HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV

TIL FREDRIKA BREMER
Kristiania 4/5 Februar 1840.
Mademoiselle Bremer!
   De har skaffet mig en overraskende Glæde, som jeg vil være
Dem mere erkjendtlig for, end jeg kan lægge for Dagen ved at
udføre Deres hædrende Kommission, saa godt som De nu vil
see jeg har udført den d. e: saa godt som jeg hidtil har kunnet.
Bibliotheket kan nemlig indeholde Mere, som kan falde i Deres
Plan -- ahner jeg ret, vil De vælge en norsk Situation for Deres
nydelige Pensel? -- og jeg skal ikke forsømme at have Øinene
med mig i Hylderne hvorsomhelst jeg kan opdage Noget, jeg
troer kan være Dem tjenligt. Selv har jeg ikke været frugtbar
paa Tegninger af vort Folkeliv; nogle Skizzer i Sortkridt -- vir-
kelig ogsaa kaldte Sortkridttegninger -- i et undergaaet Blad tør
jeg ikke nævne; men om jeg var i Besiddelse af et Manuscript
"Veslelars," men som er forkommet, vilde jeg sende Dem det.
Derimod troer jeg at burde henlede Deres Opmærksomhed paa
M. C. Hansens Noveller, der virkelig skildrer især Kjøbstadlivet
ret træffende omtrent fra vore og de næstforegaaende Tider.
Men skulde jeg af Deres Ønske, at erholde medfølgende "Engels-
toft om Qvindens Kaar i den ældre Tid", turde slutte, at det er
denne, De især skjænker Deres Opmærksomhed (skjøndt jeg af
Deres Yttringer maa troe det er den levende og friske) da glem
ikke Runestenen, som bærer Indskrivten: "her hviler den smuk-
keste Pige paa Hadeland!" Ja, en Runesteen med denne Ind-
skrivt; -- mig synes der ligger en heel Roman i den alene. I den
alene? Ja man har ikke meer at holde sig til, og dog synes den
at være nok, -- riigholdig som to udrevne Ord af en Bibeltext.
Man kan sætte denne Indskrivt imod alle dem, som have ur-
geret saa over det Delicate, Ultraromantiske i Frithjofs Elskov.
d.V,b.1,s.244   De gode grundlærde Prosaister betænke ikke med al sin histo-
riske Lærdom, at det er en af de første Lærdomme, Historien
indgiver, at Menneskene ere sig altid lige, at Hjertet ogsaa har
sit Geni, ligesaa ædelt og uopnaaeligt i sine Udtryk, uden Hen-
syn til Differenzer af Aar eller Aartusinder, som Menneske-
aanden, der har fremstillet sig i det graa Olds Homer ligesaa
æsthetisk-reen i Udtrykket som hos hvilketsomhelst andet Geni
i senere Dage. Den Naturnødvendighed, hvorefter Bladet runder
eller spidser sin Oval eller Kilden nedstrømmer i Skjønheds-
linier er ikke mere tvingende end den, som har ladet en Elsker
paa Halfdan hin Svartes Tid eller Aarhundreder før riste sin
Elskede saa skjønt et Minde. Eller kanskee det hele lille Konge-
dømme gjorde det? Det er ialfald skeet med Appel til "almänna
opinionen". Jeg har snakket om min Steen -- som om jeg
sad hos Dem ved Lampen eller ude paa en smuk Plet, og ret
kunde være fortrolig med Dem; men da jeg saae den, gjorde
den Indtryk paa mig som en Drøm, jeg kun kunde huske Enden
paa; den var omgroet med vilde Roser, og det gjorde ogsaa
Indtryk paa mig. Bonden -- det var paa Gaarden Dyna paa
Hadeland -- vidste hvad disse Træk betød, og det gjorde mere
Indtryk paa mig dette levende Sagn, denne Skjønhedens Udøde-
lighed, end da jeg nogle Miil borte hørte det bekræftet hos en
Kundskabsmand, og senere saae det i Bøger. Hun maa have
været meget smuk. Saa nær tilbage mod Gothestammernes cau-
casiske Udspring enten et Ideal af disses rene Menneskeform,
blaaøjet men blond (Circassierindernes Typus endnu) eller maa-
skee af Celternes, det ravnsorte Haar med de mørkeblaae Øine
-- denne sjeldne Komplexion, som endnu træffes oftest i Høi-
skotland og stundom i Spanien? Hun var da en Jothunqvinde,
og hendes Skjønhed havde et Folkehad at betvinge. Destobedre.
En Gothe havde det Mod at elske den Dæmoniske -- saa
maatte hun forekomme ham det mørke Folks Datter -- og at
sørge over hende og at kræve alle Norges Slægter og Tider til
Vidne derpaa. -- Blot nu Stenen ikke er brugt til Grundvold
under et Fjøs eller et Brændeviinsbrænderi. Det er Tidens Aand.
Men hvad seer jeg! min Steen er ogsaa væltet over paa denne
Side. Nu faaer jeg lade den ligge -- Alvorligt. --
   Men det er ogsaa Tidens Aand, at Sagn og Sange døe paa
dens tobaksrygende og theedrikkende Læber. Og -- der kom-
d.V,b.1,s.245   mer ingen nye istedet, især ingen nye nationale, ingen Ballader,
ingen Sange af Sorg eller Glæde. Da jeg var heftigere politisk
troede jeg, at det antydede en indre Misfornøjelse. Det frap-
perede, at "det lykkelige" norske Folk ikke sang, at Skoven stod
grøn, men at Fuglene ikke sang. Jeg troede, at det følte sig ikke
saa lykkeligt endda, og at det nok vidste hvor Skoen trykkede.
Jeg troer vel ogsaa endnu, at Norge, sat i større Rapport til sin
gamle Glands, vilde være sangrigere. Det sang ogsaa under For-
haabningsaarene 1808 -- 14, men siden tier det, paanær de regle-
menterede Nationalsange, som man dog endnu maa bruge Bøger
til for at faae til at gaae. Ultrapatrioten Henr. W -- vil ikke paa-
tage sig at synge nogen tilende. Det var som om Fuglene be-
gyndte at synge saasnart Dagene bare bleve lidt længere og det
dryppede lidt af Grenene, men at de saa have fundet, at ingen
Sommer kom, og saa taug og endnu tie af Forskrækkelse. Men
imod disse traurige Gisninger stille sig lysere Erfaringer. Jeg
fandt, at det er Slaverne, Serber, Russer etc., som synge. De
trøste sig dermed som Buurfuglene; og for mig, der troede mit
Folk sygt i sit Hjerte, og kun havde fundet liden Beroligelse i
at Yankeerne, de republicanske, men egoistiske Yankeer, heller
ikke synge, var dette en Trøst. Jeg ræsonnerede mig til, at
Folket havde formeget at bestille til at synge, og saaledes blev
jeg nogenlunde tilfreds med min Utilfredshed. Dog -- oprigtigt
-- den er som gammel Tandpine: har man engang havt den, saa
værker det ved Erindringen derom -- jeg kan ikke forsone mig
med at et lykkeligt Folk ikke skal synge og være poetiskt i sit
hele indre Liv, i sine Barnestuer, Brudestuer, Julestuer, Spinde-
stuer, ved Væven, Sliulen, Plougen og Seilet. Men Flere lade
til at have følt, at det ikke er saa, siden man nu iler med at
fange de døende Sagn og Viser, som dog ere tusinde Gange
mere indtagende paa en gammel Kjærrings eller en Brudepiges
eller en liden rødblommet Gjentunges Mund end i et Skilling-
magazins Stereotyper eller i en "elegant", med en lang Fortale
om Eventyrets og Folkesangens Natur udstyret Sagn- og Sang-
samling.
   Jeg mener ikke med mine Veklager, at Folkesangen ganske er
død; men man maa tilfjelds for at finde den, og da maa man
forstaae Sproget og det gjør man i Almindelighed ikke. Nor-
mændene have mere end andre Folk to Sprog, som kun van-
d.V,b.1,s.246   skelig trænge ind i hinanden: Skriftsproget, det fordanskede, som
Folket tvinges at lære for Religionens Skyld1, og som det for-
kaster saasnart Tvangen er forbi, og aldrig taler og allermindst
synger i, og Talesproget, hvori de Dannede ikke trænge saavidt
ind, at de kunne berige eller forskjønne dets Mundsveirsliteratur,
eller endog kun redde dets levende Sange for de Degenera-
tioner, de ere undergaaede og undergaae. Der var en Normand,
fød under Dovre, Edvard Storm og ligeledes en Stockfleth, som
forstod at hente disse Alpens Gemser ned, men nu faaer man
lade dem løbe. I en Samling, jeg beklager ikke at kunne sende
Dem, "Hallagers norske Ordsamling" findes nogle heldige Forsøg
af disse Digtere; et af dem "Heimatkomsten" falder ganske i
Deres Ønske ved den naive Skildring af Huuslivet, som den
giver. En Hansson skal ogsaa have vovet sig op paa Sæterne,
forstaaet og beriget deres Sange. Men over Folkesangen saa-
ledes som jeg kjender den, nemlig forsaavidt den klinger i et
forstaaeligt Tungemaal, d. e. noget nær i Skrivtsproget, saadan
som den lyder i Byalmuens og nærmest Omboendes Mund, troer
jeg at kunne klage ligesaameget som over Naturen af de Sange,
som afvexle i et kortvarigt Modeliv inden de saakaldte dannede
Klasser. Disse tilgjængelige Folkesange ere slette i Form og
Gehalt, uden Indflydelse paa Livskarakteren, uden Betydning for
dennes Beskuer.
   Men -- Materien voxer mig under Haanden. Jeg faaer i Kort-
hed sige Dem, at jeg -- og det er sagt med Smerte -- ikke tør
love Dem synderligt Bidrag til Folkets Karakteristik af dets
Sange. Det synger i det Hele ikke, dets egentlige Sange i dets
eget Tungemaal ere saa ubekjendte som Gaelic, og dets igjen-
nem Skriftsproget indympede ere slette og udartede. Jeg har
anstrengt mig forat bekjæmpe dette ved at erstatte et i Secler
næsten bedrivtløst Folks Mangel paa Text ved at balladisere
noget af dets ældste Historie; men uden synderlige Følger. Dan-
mark med sin Masse af kunstgjorte Viser, der alle beile til Fol-
d.V,b.1,s.247   kets Gunst, men kun leve i Maanedsskrivterne, viser noksom,
at en bedre Periode for Folkesangen maa komme af sig selv.
Og jeg troer paa Menneskehedens evige Selvforyngen, og at
Norge, naar det faaer bygget og ryddet fra sig, og bliver gam-
melt i det Nye, vil igjen blive besøgt af sine blaaklædte Huldrer
med Langeleiken i Hænderne. Saa seer Folkesangens Muse ud.
-- O, hvad siger jeg! mit Folk har ikke Poesi nu, og i dette
Øjeblik (det er Marked) toner en Halling fra Gaden fra en om-
vandrende Spillemand i Skindbuxer og hvid Kufte. Denne ejen-
dommelige, vilde, rørende Musik er vor Nationalpoesi. Hvortil
behøves Ord, naar ingen Normand, ihvor denationaliseret han
end kan være, kan høre den uden med den Vexel af hjemlige
Vemodsfølelser, af Lidenskaber, af Erindringssyner fra Landets
og Folkelivets Inderste, som saa kjendeligt har bevæget disse
musikalske Naturgeniers Sjele idet de bøjede Hovedet over den
metalstrengede Hardangerfele og overlode sig til Indskydelserne.
Der er samme Alf i Ole Bulls og den berygtede "Malicerknuds"
Violin og Kompositioner. Den Første rører Enthusiasmen stær-
kest naar han lader den Sidstes forunderlige Toner -- Tonen i
hans Toner -- klinge igjennem. I en Roman fra nyere, ikke
nyeste, Tider, vilde denne Karakteer være fortræffelig. Han skal
have været den mest gudsforgaaene Krop, men hans Halling- og
Polskdandskompositioner ere af en beundringsværdig Genialitet.
De have det tilfælleds med Dynastenen, at de meddele Ind-
trykket af en fortalt Begivenhed, hvis Details ikke ville blive klare.
   Men skulde -- De vil erindre at jeg har vedgaaet min Incom-
petenz til at dømme om vor Fjeldpoesi, paa hvis Tilvær og Væsen
jeg ikke mer tør sværge end paa Aandernes, men som jeg dog
ligesaavist troer -- skulde en saa malende Musik være uden en
ligesaa riig Folkepoesi? Nei, jeg troer den er til, men, som sagt,
paa Høiderne og i Aftagende inden sine Sprogskranker, og at
disse ikke er lette at trænge igjennem, synes mig viser sig nok-
som af at nu have saamange 100 Præster færdets inde i Dalene
siden Vi bleve fri og alt Nationalt fik sin rette Værdi igjen, uden
at have enten samlet eller berettet noget om Folkesangen der-
inde. Og dog har der været mange poetiske Dilettanter imellem
dem, som syntes skabte til et saadant Hverv. Men Kjærligheden
maa drive dette. Alt hvad vi kan opvise af saadanne Fore-
tagender er Fayes Sagn, et Rygte om at Præsten Wolff skal have
d.V,b.1,s.248   samlet nogle fra Thelemarken ("Fjeldstuen") og en Samling af
"Dialektsange" (saa har man opgivet mig dens smagløse Titel)
som nu skal være under Arbeide, men af Folk, jeg ingenlunde
anseer for competente. En Skjald maatte gjennemvandre Norge
forat opdage dem; men da maatte han ikke ligge i Præstegaar-
dene. Kommer jeg paa Landet, skal jeg udrette noget. Ved
et Tilfælde har jeg engang fremmanet en af disse Sange igjen.
For nogle Aar siden hørte jeg en Søn af en Fjeldpræst i Stu-
dentersamfundet, legende paa en Violin at qvinkulere en Melodie,
der tiltalte mig saa at jeg sprang op, spurgte "hvad F -- er det
du spiller der? Om igjen? Hvor har du det fra? For Guds
Skyld syng om du kan!" Og han kunde et Par Vers -- jeg gjorde
Laget opmærksom paa dem, og man lærte dem paastedet, og
Visen blev Favorit først for Studenterne og nu er den forlængst
imellem Almuen igjen. Men hvor høit boede den ikke? og hvor
gammel og udbredt i gamle Dage. Studenten havde den fra
Opdal, og da jeg kom hjem, kjendte min Fa'r den fra sin Barn-
domsegn ved Sognefjordens Munding. Det er en ung Pige, som
beklager sit Fald "Ifjor gjett' æ Gjeita ti djupasta Dalom, o. s. v."
Jeg har skrevet til den Melodi en Ballade om en Bondeoprører
imod det danske Tyranni imod Slutningen af forrige Aarhundrede,
som jeg nu seer Adlersparre har indtaget i sine Samlinger, uagtet
jeg, opbragt over hans Impertinence imod Anckarsvärd strax
reklamerede igjennem hans Bekjendte en Mag. doc. Tham.
   Jeg bliver Dem for lang. Jeg skal sende Dem hiin under Pres-
sen værende Visesamling eftersom den arkeviis forlader samme.

   Engageret af en Kielerboghandling til at forfatte en "den norske
Konstitutions Historie" er jeg ligeledes beskjæftiget med at sætte
mig ind i mit Folks Karakteer og Hu (Lynne) i den Tid, dette
Værk fik sin Tilblivelse. Men det er en Stemning udenfor dets
naturlige, Avisefterretninger ikke Sagn, Proclamationer, Decreter
og Krigssange af modernt Tilsnit, ikke Folkeviser, jeg har at
støve efter. De Sange, Soldaten digtede paa sin Bivouac (og der
ere saadanne) ere ikke opbevarede. Malicerknud (eller Maliser-
knud? af Malis Milits, ikke af Malice, skjøndt det Sidste og-
saa er rimeligt) componerede der og i -- Slaveriet. Mon ikke
En eller Anden -- en gammel Militær -- i Deres Egn -- skulde
kunne give Dem nogle Omrids af denne originale Karakteer. Jeg
skal søge at sende Dem nogle af hans Kompositioner. --

d.V,b.1,s.249      De vil finde en Liste over de Bøger, jeg har udtaget. Har
De dem først, saa -- sub rosa -- kan De gjerne beholde dem et
Par Maaneder. Det er ilde, at M. C. Hansen har selv laant herfra
sin "Huusven"; men mon den ikke skulde kunne faaes fra Moss
eller fra et Lejebibliothek i Fredriksstad? Der er en Fortælling
"den mechlenborgske Familie," hvortil jeg har givet ham Sujettet,
der giver mange gode Træk af den conditionerede og Kaxe-Klas-
sens Liv paa Landet. Tre interessante Tidspunkter for en Novelle
vilde være enten den for Bernt Ankers o. Fls. Machinationer med
Gustav d. 3die (Hansen har noget herom) eller Christian Augusts
Tider, da der conspireredes til en Løsrivelse fra Danmark eller
Hoelernes Conspiration i 1818 imod vor Konstitution. Men med
det Sujet er det for tidligt, og Deres uskyldige Muse forfølger
ikke saadanne. Tra
[ditioner]
.

   Med de bedste Forsætter om engang at holde op, har jeg vendt
Bladet om, og jeg har endnu ikke sagt Dem hvor høit jeg skatter
Dem. Har De fundet, at min Genius har et Hjerte, da maa den
vel elske det ømme og blide, som slaaer i Deres. Og den gjør
det, Frederikke Bremer!

   Jeg hoslægger hvad af mine Sager, jeg har vedhaanden. De
vil modtage dem ikke som en Erkjendtlighed fordi De smigrer
mig (og Deres Dom gjør det eller rettere den opløfter mig) men
som en Erindring om at vi engang mødtes sammen. De vil i Alt
træffe synlige Flygtigheds Spoer -- og det er ogsaa, paanær
Barnemordersken og Spaniolen -- bogstavelig extemporeret paa
Lapper af den heterogeneste Beskaffenhed; men lade Gud mig
engang iværksætte Samletudgaven af hvad jeg har skrevet! Ska-
belsen, Msket og Messias vil især trænge til Filen. Det er
Støbegods, en Kolos, som endnu ikke er bleven afpudset, -- ikke
engang Sandet af Formen; men siden vil man have ondt for at
klyve op til den forat faae det gjort. Min egen Geist maa endnu
engang omsvæve den og feje den reen med Slaget af sine Vinger.
Den har mange Gange slaaet sit Hjerte af Qval over at være
Poet og dog ikke at kunne være det. Utallige Poesier faae intet
Tilvær. Ethvert sundt Øjeblik afføder en. Men jeg maa jage
Ideerne bort som Slanger, der skyde mig over Vejen, qvæle dem
som Vandstraaler der springe
[op?]
, og som dog ikke alle kunne
tæmmes. Det Sprog jeg skriver i
[læses?]
ikke af vor Millions
eller halvanden Millions 1/8 Deel. Men var jeg en Englænder
d.V,b.1,s.250   eller en Tydsker eller, i Mangel af dette, da en Svenske. Jeg havde
da et Publikum og Frederikke Bremer var min Landsmandinde.
   Det hjerteligste Levvel først og fremst og saa Bevidnelsen om
min Høiagtelse og uindskrænkede Tjenstvillighed fra

Deres
Henr. Wergeland.

TIL KONGEN
1  tilbakeI en "Sevel Blochs Reiseiagttagelser Kbhvn. 1808", som jeg,
efter Gjennemsyn, dog ikke finder værd at sende, staaer: "I
søndre Gudbrandsdalen synes Almumandens Sprog mindre for-
staaeligt, og de forstaae det danske Sprog, der prædikes her,
neppe saa godt, som i den nordre Deel af Guldbrandsdalen."
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE