| TIL BORCHSENIUS
|
Eidsvold 11te Mai 1832.
S: T: Administrerende i Sagen Procurator Praëm mod
Candidat Wergeland.
Den Anmodning, som er Gjenstand for denne Skrivelse, der
ønskes vedlagt eller indtaget i Protocollen, er vel ikke nødvendig
for Deres uomtvivlede Nidkjærhed for Retfærdspleien, men burde
dog, fordi min Modpart fremturer i paa forskjellige Maader at
krænke denne, forlængst være skeet. Den ærede Dommer vil
vide hvad der er at gjøre, naar saadanne saavel mod Processens
Formelle stridende som i dens Reelle indgribende Foretagender
vises at være gjorte af en Part, som dem jeg her vil paapege,
idet jeg anmoder om at Retten vil sikkre mig, den anden Part,
for de skadelige Følger, de kunne have.
1. Gjøres opmærksom paa, at Modparten fremdeles ikke
holder sig efterrettelig dem, ham saavel af Dommeren selv, ved
første Forhør, som af denne og min Advocat oftere givne
Irettesættelser og Advarsler mod at lægge Vidnerne Ord i
Munden. Den første Irettesættelse, han desangaaende fik af
Dommeren, erindres at være falden under Christen Christopher-
sen Dønnums Prov. Og har denne paaankede Uregelmæssighed
været saa paafaldende, at mange Personer have forundret sig
over, at saadant kunde hengaae længere upaatalt anderledes
end med de mangfoldige mundtlige Erindringer han har faaet,
uden at iagttage derfor noget sømmeligere Forhold.
2. Gjøres opmærksom paa, at Modparten, ved en til Vanvi-
dets eller Raseriets Paroxysmer gaaende Opførsel inden Rettens
|
| d.V,b.2,s.163 |
Skranker, naar et eller andet ham ubehageligt Prov er under
Afgivelse, og af en saadan Voldsomhed, at Examination, Proto-
collation og enhver Retshandling derved og derunder ophævedes,
ja at endog Andres end Vidnets Tanker af Forfærdelse maatte
adspredes, har forseet sig imod Lovens 1 -- 12, og søgt at for-
virre og skrække Vidner, saafremt det ikke skulde godtgjøres, at
han stundom ikke er sig Selv mægtig. -- I hvad der end af
disse to Tilfælde er det rette, saa maa saavel, Rettens uhin-
drede Pleie og Anstand som min Tarv og Vidners Thingfred
sikkres. Under Anders Jensen Bergereies Afhørelse forefaldt
et Optrin af ovenbeskrevne Slags, under hvilket, om det end
bar alle Præg af en til Sindsforvirring stegen Rasenhed, dog i
den Tiltale til Vidnet, hvormed det, midtunder Provet, brød løs
imod dette "jasaa! Du har da kommet til mig som Spion? som
Spion for Wergeland? Ha!" o.s.v., den Hensigt at dupere Vidnet
m. m. umiskjendeligen fremstikker. Den Irettettesættelse og Paa-
mindelse af Administrerende, at han ved slig Fremfærd maatte
hæve Retten, som Modparten da paadrog sig, har han langtfra
holdt sig efterrettelig; thi lignende Scene forefaldt under For-
hørene paa Vaarthinget.
3. Bringes i Erindring, at Modparten ved de fleste Forhører
har krænket Thingfreden i Almindelighed og Undertegnedes
isærdeleshed ved at afbryde Retshandlingerne med voldsomme
Udbrud, som, da de indeholdt som oftest de fornærmeligste
Apostrofer til Sagen uvedkommende, men Undertegnede nær-
mest vedkommende Person, foruden Bagvaskerens og den endnu
skammeligere Hensigt, som lader sig tænke, ligefremt maatte gaae ud
paa at fornærme paa det smerteligste og derved at opirre Underteg-
nede. -- Modparten er forgjæves saavel af Administrerende som af
Undertegnede med Advocat, ja af egen Advocat, gjort opmærk-
som paa det Ulovlige, Urigtige og Umoralske i slig Fremfærd,
og anmodet om at iagttage en bedre og sømmeligere. Jeg er-
klærer rent ud, at Retten maa sikkre mig for ikke oftere at
fristes til hvilkensomhelst Exces man kan tænke sig naturlig hos
et gjentagne Gange paa det føleligste fornærmet ungt Menneske.
Retten maa staae mig til Ansvar, at jeg ufornærmet og uden at
udsættes for at forsee mig, kan nærme mig i Velfærds- og Æres-
sag, dens Skranker.
|
| d.V,b.2,s.164 |
4. Underrettes om, at min Modpart udenfor Retten søger at
virke paa Vidnerne til forandret Udsagn eller anderledes Ud-
sagn, end de kunne give. Dette er skeet med endnu ikke
afhørt, men omnævnt Vidne Marthe Julsrud, som han reiste til
og forlod med Ed paa, at hun løi, da hun maatte erklære, at
hendes Samvittighed forbød hende at gaae ind paa den Frem-
stilling af Sagen, han vilde bibringe hende. Og dette skal være
skeet med Jens Nielsen Julsrud. Hvorvidt Loven henregner det
til tilladelig Paavirken paa Vidne, at han, da han fornam oven-
nævnte Marthe Julsrud at vedblive sin Overbeviisning, samme
Dag ved Lensmanden, formeentlig beskikkelsesviis, lader hende
tilsige, at den Koe var afqvittet i Regnskabet, som hun, ligesom
afhørte Broder, kun kunde sige var tilbudt, betingelsesviis, afæsket
bestemt og erholdt som "Gave", uden at Betingelserne holdtes --
hvorvidt dette er Paavirken paa Vidne, om den er tilladelig, eller
om deslige Præcauteler eller retter Postcauteler ere tilladelige --
det vides ikke. En Slags Delicatesse gives der dog vel i slige
Tilfælde, hvis Mangel man ikke vel stiltiende kan ansee. -- I
følgende Post vil man idetmindste finde denne Mangel.
5. Omendskjøndt Undertegnede med Sagfører i Stevningerne
have omnævnt de Personer de vare at forkyndes for: saa iagt-
tager dog min Modpart ikke samme Fremgangsmaade, idet hans
Stevninger ikke nævner de Vidner, han lader ved Lensmanden
tilsige. Jeg finder i dem blot, at de gjælde for alle dem, de
maatte forkyndes for. Ved denne skjulte Fremgang, om hvis
Lovlighed eller Ulovlighed jeg er uvidende, er idetmindste en
Slags Billigheds-Ligevægt, en Liighed i Procesfremgangsmaade,
som vist ikke er uden Nytte og idetmindste hvad man kaldte
anstændig og honet, fra Modpartens Side ophævet. -- Imid-
lertid haaber jeg, at den ærede Dommer vil vide at sikkre
anden Part al billig og lovlig Rets Nydelse, Skranken sin An-
stand, og mig, samt Vidnerne Rettens Fred for Fremtiden, samt
at anvende Loven mod de Indgreb, som herimod ere skeete
eller kunne skee.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
|
| d.V,b.2,s.165 |
TIL NILSON
|
| BLA BAKOVER |