TIL H. O. CHRISTENSEN
|
Eidsvoll, 28 April 1834.
Høitagtede Ven (ellers: velbaarne Herr Byfoged) Christensen.
De er upaatvivlelig meget formaaende i Deres Kreds, idet-
mindste berettiger Alt Dem til at være det. De rustne Skrivere,
Futer o. a. desl. rundtom i Deres Egne ville vist have megen
Respect for Deres Anbefaling. Det er om denne jeg anholder for
[George Krogh], om Nogen af deslige Folk skulde behøve En paa
Contoret, som de, uden just strax at gjøre til edsvoren Fuldmægtig,
kunde anbetroe Domsconciperen osv. og andre juridiske Smøre-
rier. Der er nemlig foregaaen en total Forandring med
[Krogh],
undtagen med hans Forladthed, Armod og andre Ulykker. Jeg
har overtydet mig derom. Andre have gjort ligesaa. Jeg fristede
ham nys paa selv en Bitter, som en Nyckterhetsselskabspræsi-
dent uden Sofisterie kan tage -- nei! han var fast. Siden før
Juul har han verbotenus ikke smagt hvad De veed han før til sit
Fordærv svælgede. Han lever som ugageret Lærer hos Bonden
[ -- ]s Drenge i
[ -- ] -- en ligesaa usikker som ham i nærværende
Status uværdig Stilling. Jeg besøgte ham ved Paasketid; han
saae ud som før; men mod mine Forsikkringer --
|
| d.V,b.1,s.171 |
Mennesket skaber sin Skjebne: det modige
Blik imod Fremtiden er den
glimrende Stav, som beskriver
Skjebnen dens Trin --
satte han Fortvivlelsens Filosofie: Intet at haabe, intet at ønske
er det Eneste, som kan lykkeliggjøre et Menneske (ja et der er
kommet til hans Punct.) Jeg nævnte Dem mellem de Jurister jeg
troede kunde virke for ham. Mistro spillede i hans Ansigt; det
var hans Glæde, at han dog havde en Ven (men en saa magtes-
løs) der erindrede ham. Det er ham det tungeste, at han er for-
glemt. Før har jeg søgt for ham hos Embedsmænd, der averterte
i Aviserne efter Penneslikkere og Vriumpeis-Emner; men
-- Skuldre de drog
indunder betænksomme Kind.
Gjør hvad De kan, gode Christensen! Red ham! De kjender
ham vist -- godmodig, flink som Fanden selv i Jura.
Hils Bugge og Dahl fra mig! Træd frem foran Spidsborgerne
og Magistraten og feir 17 Mai! Bed Bugge give Gutterne fri den
Dag. Jeg tænker at være England nærmere end Norge den
Dag -- did jeg reiser for at forsøge at bryde mig en Bane, da
Fædrelandet maaskee ikke vil bruge mig. Imidlertid inviterer
jeg Dem til at møde i Højesteret i Praëmske Sagen, der ventelig
først kommer fore naar De er at træffe i Christiania. Da hedder
det Sejer eller Død.
De vil, ærede Ven, upaatvivlelig engang blive budt en Orden,
men en svensk. Viis det første Exempel paa at en norsk Mand
refuserer den, saafremt dens Statuter (p. ex. Vasaordenens) alene
betinge Fortjenester af Sverig. Nordstjernen -- det kan endda saa
være; da den tilhører Videnskabernes almene Republik. I sin Tid
offentliggjordes det, at Falsen havde det i Tanke; jomen sa'n --
Gives der mange Slyngler paa Deres Kant? Her er en Velsig-
nelse deraf. De have bemægtiget sig min Formue, og hvad der
er værre, mit Perlehumør eller endeel deraf. Dog blive de neppe
muntrere derefter. Der er Aqva Tofana i Fraaden af den sidste
Latter.
Har De et Landsted? Vaaren er der -- reis did -- glem
Verden -- reis did og elsk! I Mai og Juni burde Staten staae
|
| d.V,b.1,s.172 |
stille -- alt Embedsliv, al Prosaisme, al Ærgrelse ophøre; men
Alle være Haner, Starrer og Spurve. Naar De kroer og fryder
Dem paa Deres Tue, saa tænk paa mig, den plukkede Hane
(uden Høne), men som endda galer -- og nu galer Dem et
hjerteligt Levvel.
Deres
Henr. Wergeland.
P. S. Læg
[Indlagte] i Posten, om der gives nogen i de bar-
bariske Egne.
TIL KONGEN
|
| BLA BAKOVER |