HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV

TIL CARL F. RIDDERSTAD
Christiania 21 Febr. 1845.
Kjære, ædle Ven!
   Dine Sendelser og din venlige Skrivelse er i mine Hænder
siden faa Dage, og denne virkede som en herlig Medecin. Jeg
ligger endnu tilsengs -- nu 10 Maaneder! Alene min mærk-
værdigt stærke Konstitution holder den ellers hurtigt dødelige
Sygdom saalænge Stangen. Det er Lungeforhærdelse; den har
d.V,b.1,s.385   skrækkelig afmagret mig; men Hovedet er i Orden, Maven lige-
ledes og Ansigtet friskt. Jeg kan endnu ligge længe saadan med
uvist Udfald. Nu er Klimatet frygteligt for mig med dets 27°
Kulde; men bliver det mildt og jeg kommer noget til Kræfter,
reiser jeg sidst i April over Bordeaux til Montpellier forat kunne
seile hele Vejen, og derfra til Nizza.
   Men hvor gjerne jeg nu vilde leve. De mest rørende Beviser
paa Deeltagelse fra det hele Land have overstrømmet mig. Til-
bud fra Folk ved Søen om frit Ophold hos Dem, en Langelek
(Huldras Instrument) fra en Bonde høit oppe i Valders, Breve,
Delikatesser, Blomster, Frugter, Forlig med alle mine gamle Venner
(ogsaa med Daa, der angreb mig saa i Granskeren for det Gra-
tiale, jeg havde af C. J. "som Redaktør af Bladet for Arbeids-
klassen" -- sic in terminis). Anerkjendelse som Digter og som Pa-
triot, der aldrig har veget fra sin Vei -- hvilket Storthingsmæn-
denes Besøg viser mig. Paa samme Tid modtager jeg en prægtig
Brillant fra Enkedronningen og en Kammerherre fra Kongen og
Dronningen med Spørgsmaal efter min Helse og store Kompli-
menter for en Hilsen til Oscar i Morgenbladet. Jeg vilde altsaa
kunne see et behageligere Livsafsnit imøde nu, end det tilbage-
lagte, om Gud maatte tilstede mig Livet. Men, som sagt, jeg
svæver mellem det og Døden.

   Dine poetiske, kun altfor smigrende, Udgydelser af Venne-
hjertet ere mig dog det dyrebareste. Jeg har sendt det ene
Aftryk til min Fader, som jeg veed de ville glæde særdeles. Og
hvor Tabet af din Hustru gaaer mig tilhjerte! Ingen behøver huus-
ligt Hygge mere end en Mand, der som Du er en Kjæmper, saa
redelig og utræffelig, for Tidens og Menneskehedens Krav. Men
gid Du nu kunde have Leilighed til en Ro offret alene Musen,
og da den alvorlige og høje! Der gaaer enorme Kræfter bort fra
Publicisten, naar han ogsaa er noget højere. Jeg har erfaret og
følt det. Du gjør det ogsaa, det er jeg vis paa.

   Lever jeg og kommer helbredet, om ikke meer end 1/4 af min
forrige Helse, tilbage -- da sikkert vi sees! En Vinter ager jeg
med egen Hest i smaa Dagsreiser ind i Sverige, og da -- ! Men
skal jeg bort, længere bort -- da, Ven, tag det varmeste, det til
Døden trofasteste Venskabs Levvel!

Din
Henr. Wergeland.

d.V,b.1,s.386      P. S. Under mit nu solgte Landsted (i hvis Sted jeg alt lader
bygge en liden Huusmandsstue) er en Fjeldgrotte, hvori jeg har
faaet kongl. Tilladelse til at have min egen Grav af Muur.

   P. S. Tak for dine Skrifter. Jeg deler din Mening om at der
intet Fremmed bør være i de respektive Nationers Flag.

   NB. Læs sidste Afsnit (Profetierne).

TIL DITLEV LINSTOW
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE