HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL KONGEN

Eidsvoll 22de August 1834.
Til Kongen.
Henrik Arnold Wergeland,
Candidatus theologiæ, an-
søger underdanigst Hans
Majestæt Kongen om naa-
digst at maatte vorde ud-
nævnt til Katechet og før-
ste Lærer ved Borgersko-
len i Tønsberg eller sub-
sidiært og alternativt til
hinanden enten til reside-
rende Capellan til Liers
Præstegjeld i Agershuus
Stift eller til Borgens Præ-
stegjeld i Bergens Stift eller
til Sognepræst til Justedal
i samme Stift.
   Idet Undertegnede fortrinsviis henholder
sig underdanigst til forhen, idet Næsoddens
nu anderledes besatte Kald ansøgtes, ind-
leverte Ansøgning, som nu underdanigst
gjentages, om den fremdeles vacante Post
som Katechet og første Lærer ved Borger-
skolen i Tønsberg: ansøges herved under-
danigst, saafremt det ikke maatte behage
Deres Majestæt naadigst at indvilge mig
denne, subsidiært om at maatte naadigst
vorde anbetroet enten Liers residerende
Capellani i Agershuus Stift, eller, i Mangel
heraf, enten Borgens residerende Capel-
lani eller Justedalens Sognekald i Bergens Stift. Imellem de geist-
lige Embeder ere disse de ringeste, som for Tiden ere ledige;
og bemærkes, at nærværende underdanigste Ansøgning skeer
subsidiært og efter den Orden hvori Embederne ere nævnte.

   Kun de første, og særligen det allerførste af disse Embeder,
d.V,b.1,s.176   tilbyde saa tilstrækkeligt Virksomhedsomraade, som jeg troer at
kunne udfylde. Og det er mere derfor, forat kunne gjøre bedre
Fyldest for mig i Tilfælde af naadigst Anbetroelse, end for de
bedre Livskaar, de tilbyde, at jeg underdanigst ansøger dem med
noget Fortrin. Men maa jeg end deri vige for Værdigere eller
for Medansøgende, som staae Deres Majestæts Naade nærmere,
vil dog Indvilgelsen af det mindste og det mine Ønsker nævne
sidst betragtes af mig som en Naade, som jeg alene kan veder-
lægge ved at forøge Intensiteten af pligtmæssig Virksomhed inden
en Kreds, som ikke tilsteder den nogen synderlig Udstrækning.
Jeg har troet, at skylde Forældres Opoffrelser forat danne mig
til Geistlig, hvortil min Fader har lagt praktisk Veiledning i nu
paa de nærmeste halvsjette Aar, at ansøge selv det allerube-
tydeligste geistlige Embede, før jeg, opgivende Haabet om at
disse og øvrige Opoffrelser og Adkomster ville vorde frugtbrin-
gende, under nye Opoffrelser af Formue og Tid begynder forfra
igjen paa et nyt Studium, hvoraf jeg med større Sikkerhed kan
vente, at det omsider skjænker mig Brød, selvstændig Stilling
og en Virksomhed, afpasset efter mine Kræfter, skjøndt mere
fremmed for min Tilbøjelighed -- den der tidligen bestemte mig
for det Geistlige.
   De nødvendige Bilag, hvori findes hvad jeg under et livligere
Haab har havt at paaberaabe mig ved foregaaende Ansøgninger
om større geistlige Embeder end noget af dem, nærværende
underdanigste Ansøgning gaaer ud paa, ere med hine indleverte
til og siden beroende hos Deres Majestæts Regjering. De Ad-
komster, de omhandle ere sednere kun forøgede med længer
Supplicanttid -- en Anciennetet uden Værd, om denne Tid ikke,
som Tilfældet er, fremdeles havde været anvendt til stadig Ud-
øvelse af alle de geistlige Forretninger, som kunne udøves af
en Candidat; og hvorved jeg forud har erhvervet mig og lagt for
Dagen en Færdighed i geistlig Praxis, som en af de sednere
Regjeringsanordninger, der sigter til at lade Candidaterne er-
hverve noget deraf ved Universitetet, viser af Deres Majestæt
at være tillagt alt Værd. Derimellem kan maaskee, som bestyr-
kende især min underdanigste Ansøgning om Katecheturet, for-
tjene at anføres, at jeg har været anseet duelig til i indeværende
Sommer, under min Faders naadigst tilladte Fravær, alene at
bestyre iblandt andet ogsaa den talrige Ungdoms Religionsunder-
d.V,b.1,s.177   viisning -- en Beskjæftigelse af en saa alvorlig Natur, at man
med Rimelighed kan antage, at det høje Collegii academici Haab,
"ut levitas mea juvenilis sperneretur" er opfyldt. Idetmindste
maa den samvittighedsfulde Embedsmand, som viste mig denne
Tillid, og som unegtelig kjender mig bedre end Collegium acade-
micum, have antaget det. En Psycholog vilde ogsaa upaatvivlelig
sætte sin Videnskabs Ære i Pant paa, at enhver "levitas", uden
den som tilhører Alderen -- og da en hos mig forsvunden -- er
min Natur aldeles fremmed. Det er ogsaa kun en saadan forbi-
gaaende "levitas", der er bleven anmærket i mit testimonium
publicum. I Henseende til den hemmende Indflydelse, man kan
ville tillægge det Comma, da tør jeg ogsaa underdanigst gjøre
opmærksom paa det forøvrigt udmærkende Omdømme, som hiint
testimonium indeholder, samt paa, at det samme Udtryk "spreta
juvenili levitate" forhen ikke har udestængt fra geistlig Befor-
dring. Dernæst tillader jeg mig ogsaa underdanigst at henpege
paa det Rimelige i at Grunden for hiin Anmærkning ikke ligger
i nogen daddelværdig Levemaade -- thi jeg opholdt mig en be-
tydelig Deel af Universitetstiden i mit Fædrenehuus, havde ved
Academiet ikke pecuniær Leilighed til at føre hvad man kalder
et udskejende Liv, har ved bilagt Attest godtgjort, at jeg ordent-
ligen søgte Forelæsningerne, og tog examen theologicum efter
en kortere Tid end sædvanlig -- ; men maaskee især i den ved
saa ungt et Menneske vistnok paafaldende Omstændighed, at jeg
var indviklet i en vidtløftig Proces, og i at jeg var kommen i
Folketale som satiriserende over visse publike Begivenheder og
Personer, og -- hvad Tilfældet var med Flere -- omnævnt
ved Begivenheder, som tillagdes politisk Charakter. I hvad
Forkleinende man nu maa kunne finde ud ved en Sammen-
lægning af dette, synes det dog, at maatte indskrænke sig til
Temperamentsfeil, som tilhøre visse men talrige Complexioner i
min daværende Alder d: e: en levitas juvenilis, der ligesaavel
lader sig omsætte med samme Mening "levis juventus", og saa-
ledes ikke indeholder stort andet end hvad der lader sig sige
om unge Mennesker og Ungdom overhovedet. Alligevel, de øvrige
Enkeltheder uberørte, tillader jeg mig kun i denne Henseende at
erindre, at den, vel efter Fleres end min Mening ikke retfærdige,
men dog ubetydelige Mulct, som hiin Proces havde tilfølge, synes
at antyde, at hele Sagen ikke var saameget værd som en flere-
d.V,b.1,s.178   aarig, af det Offentlige decretert, kostbar Proces, og at jeg altsaa
har lidt mere end jeg burde. Forhen har jeg underdanigst frem-
ført Grunde for det Haab jeg har til min retfærdige Konge, at
deslige private, i sig selv noksom straffende Forhold ikke ud-
strækkes til at tilintetgjøre Alt hvad jeg -- i jordisk Forstand --
har levet for for mig selv og Forældre, som jeg skylder at gjen-
gjelde deres Velgjerninger. En Befordring, hvortil jeg forøvrigt
maatte være værdig, vilde paaengang udrive mig af disse juri-
diske Forvikklinger, som jeg hader, mens min Bevidsthed ikke
dadler mig derfor; og Deres Majestæts offentligen beviste Naade
vilde mere end ellers blive en privat Velgjerning -- en af dem,
som trænge til Hjertet. Det Modsatte: at jeg for hine Omstæn-
digheders Skyld skulde tilsidesættes og fastholdes i Uvirksomhed,
det tilstede ikke Deres Majestæt, saasandt Magten til at vise Ret-
færdighed er en Konges Herligste, men Magten til at vise Mildhed
og Naade det kongelige Hjerte endnu dyrebarere. --
Underdanigst
Henrik Arnold Wergeland,
Candidatus theologiæ.



TIL CARL F. RIDDERSTAD
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE