| TIL CARL GUSTAF VON ROXENDORFF
|
[Christiania vinteren 1834 -- 35.]
[Her, h]øjstærede Herr Baron! er Endecoupletten.
Du Selv og Disse det er et Bed
hvorpaa Guds Engle med Fryd see ned.
Og Vi i trofast og kjærlig Klynge,
vor Adeline,
et Gjærde slynge
af Ømhed knyttet om Dig og Dine.
Jeg forsikkrer Dem, jeg er alvorlig betænkt paa Operaen. Jeg
benytter sandsynligviis en forlængst fattet Idee til en Tragedie
-- virkelig magnifique i Sujettet. Den er orientalsk. Den sidste
Stormogul Schah Allum, afsat af Englænderne og pensioneret be-
fattede sig i sine sidste sørgelige Dage med at skrive Elegier. Jeg
lader ham nu forfatte sit eget Livs Sørgespil og (med en bitter
Ironi) -- da Tyrannen Lord Clive er hos ham i Besøg -- opføre
for ham i sit Pallads af sine Huusfolk el. Slaver. Clive og Scha-
hen med Følge danne da som et Theater og de Spillende Slaver
et. Man kommer til en Scene i Schahens Liv hvor han lader En
af sine Sønner blinde. Dette skulde nu skee paa Skrømt; men
-- den afmægtige Despot reiser sig ved Clives Side og (forat vise
sig som Herre i sit eget retiré) byder Slaven at gjøre det virke-
ligt & c. & c. -- Jeg holder ikke dette Træk for outreret med Hen-
syn til Localiteten.
Deres
Henr. W --
TIL GERHARD MAGNUS
|