TIL CHR. R. HANSSON
|
[Utdrag ved brev-mottageren.]
[Januar? 1828.]
Jeg har fornærmet Dig, og jeg veed ikke paa hvad Maade jeg
kan gjøre det godt igjen. Den Sætning: Fornærmeren hader den
Fornærmede meer end omvendt, bekræfter sig ikke hos mig. Det
gjør mig ondt at see hele Skylden ligge paa mig alene, Skylden
for en Handling, der er ræd ved at see paa sig selv, mod En,
der altid har viist sig som min sande Ven. Men Forfængelighed
er, af alle Lidenskaber, den frugtbareste Moder paa Døttre, tve-
tydigere, end Hun selv. Et Par invalide Sætninger kunde rigtig-
nok fægte lidt til Forsvar for Factum; -- men at forsvare sig med
Krykker? De due ligesaa lidet som dette.
TIL VEDASTINE MALTHE
|