HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 2. BIND: RETTSINNLEGG. SUPPLEMENT

TIL DEN KONGELIGE NORSKE REGJERING
[Eidsvoll 28. mai 1831.]
Candidatus theologiæ
Henrik A. Wergeland i
Eidsvold ansøger under-
danig, om at beneficium
processus gratuiti naadigst
maa vorde ham indrøm-
met, samt at Stiftsoverrets-
procurator Randklev maa
vorde ham befalet til Sag-
fører i den Proces, han er
underkastet mod Procura-
tor i Agershuus Amt J. O.
Praëm, fordi han offent-
ligen har stemplet Denne
Embedsmand som "For-
bryder mod Stat og Men-
neskehed".
   For denne min Ansøgning, som Nødven-
digheden byder mig at affatte, om end
ikke en almeent som fortrinlig erkjendt
Jurist derom havde givet mig det bedste
Haab, og som med dette herved under-
danigen anbefales den kongelige norske
Regjerings Retviished om at beneficium
processus gratuiti naadigen maa vorde mig
indrømmet til den Proces, som er opkom-
men imellem Procurator i Agershuus Amt
J. O. Praëm og mig, formedelst min i et
Morgenblad d: A: fremsatte Beskyldning
imod denne Embedsmand, som den, der er
"en Forbryder mod Stat og Menneskehed",
tillader jeg mig at anføre følgende Grunde:

   1. Jeg har paadraget mig denne Sag med alle dens Uleilig-
heder og tilsyneladende Farer ikke for min egen, men for An-
dres Skyld
. Og for hvilke Andres? For Deres, der maae
have en Talsmand: for uvidende, men forurettede Bønders, for
lidende Medborgeres, for Enkers, for ødelagte Familiers, hvis
Klager og Taarer, idet de rakte Beviserne for deres Retfærdig-
hed frem, hvis Veeraab over, hvis Jammer under en udsuende,
forbryderisk Embedsmand jeg ikke længere formaaede at udholde,
ligesaalidt som Synet af Dennes, efter et consequent Udsuelses-
d.V,b.2,s.160   system, fortsatte Ødelæggelser mellem Mnsker, der maatte være
mig kjære.
   Det var Medlidenheds- og Retfærdigheds-følelser, det var Pligt
imod mine Sambygdinger, der i flere Aar, baade før og efterat
Staten betroede J. O. Praëm Embede i denne Egn, forgjæves
have seet sig om efter Hjælpen, og af Hvilke Enkelte endog
have grebet til at klage for Hans Majestæt Selv, der bød mig
at gjøre dette Skridt: at sætte videre Betænkeligheder tilside,
paadynge min Ungdom, der bøjer sig under Krænkelserne af
een vidtløftig Proces, med en ligesaa besværlig, idet jeg som
Menneskehedens Talsmand fremtræder som Anklager. Ja, jeg
kan vel, uden at gaae forvidt -- thi min Plan var længe gjennem-
tænkt og udsprungen ogsaa af dette Motiv -- sige, at det var
Følelse af Pligt imod Staten, der ledede mig, da jeg, oprørt over
det Hyklende-Dumdristige i at En, der, saasandt der endnu var
Liv i hans sedlige Væsens Kjerne, maatte have en saadan Skyld-
bevidsthed som Procurator Praëm, turde offentligen erklære
Hvilkensomhelst for en Løgner, der kunde dadle Noget i hans
Embedsfærd, ilede med mit Angreb, der maatte føre den sene
Retfærdighed frem. Følelse af Pligt imod Staten, siger jeg, har
ogsaa ledet mig; thi jeg maatte vide, at Denne ikke kan være
ligegyldig, ja vel heller ikke i længere Tid uvidende om at et
enkelt Menneske saa skjændigen misbruger det Embede, Den
betroede ham, ligesaavelsom og, at vor paa Folkets Ønsker og
Stemning opmærksomme Regjering langtfra med Indifferenz an-
seer, at en Enkelt, ved en saadan fortsat ulovlig Embedsfærd,
som den, hvoraf jeg har hentet mine Beviser imod Procurator
Praëm, nærer og udvikler en Misfornøjelse hos en Fleerhed i
Bondestanden, som Denne af Uvidenhed saa let forplanter over
paa den hele Embedsstand -- en Folke-tænkemaade, de gode
Borgere, der have nogensomhelst Indvirkning paa Folket, ikkun
kunne lede og afholde fra fordærvelige Udbrud, men hvortil
Statsmagterne alene kunne oprive Rødderne. Dette skeer da
ogsaa, naar Staten, saavidt det ved Retfærd og Billighed kan
skee, fremhjælper den Borger, der fremtræder for sine lidende,
til at erhverve sig Ret evneløse Medmennesker, saaat han ikke
af Armod eller af anden Kraftmangel synker under sit af Pligt-
følelse paatagne Arbeide.

   At Folket virkelig saaledes betragter Sagen, ja, at Folket viden-
d.V,b.2,s.161   fra udenom disse Bygder med opmærksom Forventning haaber,
at see et Exempel statueret paa den mest berygtede Bondeplager,
derpaa modtager jeg Beviser; og ligesaavel heri, som i Embeds-
mænds deeltagende Yttringer, hvori Embedsstanden lykønskes
til at blive af med en Plet, der har skadet dens Anseelse, finder
jeg vel Opmuntring; -- men den Hjælp til at fyldestgjøre Ret-
færdigheden og tilfulde opfylde Forventningerne, og som jeg be-
høver forat ikke jeg skal blive Den, der "døer for Folket" kan
alene Staten skjænke mig. -- Hvor lidet endog en Parallel kan
kaldes et Argument, saa falder dog en Saadan en mig ind, som
jeg vil hensætte her: i sit første Udkast -- som de fattigere
Lidendes, de Undertryktes Talsmand -- var dog den romerske
Folketribun-magt ærværdig, ja, næsten ideal-skjøn. Han frem-
traadte anklagende for Senatet, og det hørte ham altid med
største Opmærkssomhed -- kort, gjorde Hvad der stod i dets
Magt forat fyldestgjøre Folket, eller rettere Retfærdigheden, naar
den talte igjennem Folkets authoriserede Organ. In re er jeg
her i denne Sag et saadant Folkets Organ -- ikke authoriseret
af Staten;
[......]

oprørt over at Procurator Praëm, i stadig, progressiv Tilvæxt,
har vedligeholdt det almene slette Rygte, han erhvervede sig
næsten strax efterat han satte Foden her i Landet og som alle-
rede i malende, kraftige Udtryk, udtalte sig gjennem sal: Justitiarius
Falsens Mund paa Storthinget -- selv om jeg, saa svagt udrustet,
ja alene støttende mig til den moralske Dom, i Ubesindighed
havde yttret Hvad der nu trækker mig, belæsset med retlige
Beviser, for den juridiske Domstol, hvor den blinde Justitia vil
føle og tage paa med Hænderne -- selv da vilde en billig Med-
følelse anbefale mig til al Statens Hjælp. Men nu, da jeg staaer
der i Mængden af Klagende, med Beviser ihænde om de for-
skjelligste Forbrydelser, og af hvilke Beviser det kgl. Finanz-
departement er vidende om Eets Beskaffenhed, der maa anbe-
fale mig, samt da -- paa Faae nær -- alle Selvejende i min og
Proc. Praëms Hjembygd, have udtrykt deres Misfornøjelse med
denne Embedsmand og Bifald til mine Bestræbelser for at de
kunne blive ham qvit ved -- bekræftende den ene af de almin-
delige Ankeposter imod ham -- at underskrive, dels med, dels
uden eget Tillæg "at Rygtet er almindeligt" følgende Erklæring:
"At Procurator Praëm intet godt Ord og Rygte har havt eller
d.V,b.2,s.162   har iblandt Folk som Forretnings- og Embedsmand; men at han
tvertimod er berygtet for Ubluhed i Pengefordringer og Haardhed
ved disses Inddrivelser, kunne vi Mænd af Eidsvold ikke andet
end bevidne." -- da troer jeg medrette at kunne ansees som
in casu en heel Medborgerclasses Organ, og at anføre som Grund
for min underdanige Ansøgning, at jeg ikke fører min egen, men
Andres: lidende, i længere Tid forurettede Medborgeres af Bonde-
standens Sag,
af hvilke Alle mangle Evner til selv at
[......]

TIL BORCHSENIUS
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE