| TIL P. CHR. HOLST
|
Grønlien 31 Januar 1839.
Høivelbaarne Herr Statsraad m. m. Holst.
Da jeg, formedelst den knappe Tid, Deres Høivelbaarenhed
kun kunde tilstaae mig, ikke igaar fandt Anledning til at med-
dele mig om Det, jeg egentlig vilde i den Samtale, De var saa
god at tilstede mig, nemlig om et personligt Motiv for min An-
søgning, som ikke har faaet Plads i denne, udbeder jeg mig
ærbødigst Tilladelse til denne skrivtlige private Henvendelse,
|
| d.V,b.1,s.222 |
der ogsaa vil optage mindre af Deres Tid end en fornyet
mundtlig. Beskaffenheden af Samtalen var heller ikke egnet til
at give mig Lyst og Mod til at fremsætte Noget, som, uagtet
al sin indre moralske Rigtighed og Vægt, er udsat for ikke
at anerkjend
[es] saaledes som jeg har den Skjebne hist og
her at skulle forstaaes. Den syntes mig nemlig at lægge for
Dagen, at mine Fienders planmæssige Bestræbelser for at frem-
stille mig som et Menneske, der Intet bør kunne vente af Staten,
ere trængte igjennem paa Steder, hvor min Skjebne afgjøres og
have efterladt Indtryk, der ere mig ufordeelagtige, selv hos den
Retfærdige.
Jeg skulde tie, lægge Armene op, og taale Miskjendelsen,
dersom Pointet at vinde eller tabe min Bestemmelse og Adgangen
til at fuldbyrde hvad jeg er skabt til, ikke gjorde ethvert ærligt
Forsøg paa at redde denne til Pligt.
Nannestad, med saa ringe Indtægter, at mine nærværende ere
større, har ved sin Beliggenhed en Vigtighed for mig som for
ingen Anden, idet denne nemlig tillader mig at udføre den for
mig livsvigtige og for vor magre Literatur neppe ganske ligegyl-
dige Plan, ved Bistand af anseede Literatorer i Hovedstaden og
min Fader i Eidsvold at udgive hvad jeg hidtil har forfattet af
saadan Art, at det kan fortjene at opbevares. At der er noget
deraf i Massen, indrømme selv De, der have havt værst forat
tilstaae mig noget. Saa gammel, jeg nu er, maa jeg udføre dette
Forehavende, om jeg skal kunne raade dermed og ved Siden
deraf eller efter kunne give de poetiske Stoffer Liv og Fuld-
endelse, der kun vente paa landlig Afsondrethed, Fjernelse fra
al Kiv og en friere Afdeling af Tiden end jeg nu maa finde mig
i. Jeg kan ikke beskrive med hvilke bittre Følelser jeg seer
mig nødt til i min nærværende Stilling under nedslaaende Ud-
sigter at sløife i mine bedste Aar dette mit naturlige Kald. Leve
ved det gaaer ikke an hos Os; men at dyrke det i et lidet geist-
ligt Embede, der ogsaa blidgjør sin Knaphed ved Muligheden af
Adgang til Hovedstadens videnskabelige Kilder, gaaer an for En,
hvem det, om ikke for andet, saa for de Forventningers Skyld,
man nærer, vil være en paahvilende Æressag at stræbe endog
at udmærke sig. Og denne Tanke vover jeg at nære, hvor uvis
om min Capacitet dertil end den Besynderlighed maa gjøre mig,
at en Mand, jeg maa have saamegen Høiagtelse for som Deres
|
| d.V,b.1,s.223 |
Høivelbaarenhed næsten syntes at frygte for at jeg vil gjøre
Standen Skam, mens en Geistlig af strenge Anskuelser, der har
yttret sig i et af de Papirer, der medfølge min Ansøgning, og
som De var saa god at love mig Deres Opmærksomhed for,
mener at jeg tvertom vilde gjøre den Ære. Efter saadant kan
jeg vel ikke vide Hvad jeg skal troe om mig Selv; kun det veed
jeg at jeg alene har Villie, og det den alvorligste og bedste, for
det Sidste.
Det maatte især være Almeenmand, som skulde finde min
Ansættelse som Geistlig anstødelig; men i dettes Sted er det
saa, at Folket længe har undret sig over at jeg ingen saadan
har erholdt. Det vil med Bebreidelse kræve mig tilbage af Re-
gjeringen, om den Skjebne, mig fra dens Side times, driver mig
fra Fædrelandet. Særskilt med Hensyn til Almeenmand i den
Egn, hvor jeg ansøger om Ansættelse, og den Agt, jeg staaer i
der, kan netop en Embedsmand i Kirkedepartementet, Hr. Borch-
senius, som ligeledes omtrent derfra, rimeligviis give Oplysninger.
Med Forhaabning om at Deres Høivelbaarenhed ikke tager
mig Friheden med denne aabenhjertige Henvendelse ilde op
Deres Høivelbaarenheds
ærbødigste
Henr. Wergeland.
TIL KIRKEDEPARTEMENTET
|
| BLA BAKOVER |