HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV

TIL KONGEN
Eidsvoll Præstegaard 28 December 1834.
Henrik Arnold Wergeland,
Candidatus theologiæ, an-
søger underdanigst Hans
Majestæt Kongen om naa-
digst at maatte vorde ud-
nævnt til Sognepræst i
Nordre Oudal, Agershuus
Stift, eller til Sognepræst
i Nissedal, Christiansands
Stift, eller til Sognepræst
i Strandebarm, Bergens
Stift, eller og til reside-
rende Capellan til Vedøe i
Throndhjems Stift, alter-
nativt i ansatte Orden.
   I foregaaende Ansøgninger har jeg Un-
dertegnede, holdende mig særligen til Deres
Majestæts Naade, søgt ogsaa for Deres
Majestæts Retfærdsblik at fremstille for-
meentlig godtgjørende Grunde forat hver-
ken en privat Mands blotte Paastand eller
et betingende Udtryk i testimonio publico
eller Det, at jeg ei før har været ansat
som personel Capellan, bør kunne lægge
afgjørende Hindringer ivejen for min geist-
lige Befordring. Henholdende mig til Hvad
jeg, disse Omstændigheder angaaende, for-
hen maatte have underdanigst anført, til-
lader jeg mig, med Hensyn til den første, underdanigst at stille
Deres Majestæt for Øine:

   1) det Unegtelige i at ingen Magt, selv ved det allerbedste Ud-
fald af den Proces
, hvori hiin Paastand er fremkommen -- men
hvilket dog ingenlunde er nødvendigt forat lade denne blive
underkjendt -- vil kunne erstatte mig mine bedste Aar eller det
mindste deraf, naar de ere hengangne unyttige for Staten, hvis
Tjeneste de skulde været offrede, og for mig Selv. Ingen Magt
vil kunne gjengive mig de Evner og Færdigheder, hvormed jeg,
i Tillid til Deres Majestæts Naade, og i Haab om at kunne an-
vende dem i Deres Majestæts Tjeneste til Fædrelandets Nytte,
havde udrustet mig, anvendende dertil mit hele foregaaende Liv.
Ingen Magt vil kunne erstatte mig noget af dette da saa for-
spildte, eller ophæve den ødelæggende Indflydelse paa mit Sind
og hele Tilkommende, en saadan Skjebne maa have tilfølge.

   2) Der gives Exempler paa selv Embedsmænd, der ikke suspen-
deres, omendskjøndt ærerørige Beskyldninger og Paastande, under
Proces som i offentlige Blade, gjensidigen nedlægges over dem.
Heller ikke har min Beskyldning og Paastand mod min Modpart
nogen saadan hans Embedsvirksomhed hemmende Indflydelse, lige-
som hans Supplicantdygtighed hverken af ham eller Vedkommende
betragtes som svækket.

   Analogier ere altsaa ikke tilstede imod mig; og jeg vilde med-
d.V,b.1,s.184   rette kunne klage, om jeg skulde være den Eneste imod hvem
en saadan Strenghed gjordes gjældende.
   3) En saadan Suspension af min Adkomst som Supplicant er,
under Omstændigheder som nærværende, jo intet andet og mindre
end en Straf uden og før Dom
. Og foruden det, at Retfær-
dighed i Almindelighed og ubetinget forbyder saadan Straf, bliver
den i nærværende Tilfælde formentlig mere betænkelig ved føl-
gende Omstændigheder:

   a) Der er saa lange Udsigter for Sagen quæst., der nu snart
staaer et Aar for Stiftsoverretten uden noget Fremskridt, at en
Suspension af mine Supplicantadkomster vilde være nær det
Samme som en permanent Udelukkelse.

   b) Med Hensyn til mine Aar, og at jeg har intet Andet at
holde mig til end mine geistlige Qvaliteter, vilde Tilintetgjørelse
af hele mit borgerlige Velvære resultere af en saadan Tilside-
sættelse -- en for haard Straf for En, der ikke har forbrudt sig
imod det Offentlige.

   c) Staten har under alle Omstændigheder ligefrem Regres til
mig som Embedsmand.

   d) Saavel Acterne i Sagen, der for Tiden er i den kongelige
norske Regjerings Værge, som Underretsdommens Præmisser og
Fritagelsen for Omkostninger, godtgjøre formeentlig, at jeg ikke
uden Grund denoncerede Modparten, samt at Begreber om Med-
borgeres Forurettelser ved Denne havde Indflydelse paa dette
Skridt. Disse Tanker gjøre ogsaa Almuerne sig, og desaarsag
har Paastanden ingenlunde indgivet dem forringede om mig.
Imellem dem vil den altsaa ikke lamme min Virksomhed -- en
Frygt, som vel er det eneste Motiv til at holde mig ude fra den
geistlige Vei, indtil Dom fra Højesteret endelig deciderer.

   4) Foruden alt Det, der af Acterne godtgjør, at Paastanden ikke
kan blive tagen tilfølge, foruden Modpartens og Sagførers, af
min naadigst beskikkede Advocat paapegede, utvetydige Indrøm-
melse af det Overdrevne deri, har jeg jo en Dom for dens
Uefterrettelighed, der udtrykkelig mortificerer den; og ved hvilken
jeg har tilbudt at acquiescere. --

   Naadigste Konge! tør jeg underdanigst tilføje, at jeg besidder
Deres Majestæts høitelskede kongelige Søns, Rigernes Kron-
prindses, eget dyrebare Tilsagn, "at ville beskytte mig, om mine
juridiske Forviklinger, som jeg befrygtede, skulde true med at
d.V,b.1,s.185   udeholde mig fra den geistlige Embedsbane"; -- at af Deres
Majestæts Regjering har dens første Medlem gunstigst person-
ligen erklæret sig af den Mening, at de omtalte private Forhold
ingen saadan Følge kunde have; og tvende Andre -- hvilke trende
høje Personer jeg alene ærbødigst henvendte mig til -- lode mig
heller ikke uden Haab. --
   Testimoniets betingende Udtryk angaaende, da udbeder jeg
mig underdanigst, til det i foregaaende Ansøgninger herom An-
førte, Deres Majestæts naadigste Opmærksomhed for

   1) den Omstændighed, at jeg forlod Universitetet 1829 om Som-
meren, og opholdt mig fra den Tid af hos min Fader, hvorom er
fremlagt Attest. I det Tidsrum kan megen "levitas juvenilis" af-
lægges; og det er naturligt, at den forsvinder med Juveniliteten.

   2) Testantes have ellers i samme Attest udtrykt sig mere end
almindeligt fordeelagtigt om mig.

   3) Udtrykket quæst:, der i sig selv, naar man tager Hensyn
til Meningen af Ordet "juvenilis", vel ikke siger saameget, for-
mildes ogsaa, naar man samstiller det med de samme Testerendes
forhen afgivne Attest om at jeg flittig og ordentlig havde besøgt
Forelæsningerne. Lægges nu hertil, at jeg i lange Mellemrum
opholdt mig hjemme for at læse hvad der kunde læses paa egen
Haand, er der ikke megen Sandsynlighed tilbage for, at "Levi-
teten" har været betydelig.

   4) Netop de samme betingende Udtryk have forhen ikke været
til Hinder for geistlig Befordring.

   Med Hensyn til, at jeg ei forhen har været ansat som personel
Capellan, da bemærkes underdanigst:

   1) at jeg i længer Tid end personelle Capellaner, der befordres,
lige fra Examen, til Foresattes og Menigheds Tilfredshed -- hvor-
paa offentlige Beviser haves -- har udført alle de geistlige For-
retninger, som kunne anbetroes en ikke Indviet.

   2) At jeg under saadanne Omstændigheder vel neppe bør lide
for at jeg foretrak en grundig og fleersidig Øvelse i Faget, og
ret at uddanne mig til Statens og Kirkens Tjeneste, før jeg an-
tog, at burde ansøge Deres Majestæts Naade om at komme deri.

   3) Oftere ere Candidater naadigst kaldede til residerende Ca-
pellanier og ringere Sognekald. Overalt seer jeg jevngamle og
yngre Medbrødre med ikke bedre Charakterer ansatte.

   4) Jeg renoncerede paa en personel Capellans oeconomiske
d.V,b.1,s.186   Fordele; men, uddannende mig lige med en Saadan, troede jeg
ikke at tabe fremfor ham i Udsigter til fremtidig Befordring.
   Endnu har jeg kun underdanigst at lægge til, at Caution eller
om muligt Betaling skal blive præstert for min Gjeld til det Offent-
lige, i Tilfælde af naadigst Ansættelse, hvilken alene kan sætte
mig istand til at opfylde denne Forpligtelse.

   Saaledes, naadigste Konge! troer jeg at have mødt de Be-
tænkeligheder ved min naadigste Ansættelse i geistligt Embede,
som ovenanførte Puncter kunne volde. Efter dette er det, at jeg
herved underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde ud-
nævnt til Sognepræst fortrinsviis i Nordre Oudal i Agershuus
Stift eller alternativt i Nissedal, i Christiansands Stift, i Strande-
barm, i Bergens Stift, eller til residerende Capellan i Vedøe
Præstegjeld i Throndhjems Stift. Nordre Oudalen ansøges pri-
mært, ikke fordi jeg troer det er bedre i Indtægter end disse
øvrige smaae Kald; men fordi jeg tør haabe, der at see min
Virksomhed for det Gode og Nyttige lettet, efterdi jeg baade
som Prædikant er kjendt af dette Sogns fleste Indvaanere, der
jevnligen søge denne Nabobygd Eidsvolls Kirke, og derved, at
jeg har havt Anledning til at virke i Ord og Gjerning til Opret-
telsen af en fremdeles bestaaende Almuebogsamling dersteds.

   Naadigste Konge! tillad mig at haabe, at mine underdanigste
Ansøgninger kun hvor de maae staae tilbage for den Dygtigeres
maae være frugtesløse; men at de ikke maae være det i sig selv
formedelst Omstændigheder, hvormed der er mere end nok privat
Lidelse forbunden. Der var en Tid -- en fiendtlig Skjebne har
maaskee tilintetgjort dens Forjettelser -- da jeg troede min
Fremtid sikkret, mine Evner tilsagt Anvendelse efter den Ret-
ning de have, mine Adkomster retfærdiggjorte i gjentagne naa-
digste Tilsagn af Deres Majestæt Selv. Jeg kan ikke glemme
det. . Jeg synes det er Uret, om saa skjønt et Haab skulde hen-
blegne til en sorgfuld Erindring. Men har jeg, som den letsindige
Lykkelige sin Tryllelampe, tabt Kraften i det mægtige Kongeord
-- lad mig dog, som Han, søge derefter igjen! Lad, naadigste
Konge, ikke mig være den Eneste i Norge, hvem ikke alene
Brødet, men selv Retten til at ansøge derom, skal negtes!

Underdanigst
Henrik A. Wergeland,
Candidatus theologiæ.

d.V,b.1,s.187   TIL CARL GUSTAF VON ROXENDORFF
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE