| TIL L. BORCHSENIUS OG C.F. MICHELET | Eidsvold Præstegaard 18 October 1829. Til De Herrer Bisiddere i Commisionen, nedsat for at dømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20 Sept. 1828. 1 Plus stricto, mendax, offendit lingva, mucrone. Med forventning tog jeg fat paa denne Sags Documenter; med Undtagelse af det høie Departements, læste jeg dem igjennem med Forbauselse; med Afskye tillukkede jeg dem igjen. -- Uagtet min urokkelige Overbeviisning, der ikke har bedraget mig endnu med Hensyn til de indtil nu afhørte faae, men de rette civile Vidner, om at de sande gyldige Vidnesbyrd i denne Sag ikke vel kunne stride imod min Beretning om denne; vilde jeg dog fortvivle om at erholde Retfærdighed, dersom jeg ikke fandt i Hovedvederpartens med Angjældendes Fremstilling af Sagen og Andet Sagen uvedkommende, i Corpschefens og Brigadechefens -- kort næsten i Alt, hvad de tilhobe have produceret af hiin Først- nævntes Indlæg, saa grove Inconseqventser, at det vil koste min Haand mere end mit Hoved Arbeide, at faae det beskjæmmende Sammenvæv heelt oprullet. -- La bourde avoir sa grace. Uden den duer den ikke. -- Jeg seer denne Dynge af Documenter og inhabile Vidnesbyrd |
| d.V,b.2,s.81 |
har allerede netop igjennemløbet Alphabetet -- det romerske. -- Nu begynde vi paa det gothiske, der maaskee turde hjælpe til at faae en sundere Tale frem, samt en gothisk Retfærdighed. -- Denne tillod iblandt Andet ingen fri Mand at pidskes offentlig, forbød Forbrydere at vidne. -- Jeg tillader mig da i Ærbødighed at udbede mig de høje Autho- riteters Opmærksomhed, hvis agtede og velvise Omhue for Sand- hed og Ret have nærmest været Aarsag i, at jeg sættes i Stand til at erfare hvortil mine Skrivelser og Klager til Cavalleriet have været brugte, samt hvad man har opdynget imod disse, imedens jeg heelt igjennem særskildt undersøger Beskaffenheden af Mod- machinationerne, og udviklende Aanden i disse, yttrer mig der- næst yderligere i Almindelighed. -- I den første Hensigt styrer nu Sandhed min Pen og denne Sandhed vil vel ogsaa have Kraft nok til at belive den med en ædlere Qvist, end den der er ipræget Hovedvederpartens Er- klæring, hvis Usandheder ere alene og tydeligen den onde Sam- vittigheds -- Gud veed af hvem -- modulerede Suk; og end den, der rører sig i 1) Oberste m. m. E. Ankers Erklæring af 22de Jan. 1829 -- Heri fortæller denne Herre "at flere af Corpsets høistagtværdige Officierspersonale forklarede ham Sagen eenstemmigen paa en Maade, der fuldkommen overbeviste ham om, at den unge W. maatte i høi Grad vilde blive prostitueret, saafremt Sagen blev alvorlig undersøgt" o. s. v. Da intet er lettere end at finde Beviset for, at den Kulde (Officeerpersonalet) hvori saa at sige Hr. Obersten er bleven døbt til en uforanderlig Troesbekjendelse i denne Sag, ikke kan ud- ledes af nogen anden end netop af den aller ureneste  af an-klagede Modparters, saa bliver det desto vanskeligere at finde en Undskyldning eller en Grund, der kan bestaae for en sundt- tænkende, sat, lidenskabsfrie Mands Omdømme saaledes, at den retfærdiggjør den Række af eensidigt-skjæve, partiske Domme, som udgjør Følgeslutningen i Hr. Oberstens Erklæring. -- Mit Be- viis for at Officeerspersonalets eensstemmige Forklaring, som have en saa hurtig afgjørende, næsten explosionsmæssig en Virkning paa Oberstens Tænke- og Handlemaade) ikke har eller kan have sit Udspring fra andre end netop anklagede Modparters, fører jeg saaledes: de eneste militære Øjenvidner vare netop det in |
