TIL VEDASTINE MALTHE | [26? desember 1827.] Jeg troer i den Grad at nyde Deres godhedsfulde, ædelmodige Deeltagelse -- ædle Fru! at De ikke uden Interesse vil læse den |
| d.V,b.1,s.38 |
lille Farce, jeg er saa fri at sende Dem, naar De hører jeg er Autor til den. De havde maaskee, ligesaalidt som jeg selv, ventet saa snart at see mig trænge mig ind i Forfatterskaren, der er større end Na- poleons Armee i Rusland, og medhensyntil Fortiden, hvad Ge- niet angaaer, paa et Tilbagetog. Jeg har sluttet mig til den som en Marodeur, og jeg fægter med Maske paa og med et opdigtet Skjoldmærke. De havde vist heller ikke ventet, at jeg vilde gribe Satiren. Hvad denne angaaer, da har den aldeles ikke de personlige Hensyn, Somme vilde sige; skjøndt jeg ikke vil nægte at visse Folks umaadelige, fremstikkende Egennytte og Arrogance have givet Anledningen. Min første Idee hertil fik jeg hos en Ven en Aften, hvor vi lagde vore Hoveder i Blød for at fremsætte de latterligste Situationer, nogle voldsomme, egennyttige, hinanden og hele Verden truende, Supplicanter kunde tænkes i. Jeg gik videre end de Andre, og inden jeg vidste Noget deraf, havde jeg faaet en Farce fat i min Indbildning. Jeg anvendte nogle Timer, jeg ellers plejede at gjøre Besøg i, til at forme det lidt bedre: en Hob mere eller mindre Bekjendte subscriberede, og -- see her hvad det blev! Vær huld og naadig mod det! hvad jeg næstegang fremlægger, skal bære flere Blomster, flere gyldne Frugter, mindre, færre Torne. Isandhed det lille Qvarteer af en Have, jeg i dyre Domme lejer paa Parnas, har her bragt mig en Tornebusk, en Hyben- busk; men -- een Rose (Monologen) een frisk, dugget Rose vil De finde. Dette siger jeg, dette Sidste, at der dog er een Rose, forført ved Folks Dom, der pretendere et lidet Tribunal i Æsthe- tikens Rige. Dog eet Sted er der i Monologen, jeg selv holder af. Jeg har sat et lille bitte X ved det. Ligeledes see øverst paa Pag: 60. Her er det som om Himlen vilde slukke Helvede med Sky- ernes Graad. Den har alt druknet det kjære Haab, jeg havde om at faae Dem -- Ædle! Dyrebare! at see og tale lidt med. Jeg var saa glad i det; men nu er det forbi. Jeg havde en Tid meget at tale med Dem om, da jeg vidste mig fremstillet fra en slet Side for de Mennesker, hvis gode Omdømme er det, min Sjel aander for. Man møder mig aldrig aabent! ja, endog min Faders Kjærlighed har Skurke, for en Tid siden, søgt at berøve |
| d.V,b.1,s.39 |
mig; men de virkede intet uden at lægge derved en complet Nidingsdaad til deres forrige Dynge af samme Slags. Jeg veed, og De veed det og, at der er meget at sige paa mig, at mine Lyder ere Børn af Ubesind og Sandselighed tildeels. Men -- ikke mere herom! Jeg veed De er god, at [De] dog ikke holder mig for utaknemmelig, falsk etc. Efter Juul faar jeg see Dem. Dette Haab er mig en Stjerne, glimrende igjennem de mørke, afskyelige Regn-Juledage. Jeg vil ikke besvære Dem mere, ædle, fortræffelige Menneske! De har havt megen Uleilighed af mig; men jeg betaler den med den inderligste Hengivenhed, med en sønlig Kjærlighed, den dy- beste Agtelse! Vurdeer den! Tilgiv mig, at jeg saaledes føjer min Lyst til at tale med Dem! vil De dadle det, saa siig blot: "det unge Menneskes Frihed (for ei at sige noget værre) taaler at beskjæres; men jeg vil tie med videre Irettesættelse, for jeg veed, at han holder af mig. Jeg hører derfor i hans Breve intet Andet end hans Hengiven- heds Aandedrag." Hulda er bange for alt fra mig: jeg tør neppe hilse hende og lade det Ønske skjule sig i min Hilsen: at jeg maa see næste Juul og Nytaar gladere imøde end denne. -- Mit Carneval kom- mer jeg til at holde med meget adstadige Folk  med Moses ogPropheterne, da jeg har faaet den herculiske Styrke at tage fat for fem Dage siden paa den berømmelige Genesis. Dog -- Hulda gjør Ret i det. Det er med Mandspersoner iforholdtil Fruentimmer som med Hr. Lucifer, at, faae de først fat i et Haar, faae de snart den hele Person. Jeg vil stræbe at vise mig saaledes at Hun, den gode Hulda, ikke skal frygte for at være i min Magt, -- en constitutionel Magt, hvor Hjertet er Grundloven. De kan ikke, ædle, gode Fru Malthe! troe, hvor Lovise og jeg ere blevne gode Venner, og hvor glad jeg er ved at vide mig en Plads i et saa godt, aabent Hjerte, og ved at vide Hende deel- tagende i min Skjebne. Jeg holder af Dem som en Søn af sin Moder, af Lovise saameget som mange Elskere af Deres Elskede; men af Hulda mere end ti Elskere, naar Deres Kjærlighed blev sammenadderet. . Dette er sandt: min Lidenskab er saa reen som varm -- den har oversvømmet min Sjel: den falder aldrig: den venter blot paa Huldas "Bliv!" og Lande og elyseiske, palme- |
| d.V,b.1,s.40 |
dækte Øer og Lande, med Roser, dunkeltglødende i Laurers og Olivens Skygge, ville skyde frem af det høje Hav. Jeg bringer Hulda min kjærlighedsfuldeste Hilsen -- Lovise min venskabeligste -- Dem, ædle Frue -- min -- Gud lade det blive saa! -- min Moder, bringer jeg den taknemmeligste, den sønligste, ømmeste Hilsen. Himlen vil lade Sundhed, Glæde og regne ned paa Dem og Deres høitagtede Mand. Bed Hulda -- om jeg tør frembringe en saa dristig Bøn, som jeg kun tør grunde paa Overbeviisningen om Deres Godhed og paa mit gode For- hold -- ei at erindre mig med Uvillie! I dette Haab henlever jeg et Liv ofret mine Pligter. Deres ærbødige, taknemmelige Henrik Wergeland. P: S: Tilgiv mig min Dristighed, idet jeg besværer Dem med dette Brev, og at det, slet sammensat, tillige er yderst malpro- pert; men -- mit Blækhus finder jeg næsten tørt, og det er alle- rede forlængst Høimidnat, og Hesten reiser, som jeg troer, imorgen tidlig. TIL LUDVIG MALTHE |