TIL S. A. W. SØRENSSEN
|
Hjerterum 3 Mai 1845.
Ak, Anton Wilhelm Sørenssen, hvilke Budskaber fra Thinget i
Dissentersagen! Vil man fremkalde Catilinaer, der skulle indkalde
Despotiet? Saa ussel jeg er, har denne Sag ikke ladet mig lukke
Øinene mere end et Par Timer inat og først da Dagen skinnede
ind igjennem Vinduerne. Men jeg følte mig stærk og opbragt,
som om jeg kunde tage Deel i denne Lysets og Mørkets Strid.
Ikke er jeg i denne Henseende saa lidenskabelig fordi jeg ind-
seer, at Jødesagen bestemmes af Adfærden mod de Christne;
men fordi jeg om Livet Haabløse ahner, at jeg hiinsides neppe
vil finde Alt efter Systemet.
Jeg behøver ikke at opmande Dem, Lysets varmhjertede Kjæm-
per! men naar Dagen kommer i Storthinget, da kjæmp, ras,
græd, og naar intet hjælper, da demaskeer Egoismen og Raa-
heden med den Chirurgs Kulde, der flænger Huden af et Ansigt
under en Obduction! Det gjælder Folkets Ære i Verden. Sagens
Venner, der have besluttet sig til at tale ved den Leilighed, burde
|
| d.V,b.1,s.411 |
forene sig og fordele Modparterne imellem sig ligesom Picado-
rerne gjøre med Tyrene i Fægtningerne.
Levvel! Vær vred og tapper!
Henr. Wergeland.
P. S. Behold vedlagte Bog som en Erindring! Læs sidste Af-
snit o: Profetierne.
TIL CHRISTIAN TØNSBERG
|
| BLA BAKOVER |