| d.V,b.2,s.82 |
casu til Vidnesbyrd inhabile Vagtmandskab: jeg havde (v. Bilaget) Leilighed til at anføre næsten i samme Moment, som Officers- ensemblet, der tog sin Begyndelse, strax efter Maneuvrens Slut- ning, hos Høistcommanderende, var opløst, at, ligesom om Gemyt- terne forud vare beredte til at modtage Smitten, da Anklagedes usandfærdige Beretning havde meddeelt sig Officererne: De ci- vile Vidner ere tildeels af den Beskaffenhed at de indtil de ikke kunne have havt Anledning til at sysselsætte sig med nogen af D'Herrer Officerer og, var dette endog Tilfældet, viste deres retlige, competente Vidnesbyrd, at Historien fra deres Side ikke kan have modtaget den falske Fernis, bagtalerske Tunger have overmalet den med. -- Hr Procurator Praem har tillige oplyst om, at den Samtale med nogle Officerer, hvori han yttrede den falske Fremstilling af Sagen, han troede at have hørt af mig Selv, blev holdt paa en Tid, der ikke tillod den at meddele sig den Officeerkreds, hvor jeg fik Nys om til hvad Side Sagen skulde og alt var dreiet. -- Havde endog Officierpersonalets Forklaringer det aller første Udspring af denne Samtale, ville de dog neppe vinde noget i Værdie ved at blive paa denne Maade enstydigt med Misforstaaelse og Sladder. Men da det er saa, at disse For- klaringer Oberste Anker beraaber sig paa, ikke kunne have nogen anden Kilde (hvorfor ogsaa deres Eensstemmighed stemmer) end netop det selvsamme Vagtmandskab, som, jeg gjentager det her, viste sig, anført og med Tilladelse dertil af deres commando- havende Overjæger, Lie, som et raat, til sig selv overladt Militær, der paa den meest oprørende Maade drev Spot og Spøg med mine og Medborgeres Rettigheder Følelser, saa ville de vel vinde ligesaa lidet i Gehalt ved mere passende at erklæres eenstydige med Begrebet: usandfærdigt Rygte. -- Men om en Mand bør grunde en "fuldkommen Overbeviisning" paa saa løs Grund som et Rygte -- -- -- ja herpaa finder man Svaret i Krogen af dette? Hören sagen -- siger man ellers -- ist halb gelogen. -- Hvad Slutningen angaaer i Erklæringen, da lader jeg med For- nøielse denne Hale af Impertinencer ligge i Fred; thi da jeg har i den senere Tid havt den Ære med Hr. Obersten at føre et Slags Correspondance eller aandeligt Liv, hvori jeg isandhed har lært Erik Ankers Aand at kjende lige som Sandheden af, at man maa vænne sig til de Folk, man fører Samliv med og man vel maa kjende en god Vens Feil men ikke nævne dem. -- |
| d.V,b.2,s.83 |
2) i Overjæger Ole Andersen Lies Erklæring af 9de Decem- ber f. A. Da han henter sin Indledning af Overjæger Ander- sens Beretning, saa maa Bebreidelsen for dens Urigtighed falde paa denne. Det er nemlig aldeles urigtigt, idetmindste hvad an- gaaer mig, at vi indtoge "en fast Stilling" imellem Leirlinien og Brigaden; og, da jeg ved ofte at see mig tilbage, medens jeg reed sagte opad hiin Parallele, for ikke at tabe min Medbroder afsigte iblandt den Mængde Tilskuere, som opfyldte dette Mellem- rum, altid saae ham omtrent i samme faae Skridts Afstand, har jeg al Grund til at troe, at ogsaa han bestandig var i samme jevne Bevægelse, som jeg. Dog nægter jeg ikke Muligheden af at han et Øjeblik kan have vendt sin Hest imod Maneuvrene og holdt stille. I første Tilfælde er jo Modpartens Udsagn feil- agtigt aldeles; i andet Tilfælde maa det have været Studiosus Lerche meget vanskeligt, hvis han havde Øinene paa det rette Sted, at iagttage en Rytter, som, fra Leirgaden, kom udstyr- tende bag ham. At jeg slutter mig rigtigt til Lerches Stilling, troer jeg saa deraf, at Stødet traf hans Hestes Bagdeel2. |
| d.V,b.2,s.84 |
I det Følgende vil Overjæger Lie: at Lieut. Kreutz, vel at mærke, før den active Officeer stødte an imod den passive Lerche, skal have befalet mig, at 3forføie mig bort, "hvilken Til- sigelse jeg ikke alene lod uopfyldt, men gav endog det højst ube- skedne Svar: "skaf mig en ordentlig Officeer at tale med." Jeg maae her oprigtig tilstaae til Militærets Ære, at her gjør Lie dette Uret; thi jeg var ligetil hiin Rencontre forbleven uantastet paa Pladsen; men ifra mit Spørgsmaal om hvoraf den reiste sig, begynder alle mine fata. Da nemlig kom først Kreutz og gav den Befaling, jeg nedenfor har anmærket, i en saadan Hast, at jeg intet Svar fik paa mit Spørgsmaal om hvor jeg skulde vende mig hen. Da Vagten drev paa at jeg skulde "gakke mig paa Flekken som Lieutenanten sagde" var mit rimelige Svar dette: "at jeg vilde have en ordentligere Ordre at følge end den høist ubestemte Kreutz havde givet, da jeg jo endnu ikke vidste hvor jeg ellers paa Pladsen uantastet kunde være. Imidlertid faaer De vise mig et Rum, hvor jeg frit kan oppebie en anden Officeer end Kreutz; thi han havde slig Hast, at jeg blev lige klog." Denne Tale er det, Overjægeren kalder "usammenhængende og uvedkommende Snak, som røbede, at den Talende enten maatte være gal eller i høi Grad beskjænket". Ligeledes uddrager Han eller Erklæringens Autors Psychologie den samme sørgelige Slut- ning af følgende titopkastede, men aldrig besvarede Spørgsmaale (hvis nye Fornærmelser ikke kunne kaldes tilfredsstillende Svar): "Hvad har jeg gjort, hvorfor jeg skal jages ifra den Plads, Andre i Fred besætte? Jag mig ud eller bort, hvor De vil; men pas saa paa, at faae alle de øvrige Tilskuere bort, eller saa klager jeg til Chefen? Hvem og hvor er vagthavende Officeer? Nu -- svarer Du mig ikke med Andet end ved at drage blank imod mig, og ved Plumpheder, saa viis mig en Plads, hvor jeg idetmindste kan være i Sikkerhed for disse". Da han langt om længe viiste mig en utydelig Linie, uden hvilken jeg skulde kunne befinde mig uantastet, saa erklærede jeg ham engang for Alle: at der forblev jeg indtil jeg fik fat i den forønskede Officeer, af hvem jeg haa- bede den hidtil nægtede Underretning." Disse Ord er det, som commenteres saaledes: "jeg vedblev |
| d.V,b.2,s.85 |
med Grovheder og Chicaner, der, blandt mere, gik ud paa at bibringe os Foragt for vor Stand." Her har ellers Overjægerens Orakel været vel meget pythisk-dunkel, da han har givet sit Ud- sagn saa stort emphatisk Omfang, at det kan rumme Hvad man behager at putte ind under det, om det saa var nok saa groteskt og uhyre og usandt. Førend jeg forlader Indledningen til Hovedhandlingerne, troer jeg ikke overflødigt at bemærke: ved min Ankomst paa Pladsen, før Exercicerne begyndte, reed min ovennævnte Kammerad og jeg langs op med Teltlinien, i ikke længer Afstand fra denne end da jeg blev antastet siden om Formiddagen af Vagten. Da jeg vendte tilbage, møder jeg Prem.lieut. Schilling, som, da jeg spurgte: om jeg havde Lov til at ride Teltene saa nær, gav mig et bejaende Svar. Det svæver mig fore som om et "Kors" eller "Gudbevares" i hans Svar endog udtrykte en Slags For- undring over mit Spørgsmaal. Man seer i detmindste heraf Forskjellen imellem at have Venner og Fiender paa Gaarder- moen; og vel tillige, at jeg neppe kom paa Gaardermoen for "at yppe Klammerie med Officerne eller -- som Obersten, da den mig fiendske Anskuelse af Sagen voxer 4rangviis, endogsaa vil, med hele Militæretaten; for at hindre Officererne i deres Tjene- steforretninger, og andre mig ubekjendte Øiemed, som jeg skal have havt". Ligeledes lægge man Mærke til, at, da Brigaden gjorde 5"Holdt" og "Hviil" befandt jeg mig i min rolige Direction henimod de sydlige Smaaehøje paa Pladsen, hvor den finere Verden især opholdt sig, alt midtveis for Leiren, indeklemt imel- lem den fuldt udslagne Rytterlinie og Teltlinien i en Paralelle af omtrent en 40 Skridts Diameter. Det var nu dog vel ligesaa |
| d.V,b.2,s.86 |
rimeligt om jeg fortsatte min Vei, som at jeg vendte tilbage? De andre mange Tilskuere, som krydsede hverandre i dette Mel- lemrum -- hvor de vel medrette ansaae sig mere sikrede end om de vilde, for at komme over Pladsen gaae rundt om dens yderste vidtløftige Grændser eller i en Afstand ifra Rytterfronten, som dog, efter et eneste Indfald af Generalen, kunde sætte sig i Bevægelse og uden Redning omfløje dem -- bleve heller ikke forstyrrede af Militæret. Overjæger Lie gaaer dernæst over til at indlede sin ikke for- drejede, men bagvendte Fremstilling af Slutningsscenen, saaledes: "under denne Støjen og Skraalen skal W. have begjæret en af Vagten til at hente sig Brændeviin . . . . og "bød han Vagten Skjænk." Competente Vidner faae retligen afgjøre saavel alt Andet, som ogsaa fra hvem Støjen og Skraalen kom. At der virkelig gaves saadant Tegn paa Uorden veed jeg selv altfor vel, og Stimmelen af Tilskuere har vel fra denne fornemmelig sin Oprindelse. Var jeg den støjende og skraalende: saa havde det været den Vagt- havendes Pligt at arrestere mig eller fjerne mig fra Pladsen ud i den vilde Skov. Dette første gjorde han, ikke af denGrund, et conduitløst Forsøg paa; men fordi jeg vovede at bede Skildvagten: (som med de Udtryk: "aa Fanden vil du ham nu da?" gjorde det) skaffe mig Underofficeren itale og da vovede at spørge ham: om hans Mandskab kunde tillades at drive offent- lig høirøstet Haan og Spot med fremmed Mand6. Det sidste gjorde han ikke, da han formodentlig erindrede, at have Selv er- klæret mig den Plads fri og tilladt jeg befandt mig paa. Det er beviisligt, at jeg først afbrød med hiin Anmodning til Skildvagten min Taushed, da et Træk af Jægrenes Haantale imod mig, viiste en Trælleraahed, som saarede mine fædrelandske Følelser mere end min Selvkjærlighed og Selvfølelse. Er det da ikke klart, at den Støi og Skraalen, som Overjægeren har Ret i fandt util- børligen Sted ved Vagtteltet, mere har sin Oprindelse fra en 20-30 Jægeres Struber, der aldrig feilede deres Tribut af Latter til den af dem, det behagede at improvisere en Raahed over mig, end fra mig alene, hvis hele Tale til Underofficeren i den Anledning viser noksom, at jeg allerede da bar min Skjebne med |
| d.V,b.2,s.87 |
Resignation? Det hele Mandskab, som strømmede af og til, som Bier i Solskinsveir udaf Kuben, ud fra Vagtteltet, stillede sig ørkesløse, med Armene overkors ligeoverfor mig, der holdt rolig paa hiin Side den betegnede Linie, og loe, forhaanede og gottede sig over mig, tør endogsaa have den forbausende Dristighed at ville vælte denne uværdige Opførsel ind paa de 7civile Tilskuere? paa disse, der tilkjendegav mig, midt under Militærets Forhaa- nelser imod mig, deres Deeltagelse ved deels at tilbyde mig deres Vidnesbyrd, deels ved at ville (hvilket jeg imodsatte mig) ind- virke til min Fordeel paa Vagten, ved at sige, hvilken Person den var, de saaledes opførte sig imod? At tilstede det isaahenseende forbryderske Vagtmandskab at vidne i sin egen Sag vil vel neppe blive den retfærdige Øvrigheds Sag. Og, da Overjægeren gjorde Partie med dem, da jeg ankede for ham over deres Opførsel, saa, eftersom den ene Føjelighed er den anden værd, kan man forklare sig den 8Dristighed, hvormed de understøtte dennes ubeviste, ubeviislige og i højeste Grad ufornuftige Paastande. Herom dog mere siden. -- Nu Brændeviinshentningen og Skjænk- ningen? -- Jeg appellerer her til enhver 9Ungkarl i den vide Verden, med nogenlunde Dannelse, der kan sætte sig ind i min Stilling i Øiesynet af unge, agtbare, dels kjendte dels ukjendteDamer. Hans hele Beskrivelse af Slutningsscener er dog det elendigste Sammenvæv af det Hele, eller den egentlige Ædderkop i det |
| d.V,b.2,s.88 |
hele Opspind. Jeg for min Part mangler sandelig det Mod, at kaste mig alene ind bag en Front af 20-30 Jægere, for, med alle Disse i Ryggen, at slaae den fuldt bevæbnede fiendtlige Com- manderende til Jorden med et saa skrøbeligt Vaaben som en Flaske. En saadan von-Spillsk [?] Strategie var vel neppe at an- befale selve Generalmajor Wedel i Feldten. Lykkes det derimod det forenede Militær for Retten at berøve mig min Forstand, da kan det vistnok staae dem frit for at paadutte mig alle de regel- løse og ravgale Handlinger, de forenede Contraparters forenede Phantasie mægter at opfinde. Det synes tillige klart, at havde Overjægeren Tid til at gribe mig i Nakken, føre mig 8-10 Skridt tilbage, drage sin Sabel og slaae mig med den (ja Tid alene til dette Sidste) saa manglede der ham ikke tid til at træde et Skridt tilbage og udsige de to Ord: Arresteer ham! hvortil jo rundt om mig 50 Arme maatte være rede. At dannede fornuftige Men- nesker, hvoraf, naar Kreuz og nogle Faae andre undtages, jeg bør troe Corpsets Officeerspersonale bestaaer, virkelig have ladet sig binde en saa jammerlig sammensat Usandhed paa Ærmet, begriber jeg ikke (v. Bilaget om Affairen med Lieut. Kreuz). Esprit du corps en sic, kan umulig alene være stærk nok dertil, skjøndt den ellers vældigen træder frem i denne Sag, og glimter frem af dens Documenter i saamange Puncter som Straalerne fra den hele Brigades Klinger paa Gaardermoen. Hvad enten nu Forbryderen har lært af sin egen eller en anden ond Sam- vittighed sin Beretning om Catastrophen i Sørgespillet, der sna- rere, saa plumpt det end blev spillet, har paadraget Acteurerne Klap fra det militaire Gallerie, Parterre som fra Logerne, end Mishag og følelig Daddel -- saa har han først jammerligen indstu- deret den; thi -- hvorledes kunne hans følgende Ord harmonere med Naturen, med Vidnernes, ja med Karlens eget foregaaende Udsagn: at jeg var paaengang saa dristig at ville, omringet af bevæbnet Magt, saagodtsom ubevæbnet slaae en bevæbnet Soldat (ja vel holde ham, hvis i Attentatet mindste Plan kan tillades at tænkes) og dog i samme Moment aflod at bruge den Feigestes naturlige Modvaaben, det defensive Nødværge? Han siger nem- lig: at han, efterat have givet mig et Drag over Pukkelen, be- tydede mig, hvilke for mig skadelige Følger det ville have om jeg fremdeles med Vold vilde trænge ind paa ham! -- Isandhed, det Absurde i hans Sammensurium gaaer over alle Grændser, |
| d.V,b.2,s.89 |
og jeg væmmes ved at bruge min Pen og min Tid paa et For- svar, et Afbeviis derimod. En saa fredelig, viis Lection passer vel efter den nys foregaaende voldsomme, rasende! Dog, denne Usandhed er mere dum end uforskammet (v. hans følgende Ord: at jeg fandt hans Tale og Adfærd grundet o. s. v.) havde jeg været saa tapper en Karl, at jeg angreb ham saa som han for- tæller, saa passer virkelig min rolige Adfærd efter Mishandlingen særdeles godt til hiin foregaaende urolige. Nei, om han havde sat en saadan Top paa sit Tag over Forbrydelsen: og derpaa, naar han havde fældet Overjægeren med sin Flaske, vilde han overrumple og massacrere Vagten med samme Vaaben, Mand for Mand, ja Gud veed, om ikke saa Sqvadronen, Brigaden og Kammerherren og Generalen o. s. v. -- da vilde den have været mere i Aand og Bogstav harmonerende med hans Beretninger, end denne om den af ham i al Ro forelæste og af mig med søm- melig Tak imodtagne Lection. Det er ellers vist og vidnefast, at Overjægeren, saasnart jeg, med Skildvagtens Tilladelse nær- mede mig ham (i hans Sprog: styrtede ind paa ham) lagde paa en beskjæmmende Maade (ved at gribe mig i Nakken) Haand paa mig; at jeg, istedetfor instinctmæssig da at stræbe at rive mig løs, anvendte Anmodninger og Bønner om at skaane mig for en saadan Prostitution, at han desuagtet ikke aflod saaledes at tortere mig, men 10slæbede mig nogle Skridt ligetil Afstiknings- linien; at han lumskeligen da bag min Ryg, skjøndt jeg allerede var med Foden lige paa (jeg mindes ei om over) Grændsen af hans Territorium, uddrog sin Klinge og slog mig over Ryggen. Da, i Øjeblikket jeg følte Noget, drejede jeg mig instinctmæssig halvt om, hævede Armen hvori jeg holdt Bouteillen og havde vel slængt Barbaren den i Panden, hvis jeg ikke, ved at see ham med Skarpen af Klingen i fortsat sqvadronerende Bevægelse over mit Hoved, havde indskrænket mig til at bruge den de Par Se- cunder til Skjold om han vilde hugge, til Capt. Ingjer tog mig bort; ellers -- dog, jeg tør ei som Overjægeren med Consorter |
| d.V,b.2,s.90 |
dømme Villien og det Mulige. Min Stemning da Hr. Captainen traf mig røbede ikke en Halvberusets stormende, en Heelberusets støvede Følelser, men de viste sig som Beskjæmmelsens og Uvil- liens. Jeg søgte at bekjæmpe mine Lidenskaber, som saa føle- ligen vare rørte: det viste min afbrudte halv bekjæmped Graad. En Beruset vilde ikke i sine saaledes vakte Lidenskabers Oprør have erindret hiin legemlige Trang, som saaledes var bleven afbrudt, eller, om den yttrede sig, neppe Stedet saameget, at han, som jeg gjorde med Captainen, havde anmodet En om Ledsagelse hen i Skoven for der med nogenlunde decorum at kunne tilfredsstille hiin. En Beruset vilde vist have da forglemt, strax at begive sig hen til Damerne og gjøre Undskyldninger, som jeg gjorde, fordi jeg havde været et uskyldigt Middel (saa løde mine Ord) i Barbarernes Hænder til at forbitre dem Dagens Fornøielse. Jeg tør sige, at af disse smaae Træk, som foregik umiddelbar efter Mishandlingen, fremlyser istedetfor Rasenhed og Fuldskab, Sindighed og Herredømme over sine Lidenskaber. Af Tonen i de injurierende Fornærmelser Overjægeren endnu tillader sig i Slutningen, skulde jeg næsten troe, at han var selv Autor til sin Erklæring, dersom ikke Lieut. Kreutz'es Skri- velse lærte mig , at Officerer kunne skrive og tænke ligesaa raat som Soldater. Han beskylder mig og Stud. Lerche for paa en "uværdig, brutal og lovstridig Maade at have søgt at yppe Klammerie med D'Hrr Officerer, hvem de søgte at hindre ved Udførelsen af deres Tjeneste -- -- o. s. v. -- til "Thi om han end hiin Dag viste et Forhold uværdigere end den laveste Pøbel i Fuldskaben udover, saa vil jeg dog ikke have troet ham saa for- dærvet, at han nu skulde ville forsøge paa ved løgnagtige Fore- givender at bringe mig i Forlegenhed" o. s. v. -- se hans Be- skrivelse over mit Ophold i Værtshuset -- -- " Har han i Foregaaende grebet dybt i Posen for at finde Noget, der kunde undskylde hans Udaad -- den han vel er bleven under- rettet om ei kan retfærdiggjøres selv i det værste af ham frem- stillede Tilfælde -- : saa har han dog her, ved at concentrere saameget Grundfalskt og Ærerørigt imod mig, gjort det let for enhver Upartisk at see paa hvor svage Fødder, han veed med sig selv, han staaer paa, da han troer, ikke at kunne fjælge sig ved maadelige Usandheder. En klog Raadgiver havde dog raadet Karlen først ikke isaahenseende at gaae forvidt, at gaae |
| d.V,b.2,s.91 |
indtil Ubluhed og Plumphed i Opdigtelsen, og dernæst ikke at blotte sig ved, med ligesaamegen Vidtløftighed som Usandfær- dighed og Skadefrohed eller Ondskab at udmale nogle aldeles uvedkommende Scener deels før og endnu mere efter Affairen. Jeg forbigaaer derfor at afbevise dem, hvorfor ogsaa Vidnerne have fritaget mig. Over de smaalige Bagvaskelser veed jeg at hæve mig; og min Øvrighed og mit Lands Love kunne ikke til- stede ubeviiste, ja modbeviiste krænkende Beretninger og Paa- stande at have Indflydelse paa et ungt Menneskes Vee og Vel. Jeg skjænker Karlen med hans Patroner den Glæde ved Opspind og Smaaligheder, som skulle beskjæmme mig, at faae øst Vand paa en af deres Superieurer, min uforskyldt hevngjerrige Fiendes Mølle; men for hine ovenanførte virkelige Injurier faaer Karlen staae mig særskilt til Ansvar. Dog disse, som Hovedsagen, er nu i Retfærdighedens Haand for at vejes. Anmærkn: Jeg havde fattet det Forsæt, paa samme Maade, som i Ovenstaaende nu Corpschefens og Overjægerens Erklæ- ringer (de 2 første) ere omhandlede, at drøfte alle Modpartens Hjælpedocumenter; men denne Skrivelse har nu lagt afbrudt lige siden Forhøret paa Næs i Marts d. A., formedelst Borte- væren, saa jeg indsendte i dettes Sted et kortere Indlæg til Forhørets Bestyrer. Flere tilkomne competente Vidner og min Agtelse for Commissionens Medlemmers Skarpsindighed over- beviser mig om, at et saadant vidtløftigt Arbeide vilde være overflødigt. Urimelighederne stikke nok frem alligevel, om jeg ikke sammenhober dem. Klokken er 11 nu om Aftenen før jeg imorgen har den Ære at møde for Commissionen: paa een Nat feier ikke jeg Augias's Stald. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM 1 tilbakeLyder: Tidt dybere end svungen Klinge kan Løgnfuld Tunge stinge. 2 tilbakeDet maa kaldes en Lykke, at en gammel Kjelling, at Barn eller endogsaa en robust Fodgjænger ikke befandt sig i det Mo- ment paa samme Punct ellers kunde et Mord have bibragt sit til at give Dagens Historie, og en brukken civil Nakke vilde da ogsaa være bleven, som den vanærede Klinge, ophængt iblandt Tropæerne. Havde derimod en ubevægelig Ting, en Stok, en Galge o. s: fl. staaet der, vilde, da Rytteren, Lieutn. Jentoft, selv erklærer, at han var i en saadan Fart, at han ikke vel kunde dreje af, vel det gaaet ud over en Militær. At denne Herre siger, at han maatte bøje min Hests Hoved tilside forat komme forbi, forholder sig ikke saa, dels fordi jeg da maatte have befundet mig bag Lerche og altsaa fornemmet Contusionen med andre Sandser end Øret (hvilken ufuldkomne Efterretning nødte mig til at vende om for at faae det Heelt at vide) dels fordi jeg veed det umuligt for een Arm, hvis Tryk Carrieren desuden maatte gjøre meget flygtigt, at faae bøjet den Hests Hoved, jeg da reed paa. Har derimod Lieutenant Jentoft brugt begge sine Arme dertil, troer jeg hiint vel muligt: men tillige da, at han ikke har havt Tøilerne i sin Magt, saa hans Anstød imod Lerches Hest vel lader sig forklare. 3 tilbake Da denne Befaling i anden Tidsfølge kom, lød den fra Kreutz: "Vil han mars gakke sig!" 4 tilbakeBrigadens Anskuelser stige i dette Forhold til at yttre: "Stu- dentens Forhold blev ei skildret saa graverende som det virkelig var." Overjægeren har ikke gjort det godt nok? 5 tilbakeDette lille Pusterum blev benyttet ret paa Skolemaneer. Mesterlectianerne pleje i Friqvarteret at opmuntre Peblingerne til alskens Spilopper, som da, jo galere de ere, bidrage til at forhøje den kortvarige Nydelse, de føle fra deres Vindue. Paa Academier eller Krigsskoler faae de Ældre ikke Lov til at sidde saa rolige, men maae deeltage selv i Optøjerne. -- Dette er utentvivl rigtigere; men -- applicatio fiat! 6 tilbakev: min Beretning af 22de Sept. f. A. 7 tilbake Hvorledes kunde jeg i det Tilfælde appellere til Vagtens Overjæger? 8 tilbake Heri er der en sand Veddestrid imellem dem. (Cfr. Lit- tera. L: 2 og 4 Deponent). 9 tilbake Eller til enhver Fornærmet med det Spørgsmaal, om han henvender sig netop til sine Fornærmere med Anmodning om en Tjeneste og Velvillighedsgjerninger, naar han har lettere for isaahenseende at meddele sig Venner eller ogsaa passive Ube- kjendte. Af saadanne Mennesker bestod den civile Kreds, som nærmest omgav mig. At der iblandt disse befandt sig en Judas, som jeg, som den Første den Bedste, anmodede om at hente mig en Flaske Porter eller Øl, er meget muligt: men Denne kan da neppe, som han gjør, med Sandhed deponere: at jeg af en saadan Flaske vilde skjænke Drammer ud. 10 tilbakeSlæbede ikke saaledes at jeg positivt modsatte mig; mendet Haab en Bedende nærer, idetmindste medens han beder, om at hs Bøn vil blive opfyldt, vakte naturligen den passive Modstand, som gjør at man ikke løber idet man siger: slip blot, -- jeg kan jo og skal og vil jo gaae tilbage selv. |