HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV

TIL HENRIETTE HOLMBOE
Grotten pr. Christiania, 30 Nov. 1844.
Min kjære Veninde!
   Saa maa De tillade at jeg kalder Dem, efter Deres saa venligt
deeltagende Brev. Det har bragt mig Balsam idag, der har været
en af mine haardeste Dage.

   Hjertelig Tak for disse Linjer, som jeg ogsaa vil give min op-
rigtige Ven, Deres Holmboe, Deel i! Jeg kjender nok hans
stærke Følelser, og tager jeg ikke feil skylder jeg ham i Ad-
skillelsensaarene flere Venne-Sværdslag i Stiftstidenden. Ud-
bruddet af hans Følelser i Jødesagen er det vel ogsaa, som nu
har proscriberet ham fra Storthingsbænken.

   Den skrækkelige November gaaer ud idag. Det er min 7de
fulde Sygemaaned, og det tilsengs. Jeg tænkte at den skulde
rive mig væk; men den har dog kun holdt mig under idelige
Bryst-Forkjølelser, der for min egentlige Sygdom -- en For-
hærdelse i Lungen -- alle ere yderst farlige. Min Sygdom fik
jeg ved den Uforsigtighed paa Arkivkontoret, at jeg glemte, at
jeg havde forbudt at lægge mere i Ovnen -- den sidste Dag i
April eller 1ste i Mai -- kom svedig derop, kastede Frakken
af og sad saaledes i en tynd Shirtingsskjorte i det kolde, af
3 Alens Mure omgivne Fæstningsværelse, indtil jeg blev betaget
af en saadan Gysen langs Ryggen, at den jog mig hjem. Jeg
blev da behandlet for en Strubebetændelse -- thi det slog sig
til en desperat Hoste -- indtil den 17de Mai. Den Dags Pro-
cession maatte jeg see; fik ogsaa Lov til, vel emballeret, at kjøre
ned i Overlærer Møllers nye Gaard. Jeg var nu ved Kjørselen
ganske udpustet, saa jeg ikke følte til den Trangbrystethed, der
ellers ledsagede enhver liden Anstrengelse; og da jeg nu befinder
mig nedenfor den særdeles steile og lange Trap i Huset, glemmer
jeg, at jeg er syg og at jeg er indpakket i baade Kappe, Mack-
intosh etc. etc. og gjør som jeg plejede for at faae hurtig Ende
paa den afskyelige Trap, jeg tog den i en to tre Sprang.
Kommen ind til Møller maa jeg da op i en Sofa, og Klæderne
rives af mig til jeg fik Veir igjen. Jeg saa da Processionen,
kighostende og slubbrende i eet Væk i noget Drikke -- den
fremkaldte mine Taarer. Jeg følte jeg havde faaet en Knæk;
og næste Dag deklareredes Lungebetændelsen, hvis Følger jeg
d.V,b.1,s.371   da endnu lider af. Alene min Konstitutions Ressourcer holde
mig oppe; men det gjælder hvorlænge dette kan vare. Kan der
holdes Liv i mig indtil Forhærdelsen har givet efter, saa vil jeg
i Neapels Klimat søge ganske at gjenvinde min Helse.
   Mit Haab er svagt; men skeer det, da vil jeg ogsaa haabe at
jeg skal gjensee Dem og Holmboe og lade Dem læse i mit Aasyn
hvor kjære I begge ere blevne mig efter det Vidnesbyrd om
Deeltagelse, som jeg har modtaget. I vare det fra den Stund,
jeg lærte Eder at kjende; I skulle blive det i Liv og Død.

   Jeg vil ellers gjerne leve. Jeg elsker Naturen formeget og
veed at more mig paa for simple Maader -- ja endog blot inden
mig selv -- til at jeg ikke skulde ville dette. Men saa naragtig
og gudløs er jeg ikke, at jeg ikke ogsaa skulde tage Døden som
en god Gave. Nu kunde jeg ellers leve i Fred og Ro med alle
Mennesker, og man vilde ikke forbittre mig Resten af Livet --
den jeg ret troede at kunne regne til en høj Alder.

   Jeg har ikke kjedet mig en Time under al den Liggen. Min
Aand har været disponeret, saa jeg -- rigtignok stik imod Læ-
gernes Ordres -- har arbeidet ganske artig. Har jeg været uden
saadan Beskjæftigelse, er jeg strax bleven døsig. Man kjender
bedst sin egen Natur; og sandelig min Sygdoms Langvarighed
og den umaadelige Ødslen med Medecin har ikke forhøjet min
Agtelse for DHrr. Læger. Men fortæl nu blot Holmboe, at jeg
under min Sygdom har expederet min Læsebogs 2den Deel med
Indledninger, Udvalg og Korrektur, skrevet de 9/10 af Lodsen, hele
Jødinden paa mindre end en Maaned, og at jeg snart er færdig
med Omarbeidelsen af Skabelsen, der kort før Juul skal vise sig
dersom Bogtrykkeren holder Ord.

   Jeg er forbauset over at jeg paa en saadan Smertesdag har
kunnet skrive saa langt et Brev; men strax maatte jeg svare, da
Deres Brev altid løb mig i Hovedet og jog mig Koncepterne til
hin Omarbeidelse ud -- og den er ikke grei -- ; men jeg tør
parere paa der er en Veirforandring ude til det Klarere. Da
er jeg strax kvikkere i Nervesystemet, om Brystet bliver lige
slet. -- Men nu Levvel! det hjerteligste Levvel til Eder Begge!
Et Hjertes Tak -- en Aands Velsignelse!

Henr. Wergeland.

d.V,b.1,s.372   TIL KONGEN
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE