TIL VEDASTINE MALTHE
|
Christiania 2den April
[1828].
Her -- ædle, kjære Fru Malthe! sender min melancholsk-satiriske
Muse, som fordetmeste, under Latter, gjemmer en søndertrykt
Taare i Baggrunden, Dem atter nogle Suk, som jeg har opfattet
og moduleret i dette bizarre Phantasiestykke. Hør det huldt og
overbærende! Thoras Vemodstoner og Udbrud af Moderkjær-
lighed lad dem hæve sig frem over de Andres Narreskrig!
Jeg havde det Uheld at tabe Efterspillet, hvori denne gode
ulykkelige Characters Moderkjærlighed, som jeg troer -- da jeg
skrev de sidste Blade med fuld Lyst, improvisatorisk ned --
stærkere og heldigere var tegnet, saa dette, nu trykte, Efterspil,
da jeg tillige var syg, med Ulyst, paany, da jeg ingen Concept
havde brugt, maatte nedskrives.
Dog, dersom ikke denne ædle Følelse, som Deres Hjerte huser
i dens fulde Livsblomstren og kjender saa vel, at De maa kunne
klart see hvorvidt jeg har opfattet den rigtigt, skulde synes truffen
i sine Nuancer: saa maa dog sees hen til den høje Grad af Spæn-
ding hvori hendes Følelser gradviis kom, og til hendes hele Cha-
racteer, der har en større Overvægt af passiv Blidhed end af
Kraft, saa at ogsaa hendes Ulykke -- den, som maa være den
|
| d.V,b.1,s.43 |
skrækkeligste for et ædelt, dannet, blidt Fruentimmer at see sit
Liv, formedelst en tilgivelig Feil (ligesom Desdemona og Othello)
nemlig Lettroenhed, svinde hen, lænket til en brutal, drikfældig,
haard, elendig Pralers -- nedbøjede hendes Sjel til Vanvid næsten.
Nu vil jeg ikke skrive flere saadanne Farcer, lade saadanne
Smaakarter falde af mit Træe, hvor der modnes nu et stort, guld-
tegnet Æble, som De -- Gode, Kjære! og Hulda -- min Bedste,
mit Kjæreste af Alt! skal afplukke, hvis De værdige mig det, og
hvis De ikke tage Deres Godhed fra mig, saa denne Frugt kan
modnes, naar Vaaren kommer.
Dette Digt, hvormed jeg offentlig vil træde frem, er omfattende
og bærer Navn af "Himmel og Jord". Naar det er færdigt, cri-
tiseret etc. etc., vil jeg sætte mig paa en Hest, med mit Manu-
script i Lommen og trave op til Risebroe -- bede Dem og Hulda
høre paa mig med Taalmodighed mens jeg læser det op imellem
Thevands og Aftensmadstid ude i Lysthuset, forat De kan sige,
om det maa dediceres mit Hjertes Stella og Stellas Moder, eller
reentud: Hulda og Huldas Moder. Derefter, hvis mit Ønske kro-
nes, pakker jeg ind og galopperer fløitende tilbage i den vakre
Sommernat -- -- "Levvel Risebroe! Sov vel! sov vel Allesammen!"
I modsat Fald rider jeg ganske sagte bort; men -- "Sov vel!
Levvel Risebroe! sover vel Allesammen!" faaer det ogsaa hedde,
naar jeg lister mig op ad den lange, sandige Bakke, som -- naar
man rejser ned ad den er det livlige Billede af Vejen til Himme-
rige: -- lang, kjedende, dersom man ikke var saa nær Maalet, at
man alt kan skimte Englene udenfor, trættende, sandig.
Det forstaaer sig: jeg maa adspørge Dem, om De tillader mig,
om De vil, at jeg maa besøge mine Længslers Tumleplads saa.
Jeg vil bede Dem derom en Tid forud. -- Det er en lystig Plan,
en munter Plan! O hvor glad jeg vil være, naar jeg kan række
Hulda, min favre Musa og hulde Sanggudinde, min Sjels første,
betydelige Foster som Geburtsdagsgave, naar jeg kan plante
min provençalske Orangeqvist under hendes attende Vaars varmt-
aandende, klare Himmel!
Skal jeg sige Dem, min ædelmodige moderlige Veninde, hvad
der egentlig har drevet mig til først at skrive disse Farcer, dette
Børneværk? Jeg vil det, da de muligens, altfor muligt, kunne
være uden Værd, og min gode Hensigt dermed maaskee kan ud-
slette noget lidt af det Onde hos mig, men som De dog omfatter
|
| d.V,b.1,s.44 |
med huldsalig Godhed og Skaansel. Jeg vil da sige Dem det:
den første skrev jeg for af Indkomsterne at hjælpe en ulykkelig
Familie, men -- jeg brugte dem op selv, da de kom ind kun saa
lidt efter lidt i smaae Dele. Jeg var da ligenær mit Maal, mit
Forsæt var bleven Røg, dersom jeg ikke havde grebet Pennen
nok engang forat indhente det forsømte. Saa er det! saasnart
min Forlægger betaler mig, saa staaer jeg der, og kan saae mine
Penge ud.
Jeg har lært Dette af min Fader og af Dem: jeg har Lyst til
at gjøre Saadant, som igrunden blot er at practisere efter den
Theorie "leben und leben lassen." Jeg har og den Plan at lade
sætte Musik til en 17 Mais-sang, og komme ud til Bedste for Eu-
genias Stiftelse.
Jeg vil udsone mine Synder, og vil om en Tid Intet mangle
uden, uden, uden . . . . -- -- --
O priez vous pour moi chez -- o vous sçavez chez quelle!
et toute ma vie sera une prière pour vous et elle!
O 26de December! o 16de Januar! o 18de Juni! vee 26de Juli!
Held! Held 10de September!! Hvilket Aar, hvilket Aar!
Uagtet jeg sidder indemuret mellem Folianter, Penne, Blæk;
lever stille ellers som mit Haab i mit Bryst: uagtet jeg vel ihu-
kom det Løfte, jeg saa sikker og glad gav Dem her i Byen, paa
den gladeste Dag, jeg har havt siden 10de September, har dog,
som jeg faaer høre, et comisk Indfalds Udførelse, gjort en ufor-
ønsket Opsigt. Jeg vilde paa en saadan Maade ydmyge en lat-
terlig, uforskammet Herre, der paa en uhørt fræk Maade havde
fornærmet min Ven, og tillige see nogle besynderlige Carricaturer
sværme om mig en Aften, gøglende som en naragtig Drøm, som
om, naar jeg foldede ud et Carricatur af Bogen "London og Paris".
Figurerne bleve levende med alle deres afstikkende Farver. --
En Aften prydet med Fornøjelser, egne i sit Slags. Jeg troede
det Hele skulde gaaet stille af men den høje Herre tog Copier
af mine Indbydelseslister og prostituerede sig, ved at lade disse
komme ud, for hele Byen. Nok -- jeg vil ikke bryde Dem med
Fortællingen om hvorlunde han tog mig min Frihed og Lighed
saa ilde op at han udfordrede mig paa Kaarde eller Pistoler --
ligegodt (v: en Scene i Farcen). Det er ingen Tvivl om at De
maa have hørt det; men ved Leilighed kan enten Ludvig eller
|
| d.V,b.1,s.45 |
jeg fortælle denne Tragicomedie. -- Jeg kunde, jeg burde have
ladet det være; og jeg skal, jeg skal lade al Flygtighed, al overilet,
ubetænksom Spøg fare, om jeg endogsaa ikke derved stod i Fare
forat tabe Deres saa høitskattede Gunst. Men hvormeget binder
mig ikke Visheden om at jeg har dette Klenodie? O jeg seer
det i den Hilsen De har sendt mig igjennem Ludvig! Taknemme-
lighed kan ikke glemme Godheden, som saaledes viser at den
aldrig glemmer at være god mod Den, som den engang, engang
saa stor at den kunde være allegange, har udfoldet sig for i sin
hele Skjønhed. -- Taknemmelighed og Godhed, ere ikke disse
saaledes evigen reciproque?
Jeg skulde, efter min Faders Vilje, have været hjemme for at
hjælpe ham med et Par Prædikener nu i denne Paaske; men
endnu nu -- Kl. 1 Skjærthorsdags Morgen, da jeg skriver dette
-- veed jeg ikke, om jeg kan reise, da jeg ikke er ganske frisk.
Reiser jeg, faaer jeg atter vende mine Øine fra Risebroe, mens
mit hele Sind og Hjerte, bugnende af Længsler, er langt inden-
for Døren; thi jeg vil ikke komme før jeg, som en sand Atlas
kommer slæbende med baade "Himmel og Jord".
Ogsaa af Dette skal det Halve tilhøre Jordens Arme. -- At jeg
kunde skrive og ryste Guld af min Pen i Huldas Skjød, og Hulda
igjen ryste det ud over Jammeren, Armoden og Elendigheden!
At det vilde engang skee! Vil det skee? vil det skee? -- ah, le
chat il dort! il dort!
Jeg giver Dem her tohundredetusinde levende, aandende Hil-
sener, med bankende Hjerter og dristige, aabne Barneblik, hvoraf
50,000 knæle for Dem, 50,000 for Deres høitagtede Mand, 70,000
for Hulda, 20,000 for Lovise, 10,000 for de Andre, skjøndt af
disse færrest for Josephine, som jeg veed er vred paa mig, al-
vorlig vred.
Med den dybeste Agtelse, Taknemmelighed og Hengivenhed
Henr: Wergeland.
TIL GERHARD MAGNUS
|
| BLA BAKOVER |