HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL VEDASTINE MALTHE

Christiania 10de October
[1827]
.

   Jeg nærer vel en Frygt for at det maaskee mishager Dem, at
jeg har vovet at tilskrive Dem og nu atter vover det; men -- jeg
kan ikke maale den milde Fru Malthes Godhed: neppe, hvor høit
jeg vurderer den, vurdere den efter Fortjeneste. -- Dette Sidste
maa komme deraf, at det er mig uvant at støde paa saamegen
Godhed og Velvillje, som maaskee vil være stor nok til at til-
stede mig Opfyldelsen af denne min Bøn: at det maa være mig
tilladt at have den Glæde at tilsende Dem den nye Roman
"Napoleon".

   Skjænk mig denne sande Fornøjelse, gode Fru Malthe! Jeg
vilde være saa glad, dersom den kunde gjøre Dem nogle Øje-
blikke underholdende, Dem, som jeg maa takke for enhver til-
freds Time.

d.V,b.1,s.25      Jeg har havt indlagte første Hefte liggende en Stund for at
oppebie det andet; men det kom ikke. Da jeg troer tre eller
fire Hefter udgjøre et Bind, tør jeg maaskee, naar De har faaet
et saadant Antal, udbede mig dem, engang ved Leilighed, til-
sendte for at tilstille Dem dem i en solidere Dragt.

   Jeg har prøvet at udtrykke min Beundring for hint monstrum
geniale; men jeg har i den, hvis Napoleon skal være Poemets
Centrum, uforholdsmæssigt lange Indledning, styrtet mig ind i en
Hvirvel af Hypotheser og i en original mystisk-philosophisk
Aandelære, som jeg skulde have megen Interesse af at lade
virkelig philosophiske Hoveder -- ikke orthodox-theologiske --
smage lidt paa. Jeg lægger dette Digt, som jeg meget uegentlig
kalder "Napoleon" her hos, om De skulde kunne interessere
Dem ved at følge Deres unge Ven i hans poetiske Dybsindig-
heder, i Philosophemer, som han har Dristighed nok til at op-
kaste uden nogensinde at have seet i en Philosophie. Deres
skarpsindige Hoved vil bedømme mine Satser ret: -- Phantasien
staaer for Fornuftens, Athenes, Tribunal.

   Jeg har i nogle Vers til en nys afdød Ven ogsaa ytret den
Tanke: at Skjebnen, idet den berøvede mig ham, tog det Sidste
fra mig, saa at den nu intet Mere vil finde at plyndre fra mig.
Verden vil troe dette; kun De og Hulda og jeg selv veed, at
det er ganske anderledes: jeg er jo saa riig og glad ved Deres
og Huldas uendelige Godhed og ved alle Deres Velvillie imod
mig: jeg nærer jo et Haab i Stilhed, som jeg ikke vilde bytte
mod Frankrigs Throne: -- Visheden ikke for en Klode?

   Hvad mine Poesier angaaer, da nyde de den tvetydige Lykke
at forstaaes tilfulde blot af rene Genier; hvorimod en stor Deel,
skjøndt deres æsthetiske Mave finder Dem aldeles ufordøjelige,
gabe og rose; men en anden Deel tvivler om at jeg forstaaer
hvad jeg skriver og sige reent ud: det duer ikke. Jeg er imid-
lertid meget vel fornøjet med et lidet Publicum af den første
Klasse, og jeg er hemmelig glad ved at vide Norges tvende uimod-
sigeligt bedste Hoveders, anseelige Mænds, i høi Grad smigrende Dom -- og det over mine daarlige Avisstykker. Det maa være
det Individuelle deri, og det at jeg træder en egen Vei, som
Disse finde saa tiltrækkende.

   Det synes vel ubeskedent af mig at ytre dette; men jeg veed,
at De med den huldeste Godhed bekymrer Dem om mig, og at
d.V,b.1,s.26   det glæder Dem om det gaaer mig vel. Jeg er vel glad ved at
høre Saadanne bedømme mig saaledes; men jeg viser isandhed
ikke min forfængelige Glæde eller rettere Følelse af Velbehag:
stolt vil jeg ikke blive, om jeg engang endog skulde retfærdig-
gjøre Hines Dom. Jeg vil aldrig kunne have anden Stolthed end
den af at De, ædelmodige, ejegode Fru Malthe har skjænket og
vil skjænke mig Deres Godhed og af Huldas Yndest -- hvilken
Himlen forlene mig!
   Det vil ogsaa være mig tilladt at sige Dem, at jeg studerer
skarpt og i ingen Henseende krænker mit Løfte eller besmitter
min rene Tilbøjelighed for den elskelige Hulda. Jeg tørster efter
Examen; thi Theologien, som den foredrages, gjøres ethvert ikke
aldeles mechaniskt, taaget Hoved modbydelig, og jo længer det
varer des mere.

   Der vil vel engang -- saa haaber jeg -- komme en Tid, da
Hjertet vil føle sig lykkeligt, og da Aanden frit vil kunne bevæge
sig i sin egentlige Sphære: en Tid, da jeg nær Dem, ved Huldas
-- o en Guldalder, en Feeverden -- ved Huldas Side, med Hulda
vil kunne dyrke Sprog, digte og tegne, hvortil Naturen goddædig
skal have givet mig et ikke almindeligt Anlæg, naar de pligt-
mæssige Studier ere fuldbragte.

   Vil Dette nogensinde blive virkeligt? O De og Hulda behersker
jo mit Hjerte og Sjel: De kan jo danne dem som De vil: de ere
bøjelige og ikke fordærvede, og vil jo gjerne naae Idealet, som
i dem smelter aldeles sammen med Hulda.

   Men -- man stræber blot at naae Idealer: det højeste man
naaer er Lighed, og Haabet lader jeg mig ikke frarive -- dette
som ansporer mig til at stræbe efter at blive fornuftig og ædel-
modig som De, god og mild som Hulda. Jeg er allerede ikke
mere den heftige, brusende, hidsige, udskejende! --

   Det er iovermorgen Deres Bryllupsdag: jeg kunde have ladet
mine Følelser for Dem rulle hen i rythmiske Cadencer: men,
blottet for den poetiske Dragt, maatte Kjernen være bleven den:
"at de Menneskers lykkeligste Dag, som min Hengivenhed sætter
lige med mine egne Forældre, ogsaa maa være mig hellig og
kjær: at jeg maa være glad og bedrøvet med dem til hvem min
Skjebne er knyttet, som jeg elsker og agter, som har trøstet og
lykkeliggjort mig, som ved Ædelmod og Godhed for stedse har
bundet min Taknemlighed og Kjærlighed."

d.V,b.1,s.27      See her den rene Ytring af min Følelse, og jeg tillægger det
Ønske: at Gud vil lade Dem og Deres Mand, sunde og tilfredse,
see mange saadanne, den trofaste Kjærligheds, Festdage rinde
op. Jeg vil paa disse stedse forene mine Bønner med alle dem
som bønhørte stige til Himlen fra den Cirkel af Børn, hvormed
De har forskjønnet Jorden. Jeg beder ofte godt over Dem
Fru Malthe og over Hulda: jeg finder Jorden for arm for mine
gode Ønsker for disse Kjære.

   -- De vil hilse Hulda?


           denne rosenklædte Eng,
           hvor min Tanke glad sig tumler.

   De vil hilse den Hulde fra mig -- den Eneste i Verden, som
veed aldeles, hvor god og skjøn Hendes Sjel er, at den er en
mangesidet Diamant -- hver Side en Dyd, som Hun har arvet
fra sin Moder, at mit hele Væsen speiler sig i de klare Sider
og at min hele Tilværelse bestaaer i det Billede, jeg finder der.
O, lad mig engang finde det der!

   Jeg kaldte Huldas Sjel en mangesidet Diamant: jeg siger den
hviler i et Rosenblad: hendes Legeme er skjønt som et Rosen-
blad. Men Sjelen glimrer igjennem og Hjertet er det som gjør
Legemet skjønt: det hersker paa Læben og i Smilet og i Kindens
Eldorado: det kjæmper med Forstanden om Pladsen i Øjet, og
denne Kamp er det som lader Øjet vise sig straalende, glimrende,
roligt og klart. Panden er Fornuftens uomtvistelige Sæde: der
sidder den som en alvorlig Gratie. O, dersom Hulda, Hulda har
glemt at jeg elsker Hende, saa mind hende paa det: siig Hulda,
at jeg elsker Hende, og vil elske hende ligemeget om eet Aar
og om tredsindstyve Aar, at jeg elsker Hende som Engen Vaaren,
der ikke kan blomstre uden Denne aander, at den Sætning vist
er sand: man lever lykkeligst med Den, som elsker En meest . .

   Dette maa Hulda troe, da er jeg lykkelig, da ville mine Luft-
casteller stivne i Templer med svævende Arcader og Colonner,
ved det Trylleslag som Feen Hulda alene, alene mægter at
gjøre. -- -- --

   Jeg maa standse; jeg burde det maaske for længesiden; men
min moderlige Veninde vil ogsaa nu være overbærende, og ikke
unddrage mig en Velvillie, en Godhed, som gjør mig saa glad og
d.V,b.1,s.28   stolt, idet jeg med saamegen Grund og den oprigtigste Følelse
kan tegne mig
Deres stedse taknemlige og ærbødige
Henr: Wergeland.

   P.S: De bad mig engang i Sommer i Eidsvoldbakken, at see
til at faae fat paa nogle vilde Castagner: jeg har herved den
Ære at presentere en Haandfuld.

   Jeg seer med megen Ærgrelse, at Afskriveren har fordærvet
det Exemplar, jeg lod ham afskrive af mit carmen om Napoleon:
jeg fik det først efterat jeg havde talt i mit Brev derom, og De
vil da maaskee undskylde de mange Rettelser, Versenes slette
Stilling, til hvilken jeg troer Skriveren maa have taget de skjæve
Been, han er i Besiddelse af, til Mønster. Jeg frygtede, at min
egen stygge Kloe vilde gjøre galt, men denne ziirlige har gjort
det tusindgange værre.



TIL NICOLAI WERGELAND
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE