem der med-
rette burde været brændt i Legen. Ve mig, havde jeg rørt Praëm,
om jeg ikke havde troet at min Sag var den retfærdige!

   Han har ogsaa lidt; thi Ingen sætter højere Priis paa at roses,
d.V,b.2,s.330   istedetfor at dadles, af Menneskene; og det onde Rygte, ud-
bredtes, idet dets Tilvær bevistes.
   Jeg vil haabe, at hine forfærdelige Ord ere ikke længer mente,
ialfald siden jeg nu er et høist usikkert Bytte. Skulde de endnu
være det, da kan jeg kun tænke mig dem udstrakt til Embede,
Skribentvirksomhed og Velfærd. De to Første skal jeg vel, om
jeg bliver ilive, selv forsvare; den Sidste er mig og Hustru eller
Enke berøvet i det Øjeblik dette Andragende negtes mig af
Storthinget.

Med Underdanighed
ærbødigst
Henr. Wergeland.

   Hermed 2 Bilag.
TIL STORTINGET
1  tilbake NB. Akten i Gaardermosagen. Indlæg fra Praem sidste Side.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE