| d.V,b.2,s.201 |
deslige saakaldte "Streger", og som var det for en som den af P. be- skrevne Handlemaade udkaarne Offer, var det det frække Hykleri. Men forsaavidt jeg tillige i dettes Sprog var fornærmet grovere end man tillader at tilgive det, stod mig kun tilbage enten Sags- anlæg eller Retorsion. Hvad nu Sagsanlæg angik, da fandt jeg strax, at jeg dertil var altfor fattig, og desuden stod jeg i en Proces den Tid, hvorom jeg med den Gamle i Götz v: Berlichingen af Hjertet sagde "at jeg hellere vilde plages engang saalænge af Kolden end begynde Sag forfra". Der stod altsaa kun tilbage Retorsionen. Og jeg valgte dette Middel, som Naturen selv tilsiger og som flere Omstændig- heder endda ved omnævnte tilsagde mig. Og dette er det nu som Modparten vil negte mig Ret til at have brugt og Gyldigheden deraf! Hvad skal man dog sige om Modpartens fortvivlede Forsøg paa at deducere, at jeg bør straffes for min Udladelse om ham særskilt, og han for sin "Løgner" med alle hine andre sammen- bundtede Injurier, hvilke fremkom før min -- hvad skal man sige om dette: "blot han i Helved styrter, da med Jubel jeg styrter efter -- " naar man i samme Mbld: læser: VII) "Jeg (Praëm) vil haabe og ønske, at Enhver, der maatte føle sig truffen (  med den til mig stilede "Løgner"-Beskyldning)heri vil finde en uforkastelig Opfordring til at foranledige, at den retfærdige Strenghed, hvormed Regjeringen lader undersøge en- hver anklaget Embedsmands Forhold, i fuldeste Maade maa blive anvendt mod mig."? Det var efter at have læst dette "Haab og Ønske, denne ufor- kastelige Opfordring", at jeg i Annoncen quæst: ilede at opfylde den. Hvad der kunde synes Retfærdighed af den saa uhørt For- nærmede blev nu en Slags Kjærlighedspligt. Idet jeg indrømmede min egen oprørte Stemning noget, indrømmede jeg ogsaa min Fiende Opfyldelsen af et Haab, et Ønske, en uforkastelig Op- fordring. Min Modstander, maaskee træt af at vide sig fordømt af den offentlige Mening, udfordrer høitidelig denne til at give Beviser fra sig, udfordrer Mskeheden til at give Grunde for sin længe nærte Uvilje, udfordrer Alle og Enhver og særskilt mig |
| d.V,b.2,s.202 |
hans fornærmede Fiende, hans kaarne Hevnoffer til at ytre sig om ham uden Skaansel og saaledes at det Offentliges retf: Streng- hed i fuldeste Maade maatte blive anvendt paa ham. Isandhed det havde ikke været forsvarligt hverken mod mig eller P. ikke at følge en saadan Opfordring! Men med hvad Ret klager han da siden over umaadelig Fornærmelse, over et Brænde- mærke, over uforholdsmæssig Retorsion, over en Overlast hvor- for Han er det uskyldige Offer?1 Jeg burde dog maaskee af foregaaende Erfaring vidst, at P.s Ord ere lidet at stole paa, og antaget, at P.s offentlige, "uforkastelige Opfordring" var intet andet end Praleri, og hemmeligen af ham anbefalet til at for- kastes alligevel af Medlidenhed, Proceshad eller hvilken anden Følelse, der kunde komme ham tilgode. Men er det saa, som man af denne hans Inconsequenz kan antage, hvad værre har jeg da begaaet end at have sat Tillid til hans Ord og taget dem for mente som sagte? Belægger han nu Yttringen af sit "Ønske, Haab og sin ufor- kastelige Opfordring" med Beskyldningen at være en "Løgner" -- har han da ikke tillige sat mig Kniven paa Struben for at ud- pine af mig en Udladelse, der kunde bevirke det Offentliges Strenghed i fuldeste Maade, efter eget Ønske, udøvet mod ham? Men endogsaa uden denne uforkastelige Opfordring, maatte han ikke efter sine Beskyldninger mod mig, efter den fiendtlige Fod hvorpaa han havde sat os mod hinanden, efter den Mening han for Aar tilbage var underrettet om at jeg havde om hans Færd som Embedsmand og Mske, efter sin Erklæring at have min Velfærds mine Forældres Haabs Ruin til sin Hensigt -- maatte han ikke efter alt Dette vente, at jeg hvert Øjeblik førte Krigen over i hans eget Land, tabte Taalmodigheden og greb Offensiven? -- med korte Ord, maatte han ikke, uden udtrykkelig Opfordring dertil, vente at jeg sagde ham min Mening om sig reent ud, eller "hvad Karl han var?" Og nu kommer denne uforkastelige Opfordring, Hand- sken kastes under Pauker og Trompeters Lyd, Fienden opfordrer selv til at gjæstes inden egne Grændser, han udfordrer og beder og truer under Tvang af at hedde en Løgner for Alverden til at give Kampen et andet Sving end den blotte Skjældens og Bagvaskelses |
| d.V,b.2,s.203 |
-- sandelig saadant Tilbud maa man dog høre paa, det vilde være baade Synd og Skam ikke at modtage det. I andet Fald skulde P. ikke have undladt at raabe: "se jeg har stemplet som Løgner, jeg har æreskjældt og tør det, jeg har opfor- dret høitideligen til at fremkomme med Noget imod mig, men Ingen har svaret -- jeg er seirende ved Sandhedens Ubetvingelighed; den unge W. er sønderknust; jeg er reen, som man seer, -- han er be- dækt med al den Skjændsel, jeg overøste ham med, og hans Taus- hed viser, at han er det medrette". Det er for naturligt til at be- negtes, at saa vilde skeet, om jeg ikke havde adlydt den ufor- kastelige Opfordring. Jeg vilde selv have givet min Velfærd Døds- stødet, fuldstændiggjort den Fiendes Sejer og min Skam og be- kræftet hans Beskyldninger om jeg havde handlet anderledes. Og jeg vilde ikke have adlydt den tilfyldest, om jeg havde udtrykt mig i mildere Udtryk end disse quæst:, som min Overbeviisning ligesaavel indgav mig som min Følelse for egne og andres Lidel- ser; thi P. "ønsker, haaber og opfordrer jo uforkasteligen" til saaledes at yttre sig at retfærdig Strenghed maatte i fuldeste Maade mod ham blive anvendt. Men angaaende Udtrykket quæst: siden. Mellem Motiverne dertil har jeg endnu at anføre: VIII) Mit Kjendskab til Handlinger af Praëm, der oprørte min Følelse for Ret og Menneskelighed, og som fordi de vare for- skjelligartede ikke tillod en specificerende Maade at udtrykke sig paa om dem, men netop krævede et Udtryk der var omfattende og passende for Totalindtrykket af dem i min Sjel2. At dette saa forholder sig, er godtgjort. At jeg ikke troede at burde lade mig nøje med hvad jeg forud vidste om hans Færd, -- men henvendte mig til mine Sambygdinger paa samme Maade hvor- paa jeg plejer at meddele mig til dem i andre Sager (f. Ex. Sogne- selskabs, nyttige Avertissementer osv) -- derfor takke Praëm hin rasende Stevning og hin offentlige Opfordring til at foranledige Alt un- dersøgt3. Uden at nævne Selvforsvarets Ret, maa jeg dog erklære, |
| d.V,b.2,s.204 |
at jeg stod og staaer i den Tro, at jeg i Grunden taler mine Sambyg- dingers Sag mod P:, saa jeg henvendte mig til dem med en Tillid, der, idet den ei blev skuffet, tillige viser, at den Tro er Sandhed. Man cfr hermed P.'s Frygt forat det, om jeg falder i Kampen mod ham, dog vil hedde, at jeg faldt som en for Andre Devoveret. Manden har ogsaa Ret i, at der er en god Deel Uegennyttighed i min Strid; det Egenkjærlige, som maa blande sig deri, er alene Selvforsvarets. Mellem Motiverne hører endvidere: IX) Ligefremme Opfordringer fra Forskjellige4, der angave sig uretfærdig lidende ved Praëm, til at bevirke, at dem skede Ret. Man cfr hermed det mellem mig og P. Passerede, da jeg første- gang optraadte mod ham mundtligen erklærende, at jeg ikke kunde længer være Dens Ven, over hvem mine Sambygdinger førte saa- danne Klager, ligesaa at Lars Dønnum flere Maaneder før Annonc: quæst: uopfordret henvendte sig til mig med sin Angivelse i Brev til Finanzdep., samt Lysagerfolkenes, den gamle Bjørnstads o: fl: Andragender før Sagen -- og man vil indsee, at dette medfører Sandhed. Kunde det nu saa være, at jamrende Qvinder let over- drive -- indlysende er det dog, at deres Klager og Synet af Betlerfamilier, der selv sagde og om hvem der sagdes, at de vare ulykkeliggjorte og faldne Fattigvæsenet tilbyrde ved Grusomheder af Praëm, dog altid maatte have Indflydelse. Jeg nævner her som dem hvis Nød i Trangvinteren 1831 især rørte mig, f: Ex Kari Graven med hendes Børn, Jens Maler med Familie, og Enken efter Guldbrand Tønsager med sine Børn -- om hvilke alle det var vist, at de før de kom i Ps Hænder vare velholdne. Da Sorenskriveren skrev Præmiss: til Dommen i Sidstnævntes Sag, maa han have følt det Samme som jeg, naar jeg saae dem van- drende sultblege og frostblaae nøgne i Sneen og hørte dem for- bande Praëm, som Ophav til sin Elendighed. X) Praëms infame Rygte5 henhører, om end ei egentlig mellem Motiverne, saa dog mellem de Ting, der indvirkede paa mig |
| d.V,b.2,s.205 |
til at fremsætte mit Omdømme om P:, som det findes i Annonc: quæst6. -- Det kan ikke være Nogen ubekjendt, hvor stor Indfly- delse Mange Andres Mening og Medhold har til en Handling. Msket er uvitterligen underkastet denne Opinionens Magt. Deri ligger en Opfordring til at fremstaae. Den har fremskabt mange store Handlinger, og den har afholdt ofte den Enkelte fra Ondt eller Daarligt. Heller ikke har den nogensinde tabt det Ord for at være Sandhedens og Retfærdighedens egen i de allerfleste Tilfælder, som den altid har besiddet. Vitterligt er det nu, og af Modparterne selv erkjendt, at Praëm altfra de første Aar, han kom hertil Landet, paadrog sig Almenomdømmets Misnøje, og at dette ikke har mildnet sin Bitterhed. Det vakte almen Sensation, at høre Just: Falsen i Storthinget skildre P:, dengang endnu et ungt Mske, som en Verres, som en Plage for Landet; og er det vist, ligesom det og var almindeligt Sigende, at Falsens Inpopu- laritet gav P. Naturalisationen. Det er ogsaa vist, at ingen Em- bedsmand har paadraget sig saamange Klager til H. M. Kongen som P. De sidste Gange Høistsamme har været her ere saa- danne blevne ham overrakte; og sagdes der, at H. M. havde yttret sig overrasket derved. Det mest forhadte og foragtede Avisstykke, som i vore Tidender har viist sig, og hvis Forfatter ofte blev betitlet Landsforræder, det saakaldte Rævbælgstykke i 1829 tillagdes Praëm endog saa almindeligen, at han fandt sig beføjet til at benegte det. Og var det et ligesaa almindeligt Ord, at han i Stockholm medhavde et Amalgamationsproject, som, efter den Beskrivelse man hørte, stod i Classe næsten med hiin Op- sats. Et mærkeligt Beviis paa hvor infamt et Rygte P. havde af- gav ogsaa Slaven Krogsgaard ved sin scandaløse tillidsfulde Hen- vendelse til P., at deeltage i Bedrageri med Bankpapirer -- en Fristelse, som P. vel modstod, mens han dog ved den Maade |
| d.V,b.2,s.206 |
hvorpaa han skuffede Forbrydercomplottet og fik Lieut. Bang arrestert snarere tabte end vandt i det almindelige Omdømme. Et saa alment Sletrygte maatte nu vel gjøre det mindre be- tænkeligt for mig at yttre mig strengt om Manden, da han ende- lig tvang mig dertil. Og paa samme Viis som en saaledes reno- mert Persons Fornærmelser tabte i Vægt, maatte Uviljen voxe over at et Mske, der selv var betynget med et slet Navn, vovede at ville vanære mit. Haabende, at min ærede Dommer ikke mistyder noget af for- hen Anførte som hensigtende til at undskylde Udtrykket quæst. om Praëm -- det jeg senere skal bevise er brugt medrette -- maa jeg dog tilstaae, at paa samme Tid som hine umaadelige Fornærmelser i Gdermoindlægget, Hensigten at ødelægge mig, Er- klæringen at have udbudt dem i Afskrivter og at ville prente dem, Klagerne over Praëms Færd og Vanrygtet om ham samt Erindrin- gen om hans uredelige Opførsel imod mig var fuldt levende i min Sjel, -- saa havde jeg dog -- hvilket og det "nødvendige Ord" viser -- den Hensigt, at lade alt andet Modværn beroe, at tilgive og at lade Flammerne af hans Hevn med Tiden uddøe i sin egen Aske. Jeg var endog, hvilket kan bevises, paa en Reise til Vestlandet for der at nedsætte mig fjernt fra min For- følger, da Ps Opsats i No 99 naaede mig i Chria.7 Men den inde- holdt nye Injurier, den erklærede for Løgner, den opfordrede ufor- kasteligen til at anklage, og -- jeg anklagede. Jeg havde gjort alt hvad man af den Christne kan fordre; jeg havde, som en Digter siger: "taalt meer end hele Helveds Bærme" -- jeg havde været oprigtig og var bleven skuffet -- jeg havde paa samme Tid jeg gav P. fyldestgjørende Erklæring over et mis- tydet Stykke seet Ps Fornærmelser i samme Blad blive staaende |
| d.V,b.2,s.207 |
umildnede -- jeg havde seet min Uven sønderflænge mit gode Navn idet han optraadte i en Sag, der noksom alligevel kunde snærte mig -- jeg havde hørt og seet ham erklære, at min Vel- færd var Maalet for hans forfærdelige Angreb paa min Ære: at altsaa ikke denne var ham nok -- jeg hørte ham endnu oven- ikjøbet svare mine maadeholdne Beklagelser over saa tung en Skjebne med offentlige Erklæringer om at han skulde vide at udføre sin Hevnplan indtil det Yderste først bearbeidende min Velfærds Herrer med at give Forhaanelserne en snigende Publi- citet og siden Alfolket ved at prente dem -- dertil havde jeg besluttet og var midt i Udførelsen at flye en saa rasende Fiende: da -- Løgnerbeskyldningen og den uforkastelige Opfordring stand- ser mig. Jeg spørger efter dette, om man kunde vente mindre end et Forsøg paa at retorquere? Hvad Forbrydelse da at jeg iværk- satte det? Drager dette nu min Modstanders Ruin efter sig -- hvis Skyld da? Jeg har godtgjort, at jeg ikke søgte den. Han havde undsagt mig paa min -- jeg havde kun beklaget mig her- over, og jeg søgte at undvige en Fiende hvis Rasenhed kun maatte ødelægge ham selv og bedrøve begge Familierne. Eller er jeg sagsøgt paa Frihed og Ære fordi mit Udtryk ikke skulde være netop æquivalent? Vistnok Staten bryder sig ikke om saadan Smaalighed -- den vil have Sikkerhed for om Praëm er saadan Embedsmand han bør være. Medens det altsaa dog maa komme mig til Gode, at kunne, som jeg har gjort, godtgjøre at jeg med subjectiv Ret har er- klæret Praëm for en Forbryder mod Stat og Mskehed og for mod mig at have viist en skurkemæssig Adfærd: saa er det Staten der opfordrer mig til ogsaa at godtgjøre den objective at Praëm har forbrudt sig som Embedsmand.Kan jeg godtgjøre dette, da har jeg gjort Fyldest for Velgjer- ningen med Beneficiet og beviist Staten en Tjeneste. Og kan jeg godtgjøre andre Handlinger af P., end de [m] mod mig, mod det Mskelige i mig, forøvede, nemlig saadanne som have kræn- ket det Mskelige i Andre og som oprøre Andres Følelse -- da har jeg formentlig gjort mere end det paaligger mig til Befrielse. Rigtignok maa Staten altid erkjende, at dens og Mskehedens Øjemed er eet: at altsaa det at forbryde sig mod Mskeheden er ogsaa, og især af en Embedsmand, at forbryde sig mod Staten; |
| d.V,b.2,s.208 |
og jeg vil holde mig hertil, omendskjøndt jeg, efter nys forhen antagne, skulde kunne gjøre Staten Fyldest for Beneficiet og ramme dens Hensigt og, saavidt dette strækker sig, min Retfærdig- gjørelse, ved alene at godtgjøre Handlinger af Praëm, der ere util- ladelige for Embedsmanden om de end ikke stride mod Mskelig- hedens Følelser og Moralens Bud. Vil jeg derfor i det Følgende skilne imellem deslige Handlinger, saa forsyne dog Documenterne mig med adskillige, hvori begge Forbrydelse mod Stat og Mskehed forenes; af hvilke altsaakun een burde være mig nok. Disse ville altsaa udgjøre den 3die Classe af Handlinger, der maae komme mig tilgode i mit Forsvar, om Retfærdighed findes. Jeg vil dog indtil videre ikke herom tvivle, omendskjøndt min Skjebne i Gaardermosagen har idetmindste gjort min Troe her- paa meget moderat, ligesom og Hr Hauges Omforandring af sin som Referent i den Sag formodentlig alvorligen afgivne Forme- ning viser at hiin Dom ogsaa paa Andre har havt vældig Ind- flydelse. Vis paa vil jeg imidlertid holde mig, at, om det til nu af mig anførte og godtgjorte prøves som det bør, om der er Følelse for Fornærmelser i min Dommers Sjel, om han efter dette sætter sig ind i min den først og sidst Fornærmedes, Æreskjældtes, paa Velfærden Sigtedes, og endelig til Anklage Opfordredes, Stilling i den Stund da Annoncen quæst. fik Tilvær, den Erkjendelse maa indrømmes mig: at jeg havde al subjectiv Ret til at skrive som jeg skrev til Selvforsvar. At vinde den har været Maalet for denne Del af mit Indlæg. Denne tilsigtede Erkjendelse af Dommeren maa udgjøre en vigtig Deel af Dommen, der dog hovedsagelig maa søge at trænge ind i den til Prøvelse overgivne Handlings Indre. Om jeg har havt objectiv Ret, om Praëms øvrige Handlinger qualificere sig til den af mig under forberørte Omstændigheder afgivne Charakteriseren, vil blive Gjenstanden for de følgende Linier, der ogsaa henhøre til det samme tvungne Selvforsvar, som endelig sagde min bittre Avindsmand hvad jeg, forøvrigt end alene mod mig, var vis paa han var; og som endelig satte ham i en Schach, der lader ham anvende alle Kunster, selv dem mod Regel og Anstand, forat undgaae en Skjebne, der saalænge har truet ham fra hvilkensomhelst Haand den højere, Gjengjel- delsens Retfærdighed maatte udkaare. -- |
| d.V,b.2,s.209 |
B En stor Forfatter siger: "I den bestandige Kamp mellem den Retskafne og den Underfundige, har den Sidste Fordelen, saalænge det angaar Livets daglige Forholde; men saasnart den Før- ste overvinder sin Modbydelighed forat gjøre sig be- kjendt med Lasten og træde frem forat forsvare sine egne ophøjede Grundsætninger, er han langtmere uden- for sin Modstanders Beregninger end om han gjorde Brug af de mest udtænkte Krogveje?" Forbryder mod Stat og Menneskehed? Qvid est? Ja det lader til at være vanskeligt nok at svare herpaa; thi Alle, som i denne Sag hidtil have skrevet, have givet forskjellige Fortolkninger. Praëm, der, som bekjendt, sjelden hol- der Maade, har naturligviis skildret det som en Slags nyopfun- den Injuriebombe, fyldt med alt muligt Ondt, og som ganske ufor- varende skal have slaaet ned i hans Uskylds Paradiis. I sit Ind- læg, hvis klynkende Væsen contrasterer saa paafaldende med den Adfærd han oftere har viist i Retten mod alle dennes Ved- kommende, og som har lignet det Rovdyrs Rasenhed, der mær- ker at man er det paa Spoer -- i dette sit Indlæg, der kun kan overbevise om at Hykleri er en af hans Laster, spørger han end- ogsaa med en latterlig Alvorlighed "hvem der vel er grovest for- nærmet?" Efter hans Mening maa da hint Udtryk sige mere end "Løgner, mod Statens, Moralens og Sædeligheds Love stridende Handlinger, samt end alle de 40 (fyrgetyve) massive Æresskjælds- ord, samt den forbryderske Adfærd" der ere mig tillagte i Gder- moindlægget, Prams Apotheoseskrivt. Hans Stevning godtgjør ogsaa hvilket forfærdeligt Begreb han danner sig derom. Hauge er allerede mindre overspændt, idet han "ikke" kan er- klære sig "fuldkommen enig med P., og at Injurien quæst. ikke kan forstaaes som Sigtelser for de største Forbrydelser osv". Dog lægger han nok deri til at retfærdiggjøre P's forgjæves Udfordring til sine charakteristisk farvede Kinder til at rødme. Og jeg ind- rømmer, at han maa have Ret i og Fortjeneste af ikke at paa- vælte sin Part Mistanke for noget værre end i Beskyldningen inde- holdes og end den lader sig, og maa, fortolkes med. Justitsdepart: definerer Udtrykket quæst. med, "af Pram for- |
| d.V,b.2,s.210 |
mentligen begaaede Brud paa de Pligter han som Sagfører og Mske skyldte baade Staten og Mskeheden". Just.depart.8 antager altsaa, at deslige Feil ere nok til at supplere Begrebet af "Forbry- der mod Stat og Mskehed". Hvorledes min Advocat fortolker det ligger for Dagen baade i hans bestemte Yttrende derom og i at han paastaaer mig fri- funden efter det om Ps Færd godtgjorte. Disse Facta ere da nok efter hans Mening, og falde -- hvilket vel heller ikke kan negtes -- sammen med hvad Regjeringen kalder "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden". Saaledes har Enhver, der i denne Sag har havt Anledning til at yttre sig, sin egen, mere eller mindre afvigende Fortolkning. Tillige har Regjeringen ved at give mig beneficium tilkjende- givet, at det holdt mig fortjent til beneficiet og at jeg, med al Fyldestgjørelse derfor, havde godtgjort mine Ord, om jeg kunde bevise hvad jeg i Ansøgningen anfører Udsugende Forhold,mislig Adfærd hvor det angik Statens Interesse, Haardhed, slet Rygte derfor -- paa hvilket Sidste det synes som at Justitsdep. lægger Vægt. Hvor nu Meningerne ere saa delte, ja selv hvor de ikke ere det, men hvor Udtrykket er nyt, plejer man dog virkelig at tye til Dens Fortolkning, som brugte det, holdende sig til det gamle Ordsprog: Hvermand er sine egne Ords bedste Fortolker. Jeg erkjender, at bestemtere Udtryk kunde været brugt -- at jeg kunde skrevet: "Proc: Praëm er en Aagerkarl, som tager 15 pcto, 20 pcto af Aalborgsæter- og Dokken-Mændene og 60 Sp. af Ole Thorbjønsrud for Henstand nogle Maaneder med Resten af en uhyre forøget Sum -- ergo: Praëm er en Forbryder mod Staten og dens Love. Proc. Praëm er en Udsuger, som for 400 Daler paa 1 Aar lader Ole Thorbjørnsrud forskrive sig for 520 Sp. med Renter; og en ubarmhjertig Mand er han, som hos den udarmede Gbrand Tønsager holder 2 Executioner med svær Mødeberegning samme Dag; og uden menneskelig Følelse er Han, som vil slaae den 80aarige pyntelige Jens Braaten og som har mishandlet den høistfrugtsommelige Erik Jahnsens Kone -- ergo tilsammenlagt: Proc. Praëm er en Forbryder mod Mskeheden." |
| d.V,b.2,s.211 |
Saaledes kunde jeg skrevet. Men hvortil denne stylus periphra- sticus? -- Den kan være god nok for Angivere af Profession -- hvortil, naar jeg i 5 Ord kunde sige det Samme og tillige omfatte alle de lignende "Brud", som ere P. nu paabeviste? Jeg vilde jo desuden ikke angive: Spørgsmaalet var at concentrere mit Om- dømme, at svare som der raabtes og opfordredes. En Specifi- ceren vil Enhver der kjender til denne Sag nok indsee var umulig9. Altsaa -- et kort, saavidt muligt sikkrende Udtryk; og et saadant er brugt. Ordene "Forbryder", "Stat", "Menneskehed" tages i meget forskjellig, snart vidtløftig snart snever Betydning. Vil man substantivisk nævne En, som begaaer en mindre Brøde, en Forseelse, da har man i vort Sprog, der ikke kjender Ord som "en Forseer, en Feiler" intet andet Ord at tye til end "For- bryder", hvilket ogsaa bruges om Den, der allersværest begaaer sig10. Jo, man har "Synder"; men idetmindste efter min Følelse er dette Udtryk allerhaardest. Det er maaskee herfor, at det af P. er brugt om mig. "Forbryder" -- dette Ord erholder da sin Vægt alene af den Forbindelse det staaer i. Sættes der: "For- bryder mod Sabbathens Helligholdelse, mod det 6te Bud osv" -- da veed man, at der menes Helligbrøde og peccata carnis; men dog derfor ikke hvilken Art og Grad af disse Synder. Men |
| d.V,b.2,s.212 |
nu skulde jeg dog tro, at Begreberne "Stat" og "Menneskehed" er langt amplere end hine to, hvis Betydninger enhver Børneforkla- ring udvikler indtil det allernøjeste, forfølgende dem i enhver Ud- grening. Hvor er Staten ikke! Hvor ikke Menneskeheden? Disse to smelte desuden sammen i Begrebet, jo fuldkomnere de ere. End- ogsaa begrændsende disse Udtryk meget, kunne vi sige: Staten er i sine Love, Menneskeheden i sine Fordringer, i alt hvad Menneskeligt er. Menneskeheden maa ligesaavel som den En- kelte kunne sige: humanitas sum & nihil humani a me alie- num puto. Maa nu Den, der hamrer en Tønde sammen under Gudstjene- stens Tid ligesaavel finde sig i at hedde "en Forbryder mod Sabbathens Helligholdelse" som Den der forarger Menigheden ved den største Uanstændighed i Kirken under Prædikenen; og Den der begaaer eet Lejermaal ligesaavel hedde en Forbryder mod 6te Bud som Den der begaaer Hoer, saa maa man vel, naar man sætter "Forbryder" sammen med hine 2 langt mere omfat- tende, ja af alle, der falder mig ind, mest omfattende Begre- ber, have en endnu større Mislighedernes Scala at gjennemgaae. Ingen vil, om han hører En med runde Ord erklæret for en Forbryder mod Sabbathen, derfor sige: han maa have afbrudt Præsten under Prækenen med høje Eeder; han vil bie til han hører hvori Helligbrøden bestaaer; men dog derfor, om den exi- sterer i nogen Henseende, kalde den "Helligbrøde"11. Hvem kan derfor sige, at Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed" gaaer ud paa det Yderste og Sværeste af For- brydelse derimod?12 Han vil bie til han hører hvorpaa det gaaer ud; og dog ligesaavel kalde Den "Forbr: m: St: og Mhed" som i mindre Henseende forbrød sig derimod, som den der gjorde det i Høiforraad, Tortur osv. |
| d.V,b.2,s.213 |
"I Dyd ei gives nogen sidste Tind, i Last ei nogen dybest Afgrund -- Alt gaaer gradeviis fra Satan og til Gud." Efter et individuelt Indtryk, som disse Ord kan have gjort, maae og kunne de ei bedømmes. Eensidigheden har isaahenseende faaet en god Advarsel i hine forskjellige Fortolkninger deraf. De maae og ville af den ærede Dommer alene bedømmes efter det Produ- cerede; og da maa, efter nysanførte uomstødelige Ræsonnement, i hvad min Modstander Paabeviist -- betydeligt eller ubetyde- ligt -- naar det blot er "Brud" paa hans Pligt som Embeds- mand, som Borger og paa Menneskelighedens Krav, være fyldest- gjørende. At jeg er istand til at paavise endeel ikke Ubetydeligt af saa- dant Slags maae være uvæsentligt til Udslaget13. Her er igrunden blot Spørgsmaal om en eller to saadanne til- strækkelige Handlinger -- om man vil dele Udtrykket. -- Det er Modpartens Arbeide forat fremstille sig som den der ofte var upaaklagelig, ja mere end det, der har fremkaldt de mange Mod- stykker hertil. I en Sag af denne Vigtighed, hvor Stevningen lyder paa Ære og Frihed, bør man vel mindst bygge paa saa relative Begreber som "betydeligt og ubetydeligt". Hvert Hoved har isaahenseende sine Tanker, hvert Hjerte sine Følelser. Spørgs- maalet bliver alene: var det lovligt, rigtigt? og: var det honet, menneskeligt, ærligt? Det er alene Hensyn, og da i min, den Anklagedes Faveur14; som kan tages til hiint i sig selv Relative, forsaavidt at Dommeren ikke kan negte for sig selv, at en al- meen Følelse, som jeg har delt, maatte og maa tillægge Det en Grad af Betydelighed, som Loven alligevel har forbigaaet uden udtrykkelig Misbilligelse. Mængden af saadanne Gjenstande i denne Sag, og dennes egen Beskaffenhed forhverver mig et ligesaa ustridigt Krav herpaa, som paa at Hensyn tages til hvor- ledes forskjellige Træk af Prams Færd maatte vise sig for mig i det Forhold, jeg stod til ham, til de formentlig forurettede Almuesfolk, og forsaavidt jeg kan tillægges nogen særegen Be- |
| d.V,b.2,s.214 |
vægelighed i Følelsen og tilmed ydre Grunde i Opfordringer, Kla- ger osv. til at lade denne yttre sig. De mange Beviser for at jeg i en Sag saa lidenskabelig som denne ingensinde har imputeret P. andet eller noget værre end andre Folk vedstode gjør det endmere retfærdigt, at der tages Hensyn til hvorledes hver enkelt af de opgivne Handlinger af P. maatte forekomme mig. Min Anskuelse vinder tillige Styrke isaa- henseende, da den ved mange af de forekommende Tilfælde falder sammen med min Advocats og andre Folks og derimellem med de Klagendes, ja endog, som Hauge siger, med "competente an- seete Dommeres". Disse Hensyn kan jeg fordre tagne mig tilgode som forstær- kende mit Forsvar ligesaavist som at de maatte formindske min Strafskyld, om jeg ikke skulde kunne føre dette tilfyldest. Hine relative Begreber om det mere eller mindre betydelige i Ulovligheden af enkelte Handlinger af P. maae naturligviis ingen Indflydelse have, da Ps Embedsfærd bør være pletfri. Skulde de have nogen maatte det være ved de Handlinger hvori P. impu- teres Inhumanitet Forbrydelse mod Mskeheden; og da maaede have en i min Faveur, saasom jeg i deres Fremstilling ikke er gaaen videre end jeg var motivert til, og end at jeg kunde appel- lere til en almeen Følelse. -- Men idet Staten ikke kræver Beviser for Røveri, Falskt eller andre deslige Capitalforbrydelser til aldeles Frifindelse for Den, som anklager en Embedsmand forat have forbrudt sig mod den; men isaahenseende er tilfreds med hvilketsomhelst paabeviist Brud paa Embedspligten: saa kan jeg, idet jeg er istand til at paa- bevise P., var det end kun et eneste saadant, fordre, at intet individuelt Indtryk af Udtrykket quæst:, som maatte være over- spændt nok til at fordre mere end Staten gjør, og altsaa blot er en personlig Følelse, gjør sig gjældende ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet om det Lovlige. Deri holder jeg mig til Mod- partens eget Princip, idet kan erklærer "at han holder sig til dem,som lære, at Borgersikkerheden bedst fremmes ved de positive Loves ubetingede Anvendelse". Selv ved det andet, men underordnede Spørgsmaal: om det Humane, -- kan en individuel Anskuelse kun medrette gjøre sig gjældende hvor den kan appellere til en almeen. Men denne erklærer sig krænket ved mange mindre Forseelser end Mord og |
| d.V,b.2,s.215 |
Hevnbrand; og en individuel Formening om at Beviser for saa- dant dog maatte til for at forsvare Beskyldningen at være en Forbryder mod Mskeheden vilde være uden Støtte. Ogsaa Humani- teten har sine Love15 og mange flere Forbrydelser derimod end de borgerlige opregne mod sig. Alligevel ere alle hine Fortolkninger af Udtrykket quæst: al- lene udrundne af og grundede paa et individuelt Indtryk deraf. Om jeg selv vilde afgive nogen, skulde den vel besidde mest, men ikke tilstrækkelig Authoritet, og det af samme Grund -- nemlig fordi den alene kunde søge sin Begrundelse i en indivi- duel Anskuelse. Jeg kan vel gjerne erkjende, at med min For- tolkning eller med mit Begreb om den rette Betydning deraf stemmer ingen saa nøje overens som den i Regjeringsindstillingen afgivne; og den har vel den højeste Authoritet, da hele Regje- ringspersonalet synes at gjøre den til sin ved at beneficere mig til at godtgjøre alene hvilkesomhelst "Brud" af Praëm "paa Sag- førerens og Mskts Pligter". Men alligevel -- Fortolkningen af Udtr: quæst. kan kun skee factisk; og den maa være begrundet i en almeen Anskuelse. Men denne findes jo alene i Lovene: i de borgerlige og i de moralske. Jeg har havt objectiv Ret til at anklage Proc. Praëm som skeet er, naar jeg kan paabevise ham Brud paa disse. Regjeringen har paa en sjelden Maade indrømmet mig den. Men naar var ikke Aager, Udsugelse, Svig med Statens Penge, Uefterrettelighed, der har voldet Medborgere Tab, og unødvendig Haardhed m: m: m: "Brud" paa de borgerlige og moralske Love? "Brud" paa Embeds- mandens, særligen paa Sagførerens, Borgerens og Menneskets Pligter mod Staten og Mskeheden?" For den moralske Domstol16 skulde jeg kunne slippe med mindre |
| d.V,b.2,s.216 |
end Beviser herfor; og endnu mindre skulde jeg behøve Sager, der involvere noget værre endda. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg for Hr. Prams Skyld ikke ønsker, at saadant, der ruster det Of- fentliges hele Vægt imod ham, var kommet frem; da jeg bør troe, at for den juridiske Domstols hele Strenghed maae Beviserne for hine Anker være nok for mig. En Stat, der er fuld af Retskaffenhed og Omhyggelighed for sin Ære, skulde ikke engang erklære den Embedsmand brødefri, som blot forbrød sig mod Mskeheden; thi det er Statens Høimaal, at gjøre dennes Krav og Dyder til sine, og at smelte sammen med den i Idealet. Derfor kræver den ogsaa et uplettet Rygte af Embedsmændene, sine Repræsentanter; og Regjeringsindstillingen angiver tydeligen, at dette og hint i vor Stat er Princip. Ligesaa siges der med Sandhed: at Den der forbryder sig mod Staten, forbryder sig mod Mskeheden. Det er jo denne, som gjennem Staten repræsenterer sig, gjennem Statens Embedsmænd sine For- maal, sin egen Tendenz til Orden og Retfærdighed. Gjennem Sta- ten anbetroer den f: Ex: de Enkelte Dommer- og Sagførerembe- der; og den kræver sig betalt med -- fremforalt Agtelse for de Love til hvis Overholdelse de valgtes. Mskeheden føler sig derfor dobbelt kræn- ket naar en af Statens Embedsmænd, og det af de lovkyndige, begaaer Brud paa de borgerlige Love. Den straffer saaledes Aagerkarlen, selv om han blot fældes af Folkemeningen, med Spot og Foragt, om han er blot Borger; men er han Embedsmand, er han sat til at vogte Lovenes Overholdelse, da nedkalder den alle Lovens Straffe over ham fortrinligen foruden den Afsky, hvormed det sedlige Almeenomdømme straffer ham. Udsugelser, Drøihed i Betaling, Haardhed hos en simpel Contorbetjent f. Ex., straffer Mskeheden med Uvilje og Ringeagt eller om det gaaer høit med en offent- lig Advarsel; men farer en Embedsmand saaledes frem, da kalder Mskeheden, Almeenomdømmet, det strax "Misbrug af den offent- lige Tillid, utaaleligt Tyranni" osv. Vi see ogsaa, de Tidender, som angive sig som Mskehedens Talsorganer, Oppositionstiden- derne, at jage efter Embedsmænds Forseelser; og det Offentlige negter ikke, at det skeer en Tjeneste, om saadanne paabevises En- kelte. Ligesaa, om en offentlig Casse beskuppes, da anseer Folket Forbrydelsen ligesaavel mod sig begangen som mod det Offentlige; og det kaster mere Uvilje paa en saadan Forbryder end paa den al- mindelige Tyv. Praëms Aager angaaer derfor Mskeheden, skjøndt den synes nærmest at angaae Staten; og hans Haardhed Staten, |
| d.V,b.2,s.217 |
skjøndt den synes nærmest at angaae Mskeheden. Hans Kjøb af Procesfordringer angaae Staten, men Mskeheden oprøres formedelst de Lidelser, som derved paaførtes enkelte Borgere. Og naar han lader sig uretteligen af det Offentlige udbetale Penge og dertilmed tager dem hos sine Parter, da vedrøres Stat og Mske- hed ligemeget med Afsky, om de end ikke, som Tilfældet er, begge directe vare Gjenstande for Udaaden. Der er altsaa et saa inderligt, gjensidigt Forhold mellem Stat og Mskehed, at Forbrydelser, og især en Embedsmands, mod den ene ogsaa blive det mod den anden. Det vil derfor ved mange af P.s ikke være saa let at afgjøre om de mere ere Forbrydelser mod Staten end mod Menneskeheden eller omvendt. Men vist vil det vorde at i flere af hans Handlinger ere begge paa det tydeligste krænkede, idet dels de borgerlige Love ere brudte, dels den offentlige Tillid skuffet, og unødvendig Haardhed, Ubarm- hjertighed og Sløvhed i eller Ringeagt for almindelige moralske Følelser lagt for Dagen17. Det er Saadant som under Et er characteriseret med Udtrykket quæst.; eller -- om man vil have det endnu nøjere -- det er en moralsk Tilstand, som er istand til Saadant, der saaledes er charakterisert. Thi selv om Praëm efter eget Sigende skulde været endnu heldigere i sin "Cacheren" -- den han noksom har gjort Brug af -- vilde jeg ikke kunne ændre den Overbeviisning om hans moralske Uværd, som har fundet det eneste adæqvate Udtryk i Annoncen quæst. Men er det saadanne Handlinger, saadanne "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden", som deri ere charakteriserte: da maae Beviserne for deres objective Sand- hed baade fortolke Hvad der er meent dermed, og at dette er ment med al gyldig Grund. -- I det Følgende opfylder jeg altsaa Løftet "at stemple Pro- curator Praëm som Forbryder mod Stat og Menneskehed". -- |
| d.V,b.2,s.218 |
I Undersøgelse af Hvad Modparten har fremført til sit Forsvar. Praëm indrømmer i sit Indlæg "at en eneste Handling, som almindelig antages kun at have sit Udspring fra et fordærvet Hjerte, slet Tænkemaade eller Ringeagt for Lovene og Embeds- pligt" maa være nok for mig, naar jeg kan paabevise ham en saadan. Ihvorvel denne Fortolkning er strengere end Regjeringsind- stillingen, er jeg naturligviis dermed tilfreds. Dog synes det mig Galskab af en Mand, som fører sligt et Sprog, at søge sin Frelse i at opstille blidere Modstykker af sin Vandel, somom ikke Alt beroede paa hvad jeg producerer. Vel siger han ogsaa, med sædvanlig Inconsequenz, at Exempler paa hans redelige og humane Adfærd mod Forskjellige "kan synes Sagen uvedkommende"; men at han ikke destomindre fordrer lagt Vægt derpaa viser han factisk ved at opstille dem. I en Action fra det Offentlige kunde en saadan Redningsprocedure høre hjemme; i nærværende har den kun uforsvarligen vidtløftig- gjort Sagen. Jeg skulde ikke med et Ord behøve at møde denne Side af min Modparts Sagførsel -- og det saameget mindre som han ved at tillægge sig Fortjeneste af nogle Handlinger indirecte frakjender sig den i de andre, hvoraf han ikke gjør sig til -- saafremt den ei gav saa rigeligen Beviser for det Modsatte af hvad som til- sigtes: Beviser for Haardhed og Egennytte idet de skulle godt- gjøre Humanitet, Ædelmod og Uegennytte. I det Hele tjener den ei til at overtyde om andet end at Pram besidder en ny Last -- Hykleri. Denne Opdagelse vil dog langtfra overraske saameget som naar man, ved at undersøge de selvsamme Bilag, der skulle be- grunde hiin frugtesløse Selvroes, finder, at Praem isaahense- ende staaer yderst lidet til Troende. -- 1. I Prams Erkl: til Amtet om Erik Fossums Klage (Ps Bil: 1) siger han "at Overbud (ved Auctionen da han kjøbte dennes Avling) ikke skede". Og hans Bil. 2 siger udtrykkelig, at saadant skede18. |
| d.V,b.2,s.219 |
Er dette den Sanddruhed, man fordrer af Embedsmanden under hans Eed i offentlige Erklæringer til Overøvrigheden? Eller endog for en Ret? Jeg gjør dette til en Anke mod ham. Men der er flere ejusdem generis. -- Ligesaa er det med hans egne Vidner beviist at være falskt hvad han i samme Erklæring siger "at han befoel sine Folk at bære hende ( Erik Fossums høifrugtsomme-lige Kone) bort," "og det kan vel hænde, at En tog hende noget følelig i Armen"(!) Jeg maa tilstaae, den sagtmodige Mildhed, som dette skal vise, og om saa var, heller burde hedde skaanselløs Vold, at lade en jamrende Kone i den Tilstand saaledes borttransportere. 2. P. debiterer, at han i 8 Aar ikke har for sig selv havt nogen Sag. Af hs Bil 61 sees dog, at 22 Sept/23 gik P., der havde ind- stevnet Christof. Julsrud for 58 Sp. til saadant Forlig at mod- tage 25 Spd; og gik Ps Paastand om 15 Sp. i Procesomkostninger fløiten. Men -- dette er 10 Aar. Ligesaa at han 26 Nov/25 i Sag med Lars Langvæg og Ole P. Dokken for 350 Sp. vedtog Forlig paa 70 af Langvæg19; og gik ligeledes de paastaaede Procesom- kostn: 50 Sp. i Lyset. Hertil nu Processerne med Gbrand Tønsager og med Gjorde- moderen, samt et Øje paa hoslagte Bil. 3, der viser, at han i 1828 søgte Lars Skjerden af Stange paa 27 Sp. 48 Sk, som for- langtes for Regnskabs Opgjør, men erholdt kun ved Dom 7 eller 17 Sp. 48 Sk; og man seer, hvor lidet han staaer til Troende selv i sin Documentation, som han dog burde betænke, for hans egen Skyld, burde være paalidelig20. Ovenstaaende afgiver ellers nye Anker, saafremt P. ei har ment her ved Jurisdictionen, da han -- dog ei tilfulde maaskee har sine Ord ibehold. -- -- 3. Af Ps Bil. 62 findes, at 10 Sp. for Møde ved Exsecutioner "endog hvor Reiserne have udgjort flere Mile" har været Praëm |
| d.V,b.2,s.220 |
tilkjendt hos Chr. Dønnum ( 2/3 Fjerding fra hans Bopæl) Christen Findstad (1/2 Miil) Lars Langvæg (2/3 Fjerding) Lars Larsen Heiret (3/4 Miil). Ligesaa, at han samme Dag hos den udarmede Gbrand Tøns- ager lod holde 2 Forretninger og tog i Sallarium 10 Sp. (1/4 Miil). Sandelig dette er elskelig Humanitet (Alle disse Nævnte ere som bekjendt udarmede Folk, der have give P. meget at tjene) -- og dette er at give Fienden Vaaben ihænde. Ikke Jeg, og vel nepp nogen Anden, kan af dette begribe med Fogden den pram-ske Skaansel mod Fattige. 4. Uagtet Bil. 57 viser, at den Tid var i 1820, da P. tog imod 2 pcto, naar en forstandigere Requirent ei vilde indrømme mere: erklærer P. dog selv altfor naivt i Anledning af Bil. 56: "naar jeg befatter mig med Incassationer, da gjør jeg det ikke under 8 pcto. Se 45 Bil. Dette Bil: viser ogsaa, at P. hos Chr: Findstad reserverte sig forlods af Auctionsbeløbet 8 Sp. for Møde og 8 pcto. Incass. salar. Skyds fra Mork til Findstad 2 Mile (se ovenfor). Omkostninger 12 pcto. Gjelden 100 Sp. Solgt for 116 Sp. 68 Sk. Betalt contant 50 Spd.21 Og sees af Auctionarii Paategning paa den originale Regning (Act. 171), at Mødet maa have været kort, "da Hr P. i Utide forlod Auctionen". Nu, hulde Beskedenhed, rødmer du ikke, naar P. efter Dette, endnu roser sig af at have laant Chr: Findstad engang 60 Sp.? Ventelig vare de af Overskudet, skjøndt man hører ikke at saa- dant er kommet Manden tilgode. Men det er jo sandt -- P: er- klærer jo "at det altid har været hans Princip, enkelte Gange at tage fuld Betaling for havte forskjellige Arbeider". Slige Ud- flugter høre ogsaa til Redningsproceduren, skjøndt de unegtelig betage "Godheden" meget af sit Tække. -- 5. 28de og 29de Vidnes Erklæring, at P. sagde sig, som Kyhns Regnskabsopgjører, at skulle betale dem Kongeskydsen, er be- |
| d.V,b.2,s.221 |
negtet af P. Skjøndt det nu er notorisk, at P. sad og sidder inde med alt Kyhns Regnskab, -- noget, der og viste sig paa "Grinden" -- , og skjøndt hint eenstemmige Vidneprov vel maa staae til bedre Troende forsaavidt det gaaer ud paa P.s Ud- ladelse: er det dog af P., som sagt, benegtet. Hvad skal man da troe, naar P: i Bil. 47 erklærer "at han har overtaget H. L. Kyhns udestaaende Fordringer til Incassation."? Efter mit Be- greb følger af et saadant Forhold, at han ogsaa maa udgjøre hans Debet, især naar han lover det til 2 Mænd. Men sligt fragik denne ærlige og ordholdende Embedsmand. 6. Efter P's Bil. 52 skyldte Halvor Grinden 13 Sp -- 1 -- 23; efter 53 Bil: 21 Sp. -- 1 -- 23 &bmskilling;. Derpaa betalt 30 Sp.; hvilket hverken gjør 26 Sp. 3 &bmskilling; til Gjeldrest eller, som Kyhn skriver, 15 Sp. Hvor stor Resten blev burde P. vide før han paaførte den ud- armede Deb. Omkostninger. Men spørger P: oftere: "er dette Egennytte?" Nei, det er kyhnske Regninger og praemsk Opgjørelse, hvilken almindelig skeer med temmelig runde Tal. P. undlader ei at rose sig af, at han staaer sig slet paa Kjøbet af Grinden; men Bil. 53 viser dog at den taxeredes for 150 Spd; og P. fik den langt under dette. Tillige strøg der 22Arvepenge med, som ei kunde røres. 7. Af Bil. 44 sees, at P. tog 6 pcto hos Christen Nielsen Røssie. Dette maa have været den Auction, da dette V. paastaaer "at P. betingede sig 5 Spdlr forat ei pct: skulde blive 15 Sk. Og, siger V., "at det vedtog at betale 5 Sp., men har dog seet Regninger, hvoraf sees, at P. tog ialt 15 pcto" (Hvilket ogsaa er ganske rigtigt.) |
| d.V,b.2,s.222 |
P. siger nu, at denne "senttænkende Bonde", dette Vidne lyver ligefrem, "fordi P. ei lod, som provet, Auctionen holde hos ham; men efter Overenskomst med P." (Jeg skulde dog troe nødt dertil) og fordi Lensmanden vidner, at slig Accord ei foregik i hans Nærvær. Vidnet maa dog staae ligesaameget til Troende som P. De 15 pcto ere ogsaa herlige at paaberaabe sig, om man vil søge Beviser for Humanitet og Uegennytte. Det er høist usandsynligt, at en saa raa Almuesmand skulde opdigte en saa- dan Beskyldning mod P. Det Ulovlige deri paafalder ikke strax, og ikke dette; men at P. brød Løftet er det, som lader ham klage og derved for Andre opdage Brøden. 8. Af Bil. 14 sees, at Lars A Sundby "ikke forstod den skades- løse Transport". P. debiterer, at L. Sundby ei har villet modtage hans Tilbud. Af Beskikkelsen sees, at han ei har kunnet af Pgemangel. Samme Bil. giver ogsaa Ps Tilstaaelse for Kjøb af Fordringer og Sag. 9. Af sin Færd mod Ole Gundersen Kneppe gjør P. meget. Men der bliver virkelig mindre tilbage for hans Roes end jammerlig lidet. Hvorledes denne Mand blev P. skyldig 50 Sp: for Sag- førerforretninger, er ikke godt at sige. Betalingen er i alle Til- fælde ublu23. Derfor toges dog Sikkerhed baade i den gl. Mands Vilkaar og i i Sønnens Jordvei staaende 700 Sp. I Exsecut: forretn:findes og at Ole har forbeholdt sin Ret mod P., der nu, trods Løfte om at betales Terminviis, agter at tage Udlæg i Vilkaaret. Auct. paa Kneppe 11/2 29 (Bil. 73?) opgiver nu 12 1/2 pcto til P. inden 3 Maaneder -- 6 pcto Incass. salar -- 6 Sp. for Møde -- samt, at P. tilsloges 2 voxne Kjør for 9 Sp. 3 Ort og det for 3 Aar for 150 Sp. taxerte Føderaad for 27 Sp. 36 &bmskilling;; -- 20 Sp. -- og 10 Sp. 2 -- 12 &bmskilling;. Nobelt isandhed! Men Kreaturerne, der gik for saa godt Kjøb, laantes jo Konen. (De bleve dog alligevel "en skjønne Ejendom |
| d.V,b.2,s.223 |
og en god coup"), og det overlodes at fremstille en anden Kjøber? Men man kjender Bonden -- Skræk staaer af Pram; og om han mente det oprigtigt, hvorfor bød han selv ei mere, da det var hans egen Gjæld? Stinker anden Selvroes -- hvad infernalsk Duft maa da ikke en saadan have? Paa min moralske Sands virker den som Fræk- hed, og det som en, der maatte pirre til Latter, om man ikke følte Medynk med de arme Folk, der lide ved slig Godhed. 10. Hvor kleint bevænt det dog maa være med denne Godhed, sees af forhenciterede Bil. 2, samt af 3., der godtgjøre, at han hos den tiggefærdige Erik Jahnsen tog 5 Sp. for Møde ved en Contorist, Skydsgodtgjørelse (Afstanden 1/4 Miil) samt 10 pcto og 4 pcto til Incassator. De plumpe Forsøg paa at skyde Skylden paa Andre ere ogsaa at mærke, idet han siger "at det var muligt at en af hs Folk tog Eriks Kone noget følagtigt i Armen"; og i sin edelige Er- klæring til Amtet, at hans Contorbetjent ingen Ordre havde til at kjøbe Avlingen. Hvem vil troe, at denne afhængige Person gjorde det paa egen Haand? Der maa vel ogsaa have været noget galt ved det siden han undskylder sig saaledes med enhaandgribelig Usandhed. Det er derimod en Godhed af Praëm, at han slog 3 skyldige Spd: indunder de 8, han efter Bil. 3 for- drede for Møde hos den stakkars Erik. 11. Af Ps Bil: 30 sees, at han ved sin Contorist tog 8 Sp. Mødet paa Næs (1/4 Miil); samt 6 Mark for Kaldsedlen og 2 Sp. for Møde ved Commissionen. Man kan befæstes i sin Tillid til P's gode Attester og Vidnes- byrd, naar hermed confereres Forligelss-csær Legangers Erklæ- ring; og ved at læse hint Bil: i sine store Tanker om den praëmske Humanitet. 12. Af Bil. 36 sees, at P. hos Ole Brustad, en meget udarmet Mand, paastod sig ved godvillig Auction forlods 6 Sp. Ligesaa ved at møde ved Agent Julsrud. Og af Bil: 37 -- 12 pcto. Samt staaer der: "I Incassationssalar reserverer og betinger jeg mig 8 pcto". |
| d.V,b.2,s.224 |
Pram erkjender ligeledes at have, forat udbetale ham paa Haanden givne 125 Spd. taget 5 Sp. Dette er netop Renter af Summen for 1 Aar24. Det er disse Folk, som Pram, "efter sin Skik, ikke vil lade mere end høist nødvendigt føle, at de mod- tage Velgjerninger." Jo, de føle det! Ovenstaaende er uimodsigeligt. Men da P. truer med at gjæste disse Folk, der neppe have Brød til Munden og som bestaae af en syg Mand og 7 Børn, for endnu Tilgodehavende, saafremt jeg ikke erkjender, at dette er Tilfælde -- da betænker jeg mig al- drig, naar Kniven saaledes sættes mig paa Struben, for saa let en Priis at kjøbe disse Folk Fred og Roe og Frihed for et sligt Besøg som Procurator Jens Obel Praëms. 13. Ps Bil. 18 viser, at denne Mand "der ikke regner det saa nøje med fattige Debitorer" tog Renter af 3 1/2 Sp. fra 17 Septbr til Januar25. Da deraf sees, at Lensmand Andersen var Creditor, er det rimeligt, at de 4 Mk Kari Graven mener -- og hvorfor 4 Tdr. Sædehavre er betalt -- ere noget andet. -- Efter Bil. 44 og 45 tog han 6 pcto foruden Omkostningsprocenterne 12. Efter Bil 24 -- 12 pcto samt Incassationssalar. 14. P. glemmer at han for Kaldskrivelsen -- Bil. 21 og 22 -- har faaet særskilt Betaling. Det er for det ene Forlig Bil. 23, at 15 Sp. toges af Ole Kind og 6 Sp. af H. E. Aalborg.(!) |
| d.V,b.2,s.225 |
Even Heiret har, tvertmod hvad P. siger, at han "ikke ander- ledes har villet hjælpe Hans E. Aalborg" (NB da den unødven- dige Exsecution for Hadelandsfolkene, der flere Aar derefter ei vare betalte overkom ham); men han har, formedelst Ps Troløs- hed "maattet" paa den Maade hjælpe ham. 15. Bil. 28, b viser, at P:, foruden de 200 Sp., havde et Forlig, stort 91 Sp. 96 &bmskilling; paa Jens Maler (der af Bil. 25 -- 27 sees at have om- trent paa samme Tid været i følgende Mænds Hænder: Prams, Kyhns, Bulls og Lütkens -- Alle bekjendte som strenge Penge- mænd); samt at dette heftede paa Gaarden, og var ikke -- som P. siger -- "udbetalt i 1825, forinden J. N. Malers Gaard blev solgt". Høistærede Dommer! hvad er dog dette for en Documentation! Yderst charakteristisk er Ps Roes af at den -- behandlede J. Nilsen vilde i et ydmygt Brev laane 3 Sp. mod Pant hos ham, somom heri laae Erkjendelse af quit imellem dem. Mandens stadige Be- negtelse heraf maa dog vel være bedre; ja indicierne til at han er, som man siger, bleven ret ynkelig oprykket behøve neppe den. 16. Ps Bil. 30 viser det Falske i Ps Skryderi om at Iver Julsrud betingede sig, at Exsecut: først skulde prøves hos Jens Maler; der staaer nemlig, at Iver Julsrud forlangte Exsecut: hos sig for ei ved at prøve hos den fattige Jens at forøge Omkostn. til Unytte. 17. At Praëm til sit Forsvar debiterer rene Usandfærdigheder be- vises af, at han erklærer, at i de 10 Sp. han "som ei bruger at belaste sine Parter" forlangte for Møde i det som aldeles armt udgivne Marthe Augustinusdttr Bjerkes Huus, var iberegnet Fog- dens, stort 1 Sp. 52 Sk. Men der staaer dog paa Exsecutions- forretningen af 3 April/30 med Prams egen Haand: "Med Tillæg af Exsecutionsomkostng 51 Sp. 54 &bmskilling;. betalt Praem". Disse udbringes ved 40 Sp. -- Salar. 10 -- Møde 1 Sp. 2 &bmskilling; Exsecutor. Mig forekommer det endogsaa forbrydersk i en Rets- sag saaledes at lyve. 18. At P. altid for sine Møder bedre salareres end Fogden, er der mange Syner for Sagen for. Men, at han tager 8 Sp. hos den |
| d.V,b.2,s.226 |
fantprocederte Bjertnæsmand -- Bil. 10 -- mens han "holder Manden for fattig til at tage Udskrivt in forma" af sin Velfærds- sag -- det gjør denne pretenderede Skaansomhed forfærdelig problematisk. Saaledes "Som Røg i Luften hen de Dyder drage, og Lasters Kul alene blier tilbage." 19. Der staaer ei som P. Bil. 7 anfører, at det Mere til Laanet skulde tages "af det Lysager-Enken tilloddede Beløb"; men af Auctionspengene mod at hun skulde godtgjøres af hendes Børns og Steddatters Arvelodder. Dette Urigtige i Prams Documentation er vigtigt baade fordi det er en Forseelse af P. at documentere saaledes og med Hensyn til de 29 Sp., som Formynder Jens Braaten beskylder P. at have forholdt. Jeg skulde afholde mig fra videre Prøvelse af de Humanitets- Exempler P. anfører til sit Forsvar, dersom deres jammerlige Beskaffenhed, Frækheden i at paaberaabe sig sligt, og i at be- nytte den upaalideligste Documentation og selv deres Indhold af Beviser paa en høi Grad af Egennytte, Udsugelse og Inhumanitet ei gav de Forbrydelser, som senere skulle opstilles, istedetfor et mildnende Lys tvertom en skjærende, men til dem passende Skygge. Visselig, de Dyder eller gode Gjerninger han paabe- raaber sig ere hans Laster eller onde og uretfærdige Gjerninger saa lige som Skyggen Legemet; og der er ikke -- som jeg troer at have beviist -- stor Forskjel paa at være Gjenstand for hans Barmhjertighed eller Ubarmhjertighed. Det er saa, at Vidnet Lundberg har erklæret, at P. har be- handlet ham meget skaansomt; men ligesom dette intet releverer, saa er det et rimeligt Spørgsmaal: hvilke særegne Forhold kunne her ikke tænkes, om de end ikke ere saa intime som de med Leganger, Agenten Julsrud og den gamle snurrige Patron Werner -- Kyhn og Hauge ei at forglemme -- ; men snarere af den Art som Wolds, Lars Næs' og Andres, der, som de sige "endnu ikke ere ude af hans Kløer". Imidlertid ere de fleste af de Meriter, som P. give Charakteren Rosværdig, af hiin Beskaffenhed, saa jeg maa omnævne idetmindste endeel deraf F. Ex: 1 tilbake Anm: C.fr. med "Opfordringen" Modpartens Sigende: "at jeg har villet fremtvinge denne Sag"(!) 2 tilbake Cfr: Præmisserne i Gbrand Tønsagers Sag. 3 tilbake Anm: Hvad angaaer Modpartens Intention af Udtrykket "Em- bedsfortabelse", da erklærer Amtet: "at dette maatte være Føl- gen om Beskyldningen bevistes". Jeg har altsaa ei, som paa- staaet, forstørret nogen Brøde. 4 tilbake Anm: Hauge siger -- "da Indstevnte fremtraadte som Al- muens Beskytter"(!) 5 tilbake Just.Dep: har ogsaa lagt betydelig Vægt paa P's slette Rygte. 6 tilbake P: indrømmer selv, at han før Fiendskabet med mig havde Vanrygte. "Dette (hans retfærdige (?) strenge Færd) maatte avle Bagtalelse og Løgne; naar da disse naaede en Uven, der med Evner forente Spottelyst, med rosværdig Iver forat hjælpe for- mentlig Forurettede Lettroenhed osv -- kort naar de naaede Henr. W. da maatte de hos ham blive en brusende Strøm. Saa- ledes bliver han ved at deducere Nødvendigheden Ansvars-løsheden af min Adfærd mod ham. 7 tilbake Anm: Forsaavidt der i Dep.Indstillingen staaer, at jeg tildels kom til Chria i den Hensigt at bevirke P. dragen til Ansvar: da ved jeg ei hvorpaa saadant Yttrende kan grunde sig. Ansøg- ningen er ei af eller ved mig forfattet. Muligt dog, at jeg ved samme Leilighed, paa Anmodning medtog Brev for L. Dønnum til Fin. dep. Dog vides Intet herom. Beviis for at min Hensigt var den her angivne kan produceres. 8 tilbake Ja, Regjeringen, som har handlet i Vedtagelse af dettes Ind- stilling. 9 tilbake ikke absolut, naturligviis; men umulig med Hensyn til Mbldets Rum, til Tid og Omstændigheder. En Specificeren skulde tillige maaskee have udsat mig for at lide Straf fordi jeg ikke fuldt beviste det mindre, medens jeg gjorde det med det Vigtigere og Fleerheden af Klagerne -- dette dog Forudsat den Urimelighed at Sagen udgrentes i saamange Sager som Anker. Men noget Saadant kan nu ikke falde i Tan- ken engang, saadan som denne Sag er. 10 tilbake Anm. Forfatteren af "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge mod den norske Stat", actioneredes ikke. Da Hansenere, formedelst de heftige Angreb, dette Skrivt vakte, betit- lede det "Forhold": saa erholdt han ligesaa mange Irettesættelser for denne "upassende" Redaction, og det erkjendtes at intet andet Ord end "Forbrydelser" lod sig bruge baade fordi Sproget intet ligebetegnende ejede og for Sandhedens Skyld. Hvad vilde jeg vel udtrykt, om jeg havde skrevet "Forhold"? 11 tilbake Præsidenten i Sthinget turde i sin Tid der omtale P. ligesaa drøit som jeg -- kun mere omskrivende. 12 tilbake Hauge bruger selv et saadant ampelt Udtryk om Pram, hvor han indrømmer En og Anden Grund til at troe at P. har søgt ved nogle Leiligheder ubillig Fordeel. Ubillig Fordeel passer baade paa Bedrageri og paa Falskhed og paa Dyrhed. Især for Sagføreren bliver dette Udtryk tvetydig og prægnant. 13 tilbake Hermed er jo dog derfor ikke sagt, at Ubetydeligheder, blotte Forseelser skulde kunne være nok. 14 tilbake Det Sandsynlige er altid i Anklagedes i min Favør. 15 tilbake NB. Disse Love findes endog skrevne i Nationernes Tanke- sprog og i Sædelæren. Saaledes f. Ex: "læg med den venstre hvor den høire mon saare" ofl. deslige. Ja endog for Dyrene har Mskeligheden sin Beskyttelsescodex. "Bind ikke Munden til paa den Oxe som tærsker" osv. Disse Humanitetens Love ere et med -- almindelige Pligter. 16 tilbake NB. Jeg appellerer her til den ærede Dommers eget Kjend- skab til Publicums Tanker om P. Der er 1000der til i Norge, som troe med mig at P. er en "Forbryder mod Stat og Mskehed". 17 tilbake Anm. Man kan maaskee sige at Udtrykket quæst: er af mig fortolket i min Placat med Udtrykkene "forskjellige formentlig uretfærd:, udsugende og lovløse Hdlinger som især have faldt min Sambygdinger til Lidelse".Dette vedstaaes. Jeg veed endnu ikke hvorledes jeg bedre skulde forklare det. Det falder ogsaa sammen med Just:Dep: Indstillingens. 18 tilbakeNB. Ordene ere: "Avlingen blev opraabt samlet for 21 Sp. 66 &bmskilling;, hvor efter det ved Bud og Overbud blev opdrevet til 26 Sp. 19 tilbake NB. Maaskee dog denne Sag har været for Andre. -- 20 tilbake Bil. 17 viser nok en Proces P. har havt for Voldsgjerning. Men ogsaa den er udenfor de 8 Fredsaar rigtignok. Den hei- retske Proces kan ogsaa regnes til Ps; da han og Part dømtes in solidum. 21 tilbake P's Skrivelse af 18 Juli/33 siger, at de 50 Sp. skulle være Afdrag paa hans Gjeld i det Hele. Han, Christen, bliver saa- ledes ikke den Eneste, om hvem jeg kan have den glade Tanke, at denne Sag bevirker dem Godtgjørelser om end kun nogen og sildig. -- 22 tilbake En Arvecapital nemlig som tilhørte 26de eedfæstede Vidnes Ole Findstads Kone. Denne gik med -- siger V -- "efterat P. og Kyhn havde faaet fat i Grinden", og P. siger han afskræk- kede dem fra Proces derom, da han sagde denne vilde koste mere. -- Det forekommer mig dog som om Trediemands Penge ei kan røres. Dommerne afgjøre dog om heri er noget ulovligt! om Fornuften heri bedrager sig! 23 tilbake NB. Hauge siger "at af O. Kneppes Gjæld var 26 Sp. be- talt. Mod at erholde 24 Sp. skulde Resten = 0 eftergives.Udmærkede Godhed! 24 tilbake NB. Det odiøse heri søger han at skjule ved en under denne Sag f. A: tilsat Anmærkning. En saadan bagpaa Bil. 38 synes at vise hiin Ps fabuløse "Bogs Usikkerhed; thi, efterat der først var skrevet, at Debitor fik Lov selv at reqvirere Auctionen for større Tilløbs Skyld, staaer der nu "men den var, efter min Bog, re- qvireret af mig. 25 tilbake NB. Af P's Brev til Ræder (Anh. a til Bil. 4) sees, at han endog beregner sig Renter for 8 Dage, og det af Folk, han har suget noget rædsomt tilforn. Det er samme Mand, som negter en Formynder Johannes Ve- stengen Renter af Penge han i 10 Aar har sat inde med, og det efterat han af Sskriveren mundtlig skrivtlig er nævnt. -- |