| TIL RETTEN INDLÆG I SAG ANLAGT AF PROCURATOR PRAèM MOD CAND. THEOL. HENR. WERGELAND FRA HENR. WERGELAND. FIAT JUSTITIA! Eidsvold i Januar 1834. A. Jeg vil gaae ligetil Sagen. Gaardermosagen har viist mig, at den Uskyldige bør ikke bebyrde sig med Anstrengelser for sin Frelse. Men jeg troer netop at gaae ligetil Sagen, selv saadan som den er efter Beneficiets Indskrænkelser, om jeg kaster et, paa Ære og Samvittighed, ved al Edens og det Helliges Magt be- kræftet sandru og klart Lys over de dels foregaaende Led dels mellemliggende Led af Modpartens og mit gjensidige Forhold. | |
| d.V,b.2,s.176 |
Dette er nødvendigt, da de ere, af let forklarlige Grunde, der maae søges i Modpartens Bevidsthed, af denne uberørte -- da de godtgjøre, at Annoncen quæst. var en nødvendig Følge deraf -- og da deraf vil blive klart hvor haardeligen det Menneskelige i mig var bleven krænket før jeg fristedes til at concentrere mit Om- dømme om min Fiende saa skarpt, men derfor ikke just bestemt nok, som skeet er. Man skal see, at jeg, før jeg greb til dette Nødværgeskridt, hvortil jeg nys tilforn af P. offentlig var opfordret, havde af egen Erfaring maattet opgive al Tro til Modpartens Redelighed mod mig, alt Haab om at Den skulde standse sine Forfølgelser, som benyttede Vidnets Hellighed til paa det grusomste at fornærme mig ved en uopfordret afgivet mageløs Række af Injurier, mens han vel vidste, at Sagen, hvorunder de afgaves, ved sine Byrder, samt oekonomiske Hensyn, forbød mig at gaae Rettens Vei da med ham; og som lagde Dødshadet for Dagen i den aabne Er- klæring, at han ved at nedbryde min Ære havde til Hensigt at ødelægge min Velfærd, at gjøre mit hele foregaaende Livs Bekost- ninger og Anstrengelser tilintet. Jeg abstraherer min Person herfra; og min Natur og vel en- hver Andens, oprøres ved det Djævelske og Forbryderske mod al Menneskelighed i en saadan Plan, men studser ved Frækheden i at turde under selv en Rets Øine lægge den for Dagen. Og vil da nogen forundres over den Stilling jeg har sat mig i, eller ret- tere saaledes er bleven sat i, til en saadan Modstander, eller over at et saadant Gemyt maner Nemesis over sig, og faaer lære at svale sin glødende Hevn og sone sine Idrætter med Klager over sig selv? Min Advocat har tilfulde godtgjort Tilværet in casu af retorsio injur: -- Men skulde noget Beviis herfor gjøres behov for "Candi- daten til Tugthuset", "Løgneren", "Drukkenbolten", "Falskneren", "Oprøreren" osv.? eller for Den, der erklæres saaledes injuri- eret og derfor injurieret, at alt hans Fremtidshaab kan vorde tilintetgjort? -- ikke at tale om, at disse Capitalinjurier gives en snigende Offentlighed, forvandles i Afskrivter til vandrende Pas- quiller, og endelig offentlig erklæres, at være Pressen emnede. Alt dette maa være Dommeren bekjendt, og jeg appellerer til det Indtryk det gjorde paa hans Gemyt. Min Advocat har dog godtgjort retorsio alene efter disse data, |
| d.V,b.2,s.177 |
og de vare tilstrækkelige, og maae efter al Lov og al Følelse være det. Imidlertid gives der andre, som vare ham, men ikke Praëm ube- kjendte, ihvorvel han har troet at finde sin Regning ved at fortie dem, fordi de røbe lumpen Adfærd mod mig og kuldkaste ganske det Beviis for primus aggressus fra min Side, som han vil hente fra Mbld 268 for 1829. Fordølgelsen heraf har kun viist, at Underfundighed og Klogskab ere forskjellige. Før jeg kommer dertil, vil jeg dog, -- baade for ret at iagttage den chronologiske Orden, jeg for Sandheds og Klarheds Skyld vil vælge i Fremstillingen af vort Forhold, og forat bevise, at Praëms slette Rygte og Medfølelse for Andres Lidelser ved ham har ud- øvet sin fulde Indflydelse paa min Færd og forædler mine Bevæg- grunde, samt forat lægge for Dagen, hvor aabent og oprigtigt jeg har behandlet ham i en Charakters Aand, der ikke kan handle anderledes, -- her forudskikke et Træk, hvis Betydning er let at udfinde. Fra Aarene 1825 -- 27/28 omgikkes jeg Praëm venskabelig. Da hændte det en Sommeraften, efterat jeg i længere Tid havde været borte fra ham, at Ritmester Schilling og jeg rede ham forbi ved hans Gjærde. Praëm raabte os an, inviterede os, og spurgte mig, hvorfor jeg havde været saalænge borte. Jeg opgav ham da Grunden, at være den, "at jeg i den sidste Tid havde hørt, at han skulde være slem med mine Sambygdinger -- at jeg fore- trak at gjøre deres Sag til min, og at erklære ham, at jeg, hvor ilde end for Selskabeligheds Skyld, under saadant ei kunde være hans Ven". Da jeg troer, at jeg detallierede det jeg havde hørt noget nøjere, skjød Praëm til Vidner; og 1 eller 2 Dage derefter havde jeg en Stevning, som af min Fader og mig paategnedes, paa Halsen. Dog kom det, jeg veed ikke hvorfor, ikke videre; og en 3/4 Aar efter hang vor Omgang, som man siger, igjen saa- vidt sammen indtil han tog Parti med en saa rasende Iver i Gaardermosagen eller indtil Stykket i Mbldt 268/29. Min Opførsel heri tør jeg indstevne for alle Ærens Domstole, for enhver hvor Oprigtighed og Aabenhed gjælder; derimod er Praëms Frafald af Sagen mistænkelig nok især paa Grund af senere Udladelser til mig seenhøstes 29 "at han vidste nok, at jeg holdt Øje med ham; men at jeg ikke maatte troe ham saa slet Jurist, at han ikke, om han gjorde noget uret, skulde vide at cachere sig". Disse ere hans egne Ord; -- jeg behøver ikke at sige, at de bidroge sit til at ud- |
| d.V,b.2,s.178 |
danne det Begreb om hans moralske Beskaffenhed, som fandt Udtryk i Annoncen quæst. Hiin foregaaende Begivenhed faaer baade heri Betydning des- foruden, at den giver en Formodning for mig, at jeg altid har behandlet Praëm med samme Ærlighed og Oprigtighed, hvorpaa jeg gav ham et saa utvivlsomt Beviis -- at min Uvilje selv nu senere, da personlige Fornærmelser paa Ære og Velfærd kom til, dog altid er gjennemstrømmet af stærke Aarer af uegennyttig Medfølelse, og at den lader slutte, at saa forskjellige Charakterer maatte være fatumstemplede til Fiendskab. Det kommer nu kun an paa at opklare, hvem der først greb til Offensiven, og hvor- for. I hine Yttringer antyder vel P., at han mistænkte mig for Rustninger; men man lægge Mærke til, at de faldt efterat P. havde taget en Rolle i Gaardermosagen, som han vel førte saa offen- sivt som muligt, og efterat han, som han selv har bekræftet, havde forsikkret mig om aldeles ikke deri at ville optræde. Den Dristighed, hvormed han i den Sag injurierede mig, viser ogsaa at han neppe frygtede forat jeg skulde have Evne til at skade ham. Min Advocat begrunder nu sin Formening om Praëms primus aggressus paa hans Opførsel i hiin Sag. Praëm derimod sin om primus aggressus fra min Side paa et i Mbldt 268/29 indrykket anonymt Stykke, hvori han anser sig injurieret. Dette har han gjort til sin Angrebsbasis i Gaardermosagen og i denne Sag til basis for sit Forsvar. Ganske har han undladt at berøre hvad der i denne Anledning er passeret os imellem, afgivende kun dermed ogsaa for Retten et Beviis paa den Troløshed, hvor- for -- som man skal see -- jeg var saalænge et Offer til et aaben- bart fiendtligt Forhold var at foretrække med en Mand hvem et- hvert Vaaben var brugeligt fra den offentlige Injurie til det i For- troende givne Ord, der skulde brydes. Jeg vil ikke commentere over hiint Stykke. Det er nok, at af al Praëms og Hauges forente Undersøgelser kun resulterer den Forbrydelse, at jeg brugte Bogstavet "P". Et andet Bogstav skulde maaskee blevet ligesaa farligt. Men idet Hauge gjør sig al Umag forat paavælte Navnet "Praem" alle de lumpne Streger, der ud- fylde Bogstavet "P" til en foragtelig Characteer uden derfor just til nogen levende og virkelig Person, begaaer han den lille Buk at forglemme, at Praëm selv i Mbldt. 273/29 har erklæret "at det alene er af enkelte Tirader, sigtende til politiske Meninger, og nær- |
| d.V,b.2,s.179 |
værende Indsenders i den Anledning forhen fremførte Yttringer, at han finder sig beføjet til at antage, at det er ham som der er meent". Praëm har altsaa selv offentligen erklæret, at det er kun af be- tegnede politiske Meninger han slutter, at han er ment. Var det nu end saa -- naar regnedes Bebreidelse for politiske Meninger til In- jurie? Derimod bedes bemærket af samme Bilag de aabenbare For- nærmelser mod Siful Sifadda, hvilket Navn ingensinde er blevet forvexlet med noget andet end med mit, endog før dets Con- formitet dermed vedgikkes; og at Praëm erklærer at ville, om han "efter anstillede Undersøgelse skulde finde de grove Be- skyldninger virkelig sigtende til ham", sagsøge mig. Dette er ikke skeet. De "anstillende Undersøgelser" maae da naturligviis have ladet Praëm finde, at de grove Beskyldninger ikke virkelig sigtede til ham. Hvor bliver da af mit aggressur? Fritager Nogen mig derfor paa den offentligste Maade, da er det jo Praëm selv. Men, vel at mærke, han gjør det under Fornærmelser, der paavælte ham selv aggressuret. Et Menneske, der var ærekjært nok til at frasige sig en mod ham galant Mands Venskab, da han fik Troen ihænde om hans Uværd, henfører visselig ikke Charakteriserin- ger som et foragteligt Menneske uden til de bittreste Krænkelser. Men skulde mine Dommere endnu tvivle paa, at jeg maa fritages forat ansees som aggressor, da vil bilagte Erklæring af 6.Nov./291, der af Praëm var antagen som fyldestgjørende, aldeles ophæve selv ethvert Skin, der isaahenseende kunde være imod mig. Intet Ord skulde angaaende denne Sag mere behøves, dersom ikke Praëms Adfærd i den Anledning kastede et saadant Lys over hans Charakteer og Sindelag mod mig, at en med Beviser forsynt Fremstilling deraf bliver nødvendig; og det saamegetmere som den bidrog mere end alt andet før Defensionsskriftet for Lie til at uddanne det Totalbegreb hos mig om Praëm, for hvis Rigtig- hed jeg skal gjøre Rede. Jeg skrider altsaa videre frem i Begivenhederne ham og mig imellem. I Mbldt No 275 viste sig 2 anonyme Stykker -- begge af Praëm, |
| d.V,b.2,s.180 |
hvorom Mbldts Red: er besørget beskikket -- og hvoraf det ene, undertegnet N. N., paa det skamløseste, under Skjældsordene "Haabløs-Villigliderlig" og "Sviinfuld Supekjær" m: m: giver mit Rygte tilpriis; og ved samme Tid optraadte Praëm i Gaardermo- sagen, hvor han strax begyndte med en Vidneførsel om hvor dybt jeg stak i Glasset hos mine Venner m: mere, der bittrere end alt andet maatte oprøre mine Følelser. Hans Ondskab gik til den unaturlige, Menneskeheden oprørende Yderlighed, at jeg maatte tye til Commissairernes Mellemkomst, fordi Praëm truede mig med at ville lade Vidner spørge om Usædeligheder af mig "hvilket -- som han sagde -- vil gjøre Deres Fader, som kommer tilstede, godt, naar han hører det midtimellem sit Sogns bedste Bønder". Det vilde være at tænke slet om det Menneske, om hvem man ikke antog, at han, ved at høre dette, følte al menneskelig Fø- lelse i sig oprørt. Det var idetmindste Tilfælde med Dhrr. Com- missærer. Disses Erklæring om Sandheden heraf haaber jeg at kunne bilægge. Indtil da er dette Træk overladt Praëms Beneg- telse, om han skulde rødme saameget over sig selv. Den skal dog staae lidet til Troende hos Forf. til hint Defensionsskrivt og hos Den, der søgte en, rigtignok mindre, Triumf i dog at benytte Faderens og Almuesmændenes Nærvær til at lade den 21aarige Søn og Den, der ofte prædikede for dem, undergaae Forsmæ- delsen af offentlig Undersøgelse af hvad og hvormeget han drak til Gjæstepiben. At jeg selv skulde opdigte noget saadant mig beskjæm- mende, der ligger i hiin P.s Intention, som alene ved Commissærer- nes Mellemkomst forblev dette, vil vel Ingen tænke. Rimeligere er det at antage, at den vakkre Plan mod min Velfærd, som paa sidste Side af Defensionsskrivtet saa naivt aabenbares, allerede da var undfangen i den Sjel, der saaledes med stedse fremskridende Tyde- lighed udfoldede sin Afskyelighed for mig. Dette stærke Ord er Udtrykket for det -- Afsky -- , der stod malt i Commissærernes Ansigt, da jeg maatte raabe dem tilhjælp. Men der skulde end en Fornærmelse, en Underfundighed, der skulde forspilde min Ære i Publicums Øine, til, før jeg fik Overbeviisningen om at Praëm var en saa slet Person, at vel alt det Onde og Haardhjertede, jeg hadde hørt om ham ellers, stod til Troende. Ved denne Tid, først i Nov/29 stundede en Fest i vor Familie til. Forat Nabofamilien, hvori Praëm er bleven indtagen, skulde deri kunde deeltage, og Praëm bringes til senere [at] iagttage et |
| d.V,b.2,s.181 |
mindre krænkende Forhold i Gaardermosagen, indgik jeg paa at give ham hiin Erklæring (Bil. 2) betræffende Opsatsen i Mbld No. 268, paa Praëms Overtalelse, saasom jeg ikke troede en saa- dan Erklæring nødvendig og ufortjent af En, der senere offent- lig og under Sagen paa saa mange Maader havde krænket mig, og med den udtrykkelige Betingelse, at Praëm skulde give mig en lige fyldestgjørende Erklæring betræffende de Siful fornær- mende Opsatser i No 373 og 375. Da min Erklæring var ned- skreven paa Praëms Contor, hvor det efter Aftale skulde skee, og ham, da den var tagen god, bona fide levert paa Stedet 3 Dage før Festen, gav han Spisetid til Undskyldning forat han ikke strax kunde meddele mig sin, hvorimod den om et Par Dage og inden Festen skulde afgives. Dette skede ikke -- Festen kom og Praëm med -- Maanedsdag derefter kom; men endnu ikke den belovede Erklæring, som var en Betingelse for min. Der- imod hørte jeg at Praëm tog Copier af min og viste den til For- skjellige; saaledes at han noksom, foruden ved at beholde den, lagde for Dagen, at han tog den tilfyldest, og ansaae formodent- lig dermed de "Undersøgelser anstillede" saa tilfredsstillende, at Sag maatte falde bort. Min Erklæring var afgiven, antagen og benyttet -- den, jeg skulde have i Udvexlingsmomentet, men betroede ham paa Æres- ord at levere om et Par Dage, forholdtes mig alt til ud i Julen paa 8de -- 9de Uge. Da jeg imidlertid ahnede, at jeg var bedragen, æskede jeg omtrent ved 12te Decbr enten min Erklæring tilbage eller den belovede fra ham igjen, hvorpaa jeg modtog Tilstaaelse forat min Skrivelse af 6te Nov: var modtagen; men ikke et Ord om nogen Gjenerklæring. Derpaa tilskrev jeg Praëm under 13de eller 17de Decbr. følgende Brev, der unegtelig klart belyser vort daværende Forhold. [Her følger Wergelands brev til Praëm 13. december 1829, se s. 92 ff.]. Da jeg i dette Øjeblik gjenfinder Copien af ovennævnte Brev til Praëm, som jeg formente skreven ved den 12te Decbr, vil jeg ligeledes indtage den her: [Her følger Wergelands brev til Praëm 12. december 1829, se s. 92]. |
| d.V,b.2,s.182 |
Jeg antager nu, at en senere Anmodning om at opfylde Æres- ordet er tilstillet Praëm omtrent ved eller i Julen f: A.; og i Til- fælde at den skulde endnu være i Praëms Eje, opfordres han herved til at fremlægge saavel den som øvrige paaberaabte Origi- naler, saameget mere som jeg kun har havt abbrevierede Af- skrivter at gaae efter, om hvis Tilvær og Beskaffenhed Vedkom- mende skulle faa Syn for Sagen. Jeg antager nemlig, at kun en Skrivelse af mere Virkekraft end disse og maaskee flere andre, som kanskee endnu ere i Praëms Eje, kan have bevæget Praëm til en Aften sent ude i Julen at gjæste mig betræffende denne Sag, hvorved vi toge min Fader til Mellemmand. Da han hørte Sagens Sammenhæng siden hiin Dag i Novbr. kunde han natur- ligviis ikke andet end at forholde med mig Praëm den Behand- ling jeg havde lidt for min Godtroenheds Skyld, og at Praëm havde at vælge imellem at opfylde sit Løfte med en fyldestgjørende Gjenerklæring eller og at give min Erklæring tilbage forat den ikke skulde misbruges mere end allerede skeet var. Praëm afgav da paany Beviis forat han tog min Erklæring for god derved, at han, forsøgende forgjeves nye Udsættelser under Paaskud som f. Ex, at han skulde i Selskab, conciperede tvende Gjenerklæringer betræffende Stykkerne i No 273 og 275; men som hverken god- kjendtes af Mellemmanden eller af mig, hvorpaa han da endelig maatte gjengive Erklæringen fra mig, -- det samme Document som Bilag 2. Da det først er her jeg træffer sammen i Begivenhederne mel- lem Praëm og mig med min Advocat, vil jeg standse lidt forat gjøre opmærksom paa hvad der af foregaaende Fremstilling maa uddrages: 1) Hvor skjærende falder ikke Contrasten i Øine mellem min aabne, oprigtige og godtroende Færd og Praëms fordækte, al Ære, Tro og Love haanende? 2) En saadan Handel som Erklæringens Udvexlen har altid hørt under Ærens Domstol; og kan Forholdelsen af en belovet og betroet Gjenerklæring derfor forsvares, mens den bona fide af den ene Part afgivne benyttes i Afskrift og ved Fremviis- ning? Er dette ikke en vis Benyttelse af Andenmands Gods, der kun kunde blive Ejendom naar Modpantet var givet? 3) Maatte ikke denne Behandling baade vække Uvilje hos mig og en ringe Mening om Praëms Redelighed? |
| d.V,b.2,s.183 |
4) Maatte ikke det Slette, jeg havde hørt om Praëm vinde Til- tro i et Gemyt, der saaledes var forberedet af P. selv til at troe hvad Slet det kunde være om ham, idetmindste hvad Mangel af Ærlighed og Æresfølelse betræffer? Og maatte denne Behandling ikke oprøre en ung Akademicus, der havde lagt et aabenhjertigt Sind for Dagen og det gjentagne Gange mod P, maaskee mere end andre? 5) Da Praëm paa flere Maader havde lagt for Dagen, at den efter Overenskomst afgivne Erklæring, at han ei var ment med P. i Mbld: No 268/29, var godtagen, bortfalder Vægten af al Argu- mentation forat jeg, som Forf: af nævnte Opsats, skulde være Aggressor injurians, og derved have givet Praëm nogen Und- skyldning dog for hans senere Fornærmelser. 6) Jeg havde, ved at afgive tilfyldesttagen Erklæring gjort alt mit forat tilkjøbe mig en anstændig Medfart i Gaardermo- sagen fra Praëms Side. 7) Mine Breve under al denne Tid, som Modparten vil gjøre til den der ynglede hans senere Fornærmelser, vise den største Maadeholdenhed, intet fiendtligt Sind, og en ufortjent Skaan- sel, medens Gdermosagen førtes paa det begyndte hadefulde og fornærmende Viis og medens min Ære gaves til Priis ved den ugjengjeldte Erklærings Misbrug. 8) Efterat jeg havde fralagt mig paa fuldstændigste Maade, der kun manglede den belovede Gjenerklæring, at have fornær- met Praëm eller Nogen med hiin Opsats, blive Angrebene i No 273 og 275 mod Siful Sifadda staaende som første aggres- sur, som første offentlige Injurieren mod mig fra Praem. 9) Praëm handler ikke redeligt heller i denne Sag, mod Retten og Sandheden ved at have fortiet disse Omstændigheder, hvis Vigtighed er indlysende i mere end i charakteristiske Hensyn, og hvis Fordølgelse forrykker Punktet hvorfra man maa gaae ud. Jeg har ogsaa Grund til at betvivle, at de have været hans Sagfører ubekjendte, da Praëm lagde intet Dølgsmaal paa Erklæringen, mens han havde den ihænde. At jeg havde givet Praëm en Æreserklæring, uden selv at have faaet nogen, var Rygte i Bygd og By; og hvad Indfly- delse dette maatte have paa min voxende Overbeviisning om Praëms sedlige Uværd er vel klart for Andre ogsaa end den Lidende. Men idet jeg lægger dette for Dagen har jeg det |
| d.V,b.2,s.184 |
Haab, at Oprigtighed, der har, som man seer, skadet mig, ogsaa engang vil og maa geraade mig til Frelse. -- Havde jeg nu tilforn lidt en Behandling af Praëm, som maatte vække dyb Foragt for ham hos mig -- havde jeg allerede tidlig lagt for Dagen et Indtryk af hans Vanrygte for Plagerier mod mine Sambygdinger, hvilket neppe kan tilskrives nogen anden Natur hos mig end en, der ikke er uden Krav paa Agtelse -- havde jeg, da Praëm troede sig fornærmet af mig, beredvilligen rettet hans Feiltagelse og givet ham al den Opreisning som stod i min Magt, og faaet den uværdigste Behandling til Tak: -- da maatte jeg af Indlægget fra Praëm i Gdermosagen vel overraskes, opfyldes med den bittreste Harme og erkjende, især naar P. selv sagde mig det i sit Product, at jeg havde med en Æres- og Vel- færdsfiende at gjøre, hvem intet Middel var helligt. Og hvilket Middel skulde være helligt for en Hensigt, som den han paa Slut- ningssiden erklærer for sin? og hvilke Midler har han ikke brugt? Jeg vil opregne disse, og fremstille den Masse af Injurier, som maatte til før jeg opbragtes -- de oprørende Angreb paa min Ære før jeg derved fristedes til at angribe hans under Selvforsvaret. I Gaardermoindlægget altsaa -- som begynder med den Forsikkring at P. "vil forbigaae enhver overflødig Ytring, der ikke kan vedkomme Sagen", og som ender med den Erklæring til "Dem, som maaske kunde forundre sig over Tonen i Indlægget", at han seer enhver Fornærmelse mod den milit. Stand, som desuden indbefatter hans kjæreste Venner, i "saa strengt Lys som muligt", og hvorefter han tillægger: "jeg har altsaa kun skrevet efter min egen Følelse" -- i hint berygtede Pro- duct angiver han som Grund for den antagne "Tone" (og hvilken mellem Fornærmelserne her bliver den 1ste: Totalsummen af tiltalte W.s imod Statens, Moralens, Sædeligheds og Beskedenheds Love, mod Sædvaner og Vedtægter, ja imod den af ham som theol. Cand. aflagte Eed stridende Hand- linger vil styrke Vidnernes Prov om hans forbryderske Adfærd'2. Derefter iklæder Sagføreren sig "det edfæstede Vidnes" Hellighed og fortfarer at udtømme sine "egne Følelser" i en Række Injurier |
| d.V,b.2,s.185 |
der snart gaae til 6 -- 21 -- 2 og 6tes Massivitet snart ere mere be- regnede paa at saare det unge Menneske og den theol. Candidat, snart paa at fremstille mig fra den farlige Forbryders snart fra en beklagelig og foragtelig Side. Vi skulle see om al verbal Injurieren3 ikke er udtømt i følgende, der commenterer hiin Grund og supplerer Totalsummen ud af mine stridende Hand- linger (eller Forbrydelser) mod Statens Love osv. (eller mod Sta- ten m m). Praëm fortfarer da saaledes, erklærende eller "bevidnende": 2. at jeg "varierede mellem dem, der kom paa Gmoen forat faae sig et Ruus, Kortspil eller andre lavere Tilbøjeligheder til- fredsstillede og dem der kom forat forstyrre den alm. Rolighed og krænke og fornærme Andre"; 3. "Huusejere kan skaffe sig Ro for næsvise Personer, Fylde- fanter (Jeg vil bruge bekjendte Ord) og desl. ved at lukke sine Døre og derved tillige sikkre sit Løsøre for Tyvehaand." 4. "W: havde, da det er temmelig bekjendt, at han med al sin Grovhed er meget feig, maaskee endnu ikke sat sig i den halv- berusede Tilstand, som var ham -- som Tilfælde med alle Cujoner, nødvendig forat kunne give sin Tilbøjelighed til at trodse den til- tænkte Luft"; 5. "Den ham egne Uforskammethed". "W's beskidte Virkelighed". 6. "Er det muligt at en studert Person, altsaa formodentlig et nogenlunde dannet Mske, kan opføre sig saa uforskammet, saa- ledes haane en lovlig Autoritet, trodse Lovene, dynge Brøde paa Brøde? at en tilkommende(?) Fredens og Sandhedens Prædikant kan i sine Skrivelser saaledes smøre Usandhed paa Usandhed og paalyve den og dem han saa grovelig har fornærmet, saa- danne gravamina? Jo, den der kjender hs vita fra den Tid han som allerede en lang Dreng slog Gen:procurørens Vinduer ind af bare Patriotisme, og indtil denne Dag kan troe dette." 7. "Jeg tør ikke benegte, at han hører til den Slags Msker -- de gives desto værre som saamange andre onde Ting -- der an- tage det for Patriotisme hvad fornuftige Msker, der mene det ærligt med Kge og Fdreland kalder -- Oprør!" |
| d.V,b.2,s.186 |
8. At jeg skal i et Selskab have sagt "det er skjændigt Tøi som staaer i Biblen, at man skal være Øvrigheden underdanig, at dette skulde brændes" -- en fræk Paadigtelse af Praëm og hvem anden! "Forargelse". 9. At mine Skrivelser "vrimle af Usandheder". 10. "Han erkjender altsaa, at han kun lagde an paa at forføre disse troe Tjenere af deres Pligt til at overtræde den. Han vilde saaledes ligerviis som den onde Aand som Slangen forføre og for- lokke til Brøde?" 11. "Det kan man kalde at lyve med Hardiesse og forene Trods med Hykleri". 12. "Retten overlades at afgjøre, hvorvidt W: kan agtes for et sanddru Menneske." 13. "Skulde Vagten have arresteret alle Fyldefanter, var Leiren bleven fuld af tildelsfulde Arrestanter: altsaa var Arrest sikkert uhensigtsmæssig med Hensyn til Wergeland". 14. Praëm paastaaer, at jeg i mine Indlæg modsiger mig selv. Dette hedder hos ham: "Fy, han maatte skamme sig saaledes at væve i Fylla!" 15. "Lie ansaae W med fuld Føje for en drukken Skøjer". 16. "Hos W. seer man Feighed med Lovstridighed". 17. "At jeg i Ullensager har brændt en Catechism fordi den indeholdt Treenighedslæren, og at man skulde udrydde saadant skjændigt Tøi hvor man fandt det". 18. "Ringeagt -- beskyldes jeg for -- mod agtv: Overmænd, Reli- gion, Sædelighed, Love og Statsborgeres Agtelse". 19. "En, der opfører sig som Pøbel maa taale den Behandling, som vitterlig er ene anvendelig paa Pøbelen". 20. "At jeg, (Pram), vilde billiget Lies Opførsel mod Fyllefanter af den simplere Classe". 21. "Jeg haaber, at W engang skal blive overtydet om at Lov- løshed ikke er Frihed, at det ikke er Frihed at haane alle Autho- riteter". 22. "Den ækleste Egenkjærlighed er, som bekjendt, den udeluk- kende Egenskab hos Patrioter af hans Slags. Patriotisme! Gud bedre os! Jeg kunde fortælle Noget, give et træffende Beviis paa et en saadan Patriot værdigt Kryberi af -- Slags. Dog det vil compromittere Andre. Derfor vil jeg dennegang forbigaae det; maaske jeg fuldstændig fortæller det næste Gang". |
| d.V,b.2,s.187 |
23. "Er det saa underligt, at W. findes skyldig i lovstridige og usædelige Hdlinger, naar man erfarer hvorledes han fordriver sin Tid? -- jeg formoder i Ørkesløshed og Lediggang". "Beskrivelsen i hans Faders Attest, at han intet ejer og ingen Indtægter har, passer kun paa en complet Lediggjænger. Hr. Cand. maa dog efter sin Alder og Størrelse kunne bestille noget Nyttigt". 24. -- "Vi see af Alt udenfor Sagen, at W. fremstiller sig for ethvert upartiskt Øje som en Synder". 25. -- "Jeg tillægges at mangle god C.stendomskundskab, som tillægges Lie. 26. -- "Det kan være ligegyldigt, om hs Far maa betale en stor eller liden Summa forat fritage Sønnen forat afsone Mulcten med Kronarbeide eller Sidden paa Vand og Brød. 27. -- "Det vil da blive klart, at W.s Ære ikke i nogen Maade stod til at forringe ved et fortjent Rap". Da jeg engang paa en Indbydelse til at danne et Sogneselskab i Eidsvold af Uvidenhed om Formerne havde kaldt den en Bud- stik, for hvilket Propos Lensmanden og jeg stod i Spidsen, saa- ledes, at jeg i fælleds Navn skulde udstede Indbydelser uden at noget om dennes Titel blev bestemt: saa begik Praëm den Dum- dristighed, forat dupere denne Mand og derved udbringe noget Skadeligt for mig, at tilskrive ham "at han (Praem), da han var anmodet om at anstille Undersøgelser om nogle saakaldte Bud- stikker, maatte spørge om dette ogsaa skede paa Lensmandens Vegne". Dette negtede Lensmanden naturligviis hvad Benævnel- sen angaaer, men vedgik at Sogneselskabsforslaget var fælleds. Da jeg skrev til Amtet, om P. af det "var anmodet om at an- stille Undersøgelser om osv." fik jeg Negtelse heraf til Svar; og fra Fogden var heller ingen Anmodning kommen.4 (Se Mbldt 39/31). For dette mit Foretagende, som maaskee mindst fortjente Daddel, og for andre Bestræbelser for lignende nyttige Indretninger faaer jeg ydermere disse Fornærmelser i hans Indlæg -- fra "jeg frem- lægger herved en Gjenpart af endeel af W udstedte "Budstik- ker" -- til "Forbedringshuus". Han synes imellem disse Citater ret at [. . . .]lere i Fornærmelser, somom han var piint af den Tanke, at der turde gives Dem, som regnede mig mine Be- |
| d.V,b.2,s.188 |
stræbelser i det kgl. Selskab f. N. Vels Aand til Fortjeneste. Saa- ledes da: 28. -- "Bønderne havde sandelig andet at bestille end at løbe efter at see -- Potatos' Virkninger paa ham". 29. -- Beskylder han mig løgnagtigen for i Oudal i en Samling af Bønder at være baaren bort af Fuldskab. 30. -- Beskylder P. mig ligefrem for Løgn  "man erfarer afLensmand Kaasens Erklæring, at W.s Udsigende at handle paa K.s Vegne ligefrem er Løgn". 31. -- "Hvem staaer nærmest for Touren til at ansees for Løg- ner eller Falskner -- W. eller Lie?" 32. -- Praëm siger, at "Straf paa Livet el. Fæstningsarbeide var anvendelig paa mig" for den Overskrivt "Budstik". -- 33. -- "Han er Candidat til det hell. Læreembede. Jeg vil, for hans Forældres Skyld ønske, at Domstolene ikke, paa Grund af fornævnte hs Adfærd, foreløbig ville ansee ham som Candidat til -- Tugthuset. Jeg troer imidlertid, at ogsaa han vilde isaafald afgive et nyt Beviis paa det Upassende i Benævnelsen "For- bedringshuus"." 34. -- "Hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade". -- Man troe ikke at disse mageløse Fornærmelse [r] , hvor Døds- hadet, den gediegne Ondskab og Impieteten stikker gysenopvæk- kende frem ikke skatterede men i al sin Nøgenhed hermed have en Ende. Nei! -- men mit Hjerte -- om jeg maa bruge en Talemaade -- vender sig i Livet paa mig paany, og en Stemning truer at paa- komme mig liig den, der gav Annoncen i Mbldt 105/31 sit Tilvær, om jeg skulde videre end jeg har gjort sysselsætte mig med dette af Uhumskheder og Injurier helt igjennem vexlende Skandskrivt. De Injurier, som ere opregnede, ere samlede med Lethed for- medelst Mængden, og de ville formentlig være tilstrækkelige til at vække idetmindste den Følelse hos Andre, som retfærdiggjør min, fandtes denne end, som naturligt, i højere Grad. Den har ingen Følelse, hos hvem dette ikke finder Sted, hos hvem Afsky ikke vækkes over en saadan Udtømmelse af Had, over et saa skam- løst Misbrug af Vidnehelligheden og over Hensigten mod min Vel- færd, hvori alle disse Ubluheder og Fornærmelser nedskreves og |
| d.V,b.2,s.189 |
endelig over Skandskrivtets Forvandling til Pasquil ved den Publi- citet Praëm vedgaaer udenfor Retten at have givet det5. Men skulde Wergeland ikke efterat dette saakaldte Defensions- skrivt kom ham ihænde have retorqueret dets Injurier? Com- missionsdommen siger saa. Nu, vi ville see, hvorledes de ere retorquerede. De ere det -- men NB kun efter Commissionens Mening -- i mit Hoved- indlæg af 28. Marz i disse Linjer: "Den Foragt jeg med en stor Deel af mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader mig uden Forbittrelse tænke paa de Fornærmelser, som under Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Charakter kunde han ikke op- føre sig anderledes. Praëm maatte da ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket Forstand, Dannelse og Selv- herredømme til de største Daarskaber og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber ikke have kunnet mætte sig med at henlægge Fornærmelserne i Acterne; men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han paadrager sig derved af alle Andre foruden de Interesserede, hvortil Hovedindlægget egentlig kan ansees som (værdigen) dediceret, udspredt navn- ligen dette i Afskrivter, lader mig indlægge Fordring om Mulct og Mortificeren." Men er dette at retorqvere saadanne Fornærmelser som hine? Kan man, jeg kunde næsten sige dette -- rime sammen en saadan Moderation med en Charakteer som den der udsprudlede i Mbldt No 105 endeligen og langt om længe? Det maa være denne paafaldende Moderation, som giver Praëm i Indlæg af 4de April/31 Dumdristigheden til den nye Fornærmelse gjentagende at erklære "Alt det han har sagt for beviist og ikke af mig benegtet", hvilket Indlæg med disse Udladelser Praëm ender med den Erklæring, "at det ikke er nødvendig at det kommer mig tilhænde" -- noget som heller ikke er skeet før i denne Stund. Jeg skulde heri have retorqueret hine Fornærmelser? Himmel! |
| d.V,b.2,s.190 |
min Gud! tilgives kunne de, foragtes, oversees, benegtes kunne og ere de, men retorqueres kunne de ikke, ja, de ere det ikke med Udladelsen, den dertil for ubestemte Udladelse: Forbryder mod Stat og Menneskehed! Men jeg nærmer mig Catastrophen da dette Udtryk faldt. Jeg vil da, ligeledes i Tidsfølge, saaledes som det i Documenterne ligger for Rettens Øine, fremsætte de andre Motiver og de for- skjellige Fornærmelser der hidledte den, og mine Forsvarsskridt indtil dette sidste blev mig aftvunget.6 I) Idet jeg gjør opmærksom paa det uendeligen Krænkende, tyde- lig paa at oprøre mit Sind, og hertil særdeles Hensigtsmæssige i hine Opregnelser 2, 3, 4, 6, 8 og 10 (disse to indeholdende virke- lige Injurier i de skammeligste Opdigtelser), 13, 14, 15, 17, 20, 23, 26 (denne indeholdende en Menneskeheden oprørende Apo- strophe til Far og Søn) og 32,: opstiller jeg disse Beskyldninger: a. "Stridende Handlinger mod Statens, Moralens, Sædeligheds Love og mod min Eed som Cand. theol. -- forbrydersk Adfærd -- Ringeagt mod Religion, Sædelighed, Love m: m: -- Forar- gelse -- Lovløshed -- Lovstridighed -- forenet med Feighed -- ækleste Egenkjærlighed som Patriot -- Kryberi -- flaut Smigreri til Retten (Ps Indlæg af 4 April) -- Ørkesløshed og Lediggang -- en mig egen Uforskammethed -- og endelig Løgn og Oprør." b. Charakteriseres jeg som "Forstyrrer af den alm: Rolighed -- som besjelet af allehaande lavere sandselige Tilbøjeligheder -- som en næsvis Person -- Fyldefant -- Cujon -- som En der forener Grovhed med Feighed, Trods med Hykleri -- som En der ikke mener det ærligt med Konge og Fædreland -- som trodsende Lovene -- som haanende lovlige Authoriteter -- som En, der smører Usandhed paa Usandhed -- som En der lyver med Har- diesse ( dristig Løgner) -- som En der forfører fra Pligt ogforlokker til Brøde -- som En der i sine Indlæg væver i Fylla |
| d.V,b.2,s.191 |
-- som en drukken Skøjer -- som en der opfører sig som Pøbel og er Pøbel -- som En, der holder Lovløshed og Haan mod Authoriteter for Frihed -- som skyldig i lovstridige og usæde- lige Handlinger -- complet Lediggjænger, der burde arbeide med sin Krop -- for alles Øine en Synder -- som En, hvis Ære ei staaer til at forringe selv ved offentlig Straf -- som En paa hvem Kronarbeide, Vand og Brødstraf, Livsstraf eller Slaveri er an- vendeligt -- som En der staaer nær at være Løgner eller Falskner -- som En, der neppe kan agtes for et sanddru Menneske -- som snarere end til geistligt Embed Candidat til Tugthuset, og endelig reent ud som Djævelen selv. Naar taarnedes Skjældsordene mere? naar dyngedes Krænkel- serne højere? naar opfordredes Afsky og Uviljen stærkere? naar fremtraadte Bagvaskelsen frækkere og med flere Usandheder i Munden? naar omfattedes flere og sværere Forbrydelser end alle disse i dette Praëms Indlæg, som udtømmer dem fra Høiforraadet til Letsindets Forseelser paa mit unge Hoved? Er der nogen Last som ikke er nævnt? Selv til Tyvens alluderes der paa en skjæn- dende Maade. Er der nogen Følelse, som ei paa det grusomste er rørt og krænket? Selv den sønlige maatte mishandles. Og Dette skulde ikke veje op imod dette ene "Forbryder mod Stat og Menneskehed", sagt om Procurator J. O. Praëm! Men denne Mand siger, at Alt dette er beviist. Det er Løgnen som dækker sig med Løgnen! Naar bevistes noget af alt Dette? naar bevistes Noget ved selv det enkelte Ud- sagn alene, selv som nu belagt med Vidnets Eed?7 Disse to Capitalforbrydelser og Beskyldninger "Løgn og Oprør" siger dog Praëm at have beviist ved at fremlægge i Gdermosagen en Erklæring fra Lensmand Kaasen, hvori han negter at have committeret mig til at udstede Indbydelse til Sogneselskab, og ved at jeg kaldte disse Indbydelser "Budstik" i Texten alene. Men Lensmanden har senere bevidnet, at disse Indbydelser ud- gik efter Aftale mellem os; og fra Amtet har jeg faaet Erklæ- ring -- ligesom og fra Fogden -- at Praëm ikke fra Dem (og fra hvem anden skulde det da vel være?) er -- som han siger -- anmodet om at anstille el: foranledige Undersøgelse i Anled- ning af endeel udsendte Budstikker signerede H. Wergeland". |
| d.V,b.2,s.192 |
Amtet siger ligeledes, at Undersøgelse i slig Sag kunde ei falde det ind -- (om erindres ret, da Brevet ei er vedhaanden). Nu er det dog vel ligesaa klart som at jeg kun ved "Budstik" vilde have "Circulære" oversat for Bønderne og at en Uvidenhedsfeil i slig Sag, hvortil Opmuntring var skeet fra kgl. Selsk. f. N. V, at Løgnen retournerer paa Praëms eget Hoved med al 6 -- 18 -- 8's hele Vægt. Dog herom paa sit Sted under Dechiffreringen af For- bryderen mod Staten. II) Praëm erklærer selv sin Hensigt med al sin Injurieren og den- nes pasquillerende Udbredelse at være at ødelægge min Velfærd og Livs Haab, i følgende sit Def.skrivts Slutningslinier: "derfor henregner jeg det til en hellig Borgerpligt, at gjøre alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrich Wergeland til nogensinde, idetmindste ikke forinden flere Aar have godt- gjort hans totale Forbedring, at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgernes Tænke- og Handlemaade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i denne Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at opfylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authoriteternes Kundskab hvad jeg antager som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse". Saaledes staaer der tydelig at læse, om man her ikke skulde troe sine egne Øine. Var dette Menneskets Hensigt altsaa? Den er ikke menneskelig. Derfor, dertil altsaa de topmaalte Fornær- melser og Injurierækken? Nu, svare de ikke til Hensigten? Des- værre de have alt svaret dertil. Saaledes som de her ere citerede staae Ordene tydelig at læse den Dag idag8, men de vare ikke -- mon af en Slags Blygsel? -- som nu, skjøndt utilstrækkelig, belagte med Krydsstreger og det sat istedet: derfor henr: jeg til hell. Bgerpligt, at fremstille Hr Hen- rich Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Ind- flydelse paa osv." Det er vist, at under min fordømte Sag havde Udtrykkene i lang Tid ikke denne Redaction, og at jeg ved Attest, der, naar |
| d.V,b.2,s. 193 |
paafordres, kan fremlægges, har forsikkret mig dem i al deres fæle Ægthed. En ond Plan kan gjennemfare Sindet og henveires; men den er rodfæstet om den skrives i alvorligt Document og under Vidnets Eed, og forat fremlægges inden Retten og Authori- teter. Der turde vel være en Fleerhed i Norge, som vilde erklære det for en Forbrydelse mod Menneskeheden, om Praëm fik sin Hensigt opfyldt med at kuldkaste den Ynglings Lykkeshaab, som saa ofte offentligen selv af Modstandere er erklæret haabefuld for selve Fædrelandet. Med mig vil ogsaa Enhver med Følelse erkjende en saadan Hensigt mod ethvert, men maaskee især ungt Menneske, som endnu intet Godt havde nydt for sine Anstren- gelser, for krænkende Menneskeligheden, for en Forbrydelse mod Menneskeheden, og ogsaa mod Staten forsaavidt den gaaer ud paa at berøve denne et dygtigt Individ. Og er ikke et saa oprørende Attentat ogsaa for Offerets For- ældres Vedkommende en Forbrydelse mod Menneskeheden, mod naturlige og menneskelige Følelser, mod Mennesker, der ikke have gjort Den noget Ondt, der fordrer ogsaa Deres For- haabninger og anvendte Omkostninger paa sit Barn netop i den Stund de skulde opfyldes og bære de første Frugter? Der er en fin Følelse hos Os, som lader os med Uvilje see at unge Træer gjøres Skade, at en Blomst, om man end ei selv op- elskede den, modvilligen knækkes; ja vi sige endog i daglig Tale "det var Synd", og slutte ufeilbart som oftest til et ondt Gemyt hos Den, der gjør det. Men ere vi saa retfærdige og ømfølende for døde Ting -- visse- lig, Menneskene maae ogsaa være det for Ynglingen hvis Flid, hvis Lykkestræ, hvis Forhaabningsblomster netop da de skulle slaae ud med Overlæg tilintetgjøres af en Fiende, der ikke blues forat vedgaae dette at være sin fuldtbetænkte Hensigt. Oprører da dette Andre naturligen, hvor maatte det da oprøre mig, det kaarne, alt saarede Offer selv, hvem Dødshugget saaledes høitideligen var tilsagt, hvis Lykke og Velfærd vare saa dristigen undsagte! -- hvor maatte det oprøre mig paa Forældres, der saaledes havde arbeidet for mig forgjæves, og egne Vegne. Jeg beder min Dommer her at spørge sit eget Hjerte ad, at tænke sig, at maatte bringe sin gamle Fader det Budskab: jeg |
| d.V,b.2,s.194 |
har faaet en Fiende, som har svoret at forfølge mig evig, at til- intetgjøre mine Udsigter og dit Haab ved at bringe Bagvaskelser om mig til Dem, som raade for min Skjebne; -- og de ere did- komne og virke mig ubekjendt -- jeg veed mig tilsidesat -- Du har elsket mig forgjeves, arbeidet for mig forgjeves -- jeg vil aldrig kunne gjengjelde det -- Du er bedragen i det Øjeblik jeg skulde kunne dette -- Min Flid, alle mine Aar ere spildte, opslugte af et af et uforskyldt Dødshads fæleste Øjeblikke, da Planen undfangedes at ødelægge min Lykke, og da Bagvaskeren gav sin Pen Dristighed til at nedskrive, at han undsagde min Velfærd!" Videre hører til de Fornærmelser, som hidledte Katastrofen i No 105/31. III) Praëm undlod ikke at søge paa enhver Maade at give sine Bagvaskelser og Injurier alt det Troende, som han kunde give dem. Saaledes erklæres, at jeg, ved saaledes som omnævnt at være fremstillet "i min Heelhed." a) "er fremstillet i mit sande Lys" b) "at han har beviist Alt det han har sagt" c) "at jeg ikke engang har dristet mig til at benegte noget deraf". Disse to sidste Citater ere af Indlægget af 4de April/31, som vel ikke, efter Praëms Ytring om Unødvendigheden deraf, kom mig tilsyne før 15de April; men -- foruden at b) indeholdes i Defen- sionsskrivtet -- dette bestyrker netop hvorledes han paa Bogen søgte at styrke sine ubeviste og ubeviislige Injurier. d) I Mbldt No 99/31 erklærer han: "Det Væsentlige -- efter min Formening -- af Alt hvad han beskylder mig for, usandfær- digen at have sagt om ham, og noget Mere til, har jeg under en Justitssag anført og beviist." Jeg beder Dommeren nu at betænke: 1) Defensionsskriftet circulerede pasqvilmæssig, dets Udtryk om mig vare in Publico; og Dette forsikkres nu af en Mand, som burde vide hvad det er, at være beviist, at det Væsentlige af Alt ( Løgn, Oprør,halsløs Gjerning, Ugudelighed, Drikfældighed osv) var beviist; 2) det Skumlende i "og noget Mere til", som P. har ladet trykke med udmærket Stiil for ret at vække Publicums Fantasi, og give |
| d.V,b.2,s.195 |
dette, der maaskee kunde troe det nok med hine Laster, et ret stort Begreb om et moralskt Uhyre, personificert i mig; 3) det Vanærende, det Oprørende denne Praëmske Erklæring maatte have for mig. e) Erindrer Praëm ofte om "at det er som eedfæstet Vidne -- vel at mærke -- at han forklarer sig om mig". Dette har min Sagfører saa passende charakteriseret, at jeg ikke videre kan fremhæve det Forbryderske og højere justitiel Op- mærksomhed Værdige i saaledes at bruge Vidneeden. Det dyb Foragt for Praëms sedlige Beskaffenhed Indgydende heri, er ligesaa paafaldende. Jeg troer Hr Thesens Omdømme over denne Færd viser, at den paa ham har gjort et lignende Indtryk. -- Jeg har glemt, paa sit egentlige Sted hvor der gjøres Redefor hvorledes jeg paa Fornærmelserne i Def.skrivtet har svart eller "retorqueret", som det dog ganske umuligen kan kaldes, at paapege mine Opsatser i Mbldt No 37, 38, 39 for 1831. Men jeg gjør det nu paa det bestemteste. Jeg beder dem læste paa det opmærksomste og at erindre at dette Skridt er fra min Side det der gaaer nærmest foran for Annoncen quæst! Man vil forundres over den -- ikke alene efter Injurieskrivtets Fremlæggelse men efter dets snigende Publicitet -- resignerende Moderation, hvoraf disse "nødvendige Ord" ere gjennemaandede fra først til sidst; og om man da ved Contrasten skulde lige for- undres over det synlige Iilsind i No 105 -- dette sagt, for- saavidt det var iilsindet at bebyrde sig med en Proces af denne Natur -- da beder jeg at betænke følgende nye Krænkelser og Motiver til at yttre en Overbeviisning om Praëm, som var streng men retfærdig. IV) Man kan oversee en Bagvaskelse naar den forbliver alene i sine Ord -- Jeg oversaae endogsaa Praëms Erklæring, at ville meddele Regjeringen sit mig skjændende Skrift, ja at have for- færdiget Redskabet til Mordet paa min Ære og Velfærd derfor, jeg oversaa det, fordi jeg hverken troede Ondskaben eller Fræk- heden saastor. Men naar nu Bagvaskelsen fulgtes af reel Skade, naar jeg virkeligt fandt den kommen til sin Adresse, til Dem, som raade for min Skjebne -- siig mig, var dette da blot den gamle Fornærmelse, eller denne kun i forhøjet Grad, eller var det ikke meget mere en ny og skjærende Krænkelse. Dette er skeet. Min |
| d.V,b.2,s.196 |
Fader har underrettet mig om, at Regjeringens første Medlem Statsministeren selv har sagt sig til ham underrettet om at jeg (der in Paranthesis: er Udgiver af Prædikener og Lærebøger) var denuncieret som Religionsforhaaner og Gudsbespotter af Proc. Praëm. Jeg skulde troe dette ligger i Praëms Fremstilling af en Katechismes Opbrændelse for Treenighedslærens Skyld osv. Der- om specielt var det H.E: sagde sig vidende. Indtil dette Øjeblik har jeg ikke, skjøndt paatænkt, havt Anledning til at retfærdiggjøre mig, om behøves skulde videre for mig, for En hvis Tænkesæt ligger for Dagen i mangfoldige ogsaa religieuse Skrivter. Det Factum, som Praëm saa skammelig har fordrejet og belagt med Ondt, er ogsaa i offentligt Skrivt "HWs Charakteer som Mske og Digter" oplyst som jeg troer mig til Ære og Løgneren til Skam. Det er: jeg examinerede en Fattigmands Barn i Læsning, og gav det en blank 8 Skilling til en ny Katechisme, hvorpaa jeg, forat være sikkrere paaat min udtrykkelig dertil bestemte Gave skulde blive anvendt saa, brændte den gamle væmmelige og ubrugelige. Dette tør jeg være mig bekjendt for Msker som det i al sin Vel- menthed er bekjendt for Gud. Men nu den Praëmske livsanklagende Beretning! og Denne -- min Stilling som theol. Cand. tagen i Betragtning -- alene bekjendt og maaskee med den hele Injuriemasse for den Mand, der maa- skee kan have den vældigste Indflydelse paa min Skjebne! Vil man endnu forlange Skaansel af den saaledes Fornærmede og saa- ledes Skadede? Kan noget Udtryk om en saadan Fiende i sub- jectiv Forstand være overdrevet og Forbrydelse? Kan Den, han saaledes har forbrudt sig imod gjenforbryde sig tilfyldest mod ham? Og om han kunde og gjorde det? Hvad da? Men dette er ikke skeet. Retorsion af saadanne Fornærmelser som P.s var umulig. Idetmindste holdt jeg mig ikke for saa lykkelig, ved Ud- trykket quæst. om Praëm at kunne give lige for alle de dels blot diffamerende eller skjændende Ynglingens og Theologens Rygte eller ud paa Capitalforbrydelser gaaende Beskyldninger, der af Praëm om mig vare udsaaede i det offentlige Omdømme og sær- lig, som man har seet, i Deres, der raade for min Skjebne. Thi V) Pram vedgaaer i Mbldt No 99/1831 "at han har meddelt Afskrivt" af hint Smædeskrivt. Dette har han givet en snigende Publicitet (cfr. IV foreg:) Han har forvandlet det til |
| d.V,b.2,s.197 |
en Pasquil og det vel saa infam og infamerende en Pasquil som mu- ligt. Det har (cfr. Mbld "Et nødv: Ord") i længere Tid uden at jeg havde Anledning til at forhindre det eller forsvare mig, ja en Tid mig uafvidende, virket med al den græsseligste Pasquils Kraft. Hem- melig circulerede og insinueredes et Manuscript, der maatte finde Tiltroe som retligt Document og formedelst den paaberaabte Eed og en Jurists Forsikkring om at "Alt" hvad jeg under Puncterne i Mbld. 37, 38, 39 erklærer usandt "og Noget Mere til" var ret- lig beviist, og indeholdende alle de Beskyldninger, som vel kunne gjøres et Menneske. Et Skrift udspredtes, der idet det detallierede en Mængde Forbrydelser om mig, dog tillige gav Enhvers Indbild- ningskraft det videste Omraade med Hensyn til endnu noget Mere Ondt, som skulde tillægges mig -- et Skrift, der -- som man siger -- ikke levnede mig Ære for to danske Skilling -- , som opfordrede al Statens Magt imod mig, al offentlig Foragt over mig, som erklærede mig uværdig i enhver Henseende, men værdig Bøddeløxen og Kirkens Ban; og som dog, under Vidnets Eed, under alle Forsikkringer, under Dediceren til selve Regje- ringen, beilede til al offentlig Tiltroe -- og Dette, Dette medens jeg kun af dets skadelige Følger underrettedes om denne dets pasquilmæssige Anvendelse!! Er ikke dette Pasquillens Indflydelse? Er ikke dette Pasquillen selv? Er ikke dette "at sætte Skandflik paa?" Skriver jeg paa et Blad om en Mand, at han er en Røver osv, og lader det circulere ham uvidende eller vel endog vidende og med mit Navn under, mon ikke dette er en Pasquil, hvorefter Folk for den Pas- quillerede ville tage sig iagt? Skriver nu Praëm om Cand. theol. W., at han er en Oprører og Religionsforhaaner, og lader det circulere -- er ikke dette en Pasquil, hvorefter baade Vedkom- mende og Andre ville, om de ikke binde denne Farlige med Lo- vens Jern, dog tage sig iagt for ham og mindst give ham Anled- ning til at øve sine forbryderske Idrætter? Og er dette ikke saa- meget mere en Pasquil, ja, mere end en Pasquil, som denne al- mindelig kun har Ens Ære til Maal, men den Pramske ogsaa ud- trykkeligen sagt og factisk opfyldt min Velfærd? I Mangel af nogen anden Bog, der har Definitioner til Maal og juridisk Anseelse, søgte jeg i Conversationslexicon, der dog forsaavidt har Anseelse, som Udgivernes Lærdom er uomtvistet, og fandt følgende Definition paa Ordet "Pasquil": |
| d.V,b.2,s.198 |
"Pasquil (Haanskrift, Skamskrivt, Libell) er et uden Navn eller un- der opdigtet Navn bekjendtgjort Skrivt, hvorved En beskyldes for en Forbrydelse, der efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf. Dog kaldes og Det en Pasquil, hvori man beskylder nogen for umoralske eller blot latterlige Hdlinger forat skade hans gode Navn. Sædvanligt forstaaer man ved Pasquil en anonym Injurie; dog paastaae Nogle, at Anonymiteten ikke er no- gen væsentlig Fordring ved samme". Anvendes nu dette paa Forberørte, da faaes ud, at det praëmske Indlæg, der utvivlsomt er et "Haanskrivt, Skamskrivt", der er "be- kjendtgjort", og det paa en saadan for mig hemmelig Maade, at denne vel kan staae ved Siden af den forværrende Anonymitet, der endvidere "beskylder mig for Forbrydelser, som efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf", og desuden for baade "umoralske" og "latterlige Handlinger", samt er skrevet, insinueret og sat i Omløb "for at skade mit gode Navn" -- at dette Skrivt i sig selv, i sin Udbredelse og i sin Hen- sigt og virkelige Indflydelse er en Pasquil af Praëm mod og om mig. Man lægge ogsaa Mærke til, at denne Pasquil eller Praëms frække Erklæring i No 99, at den som saadan havde virket, kom saa nytig før mit Retorsionsforsøg i No 105, at en Handling som denne, en Virken paa mit Gemyt som denne var naturlig. Om det for disse forhadte Procesuleiligheders Skyld havde været klogere at undlade at vise Sindet oprørt, da var dette 1) neppe rigtigere 2) neppe naturligt for Nogen og mindst for mig, uden Hensyn til livligt Temperament men alene til Fornærmelserne Exaggeration og Beskaffenhed, og 3) Tid til sligt utænkeligt Phlegma- maadehold eller til at faae slig Kulde ind i et med saa glødende Helvedvaaben saaret Gemyt manglede. -- Det er af en saadan Pasquillant artigt nok at høre og see de mangfoldige Anstrengelser forat faae en Pasquil ud af det fabu- løse Bret, hvilke have godtgjort det Afskyværdiges og Latterliges Frændskab. Da herom Intet er gyldigt beviist, kunde jeg spare mig ethvert Ord derom; men da ogsaa i hine frugtesløse Op- hævelser Forstokketheden og det gloende Begjær efter at see mig "i højeste Galge" stikker frem, saa dog lidt herom. Linjerne paa Brettet siges at lyde: |
| d.V,b.2,s.199 |
"Daare, seer du da ei, at din rasende Nidhevn bringer, forfølgende hvad der hører en Efterverd til, dit Navn, hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte, som en udødelig Skjændsel ogsaa til denne?" Gaaende kritisk tilværks findes i dette Epigram, endog uanseet den poetiske Form og Sprog, som udelukker prosaisk Conformitet, 1) ingen Udladelse af utvilsom injurierende Beskaffenhed, og 2) de Udladelser, som skulle indeholde Invectiver, kun betingelsesviis satte. Thi hvem tør negte, at Den, der øver "rasende Nidhevn" (der dog Syn for Sagen er øvet af Praëm til yderste Grad) er en "Daare"; og at Den, som forfølger et af de Navne, som til- staaes udødelig Ære paa Grund af Rang som Digter, Maler osv. (uden her in casu just at være paastaaet anderledes end at Nav- net dog vil overleve dets Ejer), knytter derved sit uhæderligen til det gjør sit til eller bringer sit som en udødelig Skjændseltil Efterverdnen. Flere Nidinger f: Ex: de atheniensiske Sofister leve saaledes i Historien, "hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte." Saaledes ogsaa mange berømte Mænds Mordere m: fl. Hvor liden Ære jeg ellers efter Forhenopstillede maa med enhver Anden tilkjende P., er det dog klart, at i disse Linier tillægges ham "Ærebrist" i Modsætning til den højere, efter Døden levende Ære, som tilkjendes, med eller uden Grund, Den han forfølger som et ubekjendt Navn vilde ellers hans forsvinde om hanikke lagde an paa at give det hiint sørgelige Krav paa at opbe- vares. Og hvorom Alting er -- Enhver maa med mig tilstaae, at disse Linjer, der synes at have været P. tilemnede gjennem Cand. Krogh, hans Frænde, paa hvem de aldrig kunde virke pasquil- mæssigt ligesaalidt som paa Ps Folk, der ikke forstod dem, og at være P. ihændekomne strax efter Gaardermoindlæggets pasquil- mæssige Bekjendtgjøren, indeholde og gaae kun ud paa en høist beføjet Advarsel ja næsten et Barmhjertighedsanraab om at af- staae fra et oprørende Forfølgelsessystem. VI) P. "erklærer" mig i No 99, saafremt jeg har villet tillægge ham nogensomhelst lovstridig, uretfærdig eller uredelig Handle- maade for -- en Løgner. At denne Æreskjælden er ganske fuldstændig og uden at mildnes ved sin betingelsesvise Fremsættelse, er indlysende fordi Betingelsen netop var tilstede. Jeg havde jo i Mbldt i det "nød- |
| d.V,b.2,s.200 |
vendige Ord" tillagt Praëm en uretfærdig og uredelig Handle- maade imod mig, beklagende mig offentlig i en ikke desmindre høist moderat Tone over at være det uforskyldte Offer derfor. Og nu erindre man tillige, at denne Beskyldning, der efter sin Natur kræver retlig Revenge, gjøres En, der forud kjendte til Praëms Færd ved Dønnumhandelen, Aager, med meget mere, som dels maatte forekomme mig medrette at være hvad det havde Ord for nemlig lovstridig, uretfærdig og uredelig Handlemaade dels som ublue Udsugelse og Beviser for Mangel paa menneske- lig Følelse. Ligesaa erindre man, at P. selv vedgaaer saaledes at have handlet og at have til Hensigt fremdeles at handle imod mig, som jeg beklager mig i hiin Opsats over at han havde gjort; og at saaledes Injurien "Løgner" er ganske ubeføjet. Eller skulde der være Mennesker, som ikke vilde kalde Insinua- tioner "hos Authoriteter" mod et ungt Mskes Lykke uredelige, eller den for Dagen paa Defens:skrivtets sidste Side aabent frem- satte onde Hensigt uretfærdig, og Anstrengelser forat tilintetgjøre nyttige Foretagender samt den Maade hvorpaa P. for sit Ved- kommende har benyttet Vidneeden lovstridige? Jeg tør ogsaa sige, at ret mange Mennesker, om de, som jeg, vare forudvidende om endeel af de Handlinger af Praem, hvis Undersøgelse in casu er foranlediget, endog kuns som Rygtet for- talte dem og uden de Beviser for mig, som jeg har kunnet pro- ducere, med mig ville betitle dem, som P. -- høist mærkeligt! -- selv, og uden anden Anledning end den almene Følelses, som ogsaa gjennem ham udtalte sig i hiin Characteriseren af ubestemte Handlinger, betitlede dem! Men var Beskyldningen, at jeg er en Løgner, grundløs før denne Sag, da giver visselig ikke den Mængde af vedstaaede Anker over Handlinger af P., der lade sig characterisere som han selv har gjort det, hvilke inden Retten ere af mig producerede, nogen ny Beføjelse dertil. Beskyldningen "Løgner" stod da jeg førstegang tog det Mbld ihaand ligesom nu for mig i al sin Massivitet. Jeg var paa det fuldstændigste, haardeste og offentligste angreben paa Æren. Men dobbelt oprørte det mig, at Proc: Praëm, en Mand hvis Rygte som Menneske var saa slet, og af hvis Handlinger mange dels havde et høist tvetydigt Skin, dels af Retsfølelsen maatte fordømmes, vovede at føre et saadant Sprog. For mig, der kjendte til mange 1 tilbake Bil. 2 (Omtalt at være Praem given i Mbld 38/31.) Saaledes at han har faaet den offentligste Æreserklæring. 2 tilbake Anm: Det er dette Praëm siden (formodentlig efterat det har virket tilstrækkelig) vil have til "Drengestreger". (O hellige Vidne Sandhed!) 3 tilbake Cfr. Regjer:indstillingens Udtryk om min Medfart ved Gd:Ind- lægget. Den siger: "at jeg i og udenfor Sagen indtil Yderlighed var nedværdiget". 4 tilbake NB. Fogdens Benegtelse er nu ogsaa i mit Værge. -- Og hos- lagt mellem 2det og 3die Bilag. -- som Bil 23. 5 tilbake Anm: Hvor forværrende for P., at han i sit Indlæg i denne Sag forsøger at undskylde alle Injurierne med at de "blot angik Drengestreger, som fortrinlig begavede let begaae" og at kalde dem blot "utilbørlige Ord"!? 6 tilbake Anm. Hverken ved 1ste eller sidste Instanz har jeg faaet Opreisning. I Thesens Quadruplik siges "at Prams Fornærmel- ser ei blevne tagne under Paakjendelse i Hret." Og kan det vel antages at have medvirket til at Commissionen ei gav mig Revenge, at inden Dommen havde Annoncen quæst. staaet i Mbldet. 7 tilbake og ved et saadant Vidnes? Cfr. 1 -- 13 -- 16. 8 tilbake NB Allerede i Vaaren 1833 sikkrede jeg mig Ordene ved Attest. Denne hoslægges. |