| TIL FINANSDEPARTEMENTET
|
Christiania 18de Marts 1844.
Det kongelige Departements Opfordring til at fremlægge den
Skrivelse, jeg i mit Brev til Foged Praëm af 29de Febr. omnæv-
ner at have faaet, efterkommer jeg i den Form, Departementet
i Skrivelse af 16de d. og senere har tilladt mig at bruge, idet
jeg vedlægger en Bevidnelse fra to af Regjeringens Embedsmænd.
Den godtgjør, at jeg hverken har "opdigtet" noget eller brugt
noget Udtryk om Brevskriveren, der skulde tjene til at give hans
Ord nogen utilbørlig Vægt, samt endelig, idet den oplyser, at
dette i en anden By skrevne Brev er af samme Dato, som min
|
| d.V,b.2,s.320 |
Erklæring paa min Modparts Beskikkelse, at jeg i den ikke kan
være skyldig i nogen Reservation eller i Noget, der kan begrunde
Tvivl om min Redelighed under Sagens Opgjør.
Under Overvejelserne om at indlade mig herpaa, har jeg vel,
foranlediget af Hr. Praëm selv ved hans Forelæggelse af det mig
fremmede anonyme Brev, anmodet en Ven i Fortrolighed om dog
at forhøre sig om der virkelig skulde, som opgivet, existere noget
Depositum til mig fra en Afdød paa Stedet; men da hans Svar
sees at være dateret "Drammen den 22de Marts 1843", hvilken
var den betegnede By og hvilken Dag heller ikke var Postdag,
og min Acqviescenz-Erklæring er af samme Dato, formener jeg
godtgjort, at denne er afgivet ganske uafhængig af denne Korre-
spondenz og i Sandhed, som jeg har erklæret, med Opgivelse af
al Anke imod min Modpart.
Da Denne, ved at forelægge mig det anonyme Brev, som jeg
maatte sætte i Forbindelse med et ellers forglemt og desereret
Opgivende af en mig fremmed Person, selv havde motiveret min
underhaands Forespørgsel, er han ogsaa selv Aarsag i, at jeg
har troet leilighedsviis at burde meddele ham det ikke oppebiede
Udfald af min Undersøgelse.
Men har jeg, under Indflydelsen af Tanken om hvad denne
Sag har kostet mig i Formue og af hvad der er bedre end denne,
under Øjeblikkets Nedskriven givet Anledning til at udtyde denne
Meddelelse af noget senere Indløbet, som det dog kunde interes-
sere Praëm at vide, som nogen "Trudsel", da beklager jeg saa-
dant, og erklærer, idet jeg henpeger til den hele Tone i min
Skrivelse og til det Utænkelige i at jeg skulde ville opgive Mangel
paa Beviser inden Storthinget som Grund for et Andragende,
at jeg hverken har havt saadan Hensigt eller har den at "oprippe"
det gamle Mellemværende.
Ogsaa dette vilde ganske modstride min Hensigt, at hentye til
Nationalrepræsentationen, i hvis Godhed jeg alene øiner Red-
ning for et Paakrav, der saa meget overgaaer min Evne og den
Sum, jeg i Svaret paa Beskikkelsen har antaget.
Tvertom -- intet er sandere end mit Ønske, at Praëms og mit
Navn aldrig maae blive nævnte sammen mere paa Jorden uden
det, at jeg kunde undgaae hiin Udvei.
Men den er den eneste, som Haabet, ikke Forventningen, an-
viser mig, og at hine Navne da maatte blive nævnede sammen,
|
| d.V,b.2,s.321 |
og vejede sammen, det var noget, som det forekom og frem-
deles forekommer mig, jeg ikke burde undlade at gjøre min
Modpart opmærksom paa. Har jeg virkelig feilet eller forbrudt
mig heri, da ligger Straffen i den Magts Haand, til hvem jeg vil
henty, men som jeg ikke skulde vove at henvende mig til, om
jeg erkjendte at have fortjent Tilintetgjørelsen af min Velfærd.
Et Vidnesbyrd om, at jeg ikke gjør det, vilde jeg ogsaa finde i
Spørgsmaalet til min Modpart, om han ikke skulde ville overtage
Resten af Omkostningerne, og det var det Sidste og Eneste, jeg
kunde forsøge for at undgaae en Hentyen til Storthinget, som
maatte være ubehagelig for os begge.
Afskrivterne vedlægges.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL EIDSVOLL FORMANNSKAP
|
| BLA BAKOVER |