TIL PETER ANDREAS HEIBERG
|
Eidsvold 14 Julii 1830.
Høiædle
Herr P. A. Heiberg.
Saa ung jeg er, ere Aar visnede hen over min Længsel efterat
kunne bevidne Dem, ædle Herr Heiberg, som Frihedens høi-
hjertede, uforbeholdne Talsmand, Menneskerettighedernes længe-
lydende, klare Tunge, som Den, der under Alderdommens Snee
endnu gjemmer Kjærligheden til det fjerne Fædreneland -- det,
vi have tilfælleds -- ungdommelighedsvarm -- -- ja Den min
dybeste Ærefrygt, der fremstiller det Sjeldne og næsten Ideale:
paaeengang Fædrenelandsvennen og Verdensborgeren. Jeg greb
da Leiligheden til at fyldestgjøre denne Trang, idet jeg, endende
17de Mai netop mit første betydeligere Værk, viede Dem dette:
et Digt, hvori jeg tænker mig Peter Andreas Heibergs Aand at
leve. Er dette saa -- da fortjener det en offentlig Dom, og da
er det nu for den dygtigste Dommer, som heller ikke vil nægte
en saadan, og da har jeg ikke forsyndet mig ved at tilegne
Dem det.
Tør jeg tillige anbefale Dem medfølgende Paquet til Generalen
De La-Fayette, ja bede Dem om, hvis han er i Paris, Selv at
overbringe ham den? Se, De har alt to Bønner i den første og
ærbødigste Hilsen! -- men de vidne om det omfattende Begreb,
|
| d.V,b.1,s.105 |
jeg har dannet mig om Deres Mildhed eller Omgjængelighed.
Den tredie Bøn gaae derimod til Himlen i det inderligste Levvel,
Levvel for Dem: at Verden og især vort Norge i Decennier
endnu maae frydes og styrkes ved nye, friske Frugter af Deres
kraftfulde Genie og ædle reen-republicanske Tænkemaade, hvem
jeg vil kjæmpe med alle mine Landsmænd at yde
den dybeste Høiagtelse.
Henr. Wergeland
Cand. theol.
TIL GERHARD MAGNUS
|
| BLA BAKOVER |