| TIL DOMSKOMMISSIONEN | Eidsvold 27de Martz 1831. Til DEN ÆREDE COMMISSION, nedsat forat paadømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20de Septbr. 1828. Tandem prosiliet Sol et diva Astræa e nocte! d: e: Omsider -- vist som Solen straale skal af Natten -- guddommelige Retfærd trine skal igjennem Rabulistens mørke Snirkel-Sval ind i sin egen Lyse Tempelhal! Gudinden, skal jeg Tidens Genius troe, ei bærer ved sit Indtog en Chako, men Borgerhatten. DEN PAA ALLE MULIGE MAADER MISHANDLEDE OG DEREFTER PAA SINE FIENDERS ANSTIFTELSE ANKLAGEDE CAND.THEOL: HENR.WERGELANDS sidste Ord A til sit Forsvar i Gaardermoe-Sagen. Motto: "De Prov, Vidnerne afgave imod Rebecca, vilde i vore Dage være blevne delte i 2 Classer: de, som vare Sagen uvedkommende og de, som vare physisk umulige. Men begge Slags bleve i hine overtroiske Dage anseede som tilstrækkelige Beviser for den til- sigtede Brøde. Til de Første hørte saadanne, som f: Ex: disse: at man havde hørt Rebecca mumle noget i et uforstaaeligt Sprog: at hun undertiden talede med sig selv, og saae op i Luften, somom hun derfra ventede Svar: at hendes Klæder vare af et fremmed og mystisk Snit, og ikke lignede dem anstændige Fruentimmer plejede at bære osv. -- Alle disse Omstændigheder, saa naturlige og ubetydelige de i sig vare, blev der nu lagt stor Vægt paa som Beviser imod Rebecca." Den berømte Retslærde W. Scott: Ivanhoe 3 D. p. 127. Det er beklageligt, at Jurisprudenzen endnu i vore Tider er saalidet blevet gjennemtrængt af den sande Filosofie, som dog, |
| d.V,b.2,s.101 |
styrende Tidens Aand og givende denne det characteristiske Hu- manitetspræg, ikke har undladt at laane de øvrige Videnskaber -- Theologien end ikke undtagen -- sin Liberalitet og Skarp- sind: saaat man i en Sag af en saadan Borgervigtighed som denne og dertilmed anlagt af Staten, i vore Dage seer Advocater optræde, der, efter gammelt Snit, udsvæve fra Hovedsagen og bortsøle Hovedspørgsmaalet, for alene paa nogle Ark eller Bøger Papiir at kunne tilfredsstille den smaalige Drift, som burde være henfaret med vore gamle Lovtrækkere, til at udbrede sig om endeel materielle betydningsløse Smaating. Dog -- denne almene Bebreidelsen rammer vel kun Jurisprudenzen i det Hele i vort Land som en Europas Afkrog, hvor det, at forme sine Ideer efter den danske Enevoldsherres geniefulde Haandskriver Ørsteds gjælder for Juristens højeste Anbefaling; og da især de af vore Jurister, som ikke engang vise sig at fortjene denne. De tvende af Disse, som have med denne Sag at bestille, afgive i deres hele Beviisførelse og Indlæg Godtgjørelse nok for denne Paa- stand. I Frankrige eller Engelland vilde Ministeren, saafremt en lignende Sag decreteredes, følt sig forbunden til at anbetroe den til den talentfuldeste Advocat, til den sandeste Jurist  Deni hvis Liv, som Retfærdighedens og Lovenes Talsmand, hiin sande Filosofie, Tidsalderens styrende Genius aabenbarer sig; og man vilde da ikke hørt gamle Toldanordninger og andre Bar- barismer paaberaabes i en Sag, hvor Folkets Grundlov og Folkets Hærs Reglement, Skarpsind og Liberalitet maae være de alene Talende, man vilde ikke seet Despotiers 1Undertrykkelsesmidler |
| d.V,b.2,s.102 |
"extraordinaire Retter" af Medborgere selv med Begjærlighed gribes som et Middel til privat Hevn og til at udtømme en lav Sjels Uhumskheder; man vilde da ikke høre saadanne jammer- lige Raisonnemens som følgende Referentens "forhaanet er vel Borgeren blevet, anholdt ene iblandt Alle, henlokket og slaget af Soldaten; men han har dog vovet at svare Soldaten, og dette er at vise en Trods, som bør straffes med en 1000 Daler eller saa"; man vilde ikke paa -- saa burde man haabe -- forlængst aflagt Thingstudemaneer see Advocater trække Støvler, Klæder, Bagvaskelser over den Anklagedes private, før og efter punctum quæstionis førte Liv, Yttringer over andre Gjenstande o. s. v. o. s. v. ind i en Sag af denne Natur, der -- for ei at forvolde enten Angjældende eller Staten større Omkostninger end de Commis- sionssager ellers uundgaaelig medføre -- burde strax fra Begyn- delsen indskrænkes til Hovedpuncterne; man vilde ikke -- dog jeg kjedes ved at anticipere hvad jeg nedenfore vidtløftigen nødes at omhandle -- man vilde ikke have Behov at byde Advocater i en saadan Sag et Motto som ovenstaaende. Dette er anbefalet Referentens Eftertanke, som synes at have havt det Begreb om en Referent: at denne nødvendig og ex officio som Referent maa dømme begge Parter skyldige. Det er imidlertid -- besynderligt nok -- hovedsagelig af Refe- rentens Deduction jeg de- og producerer mine Uskyldsbeviser. Hvad Modpartens private Sagførers saakaldte "Forsvarsskrift for denne" angaaer, da fritages dets ejendommelige, Forfatteren aldeles characteriserende Beskaffenhed, ligesom og hans naive Slutningsreplique, hvori siges, "at, skulde han have gaaet forvidt i sit Indlæg, da maa man betænke, at Han, som fra Barnsbeen Enthusiast for alt Militært, kun har talt som Militær" fritager ogsaa de resp. Dommere formeentlig fra at værdige samme nogen Opmærksomhed. Beklager jeg mig end, med den paa de mangfoldigste Maader Forurettedes hele Vægt; saavel over de Krænkelser og Foruret- telser Sagen har medført, som over det forbausende Resultat af Referentens Hovedbrud, (det jeg, efter hans egen Taxt, maa holde for at have været forfærdeligt), og over selve Sagens Anlæg, eller rettere over at Staten har fundet sig beføjet til at actionere den factisk fornærmede Klagende: saa antager jeg dog, idet jeg |
| d.V,b.2,s.103 |
seer hen til de udkaarne Commissairer, at Justitsdepartementet har grebet til denne Yderlighed, af Bevæggrunde, der bedre holde Stand for Moralens Domstol, end Føjelighed for Brigadens indstændige Begjæringer. Idet jeg siger, at et Blik paa de Med- borgere, Justitsdep. har kaaret til Dommere over mig lærer mig denne Overbevisning, siger jeg med det Samme, at jeg er over- beviist om at have erholdt de retfærdigste, competenteste Dom- mere d. e. Mænd af erkjendt Skarpsind og (i 2denne Sag ikke at forglemme) Liberalitet eller Medborgersind. Det militære Com. Medlem vil altsaa paa en anden Maade, end ved at gjennemsee Korpsanordninger o. a. d. fra Leopold af Dessaus Tider og gamle Dages souveraine Regjeringers Regle- mens, ruste sig til at fælde Dom i denne Sag; thi slige Rescripter -- af hvilke Tidens Genius bryder Staven med Afsky over et stort Antal -- vil jeg gjerne troe kunne faae et blot Svar til en Soldat henfortolket til Høiforraad og Majestætsforbrydelse; og det juridiske eller civile Medlem vil i denne Sag finde den vær- digste Gjenstand for sin erkjendte Skarpsindighed; og -- om han end ikke vil fra saa høi en Standpunct betragte Sagen, som om den var en af Tidens Kampe mod de hengraanede Sekters Barbarie og 3Militærdespotisme -- Han vil dog, saa troer jeg, i sin Dom tillige lægge for Dagen; at den Grundlov, han saa |
| d.V,b.2,s.104 |
ofte tapperligen har forsvaret, er ham mere end selv nyeste Reglement; at Medborgeres Æres og Livs Sikkerhed er ham mere end nogle militære Snore og Strege i Fredstider; at en habeas corpus-Ret existerer i Constitutionens Ly, om end ingen egen Lov omsværmer den; kort -- at hans Jurisprudence ikke lader sig paatrykke det Mærke hvormed jeg stemplede Sagens Advocater. Baade det militære som og civile Medlem ville ihukomme, at de ere Medborgere idet de skride til Dom- fældelse i denne Sag, hvorimod Officeren kan være alene Mi- litær foran sit Compagnie, og Juristen alene Jurist i hundrede andre Sager. Har jeg end saaledes det fasteste Haab om at erholde Ret- færdighed, og bør jeg end troe, at det var Regjeringens Mening, idet den greb til det yderligste Middel: en Commissionsaction, at forskaffe mig samme: saa kan jeg dog ikke andet, end med et inderligt Suk beklage, at vor borgerlige Frihed er saa lidet udviklet, at -- idetmindste ved en Sag af denne Beskaffenhed -- det ikke staaer i Folkets Magt ved en Jury at erklære "Skyldig- eller Ikkeskyldig til Action"; thi selv i den Maade, en, eller idet- mindste denne omreisende Commission anvender forat erhverve Parten Retfærdighed, ligger en følelig Straf. Folket turde maa- skee da vise en [større] Ømhed for Statscassens Penge, end dennes Vogtere selv. Jeg vil ende disse Betragtninger over Sagens Anlæg og Førelse med at anføre af "Archenholz's brittiske Folks Historie" et Træk, som viser, hvorledes i et Land, der dog ei har en friere d. e. Mske- eller Borgerrettigheder mere sikkrende Forfatning end Fædrelandet, og i en Tid, da et militært Jernspiir eller ret- tere Korporalstokken hvilede over Europa, en lignende Sag blev afgjort: "Forat beskytte Rigets Bank, trak Soldater daglig og i "dobbelte Rader gjennem City, hvilket gav Anledning til "megen Uorden. Man vilde nemlig ikke at Soldaterne skulde "marschere midtad Gaden, men i enkelte Rader paa Siden. "Denne fornuftige Fordring besvarede man med Kolbestød, "hvilken Adfærd ikke blev paaanket af Officererne, der ere "blandt alle polerede Nationer de raaeste af deres Stand, |
| d.V,b.2,s.105 |
"som de Gemene, formedelst Mangel paa Subordination ere "de insolenteste Krigere i Europa. Crespigny, en ung Mand "af Stand, hvis Fader var Medlem af Parlamentet, fik et "saadant Stød, som han gjengjeldede med et Slag af sin Stok. "Soldaten fældede ham til Jorden med sin Bajonett, som "han stak bag ved hans Øre dybt ind i Hovedet. Man bragte "ham halvdød i et Huus i Nærheden. Citys Indbyggere vare "yderlig forbittrede, og Lordmajor sendte strax Stadsmar- "schallen til Krigsministeren, forat berette ham dette Tilfælde, "og paastaae hurtige Foranstaltninger, hvormed slige Optrin "for Fremtiden kunde forebygges. Men Soldaten var, allerede "før denne Erindring indløb, arresteret. Nu forsamlede Magi- "straten af London sig, og overdrog Raadsherren Watson "at betyde Directeurerne for den engelske Bank, at de for "Fremtiden havde at betjene sig af Citymilitsen istedetfor "de kgl. Soldater. Dette blev ogsaa antaget. Den heftede "Soldat beraabte sig paa, at han var først angreben; i "Betragtning deraf, og da Haandlægen erklærede den Saa- "rede at være uden Fare, løslod Fredsdommeren ham mod "en Caution af 400 £. Tre Oberster og en Captain vare "hs Cautionister. Nu indgav denne Soldat, som var af "Garden, en Klage over at han først var angreben af "Crespigny, hvilken da, mod en Borgen af 80 £, lovede at "indstille sig for Retten. "I October blev denne Sag afgjort. Cresp. lod sig, liggende "i en Seng, bære for Retten. Dallas, en stor Lovkyndig, "forsvarede Soldaten, og anførte blandt Andet Shakespears "Ord i Macbeth: "Hvo kan paa samme Tid være viis og "forbauset, sindig og rasende, troe mod sin Klage og lige- "gyldig?" Contrapartens Advocat Erskine tilstod, at Shake- "speare havde været en af de største Menneskekjendere; "men han havde dog lagt disse Ord i en Hyklers Mund, "som havde begaaet et dybtudtænkt Kongemord. Forsaavidt "Klagen gik ud paa, at Soldaten skulde have havt nogen "morderisk Hensigt, blev den forkastet, da man betragtede "hans Handling i Sammenhæng med det Stokkeslag, han "havde faaet som en Virkning af en heftig og brusende "Lidenskab. Derimod blev Soldaten, erklæret skyldig i per- |
| d.V,b.2,s.106 |
"sonligt Overfald og derfor tildømt 12 Maaneders Fængsels- "straf i Newgate, hvorimod hans Klage mod Crespigny, der "ikke var understøttet af noget Vidne, blev tilintetgjort af "Dommeren." Mange Paralleler lade sig optrække imellem denne og min Sag, [men] ingen er mere mærkværdig end den, at den engelske Soldat hitter til Undskyldning eller endog Motiv for sin Udaad, paa det samme falske, absurde Foregivende som Lie, nemlig, at han først var angreben af den Civile. Det er et Exempel fra en berømt Ret, jeg hidfører; og har da vel mere Authoritet, end en eller anden despotisk dansk, for alt Militært partisk Parol- befaling eller deslige, man skulde ville anvende imod mig, som den der -- beviisligen ved et Tilfælde, -- geraadede indenfore den yderste Linie, og da vovede at fordre Oplysning, for ikke atter at geraade i Ubehageligheder, før jeg adlød. Det er imidlertid hverken de Tab eller Uleiligheder, Sagens Førelse har bebyrdet mig med, eller min Stilling, som Den, der engang agter eller bør antages at agte at søge geistligt Lærer- embede, hvorved tilkjendt Straf for lovstridigt Forhold (og hertil regnes selve Omkostningerne) kunde gjennem mit hele Liv vorde mig til Hinder og fortsat Straf, eller endnu mindre Bevidsthed om Strafskyld in casu i nogensomhelst Henseende, der lader mig udstrøe disse Bemærkninger om at jeg haaber i Dommen at høre Harmonien imellem den ideale og alene formale Retfær- dighed, saaledes som Hiin under en varigere, for ei at sige evig, Typus aabenbarer sig saavel i vor som i alle liberale Grundlove, og danne i mindre varige, for ei at sige kun til en Tid gjæl- dende, underordnede Love, Anordninger, Reglemens og flere Deslige, til hvis Materielle Hverdags-advocaterne (og iblandt Dem Sagens) alene formaae at klynge sig, endskjøndt der i dem -- hvis de skulde kunne være brugbare -- ogsaa maa findes saa- stor en Funke af den liberale Retfærdigheds Idee, et Begge maalade sig sammensmelte i Dommen. -- Men jeg betragter ogsaa Sagen med en særegen Interesse: som tredie Mand kunde jeg gjerne sige, som Menneske og Borger. Thi sandelig det er -- foruden den criminelle Hovedqvæstion, som alene angaaer min Modpart Soldaten -- almeenvigtige Opgaver, som dertilmed skulle |
| d.V,b.2,s.107 |
løses. Disse har jeg berørt ovenover; og man vil ikke i vore Tider fortænke en Akademiker, om hans unge Øje med livlig Interesse følger Civilisationens sejerrige Trin, og seer i nærværende Sags Dommere dennes personificerede Udøvere, dennes Hænder, der opløfte sig fra det hellige Dommersæde forat udrive en ung Medborger fra at falde som Offer for et Justitsmord, der er be- virket anlagt, om ikke mod hans Liv, dog mod hans Ære og Velfærd. DOMMERE! Den, der er bleven offentligen haanet, offentligen aandigen og legemligen mishandlet, og derefter som Klagende offentligen til- talt, skal nu ogsaa, efter en lang, krænkende Proces, straffes og betale!!! Kan der tænkes noget Mere Absurd? noget mere Retfærdighed, ja menneskelig Fornuft Forhaanende, end en saadan Paastand? Dette skal -- idet jeg paaberaaber mig mit Brev af 22de Septbr. 1828, Indlæggene af 4. og 13. Marz 1829 og af 18de Octbr. 1829, hvilke jeg anbefaler til de ærede Dommeres Opmærksomhed, saasom i deres Overensstemmelse saavel med hinanden indbyrdes som med de antagelige Vidner, som og i min udviste Sikkerhed i mine Forklaringer, ogsaa ligger et ikke uvigtigt Beviis for min Sanddruhed og Uskyld -- Dette -- gjentager jeg -- skal bevises! Da jeg seer min Spaadom opfyldt, at de competente Vidners Prov kun vilde vorde facsimilia af mine første og sidste, mundt- lige og skriftlige Fremstillinger: saa skrider jeg ogsaa, med Vaaben, der falde mere i Øinene end ovenpaaberaabte Uryggelighed og Overeensstemmelse i mine fra Tid til anden fremlagte For- klaringer, og ikke alene udrustet med Bevidstheden om min Uskyld og lidte Uret, trøstig til mit Beviis for hiin Paastand, der gjælder de tvende Advocaters Paastande imod mig, og til at bevise vidnefast, fremskridende med Begivenhederne Dagen quæst: min totale Uskyld; især i den Trodsighed med lignende, som Referenten imputerer mig. |
| d.V,b.2,s.108 |
Den skal straffes og betale, som A) er, skjøndt Han *ikke havde været Nogensomhelst til For- nærmelse, men erklærede sig, da han ved den **udslagne Front under Evolutionerne, ikke kunde undgaae at befinde sig paa en Plads, han hverken vidste eller saae var forbudt tilforn, baade istand og ***villig til at forføje sig bort paa første tydelige og be- stemte Oplysning om hvor det kunde tilstedes ham uantastet at opholde sig, dog a) ****bleven paa en antastende, fornærmelig Maade offentligen anholdt; og b) *****paa en brutal Maade af Officerer ubestemt bortviist, samt c) saalænge, saavel af højere som lavere Gemene, ved ******raae Befalinger, Trudsler om Arrest, fornærmelige omsvøbende Udla- delser og Bortviisninger, der vare uefterrettelige for ham, saasom de vare ubestemte, trods hans simple, bestandige Thema var "kan jeg ikke være her: saa siig *******bestemt Svar!" opholdt, indtil dette første Møde var bleven til en offentlig Prostitution. NB. Er heri fjerneste Spoer til nogen Trodsighed og Opsæt- sighed? Og her skal denne -- saa høit taxerte -- være [. . . .] Vidnesbyrd:> * Ref. Ded: 2 S. imidten -- Praems skriftl. Erklær. 5. Marz Pag 11. ** 2den Dep. i Forhør paa Grimstad siger at "Afdelingens svingende Fløi næsten berørte Frontlinien. -- Lieut. Jen- toft bevidner (Pag. 380) at jeg var "foran Frontlinien, mel- lem Denne, 2 Geled af Corpset og Vagtteltet. Smaahøjene, (som vare besatte af Tilskuere) ligge bagenfore Opstillings- linien. -- 3 Dep. (Mil. Vidne) siger "at jeg blev omfløjet"; samt Refer. Deduct 2den Side øverst. -- *** Lie siger selv (Pag. 130, 19 Oct. 1829) at jeg opfordrede ham til at underrette mig om hvor jeg kunde ride. -- desuden 14 V. 160, 21 Oct. og Militært Vidne Pag. 391 siger det ud- trykkeligt **** Ref.Ded. 2 S. midtpaa cfr 6 V. Pag. 147. ***** Ref. Ded. 17. Side nederst. Ryens Dep. Præl. Forh. P. 71. ****** 23 V. 219. Ref. Ded. 3. Side nederst og 17de Side øverst. ******* 13de og 20 V., 35te Pag. 303. Ja, jeg maatte jo endog til fremmede Officerer henvende mig. cfr 1 Dep. Pag. 16, 5te Marz 1829. |
| d.V,b.2,s.109 |
Anmærkning: De militære Qvasividner ere meget villige til at lade Jentoft ride paa mig; men om en saadan Qvarambole veed hverken jeg eller Lerche eller flere Vidner, og jeg troer, ei Jentoft selv Noget. Derimod veed man, at det var imod Lerches Hest Jentofts Sammenstød skede, hvilket dog, efter 29de, 30te, ja endog Kammerherre Ankers Tjener P. Østbergs Udsigende, kunde af Jentoft være undgaaet, da Han kunde see os, der, efter nogles Prov vare i sagte Avance, mod de neutrale Smaahøje, efter Andres holdt stille udimod Pladsen, ikke kunde see Ham. Her vil det maaskee ikke være overflødigt at henflytte en Af- ridsning af Scenen, Linierne o. s. v. hvoraf man da vel ogsaa kan uddrage den Slutning, at den, der, som forhen aldeles uvi- dende om en Leirs Indretning og Situationen dersteds, nogen- lunde rigtigt kan udføre dette, dengang maa aldeles have havt sin Eftertanke og Hukommelse i sin Magt. Videre: Den skal straffes og betale, som B) da han langtomlænge fik den forønskede, bestemt1 affordrede Underretning, om hvor Mærkelinien var, om hvilken han 2forhen ikke havde engang mindste Ahnelse, og skjøndt han saae den meget utydelige Linie, bag hvilken han var bleven indeklemt, 3ikke agtet i Hævd af Andre, dog øieblikkeligen og vedholdende, saa han ikke siden uden med Tilladelse gik over den, respecterede den. |
| d.V,b.2,s.110 |
Vidnesbyrd: 1 29 V. Pag. 275 -- Lies Forkl. Pag. 130. 2 26 V. cfr med 14 V. Pag. 160. 3 14de V. Pag. 160. -- Overjæger Andersen Pag. 347 -- 15de V. Pag. 161 og 162. -- 30 V. Pag. 289. -- Capt. Schøyens Skri- velse og Vidnesbyrd, Pag. 277, hvor der siges at indenfore Opstillingslinien vare "baade før og efter Mange". Ligeledes sidste Vidne Ole Homb. -- 24 V. 226; ja selv Mil. V. Pag. 370. -- 30 V. Pag. 280 siger "at jeg reed fra den Plads jeg under Disputen med Officererne havde holdt, ud paa Pladsen, hvor Lie indlod sig i Dispute med mig, formenende mig denne Plads. Anmærkning: Det er af yderste Vigtighed, at der bliver lagt Mærke til, at jeg vedholdende blev paa den mig indrømmede Plads, thi af hvad anden Grund skulde jeg opholde mig der, lige indtil Udmattelse, uden fordi jeg der maatte oppebie Exercicens Slutning, hvis jeg vilde faae Officeeren du jour at vide, og Revenge over Vagt- mandskabet, der fornærmede mig med Haansord. Min fore- gaaende saakaldte Dispute med Officererne kunde ikke angaae Andet, end, at jeg vilde bestemt have opgivet et Sted, hvor det kunde tillade mig at være. Og saa billigt et Spørgsmaal kan Referenten kalde Trodsighed, og forlange straffet med store Sum- mer? Den indrømmede Plads kunde Lie ikke formene mig, fordi den var mig indrømmet og fordi mangfoldige Andre besatte samme Terrain. Kunde han derimod, da skulde han, som Vagt, ikke disputere. Den skal straffes og betale, som C) ingen Oplysning, men blot usømmelige, prostituerende Svar og Klingens [Sving] ninger, erholdt paa sine, baade i sig Selv og Uskyldsbevidsthed, velgrundede, lovlige, billige og gjentagne Spørgs- maal, om hvilken Officeer ved Vagten han havde at beklage sig for. Vidnesbyrd: NB. Burde jeg ikke underrette en Officeer om at Vagten opførte sig slet, bestialsk? 5te Dep. Pag. 22 5te Marz, eensstemmig med 6te Dep. -- 1ste V. Præl. Forhør Pag. 16 nederst -- 30 V. Pag. 288, som |
