| TIL VEDASTINE MALTHE
|
Eidsvold 2den Mai 1828.
Idet jeg, høitagtede, kjære Fru Malthe! har den Ære, med Deres
godhedsfulde Tilladelse, at oversende Dem et Hefte af Napoleon,
|
| d.V,b.1,s.46 |
tør jeg tilføje et Par Linier om mig Selv, og det fordi jeg, med
en stolt og glad Følelse, veed, at Deres vennesalige Godhed for
mig vil finde taknemmelig Fortrolighed heri istedetfor Træk af
Dristighed eller -- lad mig ikke sige noget Værre.
At jeg nu er her og det for en længere Tid kommer ikke af
frivilligt Forsæt, som om det skulde være overensstemmende med
mine Planer eller min Lyst, hvor godt jeg end hos mine for-
træffelige Forældre, fremfor andetsteds, har det; heller ikke af
at jeg skulde være relegeret fra Universitetet, som en vis ædelsindet
og stormodig Krigsmand heroppe vil have sagt heroppe (saa aldeles
ins Geheimniss og med betydende Vink); men fordi min Fader
vil det, uden dog at pecuniaire Hensyn har bestemt ham, men
formodentlig Omhu for mig, at jeg nemlig ikke, i disse politisk-
tegnfulde Tider og navnlig ved Hans Majestæts Nærvær den 17
Mai, skulde ubesindigen styrte mig i Uleilighed, samt fordi han
har skaffet mig Bøger for lang Tid siden, og jeg, ved en af mine
Professorers Nærværelse i Storthinget, egentlig Intet har at gjøre
i Byen som jeg jo kan gjøre ligesaagodt her: desuden skal jeg,
i min Faders Fraværelse paa en tiltænkt Visitats læse med Kirke-
børnene, og holde min Moder med Selskab, naar baade Fa'r og
Søster ere i Byen.
Disse Grunde har min Fader anført mig, skjøndt hans simple
"Kom hjem!" vilde været nok til at suspendere min store Lyst
til at være i Byen nu just i denne Tid og til at feire den høje
Festdag blandt agtværdige Venner histinde; og jeg trætter Dem
her med at at sætte dem her ned saa vidtløftigen, fordi jeg vil, at
De ei maa troe, at jeg egenmægtigen søger, eller vil søge at nærme
mig saa pludselig Deres Moderbarms deilige Blomst, som bøjer sin
Glands for mig, men ikke kan nægte mig sin Vellugt: at jeg ikke
dristigen vil røre ved mine Forhaabninger, der er en dunkel
Himmels Skystriber, lysrøde, violette, guldgule, smaragdgrøne
Skystriber lavt om en mørk Horizont, som Perle- og Koralkrandsen
om en Negerindes Pande, for ved et Trylleslag at fremmane den
eneste Tone, som flux gjør Dæmringen lysblaa og fast som et
hvalt Skjold, og Skystriberne til levende Gestalter, til Engle af
den sødeste Form, Alle lige, Alle Huld'er -- Alt, for skjønt for
Virkeligheden, skjøndt Virkeligt, svævende som imellem Drøm og
Sandhed.
Jeg vil Intet fremskynde, ikke prøve paa at fremtrylle ved et
|
| d.V,b.1,s.47 |
tilfældigt Slag den sødeste Accord af den endnu -- o jeg haaber --
endnu urørte Harpe, Hulda har i sit Hjerte, hvis første lydelige
Tone er en Samklang af den blødeste Consonant og den blødeste
Vocal (Ja! Ja!). Men det maa De sige Hulda, at jeg er endnu
saa riig og glad ved hendes Velvillie som 10de Sept:, og jeg
beder Hende, med en Følelse, som i sig har en Blanding af An-
dagt eller af høi Ærbødighed og Agtelse, hvilken adler en ildfuld
Kjærlighed, ikke at tage den fra mig! ikke at tage den fra mig;
men lade den voxe, dersom Hulda opdager Andet i mit Hjerte
end en øm og høi Kjærlighed for Sig, en inderlig Hengivenhed
til Sig, en dyb Agtelse for Sig, dersom Hulda ogsaa opdager,
foruden disse stærke og rene, Sig gjældende Følelser, ogsaa en
varm Følelse for alt Godt og Stort, om den endnu er skjælvende
og svag som en Æolsharpes Toner ved Vindens første legende
Anslag! -- Ja, jeg torde vove at sige Hulda, som jeg nu siger
Hendes menneskekloge Moder, at jeg ikke kunde have de første
Følelser uden den Sidste; -- og, at de første Følelser, mod Hulda,
aande høit i mit Bryst, i min Sjel, derom vidner ethvert Træk i
mit sande, i mit aandige Liv. -- Tænk efter og see i Fremtiden!
Jeg maa da ogsaa fortælle min gode Genius, at jeg, før jeg
havde tænkt, og med noget Andet kommer til at træde frem
blandt Digterne. Min Fader har seet nogle Poemer af mindre
Omfang af mig, som han fandt værdige Offentliggjørelse, og han
har alt udstedet Subscriptionslister til at dække en Deel af Tryk-
ningsomkostningerne. Hulda træder frem i de fleste af dem
under Navn af Stella, og jeg havde kaldt en Deel af Digtene
"Stellanea"; men Fa'r har kaldt det Hele "Harpeslag om Ven-
skab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henrik Wergeland".
Denne lille Krands af mørktglødende, duggede Blomster er hel-
liget "Stella".
-- -- -- Vil Hulda blive vred, naar Hun veed, at Stella er
Hulda? Engang i Sommer vil jeg tale med Hulda om det, og om
mit Yndlingsværk, som jeg ikke vilde bede om at maatte bære
den Vakres og Godes Navn, dersom det ikke havde en dristig
Vinge og stræbede efter Stjernerne. -- O! Vær ligesaa mild og
god imod mig ædle, kjære Fru Malthe, og hulde, vakre Hulda!
og kom en vakker Vaar! kom snart med Humlerne surrende i
Piletræerne udenfor mine Vindver, og med Violer og Birkeløv
|
| d.V,b.1,s.48 |
og Vand, hvori jeg kan kjøle mine Lemmer, saa vil mit Værk
voxe snart og stærkt som Prometheus's!
Ludvig, med hvem jeg, ligesiden ihøst har havt den Gevinst og
Fornøjelse at staae i en nøje Venskabsforbindelse, havde, Aftenen
før jeg reiste, det, fra min Side aldeles ufortjente, splendide, ven-
skabelige Indfald at forære mig et meget smukt Kobberstykke,
et Portrait af en ung Savoyarde-Pige; men tænk! tænk! det er
Hulda, Deres egen Hulda, min, min Sjels Hulda, lyslevende, op
ad Dage, lyslevende, i egen, egen Elskelighed. Her hjemme saae
de strax hvem det søde Smiil, det deilige Øje, Hage, Mund, kort
Alt tilhørte, og de maatte forundre sig over det besynderlige
Tilfælde. Jeg faaer nu hængt det op paa mit Værelse, og paa
den ene Side har jeg hængt et "la douleur," men paa den anden
"la vénération". -- O hvad skal det første af disse symboliske
Malerier til? Lad douleur komme bort! myrd, qvæl Uhyret med
le sourire. Lad dette sidste vakre symbolum komme op! Le
Sourire paa den ene Side, et endnu mere ligt og smukkere
Huldabillede i Midten, Le Ravissement paa den anden Side og
La Vénération nedenunder!
Men det glæder mig ogsaa meget det Glimt af Deres Ludvigs
Vennefølelse for mig og -- om jeg kunde finde et mindre væg-
tigt Ord, saa valgte jeg det -- Yndest for den Tilbøjelighed, der
opfylder min Sjel og som han kjender saa nøje til, som just
Valget af dette Stykke lod mig see. Han var nemlig inde med
mig hos en Kjøbmand, som havde mange Saadanne, nogle Dage
forud, forat vælge med mig et Stykke, jeg vilde pryde mit
Værelse med. Jeg saae da snart mit ud; men jeg kunde ikke
kjøbe det strax. Og nu kommer han mig i Forkjøbet just med
det Samme.
Hvis Han har gjort det af Interesse for min Lidenskab for
netop Stykkets hulde Original, da har han ikke handlet uforsig-
tigt . . har han vel?
Hvad ellers Ludvig angaaer, da troer jeg forvist, at hans
Kundskaber ere ligesaa faste som hans Characteer, og, at han
har et testimonium cum laudabile i sin Vestelomme. Til Høsten
trækker han det frem . . voilà . . . ah! Ret! bravo min Gut!
dacapo saa atter til Sommeren, og saa atter om halvandet Aar
igjen dacapo . . saa basta! hviil dig nu!
Ved samme Leilighed fortalte Ludvig mig, at min Hjertens-
|
| d.V,b.1,s.49 |
veninde, min gode Lovise, var heftig angreben av Rosen. Jeg
bevidner Lovise min inderlige Deeltagelse, og haaber, det vel
nu alt er i Bedring, og, at snart Hendes naturlige, favre Roser
vil opblomstre paany.
Tag mig ikke min Svadsighed ilde op! Den, som beder derom
holder inderligt og taknemmeligen af Dem og alle Deres. En
kort Slutning udsone det vidtløftige Indhold, idet jeg blot over-
antvorder mine Hilsener, til Hulda, Lovise og Alle der, til Deres
Velvillie, og vover at ytre det Ønske, at den milde Vaar -- naar
den engang kommer -- maa føre den milde Huusfrue med hen-
des favre Døtreflok, som Foraarssvaner, den Miilsvei nordpaa,
fra Risebroe.
Med dyb Agtelse og inderlig Hengivenhed
Deres
Henr: Wergeland.
TIL GERHARD MAGNUS
|
| BLA BAKOVER |