HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV

TIL ELISA WOLFF
Eidsvold Præstegaard 26 0ctober 1828.
Til
Elise Wolff.
   Jeg ønsker, at de faae, sidste Ord, jeg føler, jeg bør sige Dem,
maae kunne udtrykke min Taknemmelighed og Høiagtelse saa dybt
som min Sjel føler disse. Jeg ønsker, at mine Følelser maae
strømme klare igjennem disse sidste Linier, som de strømme sande
igjennem mit Hjerte -- nu lykkeligt, da det gjemmer Visheden
om, at den Eneste og Bedste kjender min Sjel og skatter og
lønner dens Følelser med Alt hvad jeg angstfuld stræbede efter,
med Deeltagelse og Godhed og et Smiil af Venskab.

   Min Kjærlighed tie; men Taknemlighed og en Følelse, højere
end Høiagtelse, men som jeg intet Ord har for, dersom De vil
mistroe mig, naar jeg siger "Tilbedelse" maae tale. Denne sidste
Følelse er for meget blandet med Ærbødighed til at turde tale,
som i enkelte Strøg af mit første Brev; men alligevel er det mig
umuligt, i disse sidste Ord, som ogsaa i hine Første, Andet end
at glemme den formelle, kolde Benævnelse, jeg for Verden, med
Denne, maa nævne Dem med: det er mig umuligt nu, da jeg taler
i Eenrum med Dem, at nævne Dem anderledes end saaledes som
mit Hjerte nævner Dem inden de tause Læber; thi for mig er
De intet Andet end den aand- og hjerterene, ædle og milde Elise.
Saaledes nævner mit Hjerte Dem -- mine Drømme lægge endnu
Ord til -- tillad derfor, at jeg kalder min Velgjørerinde saa. Jeg
troer, saavist som mit Øje finder Dem skjøn, men mit indre Øje
endnu skjønnere, at den Tid vil komme før Graven, da De mundt-
ligen vil høre mig blot nævne Dem saa, om en Lykkeligere her
kan lægge "min" til -- ja, at De da vil glæde Dem over, at Deres
gamle Elsker finder sin højeste Fryd i at turde tiltale sin Ene
og Hellige saaledes som jeg turde tiltale Dem om vi vare Børn.
Er dette en Spaadom? Mit Øje svømmer . . og derfor -- ikke
mere Udmalningen af en Scene om 20 Aar! Men det vil hæn-
des, hvis Alvors strengere Blik kan skimte bag Skjebnens Slør
-- eller (dette er vist sandere) en Taare er et enkelt Stjerne-
skud, et lynsnart Skimmer som gjennemfarer Rummet bag dette
Teppe, som hænger lige for min næste Secund, saa vi kunne
see; men hastigt, hastigt; og, Hvad vi saae, gjemmer Erindringen.
d.V,b.1,s.82   Men hvor let i denne Hast at tage feil? Et saadant Blik maa
være et Lyn; thi at ville udgrunde noget, duer ikke. Hvor let
at see feil? See en Ørken fuld af rædsomme Gestalter istedet-
for, Hvad det virkelig var, et Paradiis palmekrandset, orange-
klædt?
   -- Ah, jeg er ingen Clairvoyant, eller rettere, jeg veed ikke,
om jeg er det. Men jeg vilde ønske Dem, Elise, blot to Minut-
ters Klarsynethed forat læse i mit Hjerte. De behøvede ikke da
at være forud saa retfærdig og mild som de var blot ved at
høre Udbrudet af mine Følelser, hvilke Sproget kun, naar jeg
dypper det i min Phantasie og følger min Geist, nogenledes kunde
udtrykke. Det er ikke sandt, at Poesie lyver; men Mistanken
herom hviler (Gud veed, hvilken Løgner har opfundet det) dog
paa den, og, forat undgaae mindste Skin af denne, læste De
mine Følelser i den simpleste Prosa, som jeg, ledet af hiin For-
dom, troede kom Sandheden nærmest. Det var at see en Se-
raph klædt i den farveløse Ornat, en Geistlig eller Borgermester
iføre sig for ei aldeles at tabe sig mellem det vrimlende Støv.
Mit Væsen er Kjærlighed til Elise (min Stella, min himmelske
Stella, som jeg ikke vil finde før i Himmelen) og denne Kjær-
lighed er Poesie; thi den er en Stræben efter det Ophøjede og
Skjønne. Hvad heraf conseqvent følger er klart: nemlig, at mit
Væsen er Poesie, at det for at udtrykke sin Kjærlighed burde
brugt Poesie. Dog, Elise! læg Mærke til min individuelle Maade
som Digter i Fremtiden, og da vil De see, at den Clairvoyance,
jeg ønskede Dem, er unødvendig, da, i hver en eneste af mine
Aandsfrugter, som nu snart, naar jeg faaer Examen fra Nakken,
Slag i Slag skulle skyde frem, mine dybe Følelser, de evige, for
Elise ville blive klarere og stedse være Grundtonen. Ha -- sandt!
sandt! det vilde være hensigtsløst og fornuftstridigt -- altsaa tvert-
imod hvad vi maae tænke os som Forsynets Lov -- om et Væsen
skulde igjennem et heelt Liv rastløst arbeide og tænke imod et
Maal forgjeves og saaledes, naar dette Væsen kom ind i den
anden Verden, skulde det finde sit forrige Liv, som bugnede
under høje, aandige Tanker, kraftfulde Handlinger og en ædel-
charakteret Vemod, som stedse slog sine Vinger, liig en lænket
Sortdrosl, mod det Fjerne -- til Intet. En Sjel maa jo dog be-
holde sit livgjørende Princip -- og Hvad dette er hos mig, veed
De Elise -- eller dog Erindringen. Og hvad maa da ikke denne
d.V,b.1,s.83   fortælle? Nok, nok herom -- min Beundring! Men dette ikkun,
at der gjenkjende Aander og gjenkjendes.
   Jeg er kommen reent ifra mit Thema: det at takke min Vel-
gjørerinde, og sige Dem, hvorfor jeg kalder Dem saa.

   Det synes Dem besynderligt, at jeg, som siger, at mit hele
Væsen kun er Kjærlighed, i denne Følelses højeste Forstand og
Udstrækning, for Dem, som jeg kalder min Eneste og Hellige, og
som veed, at den maa være jordisk frugtløs -- o den er for høi
i sin Beskaffenhed for Jorden -- at jeg, som med alt dette (o
en Cherub og et Dyr) er meget sandselig, og gjerne vilde leve
fornøjet og leende paa Jorden, dog siger at jeg nu er lykkelig?
Just fordi min Lidenskab for Elise er saaledes, derfor holder den
-- thi Jeg er ikke andet end den -- sig lykkelig og riig alene
ved den Elises Agtelse og Godhed, om hvilke Visheden er mit
Hjertes dyrebareste Klenod. Ja, jeg takker Gud fordi jeg brød
min qvalfulde Taushed, der var ødelæggende i mit Indre, som en
Kræftskade, der aad bort hver en Glæde, hver en mild Hjerte-
bevægelse, jeg ellers har let for. Jeg takker Gud fordi jeg aaben-
barede mig for Dem, Elise! der skjænkede mig min Ro og et
Vidne, et levende Vidne om det Hjertes Fortræffelighed, jeg
elskede og evig ikke kan andet end elske over Alt, og et Pant
paa Besiddelsen af min Helligdom: Elises, den levende Stellas
Deeltagelse og vennehulde Godhed, i de egenhændige dyrebare
Linier, Elise værdigede mig. Jeg har jo vundet Alt hvad jeg bad
om, -- Alt hvad jeg efter Kamp turde bede om. Min Velgjørerinde
glæd Dem: Deres inderligste og trofasteste Ven er lykkelig! Elise,
min Sjels Sjel! De har belønnet min Kjærlighed fuldelig med Deres
Agtelse og venlige Godhed og blide Deeltagelse. Tro, og vær
glad ved ikke at have spildt disse Præg af Deres Hjerte. Mit
fulde Hjerte takker Dem -- det er fuldt af Følelser som ere min
Kjærligheds Søstre: Taknemmelighed og dyb Ærbødighed, og som
ville lære Reenhed og Evighed af den. Elise, De har givet mig
nok, mere end nok for at føle mig tilfreds og ulige lykkeligere
end før. Isandhed det forekommer mig som om jeg havde for-
nærmet Elise, og nu nød den søde Forsoning. Ja, det er saa!
Der er meget i mit ydre Liv, som har fornærmet denne ophøjede
Følelse, som lever i mit Indre. Søde Forsoning, søde Bevidst-
hed -- mit hellige Klenod -- at jeg ikke længer er min Eneste
og Hellige fjern og fremmed længer, men saa nær som to vel-
d.V,b.1,s.84   villige Sjele kunne være, om gjensidig Kjærlighed ikke sammen-
smelter dem -- Tro ei jeg kan agte dette for høit!
   Jeg har Ro, en mild Ro, og den samme evige Kjærlighed i
Hjertet; men aldrig paa Læben . . ikke mere, hvis ei et besyn-
derligt, velsignende Forsyn . . . o Intet er umuligt, reent umuligt!
Men, fordi jeg siger Dette, tro dog ikke, at jeg haaber. Min Li-
denskab har altid været haabløs. Dette har luttret den. Den
staaer ved sin egen Styrke. Den er ikke prydet med noget
Haabs Regnbuefarver. Den er kun skjøn ved sine rene, ophøjede
Træk, som de ædle Antiker i Marmor af Gudegestalter; og den
er bleg og uforanderlig som disse. Lad den staae i mit Hjerte
som et evigt Monument over . . . . . O Elise, min Ædle! De vil
ikke see hid eller tænke hid uden en mild Følelse, som ikke er
langt fra Vemods bløde. Vel, lad den hvile -- Elise, giv Vel-
signelse hertil -- som et Barn, der smiler, skjøndt dødt, i sin
Moders Skjød. Kun en Frelser kan opvække det!

   Min Frygt for at jeg ei skulde synes Dem at fortjene et saa-
dant Beviis paa Godhed, som det De har viist mig, ved at til-
skrive mig Deres Tanker, var det, som lod mig bede Dem om
blot hieroglyphisk at tolke disse. Tænk da min levende Glæde,
da jeg saae, hvor aabent De behandlede mig, i hvilket skjønt
Forhold -- alle mine Ønsker skjøde Blomster -- i hvilket ædelt
jeg kom i til mit Hjertes Tilbedede, som et Menneske, De vær-
diger at tænke paa med Godhed og Deeltagelse. Jeg nærede
en saadan Mistro til min Fortjeneste; og nu vare de Par na-
gende Aar, der have som udsuet mit Hjertes livligste og for-
aarsaandende, aromatiske Følelser og afslikket deres phantastiske,
spillende Farver, medeet, som ved et Trylleslag af min Fee,
blæste bort. Elise! Deres Godhed og Deres vennehulde Agtelse
veed jeg, jeg kan bringe til at voxe. Dette skal være mit Livs
Arbeide, som skal udslette hver tung Erindring. Gud give, jeg
aldrig maa tage feil, mod min gode Villie (uagtet denne) i Mid-
lerne, som kunne føre til saa skjønt et Maal!

   Hvert Træk i Deres Brev, ædle Elise! er mig en Talisman, en
Krands af Amuleter imod alt Ondt. De skulle vogte mig for alt
sandt Ondt. Jeg gjemmer Brevet omhyggeligere end om det var
Stormoguls Diamanter. Jeg læser det daglig med Ærefrygt og
Glæde, skjult og ene. Min Ven og Svoger trængte ind paa mig
med Spørgsmaal, da han en Postmorgen saae mig glemme to
d.V,b.1,s.85   tykke Breve for et, som jeg ikke holdt op at læse og læse med
en saa tiltagende Rødme, at jeg næsten kunde frygte for, at det
kjære Papiir, som jeg af Mistænkelighed holdt tæt bøjet om An-
sigtet som et Skjold, vilde svides. Han rimede det sammen (rig-
tigt nok) med et stort Brev, han, som jeg ogsaa boede med,
vidste jeg i Christiania havde bestandig baaret paa Brystet om
Dagen, og om Natten læst ned i hans Pult (det laae ogsaa i en
forseglet Convolut uden Navn) -- "Snak, Snak! lov aldrig at
spørge mig herom!" var mit Svar, idet jeg smekkede det ned i
min hemmeligste Skuffe, hvorfra det ofte maa frem. Det gavner
mig at læse det ofte. O, skjøndt jeg holder det i den ene Haand
nu mens jeg skriver med den anden -- jeg seer det, jeg kan det
udenad -- jeg kysser Elises tydelige, hellige Navn: saa tvivler
jeg næsten om Sandheden, at jeg virkelig er saa lykkelig, at være
Ejer af denne Kostbarhed.
   Troer De, jeg siger for meget? O Elise, De har jo sagt mig,
at De troer mig, da De veed, at jeg er redelig. De maa tro
mig, ogsaa naar jeg siger, at i den vide Verden er der Ingen,
som vilde eller kunde vurdere Elise og Alt fra Elise saa rigtigt
som jeg.

   Kan jeg skatte Det for høit, som har gjengivet mig min Til-
fredshed og Aandskraft? Ja, en Følelse af Stolthed, naar jeg
tænker mig som hædret med Elises Deeltagelse og Venskab, for-
visser mig om at jeg aldrig vil tabe disse. Jeg vil vise i mit Liv
hvor høit jeg skatter dem! Kan jeg dermed gjengjelde? O min
velgjørende Genius og min Veninde -- jeg tør i Elises Navn
kalde Dem saa -- kan jeg dermed gjengjelde? Ja dette Ene
kan jeg jo gjøre, som jeg -- o denne Tanke er Triumph! -- som
jeg veed vil endogsaa glæde Elise! Og det skal jeg gjøre: --
Jeg vil handle som om jeg ventede, at min Ene, min Sjels Hel-
lige engang kunde elske mig med Kjærlighed, og jeg vil da vinde
nye og flere og klarere Glimt af Elises Venskab, ja engang, en-
gang Elises Høiagtelse og Fortrolighed. Jeg er lykkelig, som veed,
at jeg vist kan vinde disse Goder, uden hvilke mit Liv var mig
en Ørken, om den end gjenlød af Verdens Bifald. Selv Ind-
bildskhed og min Stolthed og utilfredsstillede Følelser maa bejae
dette. Jeg vil altid handle i Menneskehedens Sag, i Fædrelan-
dets og Frihedens, i philanthropisk Aand -- efter Fornuftiges Me-
ning, men ei efter Alles, er denne christelig -- og min Virke-
d.V,b.1,s.86   kreds vil ikke blive liden. Naturligt, at jeg da ofte vil kunne
glemme min egen Sag, mit tilsyneladende Bedste; og naturligt,
at Fiender ville voxe op i ethvert af mine Trin, som jeg dristigt,
efter disse Grundsætninger, styrer imod Maalet. Hvad der da
ikke lader sig bøje til Siden rykkes op.
   De seer, hvor riig jeg holder Deres Godhed Elise! da jeg tager
saa meget af den i Beslag til denne lange Samtale. O hvor-
meget jeg ogsaa nu havde at sige! Men jeg tør ikke føre mit
Brev ud over dette Ark: og dog frygter jeg . . . nei, jeg vil stræbe
at holde mig inden dette; ja jeg havde ikke tænkt, at mine Li-
nier, mine sidste Linier skulde rækket heelt hid. Men Høstafte-
nerne ere velsignet lange baade for mit kjære Arbeide, og for
Elise, der skal høre paa sin taknemmelige (men altfor) ordrige
Ven, og Deres Taalmodighed er endnu længer. See, nu har jeg
atter spildt et Stykke!

   -- Den Tanke er bitter: der kunde komme en Tid, der kastede
en Gnist af Bedrøvelse ind i Elises fromme Sjel, og da var jeg
fjern. See, det er Bevidstheden -- tænk, jeg tør, med Haand
paa Hjerte og Pande, og Øjet mod Himlen, sige dette -- om at
jeg har den bedste, den bedste Villie til at gjøre saa godt et
Væsen lykkeligt, som bringer mig til at lægge Eftertryk paa dette
"jeg". Ak, har Den, som gav mig Villien, berøvet mig Evnen?
Jeg troer, at hvor Villien er virkelig stærk og reen, der er Evnen
ogsaa. Det er en saadan Villie, forenet med Tro, som har frem-
bragt Undergjerningerne. Men hiin Tanke blive en Tanke! Elise,
Elise, fromme, elskeligste Elise, vær, bliv lykkelig! Dette er min
Sjels højeste Suk. Himlen og Deres fortræffelige Forældre har
gjort Dem værdig til at blive den Lykkeligste. Himlen vil være
retfærdig! Den lykkeligste Mand vil staae som et Forsyns Engel
over Elise, i den Plads, hvor mine Ønsker glødede . . . Ha, ikke
et Suk af Kjærlighed! Jeg ærer Deres Betænkeligheder, men
ingen mere end den, Deres Følelse tilsagde Dem. Og dog er
Aarsagen, hvorfor jeg saa silde takker Dem, den, at jeg først
skrev et altfor langt Brev, som jeg brændte, for at gjendrive en
anden af hine.

   See, en ny Side! O, jeg har saadan Lyst til ogsaa paa denne
at give mit Hjerte Rum til at udaande sine Følelser og Tanker,
nu, da jeg seer den hele Side for mig; men det er for dristigt
d.V,b.1,s.87   af mig at tilskrive Dem saameget. Derfor, endnu blot faae Ord,
meget faae.
   Jeg vil, og maa sige Dem: det er mig umuligt -- skjøndt jeg
ahner, at dette Løfte, jeg gjør mig Selv, vil ikke længe, naar den
ene Betingelse bortfalder, forblive bindende -- det er mig umu-
ligt, saalænge jeg veed, Elise er fri, og ikke har valgt, at søge
mig nogen Pige, der isandhed ikke vilde finde anden Elsker i
mit Hjerte end Eftersletten af den sande Foraarskjærlighed, som
De veed, hvem den tilhører -- om mit Temperament og Alt og
Alle tilraabte mig. -- Min Gud, hvor jeg ønsker, at Elise vilde
-- naar det skede med fri Villie; thi noget Andet er jeg ikke
egenkjærlig nok til at nære mindste Ønske om, endogsaa om jeg
saae den højeste Lykke forud bag mange Aar -- hvor jeg øn-
sker, at Elise vilde prøve mig igjennem lange Aar. Men dette
maatte jeg ikke vide; thi ellers havde jeg ingen Fortjeneste deraf.
O nu -- min Phantasie fører mig langt, langt.

   Elise! jeg vil blive brav for at behage Dem, for at gjøre mig
værd Deres Godhed! Der skal, naar jeg blot vinder Tid, ikke
blive saa Meget tilbage som nu, af Hvad der nu, med saamegen
Ret -- desværre! desværre! -- bortmaner de endnu velvilligere
Følelser, som jeg leed Alt, for at see et Glimt af i Elises Sjel.
Elise jeg vil elske Menneskene, fordi Elise er velgjørende og
menneskekjærlig, og fordi Elise nu er et Menneske! Jeg vil ik-
kun gjøre vel, fordi Elises Liv maa lære mig det. Og jeg vil, om
det er muligt, bortsynge Tungsinds- eller Vemodsaanden, som
er jo nærmere jo fjernere fra Elise, hvor mit Hjertes sødeste
Følelser, min Sjels skjønneste Tanker, mine inderligste Bønner
til Gud for den Eneste og Godes Vel, dvæle.

   Det er Kjærligheden til Elise, som skal gjøre mig god; og Deres
milde Bifald og Godhed giver min Sjel sin Elasticitet og Kraft,
saa at jeg naaer Maalet: det Punct, hvorfra jeg tør fordre Elises
Venskab. O jeg ønsker De var en Andens ganske, forat De
kunde lære at kjende min Kjærlighed ret!

   Ak -- Elise! jeg mærker hvor lidet jeg holder mit Ord: "intet
Ord, ikke et Suk af Kjærlighed! Blot Taknemmelighed tale her
i disse sidste Linier til Elise!" Jeg er ofte, næsten uvilkaarlig,
falden hen til det jeg maatte forbyde mig, og mit fulde Hjerte
har bevæget Pennen. Tilgiv mig det, Elise! Tilgiv mig dette
netop fordi De veed, at jeg holder saa alvorlig af Dem. Ja saa
d.V,b.1,s.88   alvorligt, at jeg turde sætte "at jeg elsker Dem saaledes ene"
dersom jeg ikke vidste, at De maa være elsket af Alle. O ja,
jeg sætter det "ene saaledes" dristig til.
   Glem mig, for dettes Skyld, heller ikke Elise, ædle, aandfulde
og fromme Elise! Jeg veed hvad Tid De læser dette Brev --
omtrent veed jeg det; og, hvis jeg mærker en glad Bevægelse
hos mig, da, saa vil jeg holde den for en ahnelsesfuld Bekræf-
telse paa at Elise lover i sit Hjerte, at hun ikke vil glemme sin
inderligste og, som Ven, bedste Ven; men tænke undertiden paa
ham, og ret mildt, og troe ham ligesaa vel som hans Fiender,
dem han forhverver sig ved Feil, der ere naturlige Udvexter paa
nogle Dyder, hans Kjendere vide, han besidder.

   Jeg vil ikke glemme Hvad jeg er min Kjærlighed skyldig, eller
rettere den velvillige Godhed og det deeltagende Venskab i Elises
Hjerte, som det er min højeste Stræben at udvikle og bevare!

   Levvel! Levvel! For mig er der een Gud og een Elise! Hvis
jeg er god, er Gud min milde Velgjører og Dommer. Lign Gud
deri Elise! ikke at være bedre stemt, ikke at lade Deres God-
hed velsigne mig mere end netop som jeg fortjener; og deri,
deri: naar jeg er brav, handler mandigt og ædelt, saa velsigne
De mig med nye Smiil af Deres milde, fortræffelige Hjerte. Kun
mild Retfærdighed!

   Gud vil høre mit inderligste Suk: Elise blive og være lykkelig
ogsaa hernede! Forsynet være retfærdigt!

Levvel!
Døden er ingen Skilsmisse imellem Elise Wolff
og
Henr: Wergeland.

   P: S: Tragedien er nu tilegnet Kongen. Alt Skjønt, jeg baade
i Liv og Værker kan frembringe, skylder Elise Tilværelsen. Dette
er isandhed saa. Jo mildere Elise er, jo mere, naar jeg fortjener
det, Elise er min Veninde, des stærkere gløder min Geist, des
skjønnere Frugter modnes hos mig baade i Hjerte og Hoved. Mit
hele Liv skal vorde et Digt om Elise. Mine poetiske Værker
ville blot deri være episodiske Canzoner. Jeg bliver ærgjerrig
-- gjerrig for at opdynge og opdynge min Skat: Elises Bifald og
Venskab. Jeg vil vise det, naar jeg træder frem som Mand.

d.V,b.1,s.89   TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE