HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 2. BIND: RETTSINNLEGG. SUPPLEMENT


TIL RETTEN
INDLÆG I SAG ANLAGT AF PROCURATOR PRAèM
MOD CAND. THEOL. HENR. WERGELAND FRA
HENR. WERGELAND. FIAT JUSTITIA!
del 4
d.V,b.2,s.253   saa svar en Beskyldning -- da maa det vel endnu stærkere be-
nævnes.
   4) Jeg kan maaskee henregne hertil, at Ps um
[enne]
skelige
Stevningspaastand i denne Sag er endydermere skjærpet i Indl.
af 16 Mai/31.

   5) Cfr. Opfyldelsen, saavidt det stod til Pram, af den neder-
drægtige Trudsel til Marthe Julsrud om at ødelægge den Familie
i Bund og Grund.

   6) C.fr. Trusel til Ole Thorbjørnrud, da P. faldt med Døren ind
i Huset hos ham. Pag 52.
[s. 237.]
Ligesaa de allerfleste af Noterne
til 1ste Afdeling af Undersøgelsen af P's Forsvar. Saaledes Nota
3 -- 4 -- 6 -- 7 -- 9 -- 10 -- 11 -- 12 -- 14 -- 15 -- 18. Art.C. Pag 86.1



   Tyrannisk Voldsomhed, raa Grusomhed bliver dog først ret
afskyelig naar den er parret i Gemyttet med Underfundighed
og Ringeagt for Tro og Love.

   Paa hans Underfundighed, hvorfor jeg A, Pag 3 -- 4,
[s. 179.]

Bil. 2 har viist, at jeg selv har været et Offer, vil senere føres
mange Beviser. Her vil jeg blot nævne, at



   Procurator Praëm er overbeviist om
III RINGEAGT FOR TRO OG LOVE.

   For at være en Ærligmand maa man ikke besidde denne
slemme Feil, hvorved ofte Medborgere bibringes stor Skade.
Staten fordrer vel ogsaa allerførst hos en Embedsmand Ærlig-
hed, at andre Folk kunne stole paa ham. Mskeheden kalder
denne Dyd ogsaa en af sine og al Sedligheds Grundkrav. At
P. dog mangler den -- herfor

   Beviser:
   1) Se forrige Side 2.
[s. 251.]

   2) 28de og 29de Vidnes enstemmige Udsagn -- med Tillæg, at
P. fragik sit Løfte med Vrede og bortvisende dem. Se Note 5,
Pag 41.
[s.220 -- 221.]
N. 7. samme Pag.
2

   3) Løftet til Jens Maler, "at det var godt at have de 200 Sp.
i Baghaand". Samt (cfr. 21 og 22de Vidner) om at han skulde
d.V,b.2,s.254   faae igjen de overblevne deraf. Senere var Aftalen, at han der-
for skulde faae "et lidet Hjem", da Pengene ei vilde ud af Pram
igjen. Jens er bleven hjemløs, og venter neppe at faa andre
egne Vægger end de sidste 4 Bretter; dog selv dem skulde
Fattigcassen give.
   4) Løfte til Iver Julsrud (23 V), hvorved Koen vandtes uden
Nytte for Iver før P. nu i denne Sag tvinges til at opdigte eller
paabyrde Folkene, at den er valutert.

   5) Lars Eriksen Rogler eller Eskerud3 (som ved Sagens Be-
gyndelse da han efterspurgtes forat blive stevnet sagdes gaaen
vestover paa Arbeide) angiver, at han og en anden Mand ved
brudt Løfte af P. ere bragte til Betlerstaven. --

   6) Bilagte Afskrivt4 af Brev fra Proc. Ræder viser, i Forbind.
med Bil. 4, 4 a og b, at det er ikke Bønder alene som have lidt
ved Ps Mangel paa Tro og Love. For Brud paa Statens "Love",
paa hvad "Tro og Love" Pram har svoret denne, se Beviser
hartad overalt i dette og Advocat Thesens Indlæg. --



   Procurator Praëm er overbeviist om andre forskjellige
IV BRUD PAA SINE PLIGTER
SOM SAG- OG REGNSKABSFØRER.
a) Skjødesløs Sagførsel.

   Beviser:
   1) I Sag for Jens Nilsen findes, at han i Mødet 10 Jan./27 hver-
ken mødte eller lod møde. Denne Mand har dog betalt anstæn-
digt forat faae sin Sag ført.

   2) Jens Nilsen sees at have paa Ps Raad og paa en Maade
Tilsvar ved ham ført Sagen paa Hedemarken, der gik tabt --
som Jens mundtlig sagde for Retten -- mod en Procurator der-
oppe, om hvem Ordet gaaer, at han aldrig vinder Sager. P.
havde faaet Sikkerhed i Jens' 200 Sp; denne troede at have
Sikkerhed i Ps Ord.

   3) I den Sag for og med Marthe Aug.dtr Bjerke m. fl. mod
Korens Boe, som Thesen i Indl. 10 April/33 bringer paa Bane, sees,
at P. ei har, paa sine Parters Forlangende, skjøndt Penge dertil
d.V,b.2,s.255   havdes, paa meget nær betimeligen ladet dem faae Domsacten.
NB. beholdt den 2 1/2 Aar, paaskydende videre Indstevning. --
   4) Anders Lade paa Thotn klagede5 i Sommer over at han
7 -- 8gange uden at have faaet Svar havde adspurgt P. som sin
Sagfører om en Sags Stilling, der forlængst troedes paadømt.
Da han ankede herover i flere Mænds, Sthingsmænds, Nærvær
og lovede mig skrivtlig Oplysning, indhentede jeg denne ved Be-
skikkelse, hvoraf sees, at P. for 14 Dage før dennes Datum 12
Decbr. først havde underrettet ham om Sagens Stilling, nemlig
dens Tab. Jeg antager det at være en Sagførers Pligt hurtigst
at tilmelde sin Part Dommen.

   5) Bilagte Brev6 fra John Ekornhoel af Oudal indeholder en-
deel Anker over maadelig Sagførsel, svundne Løfter og mod
disse forøgede Udgivter m: m: Ligesaa bilægges Brev fra en
Berthe Blødmyrhoug af Næs -- Anh. a

   6) Jeg troer Enhver maa være overbeviist om at Lars Larsen
har været yderlig slet tjent med Ps Arrestsag med H. Heiret og ved
den senere Procedure deri, hvorved Lars kom i Stikken alene. --

   Jeg antager ogsaa, at en ædlere Mand end P., naar han indsaae,
at et voldsomt juridisk coup af ham selv truede Partens Formue,
vilde søgt paa en pynteligere Maade, ved Forlig, at jevne paa
Erstatningen end ved Selv at tilvinde sig al Partens Formue. Det
er alene en Domsilluderen, naar han erklærer "at skulle vide at
gjøre sit Creditorforhold paa L. Larsen gjældende, saalænge han
skylder noget." Det er vist, at L. Larsen aldrig har staaet i
videre Forbind. med P. før Sagen; og neppe burde han, saafremt
han har mindste Anstændigheds- og Billighedsfølelse, taget Noget
for en Sag, som ved ham fik saa ulykkeligt et Udfald for --
begge baade Ps Part og Hans Iversen, som ingen Erstatning fik.

   7) Exsecut. forretning hos M. Augustinusdt. Bjerke viser Ps
Omhu for sine Parter ret paa en oprørende parodisk Viis.7



  
b) Slet Regnskabsførsel.

   Beviser:
   1) Act. 109, hvor Jens Nilsen, der stod i saa indviklede Regn-
skabsforhold til P. og navnligen hin Sag betræffende, deponerer
d.V,b.2,s.256   "at han hverken har faaet nogen Regning over sin Gjeld til P.
for denne Sag el. Noget tilbage paa de 200 Sp., uagtet P. flere
Gange siden har lovet at give de 200 tilbage el. et lidet Hjem
af slig Værdi." Ligesaa Act: 110, hvor s. V. dep., at det "oftere
forgjæves har anmodet om Regnskab."
   2) Bilagte Selvskrivelse8, vedstaaen inden Retten ved Exami-
nation, udlader sig "at naar Udstederen Paul Iishoug er kom-
men til P. og affordret Regnskab for bemeldte Auction har han
slaaet op med et stort Sinde og tillige begyndt at overøse mig med
en grov Mund, saa jeg aldel. ingen Regnskab endnu har erholdt."

Det synes af Skrivelsen, at Manden har havt Ret til at kræve
Regnskab.

   Ligesaa indeholder Skrivelsen 2 forskjellige Anker; den ene,
at P:, uden senere at ville gjøre Regnskab, har udtaget Bankind-
skud; den anden, at P. inddrev hos V. 100 Daler D. C., med
50 Sp. og dertil Omkostninger.

   3) Citerte Bil.9 vise, at P. som Incass. i Jacob Solbergs Boe
har anført for samme Veilængde ved en Auction 2 Sp. 3 Mk. 2,
og ved en anden 3 Sp. Ligesaa, at han af dette lille Boe har
foruden 12 Procto beregnet sig 11 Sp. 2 Mk. 22 i saakaldet Incass.-
salar
, og hertil endnu 9 -- 2 -- 21 i Auct.omkostninger. Item, at
Formynderen Johannes Vestengen forgjeves har krævet Regn-
skab -- at Sskriveren paa et Thing Sommeren 1830 -- altsaa
10 Aar efter Auctionerne -- mundtlig paalagde P. at aflægge
Regnskab -- at Skriveren ved Paategning af Mai 1831 ydermere
har paalagt Form: at søge det hos P.; -- at P. ved egen Paa-
tegning viser, at han 26 Juli 1830 sad inde med meget over det
halve af Formuen; -- og endelig, at P:, trods Sskriverens Paa-
tegning, at Formynderen skal "aflægge Rigtighed" for Alt "saa-
velsom for Renterne", erklærer, at kun nogle Daler staae igjen,
og negter at godtgjøre Renterne, fordi de i den lange Tid, han
har sat inde med Pengene, ei ere blevne krævede. Cfr Nota 13
-- Pag 43.
[s. 224.]

   Dette er dog virkelig mageløst af Frækhed og Uredelighed.
Og om han blot var Skriverens Fuldmægtig, da Inc: af dette Boe
betroedes ham, -- som Embedsmand har han dog siddet inde
med dets Formue i lang Tid, indtil selv denne Sags Begyndelse,
d.V,b.2,s.257   ja kanskee indtil nu, og negter Regnskab og Renter af Boepenge!
Rigtignok bringer Praëm i Indlæg for Iver H. Kringler, dat: 12 Mai/28
"i behagelig Erindring, at Anordn: af 7/2 94 § 15 bestemmer, at
Værge, som lader de til Betaling forfaldne Capitaler og Renter
henstaae over 4 Uger efter Terminen skal selv betale samme";
men denne Ps Underretning fælder jo ham selv, men frigjør
Værgen Johannes, som ei har undladt sin Pligt at kræve. --
   4) Beskikkelse10 til Amund Henhoug af Næs, hvori siges, at
P. paa Krav om Afgjørelse af 13aarigt Incassationsregnskab "blev
fortrøden og hidsig", og sagde at kunne forevise Quittering, uden
dog at forevise den. Ligesaa, at ingen Fyldest erkjendes mod-
tagen af P. for en Fordring i Skiftet efter Amunds Moder. Sum-
men her spørges om er betydelig.

   5) O. Trøgstads Regning. Samt 3die V. Act 66, 7de V. 75. Lige-
saa de 2 1/2 Aar det varte før Hans Aalborgs Creditor tilfældig fik
vide, at Pengene med Strenghed vare inddrevne, skjøndt 19 V.
dep:, at P. før havde sagt, at der vel neppe var noget at faae.

   6) I Bil. 2611 med 2 et værdigt Supplement til Ps Regnskabs-
væsen i Soelbergsboet. Det gaaer ud paa, at P. siger sig endnu
at være
Enkens Creditor, uagtet hendes Auct:regn: ere betalte,
og uagtet hun af sin Mands Boe af P. ei har erholdt en Skilling,
ihvorvel "Overskudet" paa hendes Part, efterat Creditorerne vare
fyldestgjorte, skulde være 36 Sp. 3 Mk. 21 &bmskilling;. Den Stakkels Kone
har desuagtet laant Penge og dyttet i Pram.

   7) Anke12 fra Præstegjeldets Gjordemoders Mand over at P.
erklærede en Restanceliste "qvakklet bort" og over at P. er for
dyr med de Folk han kræver Gjordemoderpenge af, idet han
tager det dobbelte af hvad Debet er alene for at lade oplæse,
at han incasserer Restancerne. --

   8) Nærv. Lodseddel13 viser, at de 29 Sp. i Lysagerboet skulde
udbetales af P. -- (Dog erindres ei hvorledes P. fremstiller denne
Sag; men jeg troer Thesen har gjendrevet ham). Mod den gamle
Laugværge Jens Braatens Benegtelse, under Anbud af Eed, af at
disse 29 Sp. ere komne Enken tilgode, har P. kun i Brev af
2 Juli f. A. at sætte om Qvitteringens(?) Forkommelse.

   9) Act. Pag. 153 godtgjør, at han har "afviist Gbrand Tønsager
med Vrede og Bitterhed."

d.V,b.2,s.258      En Hovedfeil ved det praemske Regnskabsvæsen er Vanske-
ligheden i at slippe derudaf igjen. Mindre vigtigt er de smaae
usle Lapper hvorpaa quitteres; men forhen er paapeget hvorfor
de have saadan Tommeform.14 Hr. P. er sig selv liig i Smaat
som i Stort.

   10) Cfr Pag 47.
[s. 231.]
Først
under denne Sag
gives Jens Nilsen,
efterat mange Aar ere henrundne siden hans Ruin, Regnskab.
At før ei har været givet under saa betydelige Affærer viser
Jens Nilsens Klage derover inden Retten, og at han paa dette
Regnskab nægter flere Puncter. -- 15



  
c) Kjøb af Fordringer og Sager.

   Beviis
   herfor har Hr. Thesen uomstødeligen uddeducert af Ps Færd
med Bjerknæsarvingerne. I denne Anledning har Hauge at paa-
beraabe sig Ps nuskrevne Skrivelse til Undskyldning for de 8 Sa-
ger, som paa engang af P. paaførtes Gbrand Bjerknæs. Det er ube-
viist hvad Hauge debiterer, at P. har troet det uiværksætteligt
at faae alle 8 under een Sag. Factum faaer dog nok afgjøre. At
erindre under A anføres her, at Sagnet, at Gbrand Bjerknæs
tog sin Død af den Procesovervældelse, gjorde i sin Tid et hef-
tigt Indtryk paa mig, som naturligt paa ethvert Mske, der ikke
troer, at simple Almuesfolk ere følesløse for Velfærd, Sorg o: a: d.

   Ellers er det paafaldende hvorlidt man i Hauges Forsøg paa
at bortræsonnere det, efter Forordn 4 Marz/90 Forbryderske mod
Staten, forsaavidt denne findes i Lovene, i dette Sagkjøb, sporer til
den "Fasthed, Styrke og Klarhed i Rets- og Moralitetsbegreberne",
som han tillægger vor Tid. Det er Synd, at noget man burde
ønske var en Sandhed og et virkeligt Udbytte af Historien, alene
er en Floskel i sin Anvendelse under Forsvaret for Angreb paa
hine Begreber. Alligevel tør der dog nok være noget i, at de
d.V,b.2,s.259   for Andres Vedkommende ere "faste, stærke og klare" nok til
at finde, at en Mængde af Proc. Prams Handlinger ikke stemmer
med dem.


  
d) Almufolks Forlokkelse.

   Beviis.
   Desværre for Pram -- om man end ei vil regne hertil hans
Raad og Adfærd i J. Nilsens16 og Lars Larsens Sager, skjøndt
de havde de ulykkeligste Følger for dem, og skjøndt især den
Sidstes hele Formue er gaaen i P.; -- ja, om man end ei hertil
vil regne, at 74 V. Haagen Ingalsen bevidner, i bilagte Skrivelse
bekræfter,17 og i Stiftsoverretssag ang: Gden Rejerstads Salg til
Lensm: Poppe gjennem sin Advocat anklager P. for at have for-
lokket ham til at gjenlevere en Qvittering paa 24 Sp; men for
hvilken han dog exsequerte fuldt ud, tillæggende, at han rev den
istykker, og fragik siden at der fandtes engang saadant Beviis --
vil man ikke regne saadant til Forlokkelse, endskjøndt det vinder
Troværd, da intet i den Anledning er foretaget af P., som dog
til hiin Sag var varslet; og heller ikke Maaden hvorpaa den
aldersvage Grønbekmand forskrev sig paanyt, eller at Lars
Sundby paa Ps Beskikkelse og 2 andre af Bjerknæsarv: (Ole
Jensen og Andreas) erklære, at de ikke forstode hvad Document
det var, P. lod dem underskrive . . . Alligevel, siger jeg, skjøndt
Notiz bør tages af alt dette, da selv Sandsynligheder bør komme
den Anklagede tilgode, ligesaavist som at det samme maa blive
Regel til Fordeel for P., hvor han er anklaget -- alligevel gives
der desværre for P. utvivlsomme Beviser for at hiin store For-
brydelse baade mod Stat og Mskehed hører mellem Proc. Praëms
-- disse ulykkelige Bedrivter, hvori Hykleriets Hvide indblander
sig, men kun desmere afstikkende, imellem Haardhedens Røde,
og Underfundighedens dybe Blaa til et trefarvet Frihedssymbol
paa at synde.

   Ole Jensen Bergereje, Andreas Sedsvoldeje -- den Første un-
der Ps overhaandtagende Rasen under Vidneforhøret mod Vidnet
og mig -- erklære, at P. er i Besiddelse af et Skadesløsbrev
(paa18 hver af dem?) paa 70 og 80 Sp., udenfor det som forøvrigt
d.V,b.2,s.260   er imellem ham og dem som Bjerknæsarvinger; og at for denne
Sum pantsattes hos Ole Jensen hs Løsøre bestaaende af 1 Ko,
1 Par Faar og noget Indboe -- "hvortil Pram raadede, som en
Maade, hvorpaa Vidnet kunde bringe det dertil, at det Offentlige
Intet erholdt for Sagsomkostng i en Justizsag."
   Andreas Jensens edfæst. Huustro, 61de og 62de edfæstede Vid-
ner erklære det samme, sig vidende om den af selve Angjeldende
angivne Grund, og at Disse vare meget angste for Følgerne deraf.
Edfæst. 62 V: bekræfter Sammenhængen med de udtrykkelige
Ord, at det var "efter Prams19 Overtalelser", at Skadesløsbrevet
udstedtes -- til det Offentliges, Statens Forfordeel20.

   Uagtet angjeldende Ole Jensen har dep:, at han en Tid efter
paa Ps (meget charakteristiske) Spørgsmaal, om hvorledes det var
gaaen!
(nemlig om Fogden havde faaet en lang Næse), gav det
friske Svar: "Tak Hr. Proc! det gik brav!" -- saa bekræfter dog
Konen og 62 V., at hans Misfornøjelse og Anger samt Frygt
baade for Følgerne af at han havde ladet sig overtale til Brøde
mod det Offentlige og Sandheden og for at han havde givet alt
sit Ejendes og Ejendomsvordendes i Ps Hænder, var særdeles stor
og ofte viste sig i Taarer og Natteuroe. Ole Jensen græd og
bitterlig, da han røbede mig Sammenhængen; og, om jeg ei feiler,
angav Andreas Jensens Kone, at han vist derover tog sin Død.
Men være end dette overdrevent -- de ahnte, at de vare for-
lokkede til Brøde -- de indsaae, at de vare forlokkede til Noget,
der kunde vorde dem til Ruin, idet de langtfra vare sikkre for
at P., der negtede at gjengive Pantebrevet engang vilde gjøre
dette gjældende.

21
d.V,b.2,s.261      Til Bestyrkelse trænger dette knusende factum ikke videre;
imidlertid ligger der en saadan overflødig i Prams -- -- Beneg-
telse at have havt Kundskab om Gjeldsforholdet til det Offent-
lige(!!) -- Act 91 og 93 efter en Sag, hvori han selv havde Rolle,
og om hvis Parters Stilling han desuden af egen Interesse, efter
forudværende Transportforhold, maatte skaffe sig Vidende; --
ikke at tale om at han saaledes var prioritert fremfor alle senere
Krav -- et Forhold hvoraf man skulde troe, at han blot af kaad
Lyst til at forfordele og tumle sig paa Forbrydelsens Rand har
gjort som han gjorde.22

   Ligesaa er Hauges Forsøg paa at forsvare factum et overflø-
digt Bestyrkelsesmiddel, da det, paa Grund af Sagens Beskaffen-
hed, kun, som det dog med al Nød og Neppe alene kan, føres
undskyldesviis, nemlig med at "det skal være skeet ihast, og gjort
med en rund Sum, da Pram ei havde Tid til at eftersee Regn-
skabet"
(!!!) -- Sat superque.23



   Procurator Praëm er overbeviist om directe at have forbrudt
sig mod Staten, nemlig om
V AT HAVE TILVENDT SIG UNDERFUNDIGEN OG
UDEN AT DET TILKOM HAM STATENS PENGE.

   Beviis
   findes i Thesens Indl. af 10 April; og kaldes selv af Hauge den
deri P. paabeviste Handling "nederdrægtig", om den hænger saa-
ledes sammen. Og hvad Modbeviis føres, uden at P. i et nys-
fabrikert Brev undskylder sig med, at han før Beneficiet har
havt Bryderier for Marthe Augustinusdtr & comp. -- dette er
hans gamle Maneer, hvormed Aager forhen m: m: er søgt dækket.
Derfor, og for en Gjeld hvori 2 af Parterne siges at staae til P.
for hvilken uden al Tvivl Beviserne ere givne til Sikkerhed for P.
d.V,b.2,s.262   før24 Beneficiet gaves, (men ophævede ved dette) bemægtiger han
sig nu først de fælleds 70 Spd, og exsequerer forgjæves for
Salariet. Man se hertil blot Partens egen Benegtelse mod at der
intet ejedes i Forh. 10 April/33 -- se Ps Benegtelse, at ville paaføre
sine Parter unødvendige Udgivter, og dog de 70 Sp., som alle ejede,
borttagne og 10 Sp. for Mødet ved Exsec: og 3 Mile Skyds, og
endelig se Exsec:forretng, der angiver klart, at Salariet ved Exse-
cutionen skulde udtages. Og nu hertil -- -- Salariet, 40 Sp. ud-
taget fuldt hos Fogden!!!25 Jeg henkaster disse Træk; -- hos
Thesen findes det Hele fuldstændigen. Denne Sag er og maa
for enhver retfærdig Dommer alene være nok til mit Forsvar.


   Videre er Procurator Praem overbeviist om
VI) AT HAVE FORAARSAGET OG MEDVIRKET TIL AT
STATEN EI ERHOLDT HVAD DENS VAR.

   Jeg kan ikke andet end at troe, at Staten kræver i Embeds-
eden at dens Embedsmænd skulle paasee det Offentliges Tarv
i alle Henseender og at dette ei forfordeles.

   Den Embedsmand har altsaa ikke godt vogtet sin Eed, som
forsømmer noget isaahenseende, ja endog spiller under Dækket
med og tager Hovedrollen an ved slige Handeler. Proc. Praëm
er en saadan Embedsmand.

   Beviser:
   1) Hvad nys Pag. 69
[s. 259 -- 260.]
er anført om hans Machina-
tioner med den uforholdsmæssige, ingen virkelig Gjeld underlagte
Transporteren af Ole Jensens og Andreas Jensens værende og
vordende Ejendele, forat Fogden intet skulde faae til de dem
idømte Sagsomkostninger. Han reiste ogsaa virkelig med ufor-
rettet Sag, da Pantebrevet til P. fremlagdes; og -- "det gik
brav!" --

   2) Kan Tvivl være om Ps Forhold i Dønnumhandelen? Den
er saa tilfulde udviklet af min Advocat, at jeg kan indskrænke
mig til følgende af Documenterne og Vidnesbyrdene hentede op-
lysende Bemærkninger:

   1) Christen Christoffersen erklærer i Qvittering af 9 Febr/28, at
d.V,b.2,s.263   ham i intet Tilfælde tilkom 300 Sp. Disse vare nok til at kunne
dække Statscassens Rest 295 Sp. 58 &bmskilling;., som den efter Finanzdep.
Skrivelse af 21 Mai/31 endnu var.26
   2) Christen fik ogsaa omtrent 120 Sp. tilgode paa de først sti-
pulerede 1300 Sp.

   3) Christens angivne Gjeld udenfor den til Lütken opløber ialt
til 166 -- 168 eller højest til 175 Sp. Altsaa tilbage meget over
300 Spd,27 som omtrent udfordredes til Staten. Men et større
Overskud udkommer, naar bemærkes, at den betydeligste Debet
nemlig til Jens Dønnumfladen kun var en Deel af en Pantegjeld,
der heftede paa Dennes Plads, som Vidnet Christen afkjøbte
ham -- efter Auctionen naturligviis, hvor Intet blev til Staten,
og efter det reelle Kjøb, da ligeledes Intet blev til Staten, men
til saaledes at kjøbe nye Ejendom.

   Hvor tilstrækkeligt Overskudet end var, godtgjør dog Christen
Pag 51 "at han aldeles ingen contante Penge har modtaget enten
af den Ene eller Anden som Overskud af dets Gjeld, hvilken
det var Pram overdraget at besørge afgjort ved Kjøbesummen."
Men hvorfra ere da Pengene komne til at kjøbe Jens Fladens
Plads? Jo, fra Praëm. Han kjøbte Pladsen og lod Christen sidde
derpaa meget precært, indtil han nu nylig først under denne Sag
lader ham tage Skjøde derpaa.

   Men for hvis Penge kjøbtes Pladsen? For Statens saalænge denne
ei var fyldestgjort; for Christens forøvrigt -- forudsat at det var
muligt, at komme ud af det sædvanlig ubestemte, endeløse Skyld-
forhold til P. for dette Vidne, som meget naivt erklærer "at det
ikke veed, om P. har snydt det eller ikke."

   Omendskjøndt jeg nu rigtignok troer dette, benegtes dog, i
Henhold til 1ste Vidnes ligeledes benegtende Prov, at jeg har
villet have ham til skrivtlig at meddele mig Klage over P. --
Christen erklærer ogsaa selv, at han ved de Tider Gaardsalget
fandt Sted var "som forstyrret i sit Hoved", og at have sagt
dette til mig.

d.V,b.2,s.264      4) Ps Skrivelse til Fin:dep. hører til Cacheringsmidlerne, hvor
besynderligt det end er, at han ikke skulde indsee, at en Sag
der behandledes mellem saamange Medvidende, umuligt kunde
blive skjult. Skrivelsen er af 29 Dec: 1829, og 11te Januar f. A.
holdtes Auctionen. Deri erklærer P. "at han veed, at der be-
stemt
intet bliver tilovers til Statscassen paa Grund af de Be-
tingelser han veed Creditor vil sætte"; samt vil han overtale
Fin:dep. til at byde indtil dens Fordring (anslaaet af Pram til
400 Sp.) bliver sikkret, eller at tiltransportere sig alle Heftelserne,
hvorefter P. med 5 Aars Henstand vil være ansvarlig for skades-
løs Betaling.

   Dette Greb er dog forfærdelig plumt for at faae Lars Lang-
væg, hvem man alt som Kjøber havde i Kikkerten, og som alt
havde budt underhaanden 1700 Sp
., til endnu at lægge paa, om
han vilde have Gaarden; -- eller og, om han traadte tilbage og
Departementet beed paa, forat faae Pengene af Statscassen.
Man erindre blot,

   1) at Pram, efter Christens Prov og alt hvad derom er oplyst,
med aldeles Fuldmyndighed skaltede og valtede for Christen
under alle disse Transactioner; -- 2) at P. siger sig bestemt at
vide, at Intet vil blive tilovers, da han kjender de sættendes Be-
tingelser ved Auctionen; -- 3) at der blev "opgivet" 8 April 1828
ved en Exsecution, hvorunder Fin:dep. lod møde, at saavel Chri-
stens Løsøre som Gaard var solgt28. (Se Finanzdep.'s Skrivelse.
Bil. 31); -- og 4) at Lütken forbeholdt ved Auct. 11 Januar 1828,
"at opgive til hvem Skjødet bliver at udstede".

   Havde man da svart Dep's Fuldm:, at Intet var at erholde,
kunde det saa endda være; men Jux bliver det, at svare saa
senere, da Overbud alt før var gjort, og Overbudskjøbet slut-
tedes allerede samme Maaned eller meget snart, faae Dage efter
Auctionen 11 Januar.

   Til hine Underbemærkninger føjes:
   5) Det endelige Salg skede paa P's Contor, og med en Hemme-
lighedsfuldhed, der lod P. bortvise de 2 Bønders Koner, sigende
"at en saadan Handel var Noget Konerne ei behøvede at over-
være." (Jeg seer Øjekastet, som ledsagede disse Ord, oplysende
deres Mening). De 3 Sælgere vidste, at Lars Langvæg havde
d.V,b.2,s.265   budt før Auctionen 1700 Sp.; -- nu havde han lagt det sidste
100 paa; og efter Aftale samledes de da hos Pram forat bringe
det i Orden og -- Byttet i Sikkerhed.
   6) Dette, at de samledes hos Pram, hvem Christen har er-
klæret at være sin fuldeste Værge, samt Lars Langvægs Depos.
at "alle 3 (Pram, Christen, Lütken) som vare tilstede i Ps Bopæl
indlode sig med Vidnet om Gaardkjøbet; dog synes det rimeligst,
at Chr. Dønnum maatte betragtes som Sælger iforhold til V. som
Kjøber, da Lütken indrømmede Christen Ret til at sælge Gaar-
den underhaanden" -- Dette viser dog klart, at først nu det
rette Kjøb skede (thi hvortil ellers andre Mellemhandlende end
Lütken og Lars Olsen), og at det ikke skede ved Lütken, men
ved Praëm for Christen, til hvis Meed Auctionen og Lütkens pro
tempore Kjøb kun var et Middel.

   7) 1ste Vidne har i Bil 33 og for Retten depon: "at efter Ps
Forslag (ved hiin Conferenz) var det at Kjøbesummen i Skjødet
skulde lyde alene paa 1300".

   Alene dette, at ansætte i Documenter, der kræve den Authori-
tet som Skjøder, Kjøbesummen lavere og saa betydelig lavere
end den er,
og som juridisk Embedsmand at raade dertil, synes
mig at maatte være en Forbrydelse.

   Act. Pag 44 findes og deponert, at P. erklærede under Handlen
"at naar Documentet saa blev skrevet, kunde Statscassen Intet
faae
, da den havde Fordring efter Lütken".

   Slige Forklaringer ere afgivne under Ps idelige rasende Op-
faren og Afbrydelser, der ere den tydelige Grund til Hauges
Erklæring om "at det Passerede har lært ham, at P. selv vilde
komme til at lede Sagens Behandling, og at han ved det hidtil
Passerede herom ere bleven overtydet". Men en Sag, der har
saamange baade indre og for Dagen lagte Beviser om sin Sand-
hed, trænger ei til Sandsynlighedsbeviser derfor -- hvoraf det
dog unegtelig er et, at Lars Olsen, endnu i Afhængighed til P.,
uagtet dette, og uagtet dennes uforsvarlige Færd, under Vidne-
forhøret alligevel deponerer saaledes.

   8) Ps mislige Forhold bliver endnu værre efter hvad der i hs
Brev til Dep. staaer (cfr med hs Indlæg!); thi naar P. siger, at
Dep. ved at byde 1700 Sp. vilde kunne blive betalt -- maa man
da ei spørge: -- hvorfor kan Staten da ei blive betalt naar
d.V,b.2,s.266   100 Spd. gives over den Sum, hvormed erklæres, at den kunde
og skulde blive betalt?!
   9) En slig Sag maa kun jammerligen kunne forsvares; og dette
er da ogsaa Tilfælde. Hvad siger man f. Ex. om sligt Forsvar
fra P., at Tillægssummen 500 Sp. "var ham en ny og uvedkom-
mende Handel."(!!) Det er samme Mand, der siger dette, som
selv erklærer sig forat være "den ulykkelige Mands (Christens)
Raadgiver og Befuldmægtigede". Jeg skulde troe, at en Forøgelse
i Gaardprisen af 500 Sp. var i Partens højeste Interesse. Af slige
Forsvar sees kun, at man blues -- desværre uden Fortjeneste,
thi kun ved Tvang. --

   10) Et ligesaa elendigt Forsvarspaafund er det, at slig Handel
kun er en Prioritetsdisput -- vel! jeg sætter det, men da maa
det være for Christen, ei for P., som Embedsmand, der aldrig
bør lade sine Pligter mod Embedsed og Stat og hvad Retfærd er
komme i tabende Collision med sit Forhold til en Privat
, være
denne end en Part, der med Christen Dønnums, den isandhed
ulykkelige Mands, bona -- nei, optima fide anbetroer sig til ham,
var det endog ikke i en Defraudations-casus. Praëm erklærer
Den for en Slyngel, som handler anderledes end han har handlet
i dette Tilfælde, og Den for en Dumrian osv.29 -- Mig er det nu
aldeles klart, at denne Heftighed eller Uforskammethed er alene
kunstlet, og et Beviis paa hs onde Samvittighed, som man, uden
Psychologi, veed, ofte bryder saaledes ud. Den humane Mand
vilde ikke bryde saaledes ud, og den Retskafne kunde det ikke,
d.V,b.2,s.267   da han maatte ellers kunde forsvare sig, og vel vide, at slige
Apostrofer indeholde intet Forsvar, men snarere det Modsatte.
Ps' hele Fremfærd under Handelen og siden viser tydelig, at han
ikke, som Hauge siger, "har holdt sin Fremgangsmaade fuld-
kommen legal, hvorfor han ingen Anledning havde til uopfordret
at underrette høje Vedkommende." Visselig en retskaffen Em-
bedsmand havde, opfordret af sin Pligt, underrettet det Offent-
lige, som dettes Tjener, om at det ved en Machination stod Fare
forat tabe en betydelig Sum; og P: havde jo før Auctionen, da
denne Fare end ei var saa tydelig paafærde, ved Brev af 29/12 27
noksom viist, at han uopfordret turde communicere høje Ved-
kommende den Sag betræffende. -- Det har været Skade for
Staten og de 2 Almuesmænd, og vil rimelig vorde det for P, at
han ikke gjorde det. -- Men han var undskyldt; thi i sligt Til-
fælde opfordres man kun af sin Pligt.


   Til Fuldendelsen af dette sanddru Maleri af en Embedsmand,
en Sagfører som Forbryder mod Stat og Mskehed hører endnu
i Virkeligheden Intet. Det skulde igrunden være overflødigt at
bevise, at Medborgerne, Almenheden, ogsaa holde ham derfor,
for slet som Embedsmand og Mske; da et saadant Omdømme
maa være naturligt. Men da Vanrygtet, og det om en saa ube-
tydelig Embedsmand, kan bevises at have Sted i en saa over-
ordentlig og grotesk Grad; og da N. L. 1 -- 9 -- 8 derimod kræver
af Proc: at de skulle, foruden at være gode og oprigtige, ogsaa
være uberygtede Mænd; samt da det, som før berørt, formedelst
sin Enormitet har havt ikke ringe Indflydelse mellem Motiverne
til at yttre Meningen quæst. om Praem: saa vil jeg give Beviser
derfor Plads under følgende Post.



   Procurator Praëm er overbeviist om:
VII) AT VÆRE AF ET MERE BEPLETTET NAVN
END EN ÆREKJÆR EMBEDSMAND OG STATEN OM EN
EMBEDSMAND KAN TAALE.

   1) Proc Praëm er i upaaankede Domme dels meget ilde omtalt,
dels har han ikke faaet deri tilbørlig Revenge.
a) Præmisserne i Dom i Gbrand Tønsagers Sag. -- Tilstrække-
   lig i alle Maader anvendt af Hr Thesen. Praëm anstiller sig
  
d.V,b.2,s.268      uvidende om Præmissernes Yttringer om ham -- disse, der
   dog endnu ere selv i Almuesfolks Minde. Men være det
   end saa, skjøndt det er utroligt og bør ikke troes -- for
   mig, den Anklagede, maa det dog være nok, at jeg kjendte
   dertil.30
b) Domsact af 23 Aug/26 viser, at P., efter Paastand om 3 Mk
   eller 100 Sp. Mulct, fordi han var beskyldt for "vanærende Hdlin-
   ger, falske Navne osv", alene fik 5 Sp. Mulct. Cfr. Thesen. --



   2) Mangfoldige Klager til Majestæten og Regjeringen ere ind-
løbne over ham.
      Saaledes H. Rejerstad, Erik Jahnsen, Gbrand Tønsager -- hvis
   Klage, efter hine Domspræmisser at slutte, ret har været grun-
   det. Naar man med saaliden Sandhed tør erklære sig over
   Klager som P (se Pag) har vovet at bruge ved en foregaa-
   ende fra Erik Jahnsen, da kommer dog lidet andet ud af
   saadan de Fortryktes Klager.31 --


   3) Et Complot af Bankbedragere havde den Tillid til Praem at
anmode ham om Compagniskab.
      Det skede ikke som Hauge siger, "i Enfoldighed", men i gode
   Tanker. At P. har havt den Skjebne at nedrives som en Blod-
   suger og et Mske, der trods sin Ungdom og korte Ophold dog
   havde gjort sig ufordelagtig bekjendt af Landets ypperste Bor-
   ger Sthingspræsidenten paa sit Sæde, og at faae et saadant
   Fortrolighedsbeviis af Landets Nichtswürdigste, er dog vir-
   kelig paafaldende. Man veed, jeg mener Bankbedrageren
   Krogsgaard, som gjorde P. et Propos om Fælledsskab, som
   Denne benyttede til at forraade Forræderne. Han skulde
   neppe vovet at komme med Sligt til nogen anden Embeds-
   mand end en, han troede god nok til sligt. Rygtet har ingen-
  
d.V,b.2,s.269      sinde tilføjet Pram et hæsligere Brændemærke. Og der gives
   Folk, som mene at han slet ikke har udslettet det ved at
   overliste Skurkene.


   4) Praems Rygte er slet som Embedsmand og Menneske baade
i denne og andre Bygder.
      Beviist ved bilagte 2 Skrivelser fra Sthingsmand Selboe i
   Nedre Rommerige og fra Valgmand Dysterud i Oudalen samt
   ved henimod 200 Gaardmænds Underskrivter her af Pgjeldet.32
   Disse ere frivilligen afgivne og erhvervede ved at tilstille
   Fjerdingsmændene Listerne. At Ps Venner Julsrud, Leganger
   og enkelte andre ei have bevidnet det Samme er rimeligt,
   da det skulde kaste en Skygge paa dem Selv, om de vedgik
   hans slette Rygte; dog vedgaaer Julsrud at vide at nogle
   gjøre det.
         At vanhædrende Rygter om at P. var Rævbælgmageren, og
   at han havde i Stockholm en Memorial til Fordeel for Amal-
   gamationen igjære, gik i det større Publicum, var en bekjendt
   Sag. Legangers Yderlighed at erklære, at han kun veed, at
   mindre agtværdige Personer laste P., fortjener ei at veder-
   lægges. Den, der er noget kjendt her vil finde Præstegjel-
   dets agtværdigste Bønders Navne paa Listerne og deriblandt
   Sthingsmand Tønsagers og Sogneselskabets Formænds. Og
   er det vist, at jeg vilde kunne havt det dobbelte Antal
   Navne, om jeg ei i største Hast, Vaaren 1831, havde ladet
   dem der findes samle, eller om jeg ogsaa havde søgt Be-
   kræftelse paa Ps Vanrygte inden de andre Pgjelde, hvori han
   er personlig bekjendt. Der er ingen liberal Mand, som tør
   negte, at Almuen har en rigtig Tact til at bedømme sine Em-
   bedsmænd, og at dens Dom, hvor ingen personlig Lidenskab
   virker, er retfærdig. Authoriteter kunne mere bedømme Due-
   ligheden, Almuen derimod Retskaffenheden, Humaniteten og
   Bravheden -- Egenskaber den frakjender Pram.



   Men jeg glemmer, at det at føre Beviser for at Proc. Praëm er
vanrygtet som ingen Sagfører i Landet er det, vanrygtet som
Embedsmand for sin Charakter og Opførsel, er som at føre Be-
d.V,b.2,s.270   viis for at Sort er ikke Hvidt33. Desuden siger jo Praem selv
om Sagen "at man kan stemples som, ja tilsyneladende overbe-
vises om at være en Skurk, men dog være en ærlig Mand"; og
mere end en saadan Selvtilstaaelse behøver sandelig et Rygte
ikke for at have nok Grund. Hvad Ps angaaer, hviler det dog
paa en endnu solidere, paa Sandhedens egen, paa en Række af
Kjendsgjerninger, af mere eller mindre slette Træk som snart
røbede Egennytte, snart Haardhed, snart Lumpenhed, snart Under-
fundighed, og som begyndte fra da han satte Foden i dette Land
og er forsat indtil det Sidste. Kan han forbedres her, maa det
skee ved denne Sag og dens Følger, og da vil Rygtet ogsaa paa
en behageligere Maade hævde sin Retfærdighed; thi dette hurtigt
dømmende er den let vibrerende Tunge paa Retfærdighedens
egen Vægt.


   Efterat Procurator Praëm saaledes er overbeviist om Udsugelser,
Aager, unødvendig Haardhed, usandfærdigt Uddrag af Documenter,
Ringeagt for andres Lidelser
, for Tro og Love, Forlokkelse af uvittige
Almuesfolk
til Brøde, Kjøb af Fordring med Sag, misligt Forhold
ved Transactioner til Statens Skade, Tilvendelse
af offentlige ei
tilkommende Pænge m: m: og om at offentlig Vanhæder omgiver
alt dette som en stinkende Sky en Skare Dæmoner -- er det
at Praem selv siger, at han kun tilsyneladende kan være stemplet
ja overbeviist om at være en Skurk." Endnu klarere fremtræ-
der Hauges Anskuelse af Ps Skyld af den yderlige Contrast
imellem følgende Conclusioner af ham: Først siger han nemlig:

   "at Intet er beviist, der nedsatte P. som Embedsmand og Bor-
ger; og at han virkelig i denne Sag er -- den lidende Uskyldig-
hed!" (risum teneatis!)

   Men dernæst:
   "Dog skal det ikke være sagt hverken af P. eller H., at Ps For-
hold er fuldkommen daddelfrit saadant, at det i Et og Alt skulde
vinde enhver competent anseet Dommers ubetingede Bifald."(!)

d.V,b.2,s.271      Dette er meget sagt af En, der gjør sig til af at være P.s
"mangeaarige Ven."

   Men at den sande Erkjendelse af P.s Strafskyld selv ei af
dette intime Forhold lader sig ganske kue, sees ligesaa klart,
hvor han søger at formilde "den Mening (ogsaa H.s Ord) som En
og Anden kunde antage, om at han (Praem) i et og andet Til-
fælde har søgt ubillig Fordeel" med -- Erkjendelsen af at han
dog har undladt dette med andre(!) -- med P.s individuelle An-
skuelse(!) -- ja -- med Prams Livsforholds Bydende over hs
Uegennyttighed og Opofrelse med at Praëm bruger mange
Penge.

   Meget aabenhjertige Tilstaaelser isandhed! Her har man da
   1. P.s Erkjendelse af at han er stemplet som og tilsyneladende
overbeviist om at være en Skurk.

   2. Hauges Erkjendelse af at P.s Forhold34 ei er daddelfrit, saa-
ledes at det i Et og Alt kan vinde competente Dommeres Bifald
ubetinget -- af at En og Anden kunde antage (naturlig efter
hvad under denne Sag er oplyst) at P. i et og andet (altsaa i
flere) Tilfælde har søgt ubillig Fordeel; men at dette har været
efter P.s individuelle Anskuelse (nemlig at søge ubillig Fordel).

   Jeg havde ikke ventet slige Modsigelser af Folk, der passere
for, og bør, efter sin Stilling, at være kloge; jeg havde ikke
ventet slige Concessioner af Folk, der stevne En paa Ære og
Frihed og Formue, som kun har skrevet omtrent det Samme.

   Men hvorledes kan, jeg vil ikke sige den yderlige Paastand i
P.s Stevning, men hvilkensomhelst mildere Straf være anvende-
lig da? Hiin kunde ikke anvendes med Retfærdighed efter P.s
under A mod mig beviste Forhold, selv om han var brøde- og
pletfri; og idet jeg har godtgjort, Intet at have opdigtet P. til
Skade, og da P. og hans Advocat indrømme, ikke alene at Skin-
net er imod P. og det i andre Øine end i mine, men og at han
har søgt ubillig Fordeel ved Leilighed: saa mangler dog den
animus injuriandi, som er det der skulde belægges med Straf,
da i andet Fald ogsaa alle disse Andre og selv hine competente
Dommere, som maae misbillige enkelte af P.s Handlinger maae
erkjendes strafskyldige, idet jeg da ikke har gjort noget værre
end disse siges at maatte have gjort, om de som jeg havde
d.V,b.2,s.272   kjendt disse pramske Handlinger, og været opfordrede til at
yttre sligt Omdømme, og forud i det Forhold til P. som jeg var i.
Under slige Omstændigheder er det bagvendt at ville negte En
skadesløs Ret til at yttre hvad man indrømmer ham og Andre
Grund og Ret til at mene om En.
   Man kommer kun tilbage til det Spørgsmaal: om Udtryk-
kene quæst: ere for skarpe eller ikke. Men dermed og derfor
er langtfra sagt, at de ere upassende. Isaahenseende er forhen
viist, at de maae passe paa de om P. oplyste facta af Brøde
mod Stat og Mskehed som Embedsmand og Borger. De maae
passe derpaa, saasom disse nye Udtryk ikke af nogen Autho-
ritet kunne anderledes censureres end efter Det, som Brugeren
deraf angiver som ment dermed; og, om man vil (skjøndt ufor-
nødent) tagende Andres Fortolkning analogisk ved Siden. Og
i denne Henseende har jeg erklæret, at jeg intet har imod at
Departementsindstillingens tillægges, som og rimeligt, mest Autho-
ritet. Og jeg spørger med Tillid: ere ikke mangfoldige Hdlinger
Praem paabeviste, der ere Brud, grove Brud, paa Sagførerens og
Mskets Pligter mod Stat og Mskehed!
Uforsvarligt at negte det!

   Efter hine Modparternes Concessioner og Confessioner om at
Andre, selv competente anseete Dommere kunne, efter det Op-
lyste, have Grund til at fordømme P. for Adskilligt -- efterat P.
siger sig tilsyneladende overbeviist om at være en Skurk --
efterat Hauge kalder en af P.s Handlinger nederdrægtig om den
er saa, som den viser sig for min Advocat -- efter at jeg var
opfordret under Straf af at hedde en Løgner til at anke --
efterat det er utvivlsomt, at jeg ei har paadigtet P. noget --
hvor er da denne animus injuriandi, som skulde finde Gjen-
gjeldelse ved Berøvelsen af Ære, Frihed, Formue -- Alt? --
Selv om jeg intet havde paabeviist P., selv om han var den
pletfri Mand, -- hans Forhold mod mig maatte gjøre slig eller
en lignende Straf urimelig. At det forekommer Modparten, at
han ei er tjent med mindre, at Hauge35 søger at insinuere Dom-
meren et ringere Begreb om en saadan Strafs Betydning ved at
d.V,b.2,s.273   aabne en spottende Udsigt til Benaadning -- at P. i harmfuld
Ahnelse, om at han ei faaer sin Hevn fuldbyrdet, imputerende
Dommeren mulig Svaghed, udbryder: "Gud give, det ikke maa
blive paa Grund af den Frygt hvorfor man gaaer af Vejen for
den giftige Slanges hvislende Tunge" -- hvad er dette uden
Taabelighed, Fornærmelse mod Dommeren og mig, og Beviis for
at Stevningens Injurier, som paa min Velfærd have havt Ind-
flydelse, ere virkeligen fremførte med alt undskyldningsløst Over-
læg. De gribe ogsaa fortræffelig ind i den i Gdermosagen blot-
tede Plan.
   Men Undskyldningen for Stevningens ihvor overdrevne dog
overlagte Injurier hentes fra det Begreb Pram har dannet sig
om mit Udtryk i Mbldet om ham. Men hvilken Fortolkning deraf
har vel mindre Authoritet end Parten Praëms? Og desuden giver
andre mere oplyste Landes Presse, ja i senere Tider vor egen,
saa mangfoldige Exempler paa hvor forskjelligt
, men dog over-
alt mildere, allehaande Folk, ja selv de højeste Embedsmænd
bedømme Avisudladelser mod sig, at Retfærdigheden aldrig tør
fælde alene efter Individets Begreb om det mere eller mindre
Massive i et Journalinvectiv.
   Derimod ansees Ære, Frihed, Formue overalt og til alle
Tider af ligestor Værdi.

   Medens man i Frankrig mulctere Den der, offentlig erklærer
Kongen for en guillotinværdig Meneder, og frikjender Den der
skriver paa en Muur af en offentlig Bygning, at Ludvig Filip for-
tjener sin Faders Throne Guillotinen: saa skulde i Norge Den
fradømmes Ære og Frihed, som erklærer om en privat Mand,
at han har forbrudt sig! Retfærdigheden er ikke astræisk med-
mindre den erkjender en Lighed, og at den dog burde øves lige-
ligen over Jorden saavidt skee kan. --

   Men Forordn. 20 Sept/99, uanseet at den ikke erkjendes passende
med Forfatningen, indrømmer ingenlunde lovmedholdig Ret til
at nedlægge saadan Paastand. Den har den Clausul "at Fornær-
melserne skulle være fremførte aldeles uden Grund." Og efter
dette vender jeg igjen tilbage til, at jeg selv alene med min Re-
torsionsret
maatte være uden Fare forat hiin yderlige Paastand
kan tages tilfølge.

   Altsaa en mildere Straf? Mulcten? Men selv i den maa vi
trine lavere ned paa Grund af hine Modpartens Concessioner,
d.V,b.2,s.274   af min Sanddruhed, af at det er klart, at jeg har fremtraadt
efter Opfordring fra Modparten og for andre Msker, der have
vedstaaet, at de troede sig lidende ved P.
   Vi staae altsaa ved et lavere Trin af Mulcten allerede før vi
komme til Det, som maa ophæve enhver Straf, nemlig Det at
Praëm virkelig er overbeviist om at være hvad jeg har erklæret
ham forat være. Selv En, der gjør sig overspændte Begreber
om Udtryk: quæst. maa være mere end vel fornøjet med hvad
der er udbragt med hvorledes det factisk er udtydet med for-
skjellige Brud paa Love, Moralbud, paa Embeds-, Borger- og
Menneskepligter
, idet de, trods al Vanskeliggjøren og det Vanske-
lige deri i sig selv, ere Hovedcit: paabeviste.36

   Jeg paastaaer mig derfor, med al Retfærdighed, frifunden al-
deles for Hovedcit.'s Tiltale, og ligeledes fri for nogensomhelst
Deel i Sagens Omkostninger.

   At ville idømme mig nogen Omkostning vil være at erklære
Aager, Udsugelse, Haardhed, svigfuldt Forhold mod Statens In-
teresse og Penge
m: m: for saa ubetydelig Brøde af en Embeds-
mand
, at ingen Lægmand derfor maa vove at anklage ham. Des-
uden har jeg paa det strengeste holdt mig til beneficiet, og
kun nødtvungen og i muligste Korthed fulgt Modpartens Ud-
skejelser derfra, hvilket min Advocat noksaa nøje har varetaget.
Se mit Tilsvar Pag. 84 i Acten.

   Derimod har Modparten skejet vidt og bredt udenfore Sagens
Gjenstand -- noget, som naturligviis maa alene komme paa hans
Kappe. Han har vel i sin Tilførsel Pag 81 15/2 32 røbet, at han
erkjendte det Upassende i Sagens Udvidelse; men faaet denne
effectueret, støttende sig til en Eragtning, som jeg alene af Penge-
mangel ei har kunnet paaanke (samt og for ei at standse Sagen)
og som formentlig især er motivert ved Ps Grund derfor, at
han tilsigtede derved Oplysning til Udtr: quæst.'s rette Mening.
Men hvorlidet dette tilsigtedes og derved kunde opnaaes troer
jeg godtgjort ved hele Sagens Gang, da Modparten ofte har
bragt dennes Gjenstand afsigte, ved at søge endog at bringe min
Fader ind deri, idet hans Affærer ved Forligs-Commissionen ere
indtagne deri, ved de under Afdeling A meddelte Oplysninger
d.V,b.2,s.275   om Brættet, ved Forbindelsen mellem Ps Stevning og min Be-
kjendtgjørelse osv.
   Man vil ogsaa finde, at, endskjøndt jeg alene har tilladt P. at
føre Vidner iflæng med mine, mens lignende Artighed ei udvistes
mig, Sagen dog har staaet forfærdelig længe for P. -- jeg troer
engang over et Aar, og det uagtet han ikke kunde have, som
jeg, fra fjerne Egne at hente noget til Brug mod mig i denne
Sag. Under denne Langvarighed ere ogsaa flere, jeg troer efter
opgiven Liste til Thesen, indtil 6 eller 7, vigtige Vidner afdøde.
Acterne vidne om den fra min Side brugte Korthed; derimod
om det Modsatte fra Ps, der har spildt altfor megen Tid med
Rasen, Injurieren og Fritten om de taabeligste Ubetydeligheder
og mest uvedkommende Ting. Hans hele Forsvarsside, idet han
har ført Vidner, om at han med dem har været honet, var igrun-
den blot Tidsspilde. At jeg, længe efter at min Advocat er-
klærede, at han havde nok, og selv efter at jeg troede at blive
færdig, har maattet beholde Sagen -- det klage dog ikke P. over
som selv sidste Retsmøde indleverte Indlæg; desuden maa be-
tænkes, at meget vigtigt -- iblandt andet Thingsvidnet37 18 Decbr
f. A. i Rommedal -- i den Tid er oplyst; og at en Ikkejurist hartad
tager sig Vand over Hovedet naar han skal behandle en saadan
Sag fra først til sidst. Imidlertid forskaffede hint Thingsvidne
mig Frist til at fuldende Herculesarbeidet, saaledes at jeg ingen-
lunde kan siges at være denne skjænket.

   Efter nys ovenanførte bør Modparten alene bære Omkostnin-
gerne i deres hele Omfang. Og paastaaer jeg Procurator Praem
klækkeligen mulctert under eet eller særskilt for hans tidt gjen-
tagne voldsomme og usømmelige Adfærd inden Skranken mod
min Advocat, mig og ustevnt Mand38 (som oftest ere Stevningerne
ei mig eller Fader forkyndte) ja selv mod Retten39, idet han 22
Juni f. A. tilførte mod Dommerens Irettesættelse "at han frabad
sig alle Advarsler, der isandhed blive uden Virkning, saalænge
d.V,b.2,s.276   Retten ei kan hæve Aarsagen", og hvilken Opførsel s. D. gik til
den Usømmelighed at beskylde Thesen for Løgn og at sige høit
"at han sk . . . ." i hans Advarsler"40 (da han gav mig Ordene
skrivtligt, som han vovede at sige); -- ligesaa, efter Thesens
Tilførsel 7de Decbr/32, for Tilstevning af mange Vidner uden skrivt-
lige Ovæstioner (Forord. 3 Juni/96), og for sin utilladelige snart in-
sinuerende snart truende Adfærd mod Vidnerne under deres
Afhøren. Hans Trudsler inden Skranken mod mit Liv paastaaer
jeg ei særskilt mulctert, da jeg antager dem for Udbrud af et
Vanvid; derimod paastaaer jeg indtagen under det til Mulct Qva-
lificerede hans under foregaaende Not 1, Pag 39
[s. 218.]
o: fl: St.
beviste usandfærdige, Retten vildledende og krænkende Documen-
teren, saafremt den ei skulde egne sig til højere Straf.
   Det mig Injurierende i Stevningen paastaaes, tilligemed alle i
og ved denne Sag fremkomne og forekommende Injurier af Praëm
mortificerede; og da Stevningens Injurier, meden Praëm har sat
i samme Embedsstilling, og ikke, som han siger, i en med Hensyn
til sine Goder ved denne Sag forringet, har havt skadelig Indvirk-
ning paa min Velfærd og Udsigter: saa paastaaes mig for Tort
og Creditspilde en anseelig Sum af Praëm udbetalt. Og ende-
ligen paastaaes alle Deres Ret til Erstatning af Praëm erkjendt,
som have, og om hvem det under og ved denne Sag er bleven
godtgjort, at de af ham ere blevne forurettede fra Staten selv
af og til alle Disse, som sukke hans Navn paa Betlerstien. --



   Saaledes er det alene retfærdigt og upartiskt. En anden Dom,
end saadan total Frifindelse for mig, skulde oplyse Folk kun om,
at hvad de almindelig antage for Forbrydelse mod Stat og Mske-
hed, for Brud paa Love og Pligt som Embedsmand og paa Moral-
bud, agtes kun ringe mellem Sagførere.

ærbødigst
Henr. Wergeland.

d.V,b.2,s.277   TIL NILSON
1  tilbake 7) 8 Sager paaførte Gbrand Bjerknæs.
2
  tilbake Nota 14, Pag 43.
[s. 224.]

3
  tilbake Bil. 19.

4
  tilbake Bil. 20.

5
  tilbake Bil 21.

6
  tilbake Bil 22 med Anh. a.

7
  tilbake Cfr.4 -- Pag 40
[s. 220.]
at P. i Utide forlod Auctionen hos
Chr.Findstad, hvor han beregnede sig saa enormt.

8
  tilbake Bil. 23.

9
  tilbake Bil. 24 med Anh. a.

10
  tilbake Bil. 25.

11
  tilbake Bil. 26 med 2 Regninger.

12
  tilbake Bil. 27.

13
  tilbake Bil. 28.

14
  tilbake Maaskee hører det dog til en ordentlig Regnskabsføren at
give ordentlige Qvitteringer. Men se 4 -- Pag 57.
[s. 243.]
Hvil-
ken afskyelig Hensigt ligger ikke her Tanken nærmest?

15
  tilbake NB. 11) Pag 70
[s. 261]
(cfr) citeres, at Hauge undskylder P.
forat han tog Transport paa Ole og Andreas Jensen med saa
stor Sum med at han ei havde Tid at eftersee sine Regnska-
ber (!!)

16
  tilbake Bil. 29.

17
  tilbake Bil. 30.

18
  tilbake Anm. Jeg seer, det er saa. I Andreas' Pantebrev (cfr P's
Bil. 16) har været skreven 100 Sp., men er rettet til 80. Det er

19
  tilbake Ja gjentagne!

20
  tilbake Anm. Pram tilstaaer "at han ikke havde det Paalydende at
kræve; men søger Støtte i at "intet Mske hverken paa det Of-
fentliges eller egne Vegne nogensinde har spurgt mig om hvor-
meget jeg havde at fordre, og har heller ikke hindret Nogen i at
faae sit hos dem." -- Nei, han har bare, ved at tage Brev paa
det dobbelte af hvad de ejede! --

klart, at han ikke kunde sætte aabenlyst deri "forat præravere
det Offentlige"; men noget andet; og da var Bjerknæsforholdet
godt at skylde paa. Men hvorfor lyde saa omfattende Trans-
porter paa disse de fattigste Mænd af alle Arvingerne, og ikke
saa paa nogen af de andre.

22
  tilbake Se Litr 7. Pag 73.
[s. 265.]

23
  tilbake Anhang: Vidnerne angaaende Adfærden med Marthe Aug:
Bjerke m: m: erklære, at det var ved Ps Virken at der udkom
ved Exsec: 3 April/30, at intet havdes til Udlæg. Men -- jam-
dudum sat superq.

24
  tilbake eller under Sagen, idetmindste hvad det ene Beviis angaaer.

25
  tilbake (Anviisning quitteret 30 Juni 1830)

26
  tilbake Bil. 31 med Anh.a.

27
  tilbake Den Sum siges delt mellem Lütken, som vedkjender sig 150
og Pram. Men selv om P, der dog har faaet mere, ingen Inter-
esse havde havt udenfor den almindelige, vil hs Forhold som
Embedsmand blive lige strafværdigt in casu.

28
  tilbake at der Intet var at faae.

29
  tilbake
11. Lütkens Prov:(!!) "Det forekommer Vidnet, somom han
af Christen Dønnum har hørt, at Lars Olsen skulde give 500 Spd
forat indtræde i Vidnets Sted".

(Til Hvem da, uden til Praem?)

Videre: "Hvorledes Overskudet blev anvendt er V. ei bekjendt,
hvorimod det kan forklare, at det og Lars, Christen og Praem
vare samlede forinden Auctionen, hvor da P. anmodede Lars om
ved Auctionen at byde en klækkelig Sum, omtrent 1800 Sp. Lars
bød dog ikke da; men indtraadte først i V's Bud nogen Tid
efterat Auctionen var forbi med 1800 Sp. Vidnet erholdt 150 Sp.
forat give facilere Vilkaar med endeel af Pantegjælden. At disse
vare af Overskudet har V. ei udtrykkelig hørt; men kun hørt det
omtale som afgjort Sag og bekjendt."

30
  tilbake NB. Hauge siger selv: "det i denne G. T's Sag Pram Ved-
kommende var om Øvrigheden fandt hs paaklagede Forhold
ulasteligt". Men dette er dog vel befundet i Domspræm:, om
end ei Overøvrigheden behagede Action derfor mod P. (Sidste
Odelsthing viste at Action ikke altid behøver at gribes til for at
straffe.)

31
  tilbake Bil 34 do Bil 34, 2 Bil 35, 3.

32
  tilbake Bil. 7, 2 (af 6 Blade og 2 Breve) cfr. Pag 48.
[s. 232.]

33
  tilbake NB. Hauge siger: "Enhver, der har nogen Erfaring, veed, at
der er betydelig Forskjel paa Bagvaskelse og et almindel. Rygte,
som en betydelig Fleerhed er enig om at tillægge Nogen." Godt,
Hauge! Dette synes skrevet om Praëm.

34
  tilbake Ellers af ham kaldt "Splinter i Øjet". (Det er dog noget.)

35
  tilbake NB. Ved det Sted excellerer denne floskuløse Proc: ret i
Nonsens -- som f: Ex: "at Benaadning ret vilde hjemle fuldt
Krav og Overbeviisning om at jeg var bleven Offer for min
gode Vilje." Til Ironi er dette for
plumt
skrevet.

36
  tilbake NB. Alt hvad jeg kunde producere mod P. er dog ikke un-
der denne Sag fremkommet. --

37
  tilbake I Sammenhæng staaende med forhen omprocede. Bagstads Sag.

38
  tilbake Bil. 35.

39
  tilbake NB. Almuen, som har været Vidne til disse Tøilesløsheder af
Praem, skal, om de ei straffes, tabe al Agt for Skranken, og troe,
der at kunne afgjøre ved Slagsmaal og Mundhug sine Tvistig-
heder.

40
  tilbake Dette Udtryk sagdes høit inden Skranken 22 Juni; ja P's
Usømmelighed gik saavidt, at han, da jeg sagte spurgte ham om
det ingen Ende skulde tage med slige usømmelige Udladelser,
endog raabte: "det skal jeg gjerne give dem skrivtligt" og --
gjorde det, hvilken Seddel endnu haves.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE