TIL VEDASTINE MALTHE
|
Eidsvold 29 Julii [1827].
Gode Fru Malthe! De maa have hørt hvad der hændte da
Deres Familie var her. Jeg vover at skrive dette for at bede
|
| d.V,b.1,s.8 |
Dem ikke at være vred eller forstørre et ulykkeligt Menneskes
tunge Skjebne ved Deres Uvillie. Jeg skriver ogsaa dette for
at bede Dem for mig at bede Deres Familie om Tilgivelse fordi
jeg forstyrrede den Fornøjelse, De mulig hiin Aften kunde havt:
jeg takker Lovise fordi hun -- som jeg dunkelt troer at erindre --
var saa godhjertet at see til mig da mit Hoved brændte og jeg
neppe var mig selv mægtig: jeg beder den gode Hulda intet Nag
bære til mig -- intet Nag -- ved Gud! jeg fortjente en bedre
Skjebne. . Hun maa ikke hade mig, ikke foragte mig: bed den
Gode tilgive mig, om jeg har bedrøvet Hende, for min Kjerlig-
heds, Hengivenheds Skyld: lad min skrækkelige Skjebne forsone
mig med hende. Kunde Hun see i min Sjel, jeg var vis paa
Huldas gode Hjerte vilde beklage mig og ikke kunne nære de
Følelser, jeg frygter for. O, Hulda vil ikke hade mig, fordi jeg
bedrøvede Hende, naar Hendes gode Moder beder Hende derom,
ikke foragte mig fordi mine Følelser brusede over og jeg viste
mig svag og lidenskabelig!
Jeg er nu rolig, som en Harpe, hvis Strenge alle ere brustne,
og min Fornuft kan oversee min Stilling og den mørke, uafvende-
lige Retning, min Skjebne maa tage og har taget; men jeg har
Øjeblikke, da jeg ikke kan dette, da alle Gjenstande, alle Ideer
krydse hinanden paa engang, og Alt svæver for mig som i en
Taage: jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan vurdere mine Skridt
og jeg ikke veed om det er Sandt eller blot en Drøm, hvad der
vist, vist er hændts: jeg er da aldeles sløv og ligegyldig -- der
lægger sig en kold Riimfrost om Hjertet, som, naar Bevidstheden
vender tilbage, smelter i Graad og en unævnelig Følelse af Sorg
og Vemod.
Det er med en saadan Følelse jeg skriver dette til Dem ædle
Frue! jeg benytter et saadant Øjeblik til at fortælle Dem hvor-
ledes jeg har kunnet handle saaledes som jeg har handlet:
Midt i Januar sagde jeg Deres Datter, baade mundtligt og
skriftligt, at jeg holdt meget af Hende. Hulda behandlede mig
særdeles ædelt, og gav mig det rimelige Svar: "Nei!" da Hun,
som hun ogsaa sagde, maatte holde det for et Øjebliks Indfald
af mig, og Hun holdt mig for temmelig letsindig." Da vi næsten
ikke kunde siges at være allene, kunde jeg ikke videre udvikle
mig; men maatte forlade Hende med mit Afslag og med forhøjet
Kjerlighed og Agtelse for Hulda, da den Gode viste en saa god
|
| d.V,b.1,s.9 |
Forstand og et saa ædelt, godmodigt Hjerte, at jeg maatte be-
undre Hende i samme Grad som jeg maatte beklage mit Tab.
Jeg var dog ikke saa letsindig som Hulda troede -- jeg glemte
Hende aldrig, men nærede desuagtet et svagt Haab, da jeg troede
(daarligen) at Intet var umuligt for sand alvorlig Kjerlighed, og
at vore Characterer stemmede temmelig overeens, at Hulda den-
gang ikke burde have svaret anderledes, men at Hun engang vel,
naar Hun havde prøvet min Lidenskab for Hende, ikke vilde nægte
mig Haab, naar jeg forresten vilde vise mig Hende værdig. --
Jeg saae ikke Hulda næsten et halvt Aar, men da jeg gjensaae
Hende, var det ikke Hendes blomstrende Skjønhed som opfriskede
min Lidenskab; thi den havde i Huldas lange Fraværelse den
hele Vinter, saa aldeles behersket min Sjel, at -- jeg skammer
mig ved at sige det, -- det var mig umuligt at bestille Noget,
hvad det saa skulde være: -- jeg haabede, jeg drømte, jeg tænkte
ideligen paa hvorledes jeg skulde vinde min tabte Himmel tilbage,
og jeg vidste, at fik jeg først Grund til Haab vilde min Sjels
uvirksomme, slappede Tilstand igjen hæves, og at jeg da snart
vilde gjenvinde dobbelt hvad jeg i Studier havde tabt. Det var
ikke Huldas blomstrende Skjønhed, som lod min Lidenskab voxe
til en saadan svimlende Høide, at min Forstand ikke kunde
hæve sig over den, men endnu mere det Blik, jeg havde kastet
i Hendes Sjel, og som grundede min Kjerlighed paa Agtelse
og den inderligste Beundring: min Indbildningskraft, hvis fulde
Virksomhed Intet i min Ensomhed formaaede at afbryde, ud-
dannede sig et Ideal -- kort min Sjel var liig det Skib, som
er kommet Malstrømmen for nær: det kjæmper, det sætter alle
Seil til; men -- forgjæves! de sorte Klipper rage alt som skum-
dækte Tænder frem af Hvirvelens Centrum -- ha! nu er det gaaet
under med Top og Tavl!
Jeg kjæmpede, jeg stred med mig selv, med min Stolthed, som
længe qvalte enhver Tanke om nok engang at bede om den
Piges Hjerte, som engang afslog det, men min Stolthed eller Selv-
følelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmpere, med Hjelme
af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de Rækker
af gyldentrustede, dristige Forventninger og modige Planer og
de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som Sara-
cener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie
opfyldte min Sjels Synskreds med. Hver Gang jeg var i Risebroe,
|
| d.V,b.1,s.10 |
fik hine to Kjæmpere Dødsvunder; men kun der var jeg nogen-
ledes glad; hjemme var jeg følesløs for Alt og aldeles eensidig:
jeg følte vel at jeg ikke burde være hist saa ofte; men Hulda
havde sagt til mig, da Hun gav mig sit Afslag, at Hun ikke kjendte
mig, og jeg besluttede da, da jeg var paa det Rene med mig
selv, at jeg skulde, for at afbryde min uvirksomme, passive Til-
stand, tilbyde Hulda min Haand andengang og paa enhver Be-
tingelse og det snart, noglegange at skjænke mig den søde Glæde
at see og tale med Hende først. O, jeg er et Menneske, som
klattrer til Himlen paa en flagrende Spindeltraad, hvis Indbild-
ningskraft er saa stærk, at den lader mig lee, hvor de Fleste
andre neppe smile, og græde, hvor Andre vilde gabe!
Da jeg havde været i Risebroe nogle Gange, skrev jeg et Brev
til Hulda og hendes for mig dyrebare Forældre, men som jeg
ikke sendte, da jeg maatte endnu engang og nok engang see
Hende. Jeg bad deri Hulda, hvis Hendes gode Forældre Intet
havde derimod, give mig et Løfte om "Ja", dersom Hendes Hjerte
var frit, naar jeg inden halvandet Aar fremstillede mig med
Embedsexamen med bedste Charakteer: jeg bandt mig til Hende
ved mit Æresord; men ingen Forpligtelse skulde hvile paa Hende
ihenseende til Hendes fri Valg i den Tid eller saalænge Hun selv
vilde: jeg lovede ogsaa deri aldrig at see Hende før den Tid og
aldrig uden jeg i den Tid havde opført mig ulasteligen. Men --
jeg var saa uvis, om hvad jeg skulde gjøre, og endelig blev min
Beslutning, at den Dag, Hulda først kom hjem til os, vilde jeg
bede Hende om en Samtale i Enrum, hvor jeg vilde bede om
Hendes Tilladelse til at tale med Hendes Forældre om hiint For-
slag: jeg vilde roligen udvikle for Hende Alt: jeg vilde sige Hulda,
at jeg ærligen vilde arbeide for at blive Hende værdig, at jeg
vilde rette mig i Alt efter Hendes Raad og Vink og, at jeg følte
mig for evigen bunden til Hulda og Huldas ædle Forældre, at
min Characteer, uagtet dens lidenskabelige, heftige Anstrøg, dog
i Grundtonen nærmede sig Hendes, at jeg Intet forlangte uden
at Hulda skulde give Agt paa mig og fandt den Gode mig da
værdig, naar hiin Tid var forbi, og Hun selv var frie, skulde det
fjerne Haab nærme sig sin Opfyldelse: iøvrigt, dersom Hulda
aldeles Intet vilde svare da, vilde jeg bede om Tilladelse til at
skrive Hende og Hendes Forældre til om en Tid, da Hun da
vilde kunne betænke sig. Dersom Hulda derimod gav et ubetinget
|
| d.V,b.1,s.11 |
"Nei" vilde jeg bedet Hende ikke erindre mig med Uvillie, og
roligen taget en bestandig Afsked med Hende. -- Jeg vidste at
sidst Torsdag var Dagen, da min Skjebne skulde dreje sig: jeg
havde besluttet i Haugen at tale med Hulda: men der blev ingen
Spadseren af og jeg saae med stedse stigende Spænding den
ulykkelige Dag at rulle sig mere og mere sammen i sit Slør. Om-
sider beder jeg Hulda om en Samtale i Enrum, eller ogsaa i
Overvær af En af Hendes Søstre; men Hulda, Hulda nægter det,
nægter mig dette.
Jeg havde ikke ventet det: Hulda vilde ikke give mig ti Mi-
nutter for mit hele Liv! Jeg fandt det meget haardt: halv van-
vittig agtede jeg ikke Hendes Bøn om Intet at sige: jeg kunde
ikke erholde en Samtale i Enrum: jeg erindrer Intet -- jeg rakte
Hulda min Kjerlighed som en dugget Rose: hun gav mig den
igjen som Vanvids bedøvende Valmue.
O Gud! det havde ikke skeet havde jeg talt med Hulda allene:
jeg vilde roligen have taget Afsked med Hende og skjult mig
paa mit Værelse: jeg vilde ikke bedrøvet Hulda og mine For-
eldre, ikke havt Forbrydelser at angre, eller nu været i en Til-
stand, Gud befrie et Menneske fra at være i. Jeg har det Haab,
at Gud snart vil lade mig døe -- jeg er fornøjet derved, jeg er
glad derved. Min Volcan maa snart være udbrændt og styrte
sammen -- jeg er glad derved! Et svagere Legeme vilde meget
snart bukke under for Følelser som mine. Fortvivlelse er ræd-
som. Jeg troer ikke Hulda burde have afskaaret mig alt, alt
Haab. Haabløs Fortvivlelse er rædsom. Jeg vilde jo gjort alt:
jeg vilde have blevet et godt Menneske. Jeg har aldrig gjort
Nogen uden mig Selv noget Ondt med Villie. Jeg burde heller
ikke det; men havde Hulda ikke afskaaret mig alt, alt Haab,
al Udsigt til en lys Fremtid, vilde jeg -- saa var min Plan --
strax i Kirken for Herrens Alter, i Huldas og hendes Søstres
Nærvær, krævet Gud til Vidne paa, at jeg aldrig vilde med
Vidende gjøre uden Godt. Hulda burde ikke have aldeles,
aldeles berøvet mig den mindste Udsigt, naar Hun saae min Sjel
saa ganske knyttet til Hendes: jeg vilde vist have været god
mod Hulda, jeg vilde jo gjerne have biet, gjerne, først naar jeg
havde taget baade theologisk og juridisk Examen, seet mit Haab
træde frem af Mørket: jeg vilde ikke være bleven staaende, naar
jeg da kom i en Bane: jeg vilde jo anstrenget mig for at
|
| d.V,b.1,s.12 |
krandse Hendes Tinding med Hæder og lægge Lykke for Hendes
Fødder. -- Ha, nu er Alt, Alt forbi! alle mine Planer og For-
ventninger! alt uden min bitre Sorg! alt -- min Sjel er Tham-
beskjelvers brustne Bue! Alt er forbi, forbi, fortabt!
Alt burde Hulda ikke have betaget mig! Naar jeg tænker
paa hvad der er hændt, svimler jeg, jeg kan ikke fatte mig.
O -- dette Brev, som jeg er saa dristig at sende Dem bærer
vist Præget af min uordentlige, forstyrrede Tankegang; men
det vilde ikke blive bedre om jeg skrev det om. Naar jeg
tænker paa min Fremtid, sortner det for mig -- jeg skjælver.
Jeg sagde til min Fader, at jeg maatte til Grækenland, at mit
Liv dog ikke skulde ganske spildes. Han forbød mig det ikke;
men med blid Sorg mindede han mig om mine Forældre. O Gud,
hvad skal jeg gjøre? Jeg ønskede andengang efter den ulykke-
ligste Dag ikke at have Forældre. -- Jeg veed det, jeg skulde
bekjæmpe min Sorg: jeg vilde det; men jeg er saa overbeviist
om at Alt er tabt, at jeg er fortabt. Jeg veed, jeg vidste det
forud, at Hulda alene havde en absolut Indflydelse paa baade
mit indre og ydre Liv. -- O Hulda! burde ikke betage mig alt, alt:
Ømhed for Hende er den første Følelse, den stærkeste, næsten
eneherskende hos mig. -- Lever man ikke lykkelig med Den
som elsker En? Jeg troer det, og jeg veed jeg elsker Hulda
og vil bestandig gjøre det mere end enhver af alle De, som
engang vel ville beile til Hende: Hulda maa have hørt noget
meget Ondt om mig; men mange gives der, som kalde mig Deres
Ven og smigre mig i Øinene og tale ilde om mig ellers: naar
Hulda havde seet i min Sjel vilde hun fundet Lys og Skygge i
en stærkere Afvexling end i mange andre Sjele, men mere, mere
Lys end Skygge: min Kjærlighed til Hulda var skjøn om den
endog var lidt phantastisk; men dette klædte den godt, som
mørke Øjenbryn et smukt Ansigt. -- Hulda burde ikke dræbe
Alt hos mig -- o det er ikke Hulda men Skjebnen, Skjebnen -- :
Jeg er ikke haard og mit Hjerte er ikke ondt -- det sige mine
Fiender: mine Grundsætninger ere ophøjede, skjøndt et Phlegma
kalder dem sværmerske og min Characteer er igrunden god
trods dens Ubesindighed, Fremfusenhed og Lidenskabelighed.
Jeg kan være lykkeligere og ulykkeligere end mange Andre i
samme Omstændigheder formedelst mine glødende Følelser. --
Alt er tabt -- jeg er afsindig.
|
| d.V,b.1,s.13 |
-- O gode, ædle Fru Malthe! tilgiv mig . . jeg vilde været
Dem en god Søn om Skjebnen havde villet det. Alle som kjende
mig, holde meget af mig -- Hulda vilde ogsaa kunnet det. -- Jeg
beder Dem hilse Alle fra mig: jeg takker for Deres Godhed,
for Lovises Godhed, der bekymrede sig om mig: jeg velsigner
Hulda: jeg er religiøs -- jeg vil bede Gud om Godt for Hulda: jeg
beder Hulda leve vel, meget vel! Jeg savner to Papirer -- det
ene var mit Farvel til Hulda, som jeg skrev ahnende hvad der
vilde skee: jeg maa have givet dem fra mig da min Sjel var i
Taagen: jeg troer Lovise har dem: Hulda skal have dem: jeg
beder Hende ikke rive dem isønder: Hun maa ikke være vred
paa mig fordi jeg bedrøvede hende: Hulda maa ikke hade mig:
jeg er jo dog hendes bedste Ven. Eller Hun troer det ikke?
-- Ha, jeg maa bryde af: det er Skam for mig ikke at kunne
sammensætte et ordentligt Brev. -- Tilgiv mig! jeg er ikke vel!
De maa forlade mig Dette.
Henr: Wergeland.
TIL VEDASTINE MALTHE
|
| BLA BAKOVER |