| TIL AKERSHUS STIFTSOVERRET
|
[Kristiania] 25 Septbr/37.
Det er med Nød at jeg overvinder min Modbydelighed forat
tage paany fat paa og yttre mig i en Sag, som ligesaameget er
et utaknemmeligt Arbeide for Andre som et aftvunget Selvfor-
svar mod et Menneske, der i sine Forfølgelser og Procedure
synes ikke at erkjende almindelige moralske Love og Hensyn.
Til den knytter sig ogsaa den bittre Følelse af erstatningsløst
forspildte Aar, hvori min Modparts aabent erklærede Hensigt, at
bevirke mig udelukt fra Embedsbanen, saalænge i min bedste
|
| d.V,b.2,s.308 |
Alder er bleven fuldbyrdet, at jeg vel maa begynde at troe at
denne Sag ikke alene kræver Anstrengelse, Ærgrelser, Opoffrel-
ser, men Udbyttet af mit hele foregaaende Liv, Forældres Haab
og Omkostninger paa min Opdragelse og Dannelse og Medbor-
geres og egne Forhaabninger om ved den at være gjort mit
Fædreland nyttig. Og Denne umenneskelige Straf, denne arbitrære
Tilintetgjørelse af en Tid, hvoraf Skaberen selv ikke kan gjener-
statte mig et Minut, skal gjøres endnu ømfindtligere ved den
partiske Begunstigelse, som er viist Modparten ved hans Befor-
dring under denne Sag, som suspenderer mine Adkomster, fordi
hans umaadelige Had har bragt ham til at opdynge Paastande,
hvorfor han fortjener al den Irettesættelse, som Domstolene kan
give! Og den skal gjøres endnu strengere og langvarigere ved den
forviklede, intrikate Charakteer, Modparten lige indtil det Sidste
ikke har ophørt at meddele Sagen ved idelig Fremlæggelse af
nye Dokumenter, tildels af den mistænkeligste Beskaffenhed, og
som desaarsag have maattet give Anledning til Udsættelser og
en Forlængelse af Proceduren, som vel kunde være i Modpar-
tens Interesse, men aldrig i min.
Dette er da endelig den sidste Udsættelse, og, om ikke den
nødvendigste -- thi det have de været, som det praemske Do-
kument af 20. Juli 1835, der faldt ned som Fahnen i Lifland,
maatte foranledige -- saa er den dog vist den billigste, idet den
er indrømmet den Anklagede til at gjøre sig bekjendt med en
Sags Stilling i det Hele, som allerede før den er vel halvveis
igjennem Retterne, ja fra sit Anlæg, saaledes som Modpartens
Ondskab vilde det, har decideret mit Livs Vanskjebne uerstatte-
ligen.
Dette er ogsaa en af Praëms Fortjenester af Fædrelandet.
Jeg vil ellers tilstaae oprigtigt, at jeg ikke har formaaet at be-
nytte Udsættelsen til andet end at gjennemsee Sagens senere
tilkomne Papirer; og hvad Vægt, jeg tillægger navnligen dem,
der oplyse Praëms Defraudationer imod det Offentlige saavel-
som imod det Bjerkeske Boe, vil man see af hosfølgende No. 6 -- 7
af Bladet Statsborgeren, hvori jeg gjør Publikum bekjendt med
de tilstrækkelige Oplysninger, jeg desangaaende har præsteret --
uanseet Praëms ret naturlige Ophævelser over den Offentlighed,
jeg har givet enkelte Afsnit af Sagen.
Min Sagførers Deduktioner gjøre ogsaa enhver vidtløftigere fra
|
| d.V,b.2,s.309 |
mig selv overflødig. I mit eget Indlæg finder jeg intet andet at for-
andre eller tillægge, end at jeg lægger den ærede Ret paa Hjerte,
hvorledes simpel Mortifikation af Modpartens Paastand ikke kan
være nok, da den -- efter hans Indlæg i Gaardermosagen aabent
erklærede Hensigt -- nu i en Række af Aar har havt en saa til-
intetgjørende Indflydelse paa min borgerlige Stilling. Havde han
ikke selv erklæret dette at være sin Plan, som han ansaae det
for en hellig Borgerpligt at udføre, vilde det kun have været en
arbitrær Forurettelse af Regjeringen, hvorfor den alene maatte
bære Skylden. Men nu har han iværksat den ikke alene ved sine
skamløse Denunciationer i hint Indlæg, men ogsaa ved sin grund-
løse, af Regjeringen som ærekrænkende betragtede, Paastand; og
derfor maa Erstatningen, om saadan kan skee, paahvile Praëm.
Dette maa ogsaa blive Tilfælde med Sagens Omkostninger.
Det er jo Retsskik, at de paalægges en Part, saasnart mindste
Skygge af Strafskyld er tilstede. Og jeg skulde troe, at mere
meget mere end det er Tilfælde med Praëm. Han har egget
mig saavel ved Opfordringer i Bladene som ved hint afskyelige,
til en snigende Meddelelse mellem min borgerlige Lykkes Herrer
bestemte Produkt, som jeg endnu ikke kan taale at see uden
jeg bogstavelig føler mig syg af Harme; og endelig, da jeg var
egget frem til offentlig at erklære min Mening om hans hele
Personlighed som Embedsmand og Menneske, nemlig, at han
havde forbrudt sig som Embedsmand ved at forurette forskjel-
lige Mennesker, og baaret sig skurkemæssigt ad mod mig --
hvilket er Mening og Indhold af paaankede Annonce i Morgen-
bladet, hvortil Sagsanlægget kun bør være indskrænket -- saa
tør jeg paastaae, at det, uagtet alle hans Kunster og Tingens
egen Vanskelighed, har lykkets mig at præstere langt mere af
Beviser paa saadan Adfærd af ham, end Sættedommeren har
villet indrømme. Han har enkeltviis betragtet hver enkelt Mis-
lighed af Praëm, og fundet den utilstrækkelig til min Frifindelse.
Massen af Misligheder, der reflekterer et klart Billede af en
forbrydersk Embedsmands og et slet Menneskes Totalitet, har
han heller ikke havt Øje for, mens det dog er utvivlsomt, at saa-
vel denne Masse af oplyste Handlinger af Praëm, som hver for
sig ikke kunde være nok til min Frifindelse, som saadan maa
komme mig tilgode, især ved den Slagskygge den meddeler
Praëms næsten latterlige Skryderier af sin Reenhed og Samvit-
|
| d.V,b.2,s.310 |
tighedsfuldhed, som ogsaa de enkelte mere graverende maa ind-
virke til min Fordeel, idet der imellem dem ogsaa findes de, som
maatte retfærdiggjøre endnu strengere og bestemte Udtryk.
Med Hensyn til Processer af denne Natur, da ville altfor mange
Exempler paa den Mildhed, hvormed Injurier af andre Domstole
ere blevne anseete, være i de ærede Herrer Dommeres Erin-
dring til at jeg skulde behøve at anføre nogle. Ethvert juridisk
Repertorium indeholder saadanne. Det er ogsaa bekjendt, at de
samme Udtryk, jeg har brugt om en Mand som Praëm, ja endog
med forstærkende Tillæg, ere hertillands hengaaede uden Paatale.
Jeg har fortolket mine; men tillader ingen Indskrænkning deri;
thi jeg er endnu mere overbeviist end nogensinde om at Praëm
i Daad som Sind er det, jeg har erklæret ham at være imod
endeel enfoldige Medmennesker og det sidste, men ikke ringeste
Offer for hans Slethed, nemlig
Henr. Wergeland.
TIL JUSTISDEPARTEMENTET
|
| BLA BAKOVER |