| TIL OLAUS KNUDTZEN
|
[Eidsvoll januar 1834.]
Velkommen hjem! -- brave Ven! -- velkommen daraussen-
fra! Jeg sender dig hermed 100 holl. Ducater, fuldvægtige og gule
som Sisiker eller som om de vare udmyntede af Solen, til hvad
smaa Debet Du maa kunne have i Kongens egen Stad Køben-
haun eller hvorsomhelst i de fremmede Lande. Slige Æg lægger
jeg idetmindste efter mig hvor jeg kommer -- Vindæg, som jeg
siden maa hælde gyldne -- veritabelt gyldne Blommer i. Sed
credo te salvum evasisse.
Asker faldt imidlertid i Asken. Ligesaa fik jeg istedetfor Næs-
odden en Odde paa min Næse, og den som lang var. Men jeg
tænker at stikke den i Blækhuset og dermed kluddre en An-
søgning om Alten.1 Da er man mig qvit. Søger Du det? Nu vel!
vi ville kjæmpe derom som 2 Rosmarer eller Eenhjørninger paa
et Iisflag.
Heri ligger 2 Confirmationstaler -- jeg anholder hos Vennen
mere end hos Redactøren om at de, eller en af dem, optages i
førstudkommende Hefte for Skolel. Slige er neppe ganske upas-
sende; og er deres ypperste Dyd at de ere korte -- som min
Taalmodighed til at skrive Breve. Over Marked maa Du og
Gammelen see hid -- Vi tales ved før.
Din.
Henr. Wergeland.
P. S. Jeg har ladet mig gjøre en Slæde accurat som et Orlogs-
skib -- fører 10 Kanoner -- Flag og en Thordenskjold.
TIL OVE VANGENSTEEN
1 tilbakeFormodentlig saa kaldet, fordi Stormen der i Polarchoret til
Chaosets Forherligelse har en dyb Altstemme. Eller maaskee
det mørke Polarhav brydende ind mellem klingrende Basaltsøiler.
Papa Roveruds Conjectur. |