| SVAR PÅ PRAèMS FORLIKSTILBUD
|
Grotten 22de Marts 1843.
Bevæget af klagende, men uefterrettelige Almuesfolk i min
Hjembygd, og opirret af Angreb paa Ære og Velfærd, saavel i
et Retsindlæg, hvoraf Afskrifter tages, som i offentlige Blade, og
navnlig af det umiddelbart foregaaende i Morgenbladet, hvilket
tillige indeholdt en Provocation, apostroferede jeg i Foraaret 1831
|
| d.V,b.2,s.313 |
daværende Procurator Praëm saaledes i samme Blad, at han deraf
fandt sig foranlediget til at paaføre mig en Injurieproces, der nu
har varet i samfulde 12 Aar til stor Sindslidelse og Velfærds-
spilde for mig, og som endelig har faaet det Udfald for mig ved
Stiftsoverretten, at jeg er idømt 100 Spdlrs. Bøde og Processens
Omkostninger til, som vel beløbe sig til en 550 Spd. eller mere.
Er Hr. Foged Praëm ikke tilfreds med denne eklatante Hevn,
saa maa han gaae videre og appellere Sagen til Høiesteret.
Hvad mig angaaer, saa, endskjøndt denne Dom er for mig ruine-
rende, og jeg ikke har Formue til at udrede det Idømte, agter
jeg ikke at appellere til høiere Ret, men ønsker denne Sag evig
endt og forglemt. Det bliver saaledes ikke min Skyld, om Høie-
steret "bebyrdes med at gjennemgaae og paakjende en saa over-
ordentlig vidtløftig Sag".
Omendskjønt det er med Beredvillighed jeg imødegaaer min
Modparts Tilbud om Acqviescenz og antager samme, er det dog
ikke fordi jeg nærer nogen Frygt for et værre Udfald, men vel
Modbydelighed nok for at maatte paany beskjæftige mig med
denne Sag, som jeg har gjort mig Umag for at glemme i sin Op-
rindelse som i sit Udfald, i sin Heelhed som i sine Details.
Imidlertid maa jeg, før jeg afgiver denne afæskede Erklæring
angaaende det af Hr. Praëm omnævnte Brev, i Anledning af hans
Anførsel om en Samtale imellem os under fire Øine (hvilken
ogsaa fandt Sted netop i det Øieblik Sagen ved Underretten
var optagen til Doms) her meddele at den fra min Side her-
ledede sig fra en mig strax efter den Annonces Indrykkelse i
Morgenbladet som foranledigede Praëm til Sagsanlæg, tilstillet
anonym Skrivelse -- at mine Undersøgelser vare frugtesløse, --
og at en Person, som jeg intet Bekjendtskab havde til og siden
ikke har seet, omtrent ved den Tid Stiftsoverretsdommen var
falden, henvendte sig mundtlig til mig med Opmuntring til at
fortsætte dem, uden at dog dette er skeet, eller at jeg fæstede
nogen Opmærksomhed derved.
Jeg har nu, efterat have seet Brevet, som til Haand og Ind-
hold forekommer mig aldeles Fremmed, gjentagende anstrenget
min Hukommelse, om noget i Samtalen, som tænkelig dog kunde
være, skulde fra min Side have "foranlediget" et saadant Brev,
der gaaer ud paa at true med ny Vidneførsel i en abandonneret
Sag, men forgjæves. Og denne, af mig ikke søgte Samtale med
|
| d.V,b.2,s.314 |
en ganske fremmed Person, som jeg, med al Erkjendtlighed for
hans Deeltagelse, ikke ydede synderlig Opmærksomhed, er dog
det Eneste, som jeg kan sætte i nogen tænkelig Forbindelse med
Brevet. Men som sagt, videre end til denne Supposition stræk-
ker min Hukommelse sig ikke.
Jeg kan derfor, saavel med specielt Hensyn til Ordet "foranle-
diget", som til de øvrige Brevet angaaende afæskede Udtrykke,
paa Ære erklære, at jeg ikke erindrer at have foranlediget eller
at have ringeste Deel i Forfattelsen af bemeldte Brev, hvis Indhold
desuden er for mig uden Betydning, samt at jeg ikke har andre
Beskyldninger at fremføre imod Foged Praëm end de i Sagen
fremførte. Og da disse af Underretterne ere befundne ubeviis-
lige, maa vel den faldne Dom være saa rigtig, at jeg desaarsag
og for Fredsommeligheds Skyld bør modtage min Modparts An-
bud: og da jeg i Ovenstaaende formeentlig har efterkommet
hans Forlangende, erklærer jeg, at jeg acqviescerer ved Stifts-
overrettens Dom, og agter ikke at gaae videre uden nødtvungen
og fremtrukken af min Modpart.
Henr. Wergeland.
TIL JENS OBEL PRAèM
|
| BLA BAKOVER |