| d.V,b.2,s.111 |
lægger til, at jeg begjærede dette forat faae Revenge; hvilket viser, at jeg allerede da holdt mig for fornærmet. -- 28 V. Pag. 257 viser, at jeg, selv efter Affairen derom var uvidende. Mil. Vidn. 4de Dep. Vetten siger, at han indlod sig i Sam- tale med mig, og at jeg paastod at ville erholde Ret, fordi jeg bortvistes, hvor Andre fik Lov at staae. Militære Vidner P. 373 og 374 sige "at jeg stødte an mod Kreuz, ikke mod Jentoft". Det passer godt paa den Maade hvorpaa Kreuz styrtede hen mod mig. Anmærkning: Vil man sige, at der var Officerer nok, som talte med mig strax ved Anholdelsen, da beder jeg at lægge Mærke til, at selv Disse (f: Ex: Kreutz), gjorde sig skyldig i brutal, uefter- rettelig Tiltale til mig. Et "vil han mars væk!" er dog vel ingen Oplysning, og det mindst for Een, der har en Leir paa den ene, en Front paa den anden Side, og forbudt Territorium for og bag sig. Anden Oplysning var ei at faae af Kreutz -- og dette var jo som at vandre efter kreuz-lagte Pegefingre -- og heller ikke stort anden af de Andre, der kun ilede til i flyvende Hast. Hvilken klog Mand vilde, under saadanne Omstændigheder, und- lade at spørge og atter spørge sig fore; indtil han kunde faae af- lokket et Svar? Og dette er -- min Forbrydelse, og det saa høit taxert ! Den skal straffes og betale til, som, D) paa det neutrale 1Sted, han, med Lies egen Tilladelse, havde valgt ved og ligeudenfore 2Opstillingslinien og ligeoverfore Vagt- teltet, for der at 3Oppebie den endnu ikke opgivne Vagtofficeer, og altsaa ventende i lovligt Ærinde, blev av selve det Vagtmandskab, som skulde holde over Orden, continuerende offentligen overøst med 4Forhaanelser. Vidnesbyrd: 1 Capt. Schøyens Skrivelse og Vidnesbyrd, ligesom og 30 V. Pag. 288 -- 15 V. P. 161, 162. 2 5 V. Præl. Forh. P. 21 øverst, eensstemmigt med 6te V. -- 23 V. P. 222 paastaaer at Flere, hvoriblandt han Selv vare paa samme Sted som jeg. Ligesom sidste Vidne. 3 Refer. Ded: 19 Side øverst. 4 Refer. Ded. 4, 5, 6, 7de Side, samt Lies egen Forkl. Pag. 131, 132. -- Ref. Ded. 14 S. øv. og 20 S. øv. samt især 21 S. og 27de |
| d.V,b.2,s.112 |
og 29de Side, og Ryens skriftl: Dep. i Præl. forh. Pag. 71 ne- derst. -- Overjæger Andersen P. 397 -- 23de V. P. 219 opgiver endog 3 Jægere og 1 Overjæger som dem, der især gjorde sig skyldige i denne Uorden. -- Sidste Vidne O. Homb be- vidner dette ogsaa, at man tilføjede mig denne Overlast. Anmærkning: Jeg opofrede altsaa noget af min Fornøjelse forat faae Ret- færdighed af en Officeer, eller af min Hensigt med Gaarder- moreisen ved at dvæle saalænge paa dette Sted. Hvilken anden Hensigt er det tænkeligt at jeg derved har havt, end den alle de andre Tilskuere maa antages at have havt, nemlig at fryde deres patriotiske Hjerter ved Skuet af Wedels Skarers kunstige Evo- lutioner, hvori jeg idetmindste allerede da ahnede at see, og siden allerede har seet, Fædrelandets Frelse og den ædleste Loyalismes tappreste Værn? Dette blev mig imidlertid af Vagten forspildt, og min Post som Ventende gjort mig dobbelt generende ved den Mængde, som stimede om jomere jeg sattes blot for Krænkelserne og jo højere Vagtens kaade Støi og Latter hvirvlede sig. Jeg tænkte vel ofte paa at opgive min Plan at oppebie Officeren og forlade Stedet; men vil [. . .] fordømme den Tanke, som lod mig blive holdende: den, at da de raae Karles Haan- latter vilde forfølge mig end stærkere: at det altsaa var bedre at bie og [. . .] indtil jeg, ved Officerens Ankomst, kunde vise, især det omstaaende dannede Publicum, at jeg havde Ret? -- Forhaanelserne vare ellers af en saadan Art, at, endskjøndt de syntes at maatte falde i størsteparten af Tilskuernes Smag, saa vakte de dog hos de Civile af Disse det Modsatte af Hvad de vakte hos Soldatesquen larmende, haanende Bifald, ogfriskt Mod til at blive ved i samme Tone. -- 23de V. siger jo, at min Medfart gjorde et saadant Indtryk paa ham, at han traadte frem, og tilbød sig som Vidne. Med ham var 24 Vidne. Den skal straffes og betale, som E) Viste saamegen Resignation, at han, da Forhaanelserne bleve for krænkende og raae, baade svarede sagtmodigen; og da dette ei frugtede, henvendte sig til Underofficeren med det næsten bønlige Spørgsmaal "om slig Opførsel var en militær Vagt tilladt mod Frem- mede, der biede i lovligt Ærinde; men erholdt kun Brutaliteter og nye Beviser paa lovløs Adfærd til Svar. |
| d.V,b.2,s.113 |
Af Vidnesbyrd herom gives der mangfoldige. Nogle af de civile Vidner forsikre ogsaa, at jeg ogsaa, ved at bringe dem Gud iminde, paa en religiøs, og da vel den allersagt- modigste Maade, søgte at bringe Dem tilbage til deres Pligter idetmindste imod mig. Men da kun Lie selv tilstaaer, at han maatte byde Mandskabet forlade mig -- Noget som Over- jæger Andersen hverken har hørt eller troer at være skeet, og Dette ikke understøttes af Nogen: saa har man ingen Godtgjørelse for at Lie fulgte min billige Anmodning at han skulde holde Styr paa Mdskabet; men klart er det, at han griber til den Udflugt at sige, at han af egen Pligtfølelse bort- viste Mandskabet, da han seer, at der ikke lod sig lægge Skjul over hele Vagtpersonalets uværdige Forhold. -- cfr. Lerches Prov. Hvilken herlig Grube da i denne Scene af Sørgespillet for Referenten til at øse sine straalende Be- viser for min Trodsighed og Opsætsighed!! Han vil jo, at Den skal straffes og betale til, som F) leed den Tort, uden mindste Grund -- saasom Han endnu i samme sørgelige statu quo opholdt sig i Vagtens Paasyn og som et Offer for dennes Raahed, indenfore Linien ventende paa en Of- ficeer, som han kunde beklage sig for -- at blive offentligen befalet i Arrest, hvilken forsaavidt effectueredes at Haand lagdes paa hans 1) Person og 2) Hest. Vidnesbyrd: De fleste Vidner, ja selv Modparten & Comp. vedgaaer at jeg truedes med Arrest. 1. -- 2. Refer. Ded. 4 S. øv. -- 5te V. Præl. Forh. Pag. 33 og 34 -- 5te Dep. 14de Marz 1829. Mange Vidn: sige, at de toge mig i Brystet; ja 23 V. siger at "et Par Jægere" gjorde det. Anmærkning: Selv erindrer jeg ikke, at Haand da lagdes paa min Person; men heri er dog vel intet besynderligt, da min hele Adfærd viser, at mit Hoved blot var sysselsat med Tanken om, hvorledes jeg iilsomst og paa det bedste skulde føje mine Mis- handlere. Det er ellers beviist "at man greb mig i Brystet;" samt, imod 20de Vidnes Udsigende, at jeg da, som hele Tiden, var i Stillestand udenfore Linien. Bevæggrunden til Arrestforsøget maa enten have lagt i den totale Tøilesløshed som herskede ved Vagt- personalet, alene, eller deri, at man opbragtes over at jeg, efter |
| d.V,b.2,s.114 |
foregaaende Fornærmelse, og, efterat have, paa mit littr. E om- nævnte Spørgsmaal, faaet et grovt Svar (hvilket er vidnefast) gjerne kan have i billig Uvillie sagt "at de maatte skamme sig ved hvad Tjeneste de gjorde!" d. e. jo -- efter al fornuftig For- tolkning -- ikke at de skulde skamme sig ved at være Militære d. e. jo Landets Forsvar eller ved at staae i Landets og Kongens Tjeneste; men "at de maatte skamme sig ved saaledes at op- fylde deres Pligter som vagthavende Soldater". Mangfoldige, selv Mil. Vidner deponere Støi og Spectakel ved Vagten. Kom den -- mod al Rimelighed og alle Beviser -- fra mig -- da skulde Vagten ikke taale det, men arrestere. Milit. V. Pag. 371 tilføjer gjen- tagende, at han ikke kan erindre, i hvad Forbindelse slige Ord ere af mig brugte; og Dette er Tilfælde med alle de Mil. Vidner -- hvilke ere de Eneste, som have hørt slige eller lignende Ord af mig. Hvor høist usikkert er det da ikke, at min saakaldte Dispute med Vagten, har skredet ikkun saa fiint over Sagtmodig- hedens Grændser, som hine Ord, -- dem jeg dog hverken vil eller kan benægte. Civile Vidner bruge det ubestemte, ample Ord "Dispute" om mine Advarsler og Tilsvar til Vagtens Haan og Skraal; men i deres Sprog siger det ikke andet, men netop det Samme, som en "Samtale, der føres høirøstet fra een eller begge Sider". Her var nu et fuldt4, skraalende, haanende Vagt- mandskab imod mig alene. At jeg ikke har talt saa høit, sees ogsaa deraf, at kun faae af mine Ord ere blevne opfangede af Tilskuerne; men derimod flere af Jægernes. Min Tale til Jægerne -- eller Disputen fra min Side -- har, som vidnesfast og ind- lysende af sig Selv er -- bestaaet i 5Beklagelser, 6Spørgsmaal og Tilretteviisninger f. Ex. ovennævnte mulige Tirade. Tilskueres Tilbud paastedet at ville følge mig som Vidner viser, hvor mange Fornærmelser allerede da vare overgangne mig. Men Den skal straffes og betale til, som G) viste i den Grad Agtelse for en militær Vagts Rettigheder, at han øjeblikkelig i Gjerning (ved at stige flux af Hesten) og i Ord |
| d.V,b.2,s.115 |
(ved et "vær saa god! Det har De Ret til") erkjendte dets Ret til at øve den Myndighed imod sig, endog udenfor Opstil:linien, men under sednere Ansvar. Vidnesbyrd: Ref. Ded. 19 S. øv. -- 5te V. Præl. forh. Pag. 33 -- 5 Dep. Pag. 21, 5te Marz, samt 14de Marz 8de V. Pag. 257. -- 30te V. Pag. 281 har opfanget de Ord af mig: "det er haardt at lide slig Behandling". Disse Ord vise dog vel ingen Opsætsig- hed? -- Anmærkning. Det maa i høi Grad svække Lies Troværdighed, saavelsom og Andersens, at Ingen af dem vedgaaer, at min Op- førsel var som oven beskrevet, endskjøndt saavel paaberaabte som mangfoldige andre, ja selv Mil. Vidner, eenstemmigen bevidne det. Lies Erklæring Forh. Litr. I overtyder om at han endog før jeg reed, fra det første Anholdssted inden Opstillingslinien, udenom denne, kom til, og altsaa er den Underofficeer, der truede med Arrest. Var det dog alligevel ikke Lie, saa maa det dog -- saa- fremt der ikke har været et aldeles Anarchie i Vagten -- have været Andersen; og han fortjener da en Deel af Sagens Om- kostninger med Lie. 6te og 11te Dep. paa Røhr sige, at Lie af- stod fra Arresten fordi han sagde, at det vilde være for stor Skam osv. Har nu ikke Lie været den Arresterende, saa seer man hvor meget man kan lide paa dette Slags Vidner (Vagten) som siger, at de have hørt selv slige Ord af Lies Mund. Men i min Opførsel -- er der Spoer af den Trodsighed, Ulydighed og Opsætsighed Referenten vil fremtvinge? Lies Sagførers Paastand, at der ligger en opirrende Trudsel -- jeg troer han siger saa -- i at jeg strax vilde lade mig fængsle, men henviste til Officerens Afgjørelse er ikke stort jammerligere eller rettere sagt (saafremt det Hensigtsstridige er det sande Latterlige) latterligere. Alligevel ere de tvende hæderlige Colleger enige i, at Den skal straffes og betale til, som H) da Vagten, især Underofficeren, efter dette haandgribelige Attentat, paa en ligesaa conduiteløs Maade frafaldt dette Angreb d. e. gjorde Ende paa den Leeg, og han igjen steg tilhest paa sit forrige Sted udenfore Opstill.linien, atter saae sig som et værnløst Maal for Vagtens forbryderske Kaadhed. |
| d.V,b.2,s.116 |
Vidnesbyrd: At Lies Sagfører antager l/2 Time forløben imellem Ar- resten og Slaget kommer vel Sandheden temmelig nær. Denne Tid anvendtes paa ovennævnte Maade. -- 20 V. 200. Cfr. ellers foransatte Litr. D, under hvilken jeg vilde have henført Dette, hvis jeg ikke her havde foresat mig, netop at lade Scene følge paa Scene, saaledes som de fulgte indtil Misgjerningens Catastrofe. Tidsfølgen er nøje iagttaget; og, eftersom Vagtens Adfærd udviklede sig i denne i større og større Raahed, saa viser sig Lies Hovedforbrydelse motiveret af min Sagtmodighed, som han troede vel at turde prøve indtil det Alleryderste, og ikke i Modsætsighed eller eggende Ord fra min Side; thi hvilken Vagt, eller endog hvilket Menneske, om det endog ikke havde Magten, vilde kunne i henimod 1 Time efter Praems Regning, og næsten saalænge efter min, taale fortsatte Drillerier? Og dog taalte jeg det, uagtet jeg saae min Spagfærdighed eller Villighed, eller hvad jeg skal kalde -- se 20 V. Pag. 200 -- det Modsatte af Gjenstridighed, og alle mine Forsøg paa at føre de tøilesløse Soldater tilbage til deres Pligt eller idetmindste til "Raison" aldeles frugtesløse og kun at tjene som stimuli til nye Udskeielser, der ved det Sving af Overmod, de i deres Væxt satte Lies Sind i -- som ogsaa syntes bragt ud af Ligevægten ved berusende Midler -- forandres det til den Rasenhed, der alene kunde udføre en saadan Forbrydelse som Hovedudaaden quæstionis. Ja, jeg taalte (cfr. Cand. Lerches Vidnesbyrd) Mere end man kunde forlange af et Menneske, for ei at sige af et ungt, hvor vold- somt Uviljen kogte end i mit Indre, over at see Landets Sved og Formue ødslet paa slige uværdige Soldater, men jeg ventede jo paa en Officeer, hos hvem jeg dengang troede at finde mere Fornuft, forat udtømme den. Derfor taug jeg og leed. At det ikke er Tant, at jeg vilde lade Vagten tilbage til dens Pligt, og tillige som Beviis for, at jeg havde mine Tanker fuldkommen med mig, vil jeg anføre det af Lies Sag- fører som factum Antagne, at jeg gjorde, under mit lang- varige, stadige Ophold, Skildtvagten opmærksom paa, at Flere overtraadte Linien. Heri skulde jeg ogsaa troe ligger Godtgjørelse nok, forat jeg Selv da holdt udenfore denne Linie: Opstillingslinien; og at jeg heller ikke traadte inden- fore den siden. Men Hvad hjælper Alt -- |
| d.V,b.2,s.117 |
Den skal jo straffes og betale til, som I) da Sjelslidelser og Udmattelse fremkaldte en stærk Tørst, og han af 1Agtelse for det ydre decorum ikke vilde tilfredsstille den paa Stedet, og heller ikke af ovenberørte Grunde ikke 2turde forlade den indrømmede Plads, valgte det eneste tilbagestaaende Middel forat fyldestgjøre hiin Anstændighedsfølelse: det at 3til- kalde Underofficeren, for af ham at erholde Oplysning om det kunde 4tillades at stille denne (ligesaa uskyldige som stærkeste) Drift i eller bag et Telt (det tomme Officerstelt?); men, da Denne først nægtede i 5stødende Udtryk at komme, og i samme Tone opmuntrede, for ei at sige befalede, ham at komme til sig, dog viste en saadan Vaersomhed, at Han, befrygtende Svig (hvilken Snog ogsaa fremstak sit giftige Hoved, saasnart Offret var lokket indenfore Trylleringen), og erklærende "at Han dertil ei havde Ret, saasom Han kun kunde komme Underofficeren itale ved at over- skride Demarcationslinien, dertil (til at overskride denne tilfods) først indhentede Skildvagtens 6Tilladelse.Vidnesbyrd: 1 Ref. Ded. 8 Side -- Praems skriftl. Erkl. Pag. 12, 5. Marz. -- Mil. V. 400 og 401. 2 [?] Dep. Pag. 21, 5te Marz. -- 1. Dep. Pag. 18, 5. Martz. 3 Ref. Ded. 8 Side midterst. -- 1. V. Præl. Forh. Pag. 18 ned. -- 15. V. Pag. 162. 4 Lies egen Forklaring Pag. 134. -- Fru Eriksens Pag. 306. 5 Ref. Ded. 9. Side. -- 39 V. Forh. 30. Juli 1830. -- 17de V Capt. Ingjer Forh. 26 Juli 1830 ad c. -- 6 Hvad 20de V. Pag. 197 angaaer, da staaer hans Prov "at der paalagdes mig at træde tilbage, men at han ikke hørte Hvad vi talte sammen" saavel i Strid med sig selv som med de Mangfoldiges, som have afgjort, at jeg bad om og erholdt Tilladelse til at overtræde Linien. Der siges ogsaa "at Skildtvagten sagde: gaa kuns ind, du har jo Lov dertil". Anmærkning: Ingen af de gyldige Vidner tale om "Opsætsighed" fra min Side uden Fru Eriksen. Da imidlertid de Udladelser af mig, som dette Vidne -- og, som jeg troer, hendes Søster Mad. Poppe -- |
| d.V,b.2,s.118 |
har opfattet stride imod Begrebet af "Opsætsighed": saa er der enten at antage, at Vidnet (hos hvem det dog er tilgiveligt) deler Anskuelse med Referenten, der kalder det Opsætsighed ikke at adlyde Soldatens endog ubestemteste, med Fornærmelser ledsagede Befalinger blindt, eller at hun har dette Begreb, javel endog Ordet selv fra den Passiar mellem 2 Jægere, hun hørte, af hvilke den Eene sagde, at der var en slem Mund paa mig. Men, hvor slem denne har været, oplyser Vidnet selv os om: "Jeg svarede paa Overjægerens: kom hid du! jeg er ikke din Tjener -- "ja, du er heller ikke min Herre!" Det er ellers høist mærkeligt, hvor- ledes dette Vidne gjør Vidnet -- der fortjener en Plads ved Siden af Kammerherre Ankers originale Peder -- Hans Kyhns Opspind tilskamme, da hverken Hun eller hendes Søster kan end i fjerneste Maade erkjende at have hørt slige Udladelser af mig, som de Kyhn foregiver at have fra dem. Kyhn erklærer tillige, Pag. 313, at de Damer(?) han skal have hørt(?) disse af, ikke vare nær det Sted, hvor Affairen foregik, og han geleidede dem "uafbrudt" lige til Afreisen!! Har man hørt Magen til Jammer- lighed i at smøre sammen, naar man dog giver sig af med Saa- dant? Men vi staae maaskee nærmere ved Opspindets Kilde, end vi ahne: -- det vakre unge Menneske er, som bekjendt, Modpartens Sagførers Klient og Elev (for ei at sige Kreatur) i Adskilligt. Kan der tænkes Opsætsighed ved Siden af den agtsomste Lydig- hed, Agtelse for Rettigheder og den yderste Forsigtighed? tirrende Raillerie ved Siden af de sagtmodigste, endog religiøse Forma- ninger? Opmuntringer til at holde Folk ude fra det forbudte Rum ved Siden af "Riden frem og tilbage" og "snart inden snart uden- fore Linien" eller (som et Mil: Vidne endog vil) "med min Hest tversover den opkastede Leirlinie(!!)?" Eller "Trækken, Dragen og Sliden" i min Hest, ved Siden af mine Spørgsmaal, om hvor jeg skulde ride hen? -- Frækkere, unaturligere Paastande hørtes vel aldrig. De lode sig gjøre med forønsket Følge, naar Referenten og Liet. Kreuz eller Kam.herre Anker vare Dommere og Proc. Praem Referent. Det kunde da ikke gaae mig værre, end om det skulde behage de nuværende Dommere heri at give Sagens Referent Ret, at |
| d.V,b.2,s.119 |
Den skal straffes og betale til, som K) blev, trods hiint dobbelte Leide, nærmende sig den Under- officeer, der selv havde kaldt ham til sig, under Fremførelsen af sit Ærinde, voldeligen af ham greben i Nakken, og ført saaledes, trods sine Bønner om Skaansel for saa scandaleus Prostitution og trods sine Tilbud om selv strax at gaae tilbage, ikke til sit forrige Sted, men et, hvor Mishandlingerne endnu mere7 faldt i Øine. Vidnesbyrd: 5te Dep. Pag. 21, 5. Marz (som paastaaer at Lie løb til) -- 20 V. Pag. 197 og 198. -- Capt. Schøyens Skrivelse af 14. Marz 1829 (hvor han kalder Lies Fremfærd før Slaget "skjændig Behandling".) M. V. P. 3 [?] Mangfoldige baade civile og militære Vidner sige, at Lie havde taget mig i Kraven og ført mig. Altsaa havde han bemægtiget sig min Person, og behøvede aldrig, selv ikke under nogen Omstændighed at slaae. Ligesaa Ref. Ded. 10 S. ned.; 13 S. Hvilken barbarisk Grusomhed at mishandle den Bedende? og dog er Synden større at ville paalyve Denne Forbry- delser. Angsten forat redde sig selv kan ikke undskylde. Jeg idetmindste vilde heller lide Alt selv, end ved Rettens Hjælp foraarsage den Uskyldige Straf. Lie viser, at man i Angsten ei veed, hvad man griber til. Anmærkning: Personligt Angreb var det Eneste, som kunde undskylde Lies Hovedforbrydelse (se Fgende). Han griber derfor til dette eneste Middel: at fingere, falskeligen at beskylde mig herfor; men hvor- ledes understøttes dette Paaskud, som maatte falde ved sin egen Urimelighed og Unaturlighed? Han siger, at jeg talte, da jeg kom henimod ham, om at faae Lov til at komme ind i et Telt. Men naar understøttedes Anmodningen med Angreb og det gjentagne? Den, som har faaet ham til at smøre slige Dumheder isammen, burde dømmes pro meliori informatione. Han siger, at jeg stødte imod ham, og hans egne Vidner sige, at jeg vilde forbi ham. Han siger, at jeg talte, da han greb og havde grebet mig i Kra- ven; men kan ikke erindre Hvad eller hvorom jeg talte. Men |
| d.V,b.2,s.120 |
her kan man da uden Feiltagelse supplere, thi under slige for- tvivlede Omstændigheder, kan ikke anden Tale antages, end den, der gik ud paa Befrielse herfra Bønner. Det er ogsaa Paa-faldende, hvor vaklende Lie har været i denne Paastand, som hverken i dens Opfindelse, efter al Rimelighed idetmindste, til- hører ham, eller i dens Bibeholdelse, hvorfor hans Sagfører (der i et Retsmøde paa Elstadmoen ved Puffen og et Slags Caroussel- spil førte ham tilbage til denne Usandhed han var paaveje at for- lade, se Forh: 26. Juli 1830) har Skammen, og -- saafremt, efter min gjorte og herved gjørendes Paastand, der er Straf for slig Adfærd mod Dem, der staae for Retten for at afhøres, som ulovlig -- tillige en Deel af Skaden. Da jeg i et ældre Indlæg vidtløftigen har modbeviist den latter- lige Paastand om Supplicantens, den ubevæbnede, af Vagt, med dragne Klinger, omringede Supplicants Angreb paa den bevæbnede Overjæger, hvem han netop ansøgte om Noget, og Dette Synderens sidste Paaskud ikke fortjener endog mindste Opmærksomhed som strax iøinefaldende Unaturligt: saa vil jeg ikke videre værdige det et Ord; men ansee Stedet her passende til at bringe en juridisk Børnelærdom iminde, som ligesaameget tager mig i Beskyttelse, som den rammer Lie. Se Nørregaards Private Ret IV § 1007: "I Henseende til criminelle Loves Anvendelse, der, forsaavidt Samme gaaer ud paa Gjerninger, bliver det en Hovedsag, at have Vished om, at den Gjerning er begaaet, paa hvilken criminelle Love skulle anvendes; thi Ingen kan tiltales som Gjerningsmand, ingen Straf finde Sted, ingen Dom afsiges til at fælde Nogen som skyldig, medmindre Gjerningen existerer". Ligeledes er det en agtværdig, hinduisk, og vistnok sand Retsregel: "100 Vidner kunne ikke paabevise Den Afsindighed, som 2 Vidner sige er klog". Lov- mesteren i Abdera maatte enten lee eller harmes af Medynk og henvise en saadan Paastand som Lies til Daarekisten, om man vovede at fremsætte den for ham; og der skal et andet Talent end Lies Sagførers til at forsvare endog nogenledes saa slet en Sag, der hartad er ligesaa umulig at forsvare som Hovedudaaden selv. Men jeg troer næsten, at om jeg var bleven for Vagtens Moroes Skyld, spidet foran Vagtteltet, saa vilde Advocaterne være enige i, at corpus burde afklædes, forat faae de Penge frem, jeg burde betale til. Der er mellem disse Urimeligheder ikke saa stor Forskjel; thi de ville jo, at |
| d.V,b.2,s.121 |
Den skal straffes og betale til, som L) i det forsamlede Folks Paasyn af Umennesket -- af Lie, der imidlertid planmæssigen med sin1Indbydelse at komme til sig, koldblodigen havde udtrukket sin Klinge, og ført mig udenfore eller ligetil Opstillingslinien -- blev slagen, efterat være 2bortstødt; ja, som led denne Mishandling, der er saa oprørende som en Mishandling nogensinde kan tænkes; ja som leed en Mishand- ling, Naturen, Folkeretten, Grundloven, civile og militære Love raabe Hevn over, ja som selv disse Sidste i deres Strenghed ikke tilstede uden som 3Straf over en domfældt Forbryder. Vidnesbyrd: Factum selv er godtgjort. Jeg anfører derfor blot op- lysende Vidnesbyrd til de nøjere Omstændigheder derved. Saaledes: 1 Lie Pag 175. Ligeledes Lie Pag 174 -- bekræftet af 30te V. Pag 182, -- hvoraf sees, at Soldaternes Tøilesløshed og Bar- barie gik saavidt, at deres Befalende tilraabtes af dem, at slaae mere! Det samme vidner 1 Dep. Pag 17 -- 5te Marz. 2 Lie siger selv -- Forh. Pag 133, 19 Octbr. -- at han før Slaget skjød mig fra sig d. e. vel udenfore eller over Linierne. -- Dette er saameget værre for ham. 3 Departementets Skrivelse af 5te Marz 1829 bedes læst med Opmærksomhed; ligesaa Caval. Brigadens af 3 Febr. 1829 -- Ankers Brev af 4 Oct. 1828 -- Praems Pag 38, 14de Marz -- Capt Schøyens af 19 Marz 1829. Se Bilaget. 1ste Dag paa Røhr, 3die, 4de, 5te, 6te, 7de, 8 og 14de og Overjæger Andersen vidne mod Lie, at han vidste hvem jeg var før Rappet. Anmærkning: For en saadan Forbrydelse kan ingen Straf, med Undtagelse af Livsstraf og evigt Fængsel, være for stor. Give ikke Statens Domstole Retfærdighed, naar det ulykkelige Offer kræver det, ja endog om ingen krævede det, da er Statens Formaal: Sikker- hed først og fremst for Liv og Helse og Ære forfeilet, da er den de facto opløst: Borgeren sættes fuglfrie tilbage i Naturstanden og Selvhevnen kaldes frem som Dommer. Og, slæbes den saa umenneskeligen Fornærmede igjennem langvarige Processer, naar |
| d.V,b.2,s.122 |
han vover at klage over en factisk Forurettelse: for derefter at lide Straf og berøves sin Formue, da sikkrer heller ikke Staten for Denne: da er Alt opløst, Alt lovløst: da forvandle Domstolene sig til Opdragelsesanstalter for Mordere og Tyve -- af Retfær- dighed. Hvad man vilde kunne gjøre mod en Christi Lærling uden at frygte for at hans billige Harme skulde tage den Retning, vilde man ikke ustraffet gjøre imod alle Andre. At den Dom, som skal fældes i denne Sag, imidlertid vil godtgjøre de norske Borgere, at Staten yder dem Sikkerhed for alt Livets Uundvær- lige: Liv, Helse, Ære og Velfærd og, at den, om det end ikke staaer i dens Magt at afværne enkelte Udbrud af den Raahed, som det endnu ikke har lykkets at forvise fra Gelederne, dog vil ave disse med Lovenes hele Strenghed, derom har jeg den fuldeste Overbeviisning. Havde jeg ikke havt den fra Begyndel- sen: saa havde jeg ikke klaget. Men, skulde Dommen kuldkaste den, vel -- jeg vil endda ikke angre, at have kjæmpet for Ret- færdigheden, at have ført en af Tidens Kampe for Menneskelig- heden; men kun bittert beklage, at et Beviis staaer der for at det bliver det Bedste for mine Landsmænd at ophæve al Stat og Lov og Ret og tye tilbage til Skovene. Nei, nu, idet jeg gjen- nemgaaer Sagen, og, [un?]drende mig om, spørger mine Dom- mere, om det Mindste af Vaklende, om den mindste Skygge af Skyldbevidsthed har viist sig i min Fremfærd under Sagens Fø- relse, som kunde stille sig imellem mig og den Naturlighed og Fornuft -- kort. Sandhedens egen Styrke, der viser sig i min Fremstilling af det Passerede -- nu staaer denne Overbeviisning om den fuldkomneste Retfærdiggjørelse, totaleste Frifindelse, og- saavidt skee kan Opreisning og Godtgjørelse paa det klareste for min Sjel! Thi er en Tøddel underkastet Forandring i min Da- gen efter min Pinselsdag affattede første Klage? Og hvilken skyld- bevidst Klager? og det for Mænd, han (cfr. Keilhaus Forklaring og Lieut. Bechs ofl.) vidste indtagne for Modpartens falske Frem- stilling? Men, saastor var Forbrydelsen og saa liden min Lyst til at see Forbryderen straffet, at jeg gjerne skjænkede Partisk- heden Noget af Straffens Strenghed. Derimod, Hvad imod mig holder Stand i Lies Erklæring? At intet gjør det skal jeg vise her ved at stille alle hans Beskyldninger og Udsigender, som kunne være imod mig, og i een Scala med Sandheden ved Siden. Disse ere: |
| d.V,b.2,s.123 |
Cand. Lerche og jeg toge fast Stilling inden Opstil.linien. Modbeviist Litra A, selv af hans egne V. Kreutz talte til mig før Jen- toft stødte an. Ubeviist; men Beviist, at Jen- tofts Træf mod Lerches Hest var første Begyndelse. Grovheder og Chicaner, der iblandt Andet, skulde gaae ud paa at bibringe Foragt for milit. Stand. Ubeviist. Selv om de vare be- viiste, saa forudsættes dog hos et dannet M.ske, at der gaves Grund til slig Tale. (Litr D, E, H samt Anmærkn til J) Beviist er derimod hvad jeg leed af Saadant og hvor- ledes jeg søgte at tale til Rette. Støjen og Skraalen. Ubeviist; men derimod Beviist mod Vagten. Begjæring om Brændeviinshent- ning ved En af Vagten. Ubeviist. Skjænkebydning til Vagten af en Ølflaske. Ubeviist (Jeg vilde jo ikke selv tømme den under aaben Him- mel.) Indstyrtningen paa Lie. Behøves der Modbeviis, saa er der nok af. "Vold -- at jeg vilde slaae ham". Taget tilbage af Lie. "At jeg paa en uværdig, brutal Ubeviist. Jeg var ikke Nogen til og lovstridig Maade søgte at Anstød eller Hinder og hver- yppe Klammerie med Office- ken begjærte Trætte eller rer og at hindre dem i Udfø- trættede med nogen Officer. relsen af deres Tjeneste, samt Det er ubeviist. viste mig saa beskjænket, at jeg maatte holde mig i Sad- Modbeviist og Ubeviist. len for ei at falde i Marken." |
| d.V,b.2,s.124 |
"At jeg blev ført ud af Leiren fra Lægeteltet". Ubeviist og Modbeviist. "At jeg søgte forsætligen at yppe Klammerie i oplandske Corpse's Leir". Det Modsatte, min Sagtmodig- hed er derimod Beviist (s. Litr E og F) "At jeg med Støi og Skraal spenderede": Pengelaan osv. Modbeviist og Ubeviist. Nei! efter et saadant Resultat af Undersøgelserne, giver jeg ikke min Overbeviisning om fuldkommen Frifindelse og Erstatning, mit Haab om Retfærdighed tabt. Var end Vejen lang og besvær- lig, som jeg havde at gaae for at finde Ret -- jeg skal dog finde den. Da skal jeg ikke angre, at jeg har seet baade Tid og Penge spildte ved Reiser og slige aandsfortærende, hjerteoprørende Sys- selsættelser, som de, der have været Følger af denne Justizsag, der skylder Brigadens Umættelighed sit Tilvær, og som stundom har ladet mig ønske, at jeg heller havde modtaget 25 Gode af Bri- gadechefens eller hvilkensomhelst bedre Generalprofosses Haand og -- tiet. Men, endog aldeles frikjendt, saa har dog Sagen selv været mig en betydelig Straf, der maa ansees saameget tungere, som jeg er den uskyldige Klagende. a) Har jeg ved den været forhindret fra at søge de Levebrød, min Stilling og Alder tillod mig at søge. b) Har jeg ikke havt den frie Raadighed over mit Opholdssted. Idetmindste har jeg troet at burde betragte mig kun som halvfrie og bunden til Commissionens Nærværelse. c) Maae min Credit, især ved de Forsøg paa at skade den, jeg nedenunder vil komme til at opstille, som og ved den blotte Justitssags Anlæg, og især min Credit som vordende Ansøger om geistligt Embede, have lidt. d) Har jeg lidt den Krænkelse at høre og see Forbrydernes og Hovedforbryderens Superieurer, som jeg i min Godtroen- hed først henvendte mig til, baade mundtlig og skriftlig stræbe at tilintetgjøre min Klages sædelige Formaal: de Forbryden- des Forbedring ved Straf til Exempel for Andre. Thi de synes 1) at kappes med Hovedforbryderen i at overøse mig |
| d.V,b.2,s.125 |
med Usømmeligheder og Insolencer; 2) at opmuntre Lie til endnu videre at fremture i at opstille sine skamløse Urime- ligheder; 3) at kappes om at fælde (og det a priori) i en afgjørende Tone den mest bagvendte Dom om en Sag, de ikke kjendte til uden fra mine Modparter; men hvis endelige Re- sultat, naar dette blev Retfærdighedens, maatte ogsaa, for- uden egentligen Angjældendes Forbedring, tjene til at give hine Disses Forsvarere et, som det synes, endeel af Disse ubekjendt Begreb om, at vore Tiders og især det frie Lands Militær maa, foruden civil Redelighed og Retfærd, religiøs Sandhedskjærlighed og sand militær Conduite, have et An- strøg udvortes og en Kjerne indvortes af Humanitet og Civi- litet, hvis Cheferne ikke ville paadrage sig retfærdig Daddel og hvis det hele Militær vil agtes som en Deel af Folket og ikke som en Modsætning til eller desorganiseret Deel af dette, hvilken da gaaer sin naturlige Opløsning imøde, ihvor sikker den end kan troe sig bag sine Førere. Cfr. til d) 6te V. Pag 147 og 148, samt alle Oberste An- kers Papirer, endskjøndt han senere nægter at have dadlet, at Underofficeren slog, hvilken Nægtelse gjendrives af 11te V. Pag 152, samt af hosføjede Bilag. e) Har jeg lidt de Krænkelser, at see Sagens Papirer gjorte til et Gjemmested for alskens elendige, smaalige, Sagen vidt- løftiggjørende uvedkommende Angreb paa min sædelige Van- del, for usle Forsøg paa at nedrive og besudle mit gode Navn og Rygte, hvilke -- som Verden nu engang er -- ikke desto- mindre blive fornærmende og skadende. Som saadanne maae de betragtes, omendskjøndt de i Papirerne bør ansees tilintet- gjorte ved Universitetslærernes og Deres afgivne Omdømme, der grunde dette paa et nærmere Bekjendtskab (Cfr 7de V. Pag 148), end det, jeg f. Ex: engang havde knyttet med Pro- curator Praem og Hans Kyhn, forat lære Characterer af en mørkere Farvetone at kjende, og udvide min Mskekundskab ved ogsaa at kaste et Glimt i det menneskelige Hjertes skum- lere Folder. Dommere! Jeg var 20 Aar, da den Ulykke rammede mig paa Gaardermoen, disse Blade handler om -- siger: kunne I, eller 1 tilbake Dette er ubetinget sagt medhensyntil Theorien. De Franskes første Benyttelse af Julisejeren var at indføre i deres Charte "extraordinaire Retter maa ikke finde Sted". En af Polakkernes Hovedklager imod det russiske Tyrranie angik det Samme, og erindres ret -- var det Samme Tilfælde hos Belgierne. I Praxis derimod fælder jeg derimod ikke saa ubetinget en Dom. Re- gjeringerne kunne -- som jeg in casu bør antage -- i et legum dilemma anvende i Hensigten den i Retfærdighedens Tjeneste; men Advocaterne kunne forvandle dem til et Undertrykkelsens. Eller er dette ubilligen sagt af den, der har faaet Krænkelser osv. ja endog af sin Advocat trues med Straf og svære Omkostninger, fordi han klagede over en uhørt Misgjerning? -- 2 tilbake Hvor nemlig, mere end i de allerfleste andre, de forskjelligste Lidenskaber ere i Spillet. Jeg fritager aldeles Referenten, forat have ladet sig lede af Saadanne; men forskjellige Samtaler, hvori Lies Sagførers uædle desto stærkere have spillet, og som kunne have været Følge af hans Forhold til Denne, kunne dog have indvirket paa hans Tankegang og Overbeviisning. Intet bliver saaledes ganske frit uden Dommernes. -- 3 tilbake Hvilke forbausende Levninger af Kasteaand lader sig ikke spore hos alle de Officerer, som have -- blandet sig i denne Sag? Hvilken foragtelig Partiskhed kiger ikke frem af hver Linie i Brigade- og Corpschefens Skrivelser? Denne Kasteaand en- gagerede Lies private Sagfører, og sikrede ham Betaling for hans opera con amore. Den skal være Forbryderens fasteste Værn? -- Se Patrouillen No. 8. 1830. 4 tilbake fuldtalligt. Jeg paastaaer ikke hvad jeg alene antager. 5 tilbake f. Ex: "det er skjændigt at blive saaledes behandlet". (Se Capt. Schøyen.) 6 tilbake f. E. til Lie, om saadan Opførsel var et Vagtmandskab tilladt? 7 tilbake Refer. Deduct. 29 S. midt. |