|
| d.IV,b.7,s.386 |
man mærkede, at det led med mit Timeglas. Jeg erindrer den-
gang at jeg rablede ned paa en Medecinflaskes Seddel:
"Nu, da jeg neppe har to Pægle Blod,
nu er jeg vakker og nu er jeg god,
nu, da jeg blegner,
Byster man gjør og Portrætter man tegner."
. . . "Til Texten" knurrede det bag i Auditorium; thi Ung-
dommen er om 20 Aar meer velopdragen end nu, efter Afskaf-
felsen af de sidste Levninger af Pietet.
"Men Mhrr! skulde Digterorganet sidde der, maatte min Sjel
ogsaa have sit Allerhelligste der; thi jeg var -- og det var min
Ulykke med et saa sneverbegrændset Sprog -- intet andet end
Digter. Men nu var Tilfældet, at det første Glas Viin, jeg kunde
nyde i et Selskab, farvede begge disse Promontorier cinnober-
røde, saa jeg blev givet til Priis for Bagtalelsen, hvorhos jeg følte
Heden af et Par Kulmiler. Men naar min Sjel undfangede et
Digt, syntes jeg at den aandede i en reen endog kjølig Atmo-
sfære, som naar de deilige Snestjerner sidde paa Kvistene og man
kan see uendeligt høit opigjennem disse i den dybblaa Luft. Et
eneste Glas Viin vilde have adspredt al poetisk Evne. Bulerne
vare hvide og kolde. Derimod, Mhrr! har jeg Mistanke om at
disse Buler kun ere Mærker efter den Maneer jeg brugte i mit Liv,
nemlig at gaae efter mit eget Hoved. Tidlig mærkede jeg dem,
og jeg begyndte ogsaa tidlig at gaae efter mit eget Hoved. Altid
indbildte jeg mig dog, at jeg styrede lige paa det Rette fordi jeg
altid gik ligefrem; men disse to Bevægelser, som jeg troede maatte
falde sammen, kunne divergere noget forfærdelig. Ville Mhrr.
(hvad jeg ikke bør tvivle om) leve hvad man kalder godt, saa
raader jeg ganske ifra denne Ligefremmarsch; en anden Sag er
det om nogen skulde foretrække en rolig, men som oftest noget
tidlig, Grav. Thi dertil fører den; men ikke det at gaae efter
eget Hoved. Det kan føre til dybere Afgrunde. Unge Menne-
sker gjøre derfor bedst i at gaa efter sine Forældres.
"Vi ere voxne Folk selv!" piber en Hønekyllingstemme; men
jeg vedbliver:
Havde jeg gjort det med Prokuratoren, havde vi levet ligesaa
sikkre for hinanden som Krokodilen og Sangfuglen paa hver sin
Side af Nilen. Det er da Moralen af den Skizze.
|
| d.IV,b.7,s.387 |
Derimod, Mhrr., have alle disse Buler paa det øvrige Hoved
været Hjemsteder for Organer, Borgtinder, hvor oprørske Vasaller
mod Fornuften have holdt til, et reent Albanien eller Montenegro.
(Hør ham! hør ham!) Ja! disse Skizzer, som de nu kjende, bære
helt igjennem Vidnesbyrd om det Ufornuftiges Vælde. Her i denne
spidse Top har ganske vist den Forfængelighed boet, som trak
mig op paa Toppen af Mont-Gaillard i Regn og Uveir. Organet
ligner ogsaa denne Klippe. Thi hvem tvivler om at det var andet
end Forfængelighed, som drev mig, og ikke den affekterede Lyst
til det Pittoreske? Det er da Moralen af den Skizze, ja af en
god Deel, som Mhrr. ville have bemærket. Herre over Forfænge-
ligheden blev jeg aldrig ganske, saa selv dette med Oprigtighed
skrevne Straffeskrift over mig Selv, er fuldt af Yttringer deraf.
Da man traadte mig under Fødder som værst, valgte jeg Løve-
tanden, der netop trivs under saadanne Omstændigheder, til mit
Symbol; men kunde en Ørnefjer været et hovmodigere?
Min Medbeiler som Digter var hovmodigere end Kragen, da
den havde faaet Paafuglfjer i Halen; naar han blev angreben,
var han saa klog, at han krøb ganske stille i sig selv som Skild-
padden. I Solskinsveir kunde han skyde en ganske overordentlig
lang Giraffehals udaf Skallen og strax hørte jeg det naske i de
Laurbær, der vare lagte paa mit Hoved af et mildt Publikum.
Disse firkantede Organer her bag Øret, Mhrr., kan kun lignes
med Bagnoer og gergasenske Svinehuse; og i dette Strøg maa
vel ogsaa Organet for den Hevngjerrighed ligge, som man saa
gjerne vilde tillægge mig, forvexlende den med Selvforsvaret.
Dette uhyre nathueformede Organ har imidlertid tilhørt Godmodig-
heden, og mellem de modstridige Organer gjælder det Høg over
Høg. I dette teltlignende Organ maa den tartarvilde Indbildnings-
kraft have boet, der saa ofte strøg af med min Fornuft. Bag-
efter fandt jeg, at den især havde forført mig til alle de taabe-
lige Kjærlighedshistorier.
Skulde mine mange Exempler (og tænk jeg lægger Dølgsmaal
paa ligesaa mange til) endda ikke være afskrækkende, saa vil
jeg dog gjøre alle flinke unge Studerende, der give sig Indbild-
ningskraften ivold af Forlibelse, opmærksomme paa at de gjøre
bedst i at gaae over til et eller andet polytechnisk Haandværk
som erklærede Realister; thi det er noget ganske overordentlig
hvor man under saadanne Omstændigheder gaaer tilagters i Græsk
|
| d.IV,b.7,s.388 |
og Latin, al sand Dannelses ædle og urokkelige Marmorgrund-
vold, og i Mathematik, dens majestætiske Portikus og Tag."
"Der spørges ikke meer efter Græsk og Latin. Det er af-
skaffet for en ti Aar siden" peeb Hanekyllingen mellem auditores.
"Der er ansat Sproglærere i Kjøbenhavnsk siden Skandinavis-
mens Indførelse, og vi have allerede ondt forat forstaae Dem."
Jeg lod Dødningehovedet skjære Tænder, saa en faldt ud. En,
der havde bestemt sig til at blive Tandlæge stak den i Lommen
med Lovtale over dens gode Emalje.
"Ja, min Herre, sagde jeg, det er en af Skjæretænderne, og
dem brugte jeg især til at tygge Fladbrødet, hvorpaa Myseosten
laa, siden Intelligentsens Hovedrepræsentanter, forat betegne min
Pøbelagtighed, bekjendtgjorde, at jeg var en Akkevitdrikker og
Myseostæder. "Og Fladbrød veed De er godt for Tænderne."
Auditoriet lo; men indlod sig i en heftig Disput om hvad My-
seost var. En mente, at den var forbudt siden Anordningen om
fri Indførsel af dansk Ost, og en Anden, at den maatte have
indeholdt en opiatartet Ostgift siden den var sat sammen med
Akkevit. Spørgsmaalet skulde blive fremsat i næste medecinske
Foreningsmøde.
Jeg fortsatte altsaa:
"Mhrr. ville bemærke, at hverken Galls, Ottos, Spurzheims eller
de nyeste engelske og franske Organfortegnelser række til Halv-
parten af de Organer, som vise sig paa dette cranium. Og her-
med har det saadan Sammenhæng, Mhrr.! at der har boet to
himmelvidt forskjellige, omendskjøndt beslægtede, Geister i denne
Skalle: Jeg Henrik Arnold Wergeland og min Halvbroder Siful
Sifadda, som ogsaa havde sine Organer. Enhver som læser
Begges Skrifter maa strax erkjende denne Dobbelthed. Der er
ikke een Linje af den Første, som ikke er elegisk, alvorlig; ikke
een af den Sidste uden den er spøgende, satirisk, koboldagtig.
Jeg befattede mig derfor ikke egentlig selv saameget med Kam-
pene; thi jeg lod min Halvbroder drage ud, og han opførte sig
altid tappert; men da jeg døde forbød jeg ham at gjøre mig
Følge før han havde udgivet sine mange Farcer i eet Bind med
Træsnit, men med Bortsløifning af det værste Personlige. Men
endnu har jeg ikke seet til ham, saa han maa drive om her endnu."
"Da bliver han nok en usynlig Jerusalems Skomager," be-
mærkedes fra Auditoriet, "for ingen norsk Bog, der er ældre
|
| d.IV,b.7,s.389 |
end Skandinavismens Indførelse, maa oplægges paany i Nord-
skandinavien, som det forrige Norge nu kaldes . ."
"Hvad? Ikke gamle Norge mere, som altid?" hvinede jeg ud
imellem de sidste Tænder.
"Nei Syd-, Øst- og Nordskandinavien. Leve Skandinavien!"
brølte Auditoriet.
"Nei Leve gamle Norge!" klapprede Dødningehovedet. "Hjælp,
Siful! Ud med denne fordærvede Ungdom!"
Knegten kom ikke medmindre han stak i den Markrotte, som
pludselig hoppede udaf et af Dødninghovedets Øine. Det uskyl-
dige Dyr gjør en forfærdelig Virkning. Hulter til Bulter styrter
det hele rationale Auditorium, som uden mindste Skræk havde
hørt et Dødninghoveds Foredrag, udpaa Døren og Rotten efter.
|
| BLA BAKOVER |