HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 2. BIND: RETTSINNLEGG. SUPPLEMENT


TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT

Eidsvold den 13de Marts 1829.
   Der udfordres ikke stor Skarpsindighed til at indsee, hvem der
har været først og sidst den fornærmende Part i Affairen paa
Gardermoen. --

   Det er indlysende, at jeg strax fra min Ankomst der paa Stedet,
saasnart jeg blev kjendt, blev udpeget til et Maal for grov og
fornærmelig Behandling
med det Overmod, som Mængden og
Overmagten der maatte indgive selv det aller feigeste Menneske.
-- Hr. Kreutzes Adfærd, hans Overgang fra Grovhed til ironisk
Høflighed m: v:, som jeg har fremsat i min Skildring af Aanden
i disse Optøjer, maae overbevise Enhver om, at jeg med Hensigt
d.V,b.2,s.69   blev irriteret og insulteret. -- De upartiske Vidners Udsagn lægger
for Dagen, at selv de gemene Jægere, enten det skede med eller
uden Ordre, insulterede mig; og, at Insulten endelig gik saavidt,
at en af Dem, trædende paa Landets hellige Constitution, som for-
byder at bruge Militairmagt mod nogen, uden i Oprørs-Tilfælde, og
paa den Eed, han ventelig har svoret til samme, hugger til mig med
sin Sabel. Jeg bilægger hertil en verificeret Copie af et Brev fra
et Øievidne fra Schydsmoe Sogn. Endelig beviser Contrapartens,
Corpsets og Brigadens Fremgangsmaade efter Tildragelsen indtil
Dato, at Hadet, Hevngjerrigheden, som Amtet og Enhver Anden
vel med Rette kunde antage, ikke en Gang er bleven slukket ved
den yderste Grad af Injurie, nemlig legemlig Mishandling. -- Thi i
Stedet for at give mig den Satisfaction, jeg var saa berettiget at
fordre, ved at afstraffe Karlen kommer denne med en Klage, han
aabenbar ikke selv har conciperet, propfuld af høist fornærmelige
Udtryk
, bagtalende, skjæve, Sagen uvedkommende, Anmærkninger
og Fortællinger, for at exculpere sig selv, og nedbryde min Agtelse,
og denne Klage understøttes ved Erklæringer fra det hele Corps,
alle i samme Aand, som Klagen,
alle i een Uniform og ligesom
hugne ud af een Blok, for at faae den Justitssag anlagt imod mig,
som egentlig skulde anlægges imod Contraparten. --
   Man hører, man seer, hvorledes Officeren tugter Jægere for Feil,
i Exercicen eller i Tjenesten. Kunde man da troe andet, end at en
Constitutionsstridig Brug af Sabelen paa en vaabenløs Tilskuer, som
kun var kommen for at beundre og altsaa til at forhøie Nydelsen
ved Maneuvrerne (thi hvad er al Herlighed uden Tilskuere), ogsaa
maatte være reglementstridig? Jeg indgiver saaledes en Klage til
Corpset, vis paa, at Corpset vilde lære den Skyldige, at bruge sin
Sabel paa en anden Maade, end paa Ryggen af Landets Børn. --
Men til min Forundring maa jeg erfare, at den Ret af Militaire, som
skal bedømme dette, finder den Brug, Karlen havde gjort af Sabe-
len, aldeles ikke at være saa betydelig, at den kan fortjene Straf,
og at den mishandlede Klager endnu bør forfølges videre, paa det
han ogsaa
formelig offentlig processualiter kan mishandles. -- Retten
maa jeg dog tilsidst finde, om jeg end skal søge den med Lygter. --
Ikke destomindre er der i selve Oberste Ankers Erklæring Spor
til, at Contraparten selv har havt en Følelse, omendskjøndt dunkel
Følelse, af Karlens Strafværdighed, idet han selv tilstaaer, at han
bebreidede ham, at han ikke arresterede, istedenfor at slaae til. --
d.V,b.2,s.70   Men naar Retten endog bryder frem gjennem saa megen Taage,
da maa den være stor og stærklysende. -- Ja Rygtet fortæller
(og videre Vidneførsel vil oplyse, om dette er sandt, eller ikke),
at trende Officerer bag Teltet skal have slaaets og revet hinanden
Uniformen itu, fordi de vare uenige i Henseende til den Be-
handling, jeg havde fundet, hvoraf det da og er klart, at der
har været et agtværdigt Officeerspersonale, som ikke har billiget
Kammeradernes Adfærd, men anseet mig for fornærmet og mis-
handlet. --
   Jeg henvender mig nu til den af Underofficeren underskrevne
Klage med Bilag. -- Her vil jeg med den fortjente Foragt gaae
forbi de talrige Haansord og Injurier, en Fortsættelse af det mod
mig paa Gaardermoen brugte militaire Sprog
, hvori Klagens Aand
og Motiver saa tydelig røber sig selv
, og kun holde mig til Hoved-
punkterne, deels væsentlige, deels uvæsentlige. --

   Til de, ikke blot uvæsentlige, men endog Sagen aldeles uved-
kommende, Sager i Contrapartens Papirer henregner jeg, hvad
der anføres om min berusede Tilstand, om min Pengemangel og
om mit Ophold i en af Husene eller Kipperne paa Gaardermoen.
-- Som Klage betragtet, kan man, naar man vil bruge det rette
Epithet, ikke kalde dette andet end dumt og latterligt. -- Hvad
kommer det det oplandske Jægercorps ved
, og hvad Beføining har
det oplandske Jægercorps til at klage og lamentere derover, om
jeg har en Perial, en tom Pung og intet andet Skjul over Hovedet
,
end en af Gaardermoens Kipper? Kom det mig ved at lægge
Mærke til, eller at opholde mig over det, om Officererne paa
samme Dag kom ud fra Generalens Middagstaffel med Pidsker,
Perialer, Snidsere eller noget saadant, og derefter boxedes bag
Teltet? Aldeles ikke. Hvad der var i deres Hoveder og deres
Punge, saavelsom hvor meget skjønnere de i deres Telte vare
arrangerede, end vi Civile i Kipperne, var ikke min Sag. -- Det
vilde derfor være sært, at ikke finde den samme Ligegyldighed
paa deres Side, hvad mig angaaer, hvis ikke ved denne Leilighed
just en sværtende Sminke udfordredes for at give Anklagen det
Eftertryk, den i sit Væsentlige fatter
. --

   At jeg var beruset og det saaledes, at jeg endog maatte holde
mig i Sadelen, imedens jeg blev insulteret af Gaardermoens
Militaire, er en Usandhed, som modsiges af de upartiske civile
Vidners Udsagn. Selv Contrapartens egen Fortælling, at jeg efter
d.V,b.2,s.71   Actionen sad og drak i en Kippe, bidrager til Overbevisningen,
at Contrapartens Skildring af min Opførsel i denne Henseende
er ligesaa falsk som fornærmelig. -- Thi, hvis jeg under Actionen
allerede maatte holde mig i 1Sadelen, saa maatte jeg, ved der-
efter at drikke endnu mere i Kippen, komme i den Tilstand, at
jeg ikke, som jeg gjorde, kunde ride ligehen til Risebroe hos
Hr. Kammerraad Malthe, hvor jeg blev om Aftenen; jeg er ogsaa
vis paa, Hr. Kammerraaden baade kan og vil bevidne, at jeg ikke
kom til ham i beruset Forfatning. -- 2
   Hvad angaaer mit Ophold i en Kippe, da maa Enhver, som
ikke faaer Adgang til Teltene, tage tiltakke med Stedets Leilighed,
saasom der ikke gives andet end saadanne Smaahuse der om-
kring. -- Ikke heller seer jeg, hvorledes det kan vanære nogen,
at sætte sig ned i saadan Hytte, som selve Baronesser under-
tiden ikke har skammet sig ved at betræde. --

   De egentlige Klage-Puncter, der lade sig indbefatte under de
to Rubrikker, at jeg skal have overtraadt en Demarkationslinie
og betraadt et helligt, de Militaire blot indviet, Territorium, og
for det andet, at jeg skal have truet at ville slaae Overjægeren
en Flaske i Planeten, og derved nødt denne til at trække blank,
har ligesaa liden Realitet, som foromrørte Saus, hvori de ere
indsmørede. --

   Det er nemlig, hvad første Punct anbelanger, ved Vidnerne
godtgjort, at jeg ikke opholdt mig andensteds, end der, hvor
andre Tilskuere havde taget Plads; og, om jeg af og til over-
traadte Demarkationslinien, saa var det kun øieblikkelig, og deels
af Uagtsomhed, da den saakaldte Demarkationslinie var vanskelig
at see, uden Forstørrelsesglas, og jeg er kortsynet; deels af Nød-
vendighed for at vige for de exercerende Esquadroner, deels
med andre Officerers Tilladelse og efter Forespørgsel. Saadant
hænder paa alle Exerceerpladse, eller ved alle saadanne Leilig-
d.V,b.2,s.72   heder, hvor Folkesamlinger og noget Skuespil har Sted. -- Endnu
har man aldrig hørt, at nogen er bleven behandlet saa grovt,
som jeg af den Aarsag, uden det var En, man for ubehagelige
Reminiscencers Skyld, eller af anden Grund, vilde have en Dyst
med. -- Endnu har man aldrig hørt, at Staten har lagt Justitssag
an imod nogen, fordi han skrævede over en Rendesteen, eller
at en saadan Forseelse er bleven betragtet og behandlet som en
Forbrydelse, til hvis Hevn man Superos et Acheronta maatte
bevæge. Justitssag forudsætter Forbrydelse, Forbrydelse forud-
sætter Lov; og "ingen kan dømmes uden efter Lov"; men hvilken
Lov jeg har overtraadt, ved at overtræde Jægernes Demarka-
tionslinie, seer jeg ikke. Moselovs ti Bud vel ikke; Norske Lands-
lov vel heller ikke? -- Jægerne selv, da de afridsede Linien,
gjorde det til en Lov, hidtil skal du komme og ikke videre; men
havde de selv gjort Loven, maatte de ogsaa selv holde den i Hævd,
og dertil vare vel de 1000 Mand stærke nok. -- Det er et daarligt,
et Gudsjammerligt Politii, der (saa vel udrustet, som de) bagefter
kommer og klynker og vil have Staten til at paatage sig, hvad
der hørte dem selv til. -- Og overalt er det i høi Grad moer-
somt, naar 1000 bevæbnede Mænd klager over Molest og Vold
af en eneste Ubevæbnet. --
   Ikke mindre urimelig er den anden foranførte Hovedpunct i
Klagen. Jeg skulde have rykket an imod Hovedvagten, bevæbnet
med en Flaske
, for at bestorme den, og jeg skulde have angrebet
Overjægeren der og truet at slaae ham med Flasken, og derved
indjaget denne saadan Skræk, at han ikke vidste andet Raad i
sin Befippelse, end at gribe til sit skarpe Vaaben, for at blive
en saa farlig Fiende qvit. -- Jeg vil holde mig fra at lee, søge
at være alvorlig, saa meget som muligt, og ganske vel meent
tillade mig at ponere, at det virkelig var et Angreb, og at jeg
kom, som en Fiende, stormende imod Vagten; a la bonne heure,
saa var jo ogsaa dette en Vaabenøvelse og paa sin Plads, og naar
Underofficeren vandt Seieren, drev Fienden tilbage, og trium-
pherende kunde stikke Sverdet i Balgen, efter at have faaet
Leilighed til at svinge det paa en virkelig fiendtlig Ryg og ikke
paa kryds og qvær i Luften, hvad vilde han saa mere, har han
da Aarsag til at klynke bagefter og kalde Staten til Hjælp? Men
Usandheden i det hele er notorisk; endogsaa uden Vidnesbyrd,
uden Kundskab om Detaillen i Tildragelsen maa Enhver med
d.V,b.2,s.73   nogenlunde Dømmekraft begribe, at det ikke kan være saa. --
Det er jo dog overordentlig usædvanligt, ja uhørt, at en ung
rask Soldat skulde blive bange for en Flaske, om den endog
var ladet med Brændeviin, endsige med uskyldigt Øl, som ikke
slaaer nogen Mand i Hovedet. -- Eller om, hvilket dog ansees
for urimeligt, en utidig Frygtagtighed for det farlige Vaaben, jeg
bar i Haanden, drev Overjægeren til at slaae til med sit Sværd,
saa var jo dog dette den høiste Grad af Malconduite, da han
var omringet af sine underhavende Jægere, som kunde have ført
den frygtelige Stormer bort, enten i Arrest, eller udenfor Linien;
saa at ingen Aarsag gaves til Frygt, og intet Nødværges Tilfælde
havde Sted. -- Han havde jo desuden mig i sin Magt før han
slog
, da han jo greb mig i Nakken, uden at jeg satte mig til Mod-
værge, og førte mig ud til Opstillingslinien
. --
   Jeg sætter atter igjen, at jeg havde truet at slaae til med en
Flaske, og spørger, naar den, som blot har truet med at slaae,
skal anlægges Justitssag mod, hvad Sag skal da anlægges mod
den, som virkelig slog saaledes, som Overjægeren? Denne Volds-
gjerning er vitterlig og publik
, og den kræver jeg afstraffet, at jeg
kan fornemme Velsignelsen af en constitutionel Regjering. -- Der-
imod er ingen Voldsgjerning fra min Side begaaet. --

   Hvad min Hensigt var med at gaae til Teltet, er bekjendt. Jeg
traadte heller ikke indenfor Linien, uden efter Jægernes egen
Tilskyndelse
, som sagde, at jeg gjerne kunde gaae hen til Over-
jægeren selv og bede ham om Tilladelse til at gaae lidt under
et Telt, for at drikke min Flaske Øl, der ei saa passende kunde
skee under aaben Himmel. At jeg havde i Sinde at slaae Over-
jægeren i Planeten, er Noget, jeg aldeles benægter, og ingen kan
bevise
. At jeg ikke gjorde det, ikke en Gang efter at Overjægeren
havde udøvet sin Heltedaad paa mig, er Beviis nok paa at jeg
ikke vilde det. -- Hvad Procurator Praëm beretter, er grundet paa
en Misforstaaelse af mine Ord, "at jeg, efter at have faaet Hugget,
var færdig til at slaae ham Flasken i Planeten"; hviket jeg var
besindet nok til ikke at gjøre, i det, som jeg nu seer, falske Haab
om en 3retfærdig Satisfaction. --

d.V,b.2,s.74      Saaledes er den rette Sammenhæng i denne Begivenhed. --
Mig kan denne Voldsgjerning og skammelige Misbrug af den
kostbare Magt, Staten holder for sin Sikkerhed mod indvortes
og udvortes Vold, ikke beskjæmme. -- Om en Mand falder selv
i Algiersk Fangenskab, og der maa udstaae de skjændigste Mis-
handlinger af Barbarerne, saa er han derefter lige hædret, efter
sit Værd, naar han kommer hjem til Sine. -- Saaledes og i alle
andre Tilfælde. -- Ingen kan bevare sig mod Overmagten. --

   Endelig skulde jeg, vil og, tale et Par Ord om de formeentlig
ærefornærmende Udtryk i en af mine Skrivelser, Vedkommende
have paaanket. -- Derom kun faae Ord. -- Raae kalder jeg de
gemene Jægere, fordi de mangle den Opdragelse, som forskaffer
Andre Benævnelse af dannede Mennesker, som og fordi de ved
denne Leilighed i deres Opførsel mod mig viste sig raaere end
Andre. -- 4Til sig selv overladte kalder jeg dem, fordi de stimlede
om mig, som en Biesværm, loe og støiede, og dreve Haan med
mig og vare frie for Exercice. Anseer Brigaden dette for en
Fornærmelse, saa er den fornærmet omtrent, som en Barnepige
kan føle sig fornærmet, naar man beskylder hende for, at hun
overlader Børnene til sig selv. -- At de dreve Spot og Spøg med
mine og Medborgeres Rettigheder og Følelser, har jeg ogsaa troet
mig at have Lov til at sige, hvis man har Lov, at sige Sandhed
her i Landet. -- Eller hvilket Menneske med Følelse kan negte,
at den Mishandling, jeg leed paa Gardermoen af det raae Mili-
taire, var oprørende for mine Følelser; og hvilken af Tilskuerne
5
d.V,b.2,s.75   kan negte, at det jo var oprørende for hans og mine Følelser --
og hvorfor var det oprørende for deres Følelser, uden fordi de
her saae for deres Øine Exempel paa, hvorledes en Borgers første
Rettighed af Staten
, Sikkerhed paa Liv, Lemmer og Helbred, af
selve militairet, som skulde værne derfor, bliver
tilsidesat, ringe-
agtet
. -- Et Exempel paa en Misbrug af Magten, der kunde blive
farlig for dem selv, og en Gang ramme dem selv. -- Naar
nu ovenikjøbet et Medlem af denne Stat, efterat have lidt en
saadan offentlig Fornærmelse, ikke alene ingen Opreisning faaer,
men endog skal forfølges for Domstolene, som en Forbryder, i
Følge en aldeles ugrundet Klage, i hvilken selv den Eenfoldigste
seer private Lidenskaber og smaalige Cabaler aande ud af alle
Kanter, og saaledes det sidste bliver værre end det første, saa
maae man medrette fortvivle de reipublicæ salute, skrækkelig
maa da voxe Mismodet paa den ene og Overmodet paa den
anden Side, indtil man har det completteste Tyrrannie og Sla-
verie. --
   Det være mig tilladt kun endnu at tilføie et Par Anmærk-
ninger. --

   1, De som paa Modpartens Side have skrevet i denne Sag, ere
deels selv de, der have fornærmet mig, og som
det maa interessere
at tage Hovedfornærmeren, 6Overjægeren, i Forsvar, deels forme-
delst Subordinationen og l'esprit de corps inhabile til Vidner. --

   2, Da Brigaden opfordrede Oberste Anker, at fremkomme med
den private Correspondence mellem ham og min Fader om denne
Sag, saa er det besynderligt, at han ikke har fremlagt min Faders
Brev til ham, men kun et contentum af sit eget. -- Min Faders
Skrivelse bør komme for Lyset. --

   Administrator af det præliminaire Forhør i denne Sag bedes,
at denne Deduction, tilligemed den heri paaberaabte verificerede
Copie af et Brev maa blive vedlagt Documenterne.

ærbødigst
Henrik Wergeland.

d.V,b.2,s.76   TIL LAURENTIUS BORCHSENIUS
1  tilbakeMan see den sande Aarsag i Mit af 22de September f. A.,
hvori er fortalt, før jeg vidste, at de, med Hensyn til Rytterfeil,
skarpøiede Ryttere vilde gjøre min Hest til Forræder imod mig,
Aarsagen netop. --

2
  tilbakeDet er beviisligt, at jeg forlod Pladsen strax efter Afbigts-
scenen med Kreutz, og kom, efter en halv Times Ridt, didhen
ved Solnedgang. Jeg traf ogsaa der Capit: Ingier.

3
  tilbake Retfærdigheden, civil som militair, ja den Himmelske, kan
vel krænkes, naar man, som Lie med høie og lave Venner, be-
spotter dens Blindhed ved at putte den Blaar i Hulerne, og søger

4
  tilbake Havde en Officer været tilstede, havde Mishandlingen vel
neppe skeet; eller dog, hvis Galt skulde være, bag et Telt. Jeg
vilde idetmindste, i det Tilfælde, andraget om denne Naade, af
den Grund: at man har tilstaaet Slaver den Forrettighed eller
Gunst bag fire Vægge, at , og jeg var dog en fri Mand.

at vildlede det, der erstatter den Synet, nemlig dens fine, rigtige
Følelse. Man see her især hen til det Unaturlige i deres Op-
spind. Og, faaer jeg engang Satisfaction (som skal skee, om ikke
for min, saa for Folkets, Skyld), har den dog i Præmisserne
været uretfærdig imod mig, da disse ere krænkende for den
Fornærmede. Dog (Spiren til Fordærvelse ligger i det Ondes
eget Væsen) disses egen Beskaffenhed maa netop være et Middel
til -- at see bag den synlige Udaad ind i dens Indre. --

6
  tilbake Af den Grund ogsaa, at de Selv derved maa frifindes.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE