| TIL ERIK ANKER
|
Eidsvold Præstegaard 17de Nov. 1828.
Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for oplandske
ridende Jægercorps, Kammerherre, Ridder af den Kongelige
svenske Sværdorden m. m.
Ifølge min første Skrivelse til Deres Høivelbaarenhed, qva
Corpschef, hvori fandtes den historiske Fremstilling af mit og
den vagthavende Underofficeers med Trops Forhold ved Revuen
paa Gaardermoen d. A., anklager jeg herved formelig, da arbitrair
Straf ikke her kan anvendes, og indstevner, for Angjældendes
rette første Forum,
A) omhandlede Underofficeer
for a) at have, uagtet jeg øieblikkeligen rettede mig efter hans
Anviisning om hvor jeg uantastet kunde befinde mig paa Revue-
pladsen, uanseet, at ingen Anden blev tilbageviist ifra den mig
forbudne Plads, imod mig viist en uværdig, brutal Opførsel, lige
stridende imod Reglementet, og til et slet, af dem ogsaa strax
practice efterfulgt, Exempel for hans Underhavende.
Denne uværdige Tone angav han, uden at tale om Udeladelsen
af almindelige Høflighedsformer, da Hrr Lieutenant Creutz heri
foregik ham igjen og Underhavende med Exemplet, og uden at
tale om enkelte Udtryk, som man mere maatte tilskrive Mangel
paa borgerlig end paa moralsk Dannelse.
|
| d.V,b.2,s.60 |
1) ved at drive offentligen Spot deels med min Persons deels
med min Eqvipages Udseende, imedens jeg, paa tilladt Territo-
rium, ventede paa en Officeer, der tilstrækkeligen kunde oplyse
mig om hvor jeg ufornærmet og uden at komme Nogen for nær
kunde befinde mig paa Pladsen,
2) ved offentlig at turde usandfærdigen lægge ulovlig, ufornuftig
Tale i min Mund, paastaaende, at jeg erklærede: ingen Commando
at erkjende eller agte paa Pladsen, ja, at jeg ophævede denne
for Alle, idet han sagde, jeg erklærede, at der aldeles ikke paa
det Sted var nogen Commando eller Autoritet.
3) ved, da jeg for ham, som Superieur dersteds, klagede over,
at hans Underhavende tillod sig, paa deres Post, at antaste mig
med Haansord, imens jeg, paa tilladt Plads, oppebiede en Officeer,
jeg, som Fornærmet ved det Foregaaende, kunde henvende mig
til, at have, istedetfor at rette de Feilende, paany og i samme
forhaanende Tone, taget disses Partie.
4) ved gjentagne Gange at trække Sabel imod mig, og saaledes
offentlig udpege mig som Fredsforstyrrer, for at drive mig bort
ifra en Plads, han Selv havde tilladt mig at besætte, for at jeg,
som af Fornærmeren Selv ikke kunde vente Retfærd, der kunde
oppebie den vagthavende Officeer. -- Hans Inconsequence viser
sig ogsaa deri, at han i samme Hensigt, da han vel ikke maa
have syntes om, at jeg fik en Officeer fat, paa en raa Maade
bød mig arresteret og lagde Beslag paa min Hest, men, da jeg
flux lavede mig til at adlyde, i samme Øjeblik lod dette fare. --
5) ved at have, paa den meest upassende og ulovlige Maade,
nægtet mig at opgive mig den Officeers Navn, jeg havde at hen-
vende mig til.
Og b) for, da jeg, med Skildvagtens Tilladelse tilfods nærmede
mig Underofficeeren, for at adspørge ham om han kunde tillade
mig, uden at forsee sig mod Lovene (hvilket udtrykkeligen blev
lagt til) i et eller andet Telt at stille min ved Ridt, Hede og
skjult Uvillie over at lide saa uværdig en Behandling, høitstegne
Tørst, ved en Flaske Øl, en Tilstedeværende kjøbte for mig,
saasom jeg maatte genere mig ved at gjøre det paa Pladsen, og
vilde her oppebie den længe forventede Officeer, -- for da at
have paa den mest krænkende og ulovligste Maade øvet personlig
Vold imod mig,
1) ved at gribe mig i Kraven, og saaledes med Eder og Skjælds-
|
| d.V,b.2,s.61 |
ord ledsage mig tilbage, endskjøndt jeg ikke engang anmodede,
men blot spurgte, endskjøndt jeg nærmede mig med Skildtvagtens
høit givne Tilladelse og skjøndt jeg bad ham slippe mig, da jeg
gik saa hurtigt, han maatte ønske, eller for at arrestere mig,
hvortil han alene havde Myndighed, men vist ikke til at prosti-
tuere et Menneske, som allerede før ansaae sig fornærmet, og
derfor ventede paa En, der kunde dømme imellem os
Og 2) hvilket er Hovedforbrydelsen og derfor Hovedanklagen --
ved, til alle disse Fornærmelser, at have lagt offentlig, legemlig
Mishandling.
B. anklager jeg Vagtens Mandskab
for, igjennem den hele Affaire, at have viist uværdigt Overmod,
misbrugende deres Myndighed, ved at ytre offentligen Haansord
imod min Person og min Equipage.
De Vidner, jeg indtil nu har faaet opsporet, ere:
Studiosus jur. F. G. Lerche, i Christiania, Capitain Ingjer, i Ullens-
ager, Ungkarl Niels Pedersen Ildbjerget i Eidsvold, Ungkarl Ole
Pedersen Hellerud i Eidsvold, Fuldmægtig Scheiti i Skydsmoe,
hvilken Sidste formenes at kunne opgive Flere. Ligeledes skal
der i Næs Sogn, Øvre-Rommerige, ogsaa findes Øjevidner, samt
paa flere Steder.
Den betydelige Straf Loven tilsiger for saa voldsomme Angreb
paa Alt hvad der maa være det enkelte Menneske helligst, idet
man nemlig synes at have lagt an paa netop at krænke mine
Følelser, og paa hvad der maa være en fri Nation dyrebart --
dens Rettigheder -- ja Rettigheder, Trælle kunne besidde, og
som altsaa angaaer hele Menneskeheden -- kunde vel jeg være
tilfredsstillet med, om den ikke i hele dens Udstrækning blev
udøvet. Imidlertid fordrer et dannet Publicum, netop Publicum i
dets ædlere Betydning, fornærmet i min Person, som et Medlem
af dette, Lovens fulde Strenghed, til et Exempel, udøvet. Og vil
jeg, hvis den ærede Krigsrets Dom ikke skulde tilfredsstille, vide
at finde Retfærdigheden i Højesteret, hvor da denne Sag vil er-
holde en almenere, fortjent Vigtighed. --
Jeg ønskede tillige Oplysning om hvorfor det kun blev mig,
samt Hr. Studiosus Lerche forbudt, imedens det tillodes Hvem,
der lysted, tilhest eller tilfods, at bevæge sig paa Samme. Da
jeg gav den anklagede Underofficeer dette naturlige Spørgsmaal,
|
| d.V,b.2,s.62 |
fik jeg ingen anden Oplysning end en blank Sabel, og "det skiller
dig ikke." -- -- Hvad det, for ulovlig og upassende Opførsel an-
klagede Vagtmandskab angaaer, da maa jeg tilstaae at de næsten
kunne undskyldes med Underofficeerens Exempel og Bifald til en
saa instruxløs, raa Fremfærd, der virkelig lignede den man stun-
dom hører tyrkiske Spahis eller Tartarer viser mod krigsfangne
Civiliserede. Dog siger man, at hines Chef skal i den senere
Tid have forstaaet at lære dem mores og en anstændigere Tone.
Denne Chef har ved en saadan Humanitet og Retfærdskjærlighed,
i en vis Henseende, vundet Europas Velvillie.
Paragrapher i det militaire Reglement, som jeg, i mere eller
mindre Grad, har fundet omtalte casus anrørende ere: 1 Deels
2 Cap. § 12. 3 Cap. § 17. § 18, 4 og 7 Passus, § 31, 1, 2 og 8 Pass.
§ 45, 1, 4, 5 og 7. 12 Cap. § 133, 1-7. § 134, 1. 2 Deels 4 Cap.
4 Art. § 86, 1-2. § 92, 5. 3 Deels 2 Cap. 4 Art. § 28, 1, 2, 6. § 29, 1.
Forøvrigt haaber jeg af den ærede Krigsret hurtig Retfærdighed.
Ærbødigen
Henr. Wergeland,
Student i Theologien.
TIL ERIK ANKER
|
| BLA BAKOVER |