|
| d.IV,b.7,s.214 |
som skjænker Regnen? Hvo lader Solen lyse? Hvo giver Stor-
mene og Skyerne Love? Hvo tæmmer Floder inden sine Grænd-
ser? Er det ikke Gud? Visselig! Han maa altsaa medvirke og
velsigne.
Og saaledes er det i alle andre menneskelige Foretagender.
Der gaaer ikke et Skib over de vide Have, uden at Sømændene
dagligen maa bede til Gud, hvis Almagts forfærdelige Virkninger
de saaofte ere Vidner til, og i hvis Haand de svæve over Dy-
bene; men skulde Guds synlige Virkninger være mindre for de
øvrige Mennesker, hvor og hvori de end færdes? Nu, hvi bede
de da ikke? Skulde Guds Virkninger være mindre andre Steder
end paa det oprørte Hav eller over de rige sædbølgende Sletter
eller paa Fjeldhøiderne med de glade Hjorders Tusinder? Nei,
hvilket Vidne derom finde I ikke selv inden Stuens Vægge, I
Forældre? Eders Børns Opdragelse havde en lykkelig Fremgang
og de leve eder til Fryd. Vel! det er sandt, at du gjorde rede-
ligen Dit dertil. Men hvad skulde Alt dette have hjulpet dig,
naar dine Børn ikke havde erholdt disse gode Naturanlæg, disse
sunde Legemer? eller naar ikke det var kommet til, at de saae
gode Exempler for sig, at de ikke udsattes for Forførelse? Se,
saaledes er det Gud føjer det!
Du finder Arbeide, Løn for din Fortjeneste, Underhold for
Dig og Dine, javel endog Velstand og Overflod. Det er sandt,
Du erhvervede dig Duelighed, du var arbeidsom, sparsom, tro i
dit Kald. Men Hvo kaldte dig til det Sted, hvor du fandt For-
tjeneste? Hvo tilførte dig Mennesker, som antoge sig dig? Hvo
styrede Omstændighederne saaledes, at du blev bemærket og
agtet? Hvo opholdt dig i Sundhed? Og om Du nu lever i Vel-
stand -- Hvo beskyttede dig for Faren at tabe denne? Hvo
holder Lynet tilbage, at det ikke fortærer din Bolig? Hvo den
fiendtlige Røverhaand, at den ikke plyndrer dig? -- Erkjend
dog: Du kan ikke Alt og at det gjorde, det gjør Gud, den Ver-
denbeherskende! Gaa i dig selv, og betragt Alt, hvorledes og
hvortil det er blevet just netop som det er, og visseligen du
skal da finde Guds Haand under alt Dette, og udraabe: "vor
Hjælp kommer fra Herren, Han som har skabt Himmel og Jor-
den." Guds Haand skal du finde, men ingen pludselige Under-
gjerninger, hvis Forbindelse vi ikke kunne skue, hvis Love vi
ikke kunne finde. Han signer Mennesket i Meget, men ikke ved
|
| d.IV,b.7,s.215 |
noget Overordentligt. Og daarligt og ufromt er det, at ville
vente paa noget Saadant, naar Han giver os regelmæssigen saa-
meget Godt.
Gud er nemlig en viis Gud, som i Alt hvad han gjør har sine
Skabningers sande Lykke for Øinene.
Ofte skulde overmaade Velstand gjøre Den ulykkelig, som er-
holdt den efter indstændige Bønner. Saa flittig, redelig, maadelig
han ellers tilforn var, saa meget skulde en pludselig Forandring
i Lykkesomstændigheder fordærve ham og forlede ham til de
modsatte Laster: til Ørkesløshed, Uredelighed og Yppighed. Den,
for hvem ethvert Foretagende skulde lykkes som han ønsker,
ja maaskee kunde synes at have Ret i at ønske, skulde snart
blive stolt og overmodig. Og visselig er stor jordisk Lykke ska-
delig for den største Deel af Menneskene. Derfor velsigner Gud
ogsaa sjeldnere dermed.
Vi skulle derfor være beskedne i vore Fordringer, nøisomme
med vort Lod. Da skal Gud heller ikke fordre formeget af os,
og vore Kaar skulle aldrig vorde os for trange. Thi det er lige-
saa vist, at Nøisomheden altid føler sig, troer sig, ja er velsig-
net, som at Unøisomheden ikke føler sig eller er velsignet midt
i Overfloden. Negtes end meget, fordi Gud veed bedre end den
Dødelige hvad der er til hans sande Bedste: saa veed den Gud-
frygtige dog i selve Savnets Øjeblik, at Meget dog gives, at
Gud dog velsigner uforskyldt med meget. Saaledes, hænder det
end, at den Fader, som med Smerte forlader Sønnens Dødsleje
forat hentye til Gud i Bønnen, dog seer sin Søn at døe: saa
hænder det dog ogsaa, at det døende Barn frelses.
Hændes det end, at den Gudfrygtige seer sin Bøn uopfyldt,
saa seer han dog i Troen hvorledes Bønnen ikke derfor er for-
stødt, men kjærligen optaget af Algodheden, medens Alviisdom-
men maatte negte den; og det skal dog være Summen af hans
Erfaring, at Gud negter sine gode Børn Noget forat velsigne
dem i Meget. Amen!
SYNDERES OMVENDELSE.
(Søndag 11te Trinitatis. Evang. Luk. 18 K. 9 V.)
Bøn. Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for Dig, og
er ikke længer værd at kaldes din Søn! Maatte Du høre den
|
| d.IV,b.7,s.216 |
sanddru og oprigtige Fortrydelses Raab, du hellige, men barm-
hjertige Gud, fra Alle, som det burde udstøde! -- eller maatte
Du, Alseende, finde det præget i alle de Hjerter, som bortvendte
sig fra Dig! O, da skulde Dyden vende tilbage med Oprigtig-
heden, og Glæden skulde opløfte disse Sjele, som havde Mod
til at vælte Synde- og Sorge-Byrden af sig; og Synderne skulde
erkjende -- ikke længer med Haandslag paa det beklemte Bryst,
men med Jubel af det lettede -- at Du, Hellige og Barmhjer-
tige, kom dem imøde med Kjærlighed og Forsoning, ja som den
fortabte Søns Fader med udbredte Arme og bydende dine Tje-
nere at iføre dem Naadens Klædebon og at henlede dem til de
gjenfundne Børns Glædesfest. Amen!
Det er noget af det Beundringsværdigste i den hele Styrelse,
at Aarsag og Virkning opdages at staae i ligesaa nøje Forbin-
delse og nødvendigt Forhold til hverandre i den aandige Verden
som i den legemlige. Det er kun at beklage, at Menneskene saa
sjeldent lægge Mærke hertil og deraf lade sig belære.
Den, som engang har f. Ex. seet sin Ejendom oversvømmet,
fordi han lod Dæmningen forfalde -- han vil strax finde, at
saa maatte skee, naar Flommen steeg, at den søgte den letteste
Udvei efter Naturens Love -- han vil see, at han handlede
taabeligen, og han vil andengang vogte sig for et lignende Uheld.
Den, som saa sit Huus gaae op i Røg, fordi han satte sit Lys
ved den tørre Væg -- Den, som saae Lynet at knuse sine Kjæ-
reste og at ødelægge hvad han samlede under 50 Aars Sved,
fordi han i Daarskab satte et Jernspiir paa det Huus, der alle-
rede i sig selv laae noksom udsat for Lynets Virkninger --
Disse ville nok af Erfaringen blive klogere og hos sig selv finde
Aarsagen til deslige skrækkelige Virkninger, som saaledes kunne
fremkaldes og fremstaae paa given Anledning.
Men Den, som syndede og saa føler sig ulykkelig -- han finder
ikke altid i denne sørgelige Tilstand den nødvendige Følge af
sin Synd -- han opfyldes med Bitterhed istedetfor med Anger
og en gavnlig Sorg; ja denne Forvildelse eller Forblindelse kan
gaae indtil, at Den, der syndede af Letsindighed, synder frem-
deles af Harme over sig selv eller af Harme over at Syndens
Sødme er ham betagen. Tyven sukker i sin Lænke, han seer
med Ærgrelse, at man tager sig i Agt for ham -- den Udsvæ-
|
| d.IV,b.7,s.217 |
vende seer sig at hensvinde Dag for Dag, og at Dødens Orme
og Opløsningens Time udvikle sig under de tynde Blade, hvor-
med Glæden endnu bestrøer hans Bane -- Bedrageren seer sig
betynget af Foragt og at Mistanken vogter paa ham i hans
Medmenneskers Øine -- Udsugeren finder ingen Velsignelse i
sine Blodpenge. De hensvinde mellem hans Hænder. Han skyn-
der sig at skille sig ved dem som ved noget Brændende og
Giftigt. -- Ødelanden seer sin Formue og Bordvennerne at
flye, mens kun Betleren, der før var riig som Han engang, dvæ-
ler ved hans Dør, forat dele Dens sidste Smuler, han snart skal
dele sin Pose med -- Morderen veed sig intet Øjeblik rolig; den
Dræbtes Skygge svæver for hans aabne Øine og indsniger sig
under hans Øjenlaage, naar de lukke sig til Søvnen -- kort alle
Syndere føle Syndens ulyksalige Følger; men kun Faa bemærke
og ville erkjende, at disse Følger ere nødvendige Følger, at den
aandige Verden har sine urokkelige Love ligesaavel som den
legemlige. Men netop i disse Følgers Nødvendighed, at noget
Ondt tilfalder den Sjel, som gjør sig skyldig i noget Ondt, op-
dage vi det store og vise og kjærlige Forsyn, som saaledes
fremleder sine Børn.
Det er paa disse Følgers Nødvendighed den aandelige Ver-
dens sædelige Rang beroer. Thi det er ikke enkelte Undtagel-
sesgange, men bestandig, at Virkningerne staae i saadant For-
hold til Aarsagerne.
Hvilken Leden, hvilken Kraft til Dyd ligger da ikke i denne
vise Indretning, at Ondt har Ondt, Godt har Godt tilfølge! hvil-
ken Anviisning til at lære at kjende Gud og Os Selv, til at lære
at kjende og beundre Gud og hans Styrelse og vort eget Væ-
sens herlige Beskaffenhed! Og dog, hvor besynderligt, at denne
den sædelige Verdens Grundlov kan undgaae de fleste Menne-
skers Opmærksomhed! Hvor sørgeligt saaledes, at der findes
Flere, der -- lige Evangelets Farisæer, -- søge ved alle Selv-
bedragets og den onde Samvittigheds Kunster at tilhylle for sig
Selv denne Forsynets Viisdoms og deres eget Væsens Aaben-
barelse, end Mennesker, som, liig Tolderen, i ydmyg Sorg er-
kjende, at Gud netop gjennem en saadan Række af gode eller
onde, men altid nødvendige, Følger lader Aanderne, sine him-
melbaarne, jordopfostrede Børn, opdrages og fuldkommengjøres!
Dydens Væsen er Kjærlighed. Men uden at erkjende Guds
|
| d.IV,b.7,s.218 |
Kjærlighed i Syndens nødvendigen ulyksalige Følger, kan den
Synder, som vil omvende sig, ikke erholde den Kjærlighed til
Gud, som skal være og alene kan være Hovedstøtten for hans
vaklende Dyd. Lader os derfor aabne en Synders Hjerte, følge
hans Omvendelses Gang og see hvorledes denne føres til denne
Kjærlighed til Gud, der alene kan opretholde ham i det Gode.
En Synders Hjerte? -- ak! dette skulle vi aabne? dette i
Smerte sammenknugede? dette Hav af Forfærdelse, som ruller
sig tilbage i sine Afgrunde for hver en Lysstraale, som didhen
vil indtrænge? -- ja selv om den kom for at mildne det, for at
klarne det. En piinlig Urolighed har betaget det, eller en mørk
Grublen har opfyldt det, eller Tvivl, ja Fortvivlelse ryster det,
eller det udgyder sig i Taarestrømme, uden for Øjeblikket der-
ved at lindres, uden at derved Sorgen strax bortflyder.
Saaledes omtrent efter Synderens og hans Synds forskjellige
Beskaffenhed er hans beklagelige Tilstand, saasnart det raaber i
hans Sjel "Gud være mig Synder naadig!"
Men seer -- af denne Sorg skal Glæden fødes, af denne Ve
skal Synderen forløses. Den er Begyndelsen til hans Forbedring,
altsom Paulus siger: "Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse
til Salighed, som ikke fortrydes, men Verdens Bedrøvelse vir-
ker Død."
Under denne Syndens kvidefulde Følge, under denne Sorg
staaer dog Synderen netop paa det farligste Punkt; og ve! at
Saamange just derpaa falde, idet de ikke vende sig til Forbed-
ringen, men søge ved fortsatte Synder at sløve Samvittigheden.
Vender han sig til det Gode, giver han det beklemte Hjerte
Luft i Tolderens Raab: "Gud være mig Synder naadig" -- da
er allerede Synderen paa god Vei, da har han allerede opfyldt
den sande Omvendelses første Pligt at erkjende sine Synder --
da staaer den opløftende Sandhed ham nær, som Johannes for-
kynder "at dersom vi bekjende vore Synder, da er Gud trofast
og retfærdig, at han forlader os Synderne, og renser os fra al
Uretfærdighed." Og erkjender han denne trøstfulde Sandhed
med al Troens Varme, da gaaer han med raske Skridt fremad
paa Forbedringens Vei.
Omvendelsens to Hovedpunkter ere altsaa
1) den Forandring i Menneskets Sind, at det fatter Afsky for
|
| d.IV,b.7,s.219 |
Synden og dernæst Haab og Tillid og Kjærlighed til Gud og
Lyst til at gjøre hans Villie.
Omvendelsen kaldes ogsaa i det bibelske Sprog Gjenfødelse
d. e. Mennesket gjenfødes til et bedre Liv; hans bedre Væsen
reiser sig seirende og gjenopblomstrende; ad en smertelig Over-
gang tilbagevender han til den forladte Dydens Vei. Han bliver
som et nyt Menneske; thi hans Vilje, dette hans Væsens Inder-
ste, fornyes: Egenkjærligheden og Lysten til Verdens Forfænge-
lighed og dens syndige Goder forgaaer, men Kjærligheden til
Gud og hans Viljes Opfyldelse gjenfødes og forynges, og det
nye, det nye moralske Menneske staaer der vel med Sorgen
bag sig, men med Haabet ved sit Hjerte og Albarmhjertighedens
Forjettelser udbredte for sine Øine. Men hertil hører 1) foruden
at han erkjender sine Synder d. e. at han indseer og tilstaaer,
at han har handlet imod Guds Vilje og derved gjort sig uværdig
til hans Velbehag og Naade; 2) at han angrer sine Synder d. e.
at han føler sig ydmyget ved den Bevisthed, at han har handlet
imod Guds Vilje, og naar han tillige er bedrøvet derover; 3)
det alvorlige Forsæt, at han vil skye Synden, og beflitte sig paa
det Gode i alle Ting. Dette Forsæt tilligemed den deraf følgende
Forbedring ere Omvendelsens Frugter.
Dette er nemlig Omvendelsens Gang: Hvo som rigtig erkjen-
der sin Synd, maa ogsaa angre den, hvis han ikke er ganske
fordærvet og uden al Følelse for Pligt; men Hvo, som angrer
sin Synd, maa ogsaa fatte det Forsæt at forbedre sig; thi ellers
var hans Fortrydelse ikke oprigtig.
Smertelig maa Angeren, denne Syndens Lægedom være og
ikke let at tage; men dog kan den ikke hos den troende Chri-
sten gaae over til Fortvivlelse, saaat alt Haab om Syndsfor-
ladelse skulde opgives. Derved vilde jo netop alt Mod og al
Lyst til Forbedring tabes. Kun hos Dem, som ikke have denne
Tro til Guds Barmhjertighed og Hensigter med os og til den
Styrke, Gud har meddelt sine aandige Væsener -- kun hos dem
kan Angeren blive til Fortvivlelse -- denne frygtelige Tilstand
hvori Forhærdelsen i Synden enten fremkommer eller hvori
Sjelen forvildes til Afsindighed.
Men med Anger maa vi ikke forvexle Frygt for Straf, der kan
finde Sted uden Anger -- eller Ærgrelse over at en slet Hand-
ling ikke lykkedes, eller Bedrøvelse over Syndens smertelige og
|
| d.IV,b.7,s.220 |
fordærvelige Virkninger og nødvendige slemme Følger; thi Den,
som blot bedrøves over sin Synds slemme Følger, men ikke over
Synden selv, har ikke den sande og alene nyttige Anger.
Men naar skal Mennesket, som vi see udgaae smilende af
Barnealderen, men saa inden faa Aar at skue, længselfuldt, med
formørket Øje didhen tilbage -- naar skal Mennesket saaledes
betræde denne Angerens smertelige Overgang til det Bedre?
Skal han opsætte det til de graa sløve Alderens Dage? Kan han
da opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv?
Neppe! Og Ve Den, som udkaster en saa fordærvelig Plan!
Hjertet vil nok melde sig selv til Frigjørelse, naar Byrder ned-
knuge det, og Sorgen beskygger jo iilsom Syndens Spor. Selv
den Letsindige skal føle, at Opsættelse af sin Forbedring er
uforsvarlig, at sildig Omvendelse er mislig.
Hvor er nemlig ikke Fremtiden uvis? hvor vanskelige at ud-
rydde ere ikke gamle syndfulde Vaner? hvor meget maa ikke
en sildig Forbedring mangle i Fuldkommenhed, saasom der da
levnes ikkun liden Tid og Kraft til at indhente det Forsømte,
erstatte hvad man bør og kan erstatte, arbeide mod de onde
Lyster og til at befæstes i det Gode? "Ydmyg dig -- siger
Sirach -- førend du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid,
da du endnu kan synde!" Og Jesus sagde jo til Den, som vilde
leve tryg i Overflod og Vellevnet. "Du Daare! i denne Nat kræ-
ves din Sjel af dig."
Men omendskjøndt et Menneske har omvendt og forbedret
sig, saa er dog en bestandig fortsat Forbedring nødvendig. Der gi-
ves nemlig ingen Stilstand i vort Væsen: det gaaer enten frem-
ad eller tilbage.
Den Kraft til en saadan stadig og uafbrudt Fremgang i Dyd
har sin fasteste Støtte i den Tro og Kjærlighed til den hellige
og barmhjertige Fader, som opfylder Sjelen, saasnart denne er
bleven Herre over sin Anger, og som netop i Angerens smerte-
lige Følelser erkjender et Middel til Forbedringen. Først da
faaer den Angergivne sin Kraft. Han føler den meddeelt fra
Himlen i samme Stund, som den synes at udspænde sig i hans
Bryst; han vender ikke det graadblændte Øje mod den mørke
Jord, men han tør lade Himlens Blaa speile sig deri; han seer
intet Helvede under sine Fødder, ingen Djævle, der gribe efter
ham, mens han knæler i Jesu Navn, ingen Lynets Tugteriis over
|
| d.IV,b.7,s.221 |
sit Hoved, ingen fortørnet Hevner over det Altar, han omfavner;
men han seer en Jord for sig til at velsigne, og en mild Fader,
der leder ham hen over den indtil den Port, bag hvilken den
evige Morgenrødme dæmrer og hvor Forsoningen lovsynges af
de frelste Aander. Og naar han stander der, den i Kampen
Hærdede, da skal han uden Bitterhed sige sit Farvel til alt Dette,
som vildledede ham, og han skal frydes ved sin Anger, der
lærte ham Dyd af Kjærlighed til Gud.
Farvel -- skal han sige --
Farvel du Synd, som fløi forbi
i Lykkens Frivil-Klæde!
Farvel du Sorg, som ammed i
min Angersgraad min Glæde!
Farvel! Farvel!
Nu uden eder vil min Sjel
ind i sin Himmel træde!
Amen!
TAKNEMLIGHED
(14de Sønd. Tref. Evang. Luk. 17 Kap. 11 V.)
Bøn. Gud, vor Fader! Du har talt til os ifra vort Første og
igjennem det hele Liv. Og igjennem Gravene lyder din forfær-
delige Doms Røst -- den som opfylder Evigheden og adskiller
Himlene og Dybene. Du har talt kjærligen til Enhver af Os, da
Du bød os at fremgaae til Livet, en Støvklump at belives med
udødelig Aand -- Lader Os da tale taknemligen til Gud nu da
vi vide dette, vide os Selv, Dig og din Velgjerning! Du har talt
mildt og viseligen til Os gjennem gode Forældre og Lærere da
vi vare Smaa og Værgeløse -- Lader os tale til Dig ved at
gjøre Disses kjærlige Ord til Gjerninger, ved Taknemlighed og
samvittighedsfuld Efterfølgelse og ved dagligen at gjenføde Fæd-
renes og Mødrenes Dyder! Du har talt med høi Røst til Os,
saa vor Forstand vaagnede da den hørte Guds Lov og Evange-
liums Forjettelser og alle Religionens Sandheder -- Lader os
da bekjende Dig og Disse med høi Røst, med Mund og Haand,
i Tro og Gjerning! Og daglig taler Du viseligen til Os gjennem
den udbredte Natur, gjennem tugtende Exempler, som igjennem
|
| d.IV,b.7,s.222 |
opmuntrende, gjennem Verdens forunderlige Færdsler som igjen-
nem Familielivets stille Gang og det Særegne, som møder En-
hver af Os til Belærelse og Forbedring -- Lader Os da tale til
Dig med høi Røst, bekjendende, at vi saa forstaae Livet, at Alt
deri tjener Guds Børn til det Bedste, og saaledes at Intet bliver
spildt, men selve Tugtelsen til Velgjerning! -- Og i Alt lader os
bekjende, i Sorg og Glæde, i Medgang og Modgang, at vi ere
Dig takskyldigere, end Børn sine Forældre, og at Du er vor vise
og gode Fader -- vor Fader, Du som er i Himmelen!
Een Taknemmelig af Ti? af ti Livfrelste, eller som havde at
takke for at de ikke længer vare en Plage for sig selv og en
bortstødt Afsky for Mager, Frænder og Landsmænd! . . .
Een af Ti! Store Gud! staaer det saaledes med Menneske-
hjertets Regnskab?
Det vil være en Ære for Os, om vi spørge saa med oprigtig
Forskrækkelse. Og dog vil det være store Ting, om ikke Mange
af Os af ti Gange, hvor vi skulde have været taknemmelige,
have glemt det de ni. Lader Os nu raabe: Store Gud, staaer
det saaledes til med Menneskehjertets Regnskab?
Ikke bedre, Menneskensbørn, om vi ville være oprigtige.
Der staaer Alteret. Did slæbte Mængden sig med sin Synde-
byrde, og den Forherligede steg hørligen ned i sin gjentagne
Forjettelse, og han lædskede synligen med Barmhjertighedens
Draabe og lettede Mængdens Byrder, og han tilsagde den sin
Fred og lod den atter udvandre -- Sandelig, det vil være store
Ting, om ni af ti hellige Løfter, som Folket da svoer hos sig
selv, ikke, inden det strømmer hid igjen, ere bortfløine i Luften.
Derude ligge Gravene -- Mennesker, som vare os bekjendte
og kaldte stærke, fagre, rige, unge, mægtige, ligge der smeltende
sammen med Leret -- o det vil være meget, om Een af Ti,
som gaae derforbi, og see de visnede Blade at falde derover,
fæster en Tanke dertil, at hvert Aandedrag dog er en Velgjer-
ning, en Skjænk, vi ikke give os selv eller andre, men som vi
bør være taknemlige for.
Taknemlige? Ak, ni af ti Mennesker vilde dog rødme af
Skamfuldhed og græde af Smerte, om de ikke troede de vare
det. Hvad er naturligere, raabe de? Hundene skulle ikke be-
skjæmme os. De slikke sin Velgjørers Haand og gaae i Døden
|
| d.IV,b.7,s.223 |
for ham med freidig Fyrighed, og naar de læse sit Livs Ende i
hans Øie, da see de paa ham med Taarer, hvori der er mere
Erindring om de Stykker Brød, han har givet dem, end Skræk
for nu ogsaa at tage Døden af hans Haand. Nei, Hundene skulle
ikke beskjæmme os. Vi vide og føle, at det erkjendtlige Dyr
bærer Prisen for det utaknemmelige Menneske.
Det er herligt sagt, og hvad der er bedre, det er ærligt meent
i den Stund af de Ni, som -- glemme det i den næste.
Saaledes staaer det til med Menneskehjertets Regnskab. Den
Tiende af de Ti tænker ikke engang saa. Han gjør kanske sin
Takskyld til Gud af med en hurtig opramset Bøn, og til de Men-
nesker, der gjorde ham godt, ved at bedrage og bagtale dem --
godt, om han ikke hører til dem over hvem Moderhjertet vender
sig i den Barm, der diede.
Thi ogsaa den Utaknemmelighed gives der. Men det Barn er
godt endnu, som ikke vil troe det.
Børneutaknemlighed? O er dette ogsaa Navn paa en Synd,
som Jorden har at bære, og de Andre, som dog ere af samme
Leer, men ikke have Skyld i den Last, skulde ikke have været
utaknemlige imod Nogen, Gud eller Mennesker, mens dog Livet
kun fortsættes under idelig Modtagen af Godt og Tjenligt? Saa
stor Forskjel er der ikke imellem Mennesker. Den, som ingen-
sinde havde glemt at være taknemlig indtil Udtømmelsen af denne
Dyd, kan indtage sin Plads mellem Englene, mens ingen Djævel
er værre end det utaknemmelige Barn.
De menneskelige Uhyrer, Verdenshistorien nævner, begyndte
med at være dette. Deres Forbrydelser vare hver enkelt, ihvor
blodig, dog mindre end denne, og tilsammen ikke større end
denne.
Det skulde synes naturligere, om Træets Grene bøiede sig ned
forat oprive sin Rod, end at en saadan Last skulde gives imellem
Mennesker; og dog gives den: det hændes, at Børn ere uføl-
somme ved Forældres Græmmelse -- at disse vansmægte nær
eller fjernt fra sine Børns Overflod. Naturen oprøres -- den
døde Natur -- skulle da ikke vore Hjerter? Det er bogstaveligt,
naar jeg siger, at Engen hyllede sig i gusten Mose, at Agren
kun bar Tistler og at Huset og Arnen faldt sammen paa en Gaard
formedelst en utaknemlig Søn. Det er bogstaveligt; thi Kraften
veeg af Faderens Sind og Arm, der skulde holde dette vedlige,
|
| d.IV,b.7,s.224 |
og Moderen lagde de flittige Hænder i Skjødet -- dem tyktes de
havde intet at arbeide for; mest Lyst havde de Arme til at rede
hinandens Grav.
Saa oprørtes den døde Natur ved denne Synd, skulle da ikke
vore Hjerter, om end ikke over den i denne sin værste Skik-
kelse? Det maa fæste Opmærksomheden paa Utaknemmelig-
heden, ihvordan den viser sig; og vi trænge alt vort indre Øies
Skarphed til; thi vanskelig gjøre vi os lettere skyldige i Noget,
og vi skrækkes dog, naar vi bare høre Navnet.
Guds Velgjerninger -- hvor mangeartede, hvor talløse! Og Vi
kunne ikke gjengjælde. Men have vi vel engang været gudfryg-
tige som vi burde, eller engang betalt Tilværelsen rigtigt? Hver-
gang vi ærligen forsøge derpaa, overstrømmes jo vort Bryst af
nye, af en høiere Tilværelses Glæder, og vi blive end mere for-
pligtede. Jesu Samfunds Velgjerninger -- hvor store! Men hvor-
lidet gjøre vi dog Fyldest? Fædrelandets, hvor vigtige! Men
ere vi dog Alle saadanne Borgere, at vi kunne sige vi veder-
lægge det dets Moderkjærlighed og Ære? Og nu Venners kjær-
lige, Medmenneskers mangfoldige Tjenester? Regnskabet er stort.
Naar alt kommer til alt, bliver den Enkelte bliver Hvermand i
Gjæld, og han opdager, at Haand og Daad strækker ikke til, at
Hjertets hele Kjærlighed maa lade sin Rigdom til, og at det holder
haardt, ikke ved Uagtsomhed og Glemsel af hvad man skylder
at gjøre Ordet til Sandhed, at vi skrive Velgjerninger i Sand,
eller ikke at blive som de Ni.
Ja det var kun Een af Ti -- og det en Samaritan -- som vendte
tilbage for at takke, prisende Gud med høi Røst! Kun eet af
ti Hjerter rørt af den Følelse -- af Taknemlighedens -- som
synes at skulle være Menneskehjertet naturligst?
Skulde dette Forhold afgive Regelen for hvorvidt vi kunne
vente Taknemmelighed imellem Menneskene -- da skulde det
ikke være langtfra, at vore Sjele maatte opfyldes med Foragt for
en saadan, for vor egen Slægt, og Velgjørenhedskilderne skulde
udtørres og Kjærligheden indslutte sig i menneskehadsk Sorg.
Og der gives Mennesker -- men isandhed ulykkelige -- som
troe at have gjort saadanne Erfaringer i Livet, og at burde af-
vænne sig med en Godmodighed, Velvillighed og Velgjørenhed,
som er deres Hjerte naturlig, men som de nu kun holde for en
Svaghed. Men betragte vi En af disse ulykkelige Særlinge med
|
| d.IV,b.7,s.225 |
hans fremkunstlede Menneskehad, hans tilvænte Haardhed og
Ukjærlighed, hans bittre skjæve Domme, som han holder for det
kostbare Udbytte af smertekjøbt, svart tilvunden Verdensviisdom
-- skulle vi snart opdage saadanne Mangler i hans Dømmekraft,
at det ikke bliver os besynderligt, at et i sig selv godt Menne-
ske er bleven en saadan Plage for Andre og sig Selv. Ja maa-
skee kunne Vi ikke undgaae at opdage, at Forfængelighed, der
føler sig krænket, overspændte Forventninger om Mennesker,
Mangel paa kraftig Vilje, og Skrækkebilleder, han skaber sig selv,
indvirke til en saa sørgelig Forvandling.
Idetmindste er det ingen Kjærlighed med Christi Varme i, som
lader Armene synke og siger: "mig gik det som Jesus -- jeg
gjorde godt imod Ti, og kun Een takkede mig -- Nu er jeg træt --
jeg er kjed af at gjøre vel; -- jeg forlanger Intet af Verden; lad
den Intet forlange af mig!"
Sandelig følge vi et saadant Menneskes Tankegang videre,
skulle vi ofte snart komme til den koldhjertede Egenkjærlighed,
til det farisæiske Hykleri og Pukken paa sjelløse Haandgjerninger.
Vi skulle opdage en Sjel liig Den, der, indhyllet i Levitens Kaabe,
jog henover Ørkenen hvor den Mishandlede klynkede til Sama-
ritanen kom, ja En, der kunde see sin Naboes Huus brænde og
et Menneske at forgaae uden at han skulde røre sig. Og vi
skulde kunne med Sandhed svare ham paa hiin hans Beslutning
for sit følgende Liv: "Du tæller ti Velgjerninger -- ikke een af
dem alle skal tale for Dig hisset hvor det Skjulte bliver lyst, det
Døde til Liv og det Forsvundne vender tilbage."
At der gives Utaknemlige og Uskjønsomme, at ikke hvert Korn
spirer, som Kjærligheden udryster fra sine Vinger, dem den ud-
spænder for at omfavne Alt, liig sit himmelske Ophav -- det kan
dog aldrig sløve uden det Hjerte, hvis Følelser ikke vare stærke,
men sygelige og svage, eller forvirre en sund Dømmekraft eller
svække nogen levende Tro. Den Tro skal vel maaskee finde Be-
hag i slig Erfaring, som troer at smigre Himlen ved at hade Jor-
den; -- som enten triner kjæk til Altret, peger paa Karve og
Dild, og takker Gud med høi Røst, fordi Farisæeren ikke er som
de Andre; eller som hykler Ydmyghed, opløfter Hænderne i Bøn,
men træder paa den Nedbøiede, og har ikke anden Trøst til den
Ulykkelige end Jødernes til den Blindfødte.
Men den Tro, som erindrer hvad Jesus sagde til sine Disciple:
|
| d.IV,b.7,s.226 |
"jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder,
skulle og I gjøre!" -- den Tro vil lære af hiin Erfaring, at Dy-
den skal øves for sin egen Skyld: at Haab om Belønning aldrig
skal være Drivfjedren til en god Handling og at man ikke skal
trættes i det Gode. Og ligesom sunde og stærke Velvilligheds-
følelser, om Utaknemmelighed ofte støder dem, alligevel ville fort-
sætte i sin velgjørende Livlighed, i samme Udholdenhed som
Landmandens Haab, der dog udkaster Sæden, omendskjøndt han
veed at Alt ei vil gjenspire, men maaske Alt inden Høsten for-
kommes: saa lærer den sunde Dømmekraft kun heraf saaledes
at bedømme Verden bedre, at han iagttager et forsigtigere Valg
for sine Velgjerninger, forat de samme gode Hensigter mere kunne
fuldkommes.
Et Menneske med sand Tro, oprigtig Kjærlighed, Liv og Styrke
i Velviljefølelserne og sund Dømmekraft vil saaledes ikke kunne
lide nogen virkelig moralsk Skade, noget Tab af sit Bedre, af
sin Dydvilje om han gjør den smerteligste af alle Erfaringer: den
at lide Utaknemlighed. Han skal erindre, at hans Livsopgave er
at ligne Christus og at Christus ikke aflod at øve sine Velgjer-
ninger; ja at han gjorde endvidere, nemlig som han befalede:
"gjører dem godt, som Eder hade og forfølge!" Hans egne Er-
faringer om Utaknemligheden i Verden skulle kun være ham som
Skyggetræk, der forhøiende fremhæve de skjønne Træk af Tak-
nemligheden, som visselig heller ikke ville undlade at møde ham --
kort! Han skal læse sit Livs Erfaringer som den Forstandige
Dagens Evangelium, der langtfra skal eller for ham kan indpræge
Ulyst til Veldaad og Foragt for Menneskeslægten i det Hele, men
netop Haab om det uudslukkelige Bedre i denne og Veldaad-
iver ved den rørende Modsætning af den Taknemlige Ene, der
vendte tilbage og priste Gud med høi Røst og takkede.
Den anden Modsætning i vort Evangelium -- de ni Utaknemme-
lige -- indpræger derfor ligemeget det Afskyelige i Utaknemlig-
hedens Last, i denne moralske Spedalskhed hvormed de bortgik
befængte. Det være vort Haab, at Forholdet er langtfra altid
saa som een Taknemlig mod ti Utaknemlige; og at denne Last,
som selv de Umælende, selv den rivende Løve spotter ved rø-
rende Beviser paa Taknemlighed, neppe nogensinde er virkelig
af den djævelske Rod ikke at ville i Hjertet erkjende Velgjer-
ningen. Det er Utaknemlighedens Straf, at den er unaturligere
|
| d.IV,b.7,s.227 |
end andre Laster, at den har større Kamp med Hjertet at be-
staae før den viser sig og nærer en sky Blusel derefter, som kun
døer, naar Samvittigheden kvæles. De -- jeg troer det idetmind-
ste -- ere meget Faa, men dog altid for Mange, som kunne drive
denne djævelske Seier over deres eget Hjertes Bevisthed lige-
indtil at gjengjælde Godt med Ondt; men de ere vel desværre
neppe saa Faa, der undlade at vedgaae sine Hjerters Bevidsthed
om en Velgjerningsskyld, og at prise og takke med høi Røst.
Det er vel ogsaa vist, at mangen Utaknemlighed begaaes af
Letsind, af Mangel paa Evne til at vurdere en Velgjerning, og --
som vi kunne antage hos hine Ni, der bluedes over at vedgaae
sin forrige Svaghed -- af en taabelig Undseelse -- den de om-
sider drive indtil Forglemmelsen af eller Selvindbildningen af, at
de aldrig trængte til Velgjerningen.
Det er da ikke nok Sikkerhed for os, at Naturen oprører sig
imod Utaknemlighed, at vort Hjerte ubetinget fordømmer den, at
vi ere enige i at give den Navnet "sort", som selve Ondskaben.
Dette skeer naar vi med kold Forstand betragte denne Last. Men
efter hvad vi hørte, kan menneskelig Svaghed være dens første
Rod. Lad Stolthed opvoxe i Hjertet og Forfængelighed oppuste
sig deri -- maaskee rødmende indtil han ganske har faaet be-
kjæmpet sin Følelse, skal dette Menneske, kneisende, seende til
den anden Side, gaae forbi en Velgjører, der før fremhjalp Ham,
men nu er selv arm og forladt. Lad Letsindet blive et Hjertes
Hovedtræk -- det skal snart blæse alle ubehagelige Erindringer
bort deraf og da imellem disse den om Velgjerninger.
Saaledes -- mærker det end engang! -- vi ere mere udsatte
forat begaae hiin Synd, som vort Hjerte ellers fordømmer saa
strengt, end det skulde synes; -- vi staae i Fare for, med Blusel
for os selv, oftere at maatte erindre, at vi forglemte en Velgjer-
ning, en Godhed, at vi ikke takkede, ikke gjengjeldte eller for-
søgte derpaa, at vi vare ligere de Ni end den Ene. Derfor ind-
præger Eder den taknemlige Samaritans skjønne Billede og troer,
at hans Sjel sandelig straalede klarere end hins taareglindsende
Øie og var renere end hans i Templet, efterat de giftige Skjæl
vare affaldne, af Præsterne rensede Legeme, da han opløftede
Hænderne i Bøn og priste Gud med høi Røst. Troer, at hans Sjel
ophøiedes da han nedsank og favnede sin Frelsers Fod og takkede
-- og troer, at ydmyg Taknemlighed ingen Ydmygelse er!
|
| d.IV,b.7,s.228 |
Lærer ogsaa heraf, at ansee Alle som Redskaber i Guds Haand,
og hvad Godt, der bevises os, som beviist os af Ham, og takker
Ham først, prisende med høi Røst! Med høi Røst? -- ja saa
skal det være -- d. e. oprigtigen, for Menneskenes Aasyn, "at de
maae see eders gode Gjerninger og prise eders Fader Han, som
er i Himmelen!" Og det ikke alene naar Han taler til Eder med
Velgjerninger, men naar han lader Lidelser vandre mellem Hu-
sene som strenge Læremestere, eller naar han ryster eders Haab
ved at lade sine vældige Elementer forfærdende overfare Jorden
-- da tier ikke, men priser med høi Røst! Thi alt Dette skeer
dog kun til vort Bedste: vort Haab rystes for at Stoltheden, som
det saa gjerne nærer, kan affalde som Ormene af det stormbe-
vægede Frugttræ; og vi forfærdes kun forat styrkes: vi forfær-
des med Brand forat lære Forsigtighed; med de vældige Strøm-
mes Oversvømmelser forat bekjæmpe dem med kløgtige Værker;
og Vinterens Kulde stormer henover de blomstrende Agre forat
lære Forsynlighed at boe i Husene og Alle, at Alt staaer i Guds
Haand.
Der er ingen Tid, som ikke opfordrer til at takke Gud. Om
Morgenen, naar vi gjenvaagne som til et nyt Liv -- om Dagen,
mens vi fryde os derved i Arbeide og Sundhed -- om Kvellen,
naar Natten minder os om Døden og Dødens Broder Søvnen
kommer. De gudfrygtige Fædre samlede derfor sit Huus om
Morgenen og Aftenen og de priste Gud med høi Røst i en huus-
lig Andagt -- en ærværdig Skik som det er en Utaknemlighed
at lade gaae tabt.
Takker derfor ikke Gud alene i Templet med høi Røst; men
føler, at I ere utaknemlige mod Gud, om I ikke daglig prise ham
med høi Røst! Thi mon Han ikke daglig viser eder Velgjerninger
og ikke blot de Tider I fremmøde her i hans Huus? Dersom det
er saa, at den huuslige Andagt, at det at prise Gud med høi
Røst med Bøn og Sang hjemme i eders Huse, er en tildels for-
svunden skjøn Sæd fra Fædrenes Tid, men I føler eder uleiligede
ved og ligesom blygsomme for atter at indføre den ved Arnerne
og bekjende den, skjøndt Eders Hjerte tilsiger eder det -- da
ere I isandhed som de ni Utaknemlige; thi ogsaa de bluedes
maaskee og bortgik derfor.
Troe I, at Noget dog var Ret, men gjøre det dog ikke for
Folks Skyld -- da ere I Verdens Prisere, ikke Guds, da vilde I
|
| d.IV,b.7,s.229 |
ikke have gjort som Han, der vendte ensom tilbage, da forstaae
I ikke ret hvad det er at prise Gud med høi Røst, om end Kir-
kens Mure brast af eders Sang. Thi det at prise Gud med høi
Røst er ogsaa frimodigen at bekjende sin Overbeviisning, oprigtigen
i Daad og Ord at vedgaae den for Mennesker som for Gud.
Den priser altsaa ikke Gud med høi Røst, som dølger sine
Meninger hvor han bør lade dem aabne, og som tænker: bedst
at tage efter al Verdsens Forfængelighed og Unoder siden de
Fleste nu gjøre det, bedst at smigre Dumheden om den er for-
nem, bedst at krybe for Tyranniet siden det har Magten, bedst
at dølge Sandheden naar dens Aabenbarelse vilde uleilige lidt,
skjøndt den maaskee vilde frelse en Uskyldig, bedst at lade Galt
gaae, naar Jeg blot er i Fred.
Nei! dette er ikke at prise Gud med høi Røst. Det er at for-
negte ham. Om Han klarede vor Fornuft til at vide det Rette,
liig Jesus da han lod Skjællene falde af de Spedalskes Hud, og
vi dog ikke hyldede Sandheden aabenbare eller ikke øvede det
Rette eller fremhjalp Uskyld og Retfærd af Menneskefrygt --
da vare vi som de Ni, der bortgik rensede men utaknemlige.
Med høi Røst skal Gud prises i Husene og i Templerne, med
høi Røst skal Gud prises i Verden i aaben Tale og Gjerninger,
der vidne om, at de komme fra alt det Godes Giver, saa at
Verden maa forstaae dette, at der er en Guds egen Kraft i den
Røst, som bekjender Gud og det Gode høit, at Ærlighed varer
længst -- at Overtroens Mulm forsvandt for de Faa, som fangede
Guds Lys i sine Sjæle og lod det udstraale og svang Oplys-
ningens Fakler -- at Trældommen veeg for de Faa, som aaben-
lyst forklarte Apostlens "I ere dyrekjøbte -- vorder derfor ikke
Menneskenes Trælle!" -- at Gudsfrygten udbredte sig fra de
Faa, som bevarede den i Husene og priste Gud med høi Røst
selv i Fordærvelsens Tid -- at Ærlighed og Oprigtighed i Træng-
selstider vendte tilbage imellem Menneskene fordi der aldrig
manglede paa Røster, skjøndt de vare faa, der høit paakaldte
dem og paa seirrige Exempler -- ja, Christsødskende saa at
Verden maa forstaae dette og vende tilbage og prise Gud med
høi Røst og falde Christus tilfode og takke Gud, af hvem den
har og skal have alt Dette, og ikke tjene Ham af Egennytte (thi
det er en Kjøbmandstjeneste) ikke af Frygt (thi det er en Slave-
tjeneste) men af Kjærlighed og Taknemlighed der er det fri Men-
|
| d.IV,b.7,s.230 |
neskes sømmelige og ene nyttige Tjeneste. Og at den maa er-
kjende Guds Velgjerninger, hvoraf ingen ere smaa, om det end
ikke var saa, at en Velgjerning aldrig er liden, og da falde ned
med al sin Herlighed og Livsprunken og vedgaae sin Afhængig-
hed og bede med høi Røst ydmygeligen: "o Evige, forbarm dig
over Os, fordi vi ere forgjængelige! o Uendelige, fordi vi kun
ere Støvgran! o Livets Kilde, fordi vi svæve paa Dødens Aande!
o Altseende, fordi vi færdes i Blindhedens Mørke! o Alkjærlige,
fordi vi ere fattige og usle! o Almægtige, fordi vi Intet formaae
uden din Bistand. Amen!"
TJENER-TROSKAB MOD JESUS.
(15de Sønd. Tref. Evang. Matth. 6 Kap. 24 V.)
Bøn. Ak, Herre Jesus, vi ere Armodens Børn, og udvan-
drede derfor for at søge Tjeneste. Da kom til os en statelig
Herre, og han sagde: kom følg mig, skal jeg fylde dit Skjød med
Guld, og han raslede med Guld for vore Øren. Men da vi saae
forundrede paa ham, se da var der et falskt Blink i hans Øine
og hans Aasyn var saa ondt, at det gyste over os og at vi und-
løb. Din Tempeldør stod da aaben, Herre! og hid ere vi flygtede
forat tilbyde vor Tjeneste, fast vi vide, at dit Arbeide er ikke
let med at bære Verdens Kors. Men o, vi vide, at Du har baaret
det sværere for Os, og derfor ere vore Skuldre rede. Byde og
befale Du da over os, vor kaarne Herre og Huusbond! Din Løn
er sød efter Arbeidet; men af Kjærlighed er det vi komme; thi
Dig var det vi søgte fra først af, vidende og fornøiede med at
Gud vil bestemme vor Løn af Aandens Lys og Verdens Gods
efter sin Naade, men Hjertefreden, som den faste Løn, efter sin
uryggelige Retfærdighed. Amen!
Det er os sagt, at vi ikke kunne tjene to Herrer paa engang.
Og tvivle vi derom? Er det os sagt af En, der ikke kjendte
Menneskehjertet, Verden og Guds Vilje? Visselig ikke. Vor
egen Erfaring maa ogsaa sige os, at der ligger Viisdom i det
Udsagn, ja at det selv i ringere verdslige Tilfælde ikke gaaer
an at tjene to Herrer. Hvor meget mindre gaaer det da -- som
|
| d.IV,b.7,s.231 |
her er Hovedmeningen -- an at tjene Dyden og Lasten paa
eengang? Verden, Menneskene see skjævt til og kalde os med-
rette svage og upaalidelige, om vi dele vor Tjeneste, den Nid-
kjærhed, den Kraft, som vi have lovet Een heel; vort eget Hjerte
taber sin Fred, om vi deri parre onde Lyster og gode Tanker,
og Guds Lov fordømme os, om vi vakle i at følge den; thi den
taler tydeligt nok, og kan ikke ved sin egen Skyld forfeiles. Be-
sværger derfor hverandre, at vi maae forblive den Herre tro-
faste, for hvis Aasyn Forældrene indbare os tidligen og svore
høitideligen! Besværger hverandre, at forvise alt hvad der er i
det Ondes Tjeneste: Uredelighed, Uvidenhed, Gjerrighed og alle
disse, som dog ere det Onde trofaste, som de ere tingede til,
mens Vi ofte ikke ere det Gode trofaste, som vi svore os til.
Eller er det ikke saa, Du, hvis Dage vanke mellem Ondt og
Godt, du Letsindige, der synder leende, du Svagsindede, der
synder grædende, Du der for Gods, Æresbeviisninger eller for-
føriske Ord hengiver dig i det Ondes Sold? og hører du disse
Ord uden at du bliver sørgmodig i din Synden, tilmode som den
forlorne Søn, som den bebreidede Troløse?
Dog -- selv uden at være Nogen af Disse -- hvor maae vi
ikke nedkaste os for den strenge Herres Aasyn nu i hans Huus,
hvor Sandhed kun bør tales, og bekjende vor svigefulde Troskab?
Eller tør Nogen af os staae frem og sige: hvert Øieblik af mine
Dage -- dem Du gav -- var dig viet, nidkjære Gud! ja ligesaa-
vist som at du betroede mig dem? Overfoer aldrig en mørk-
nende ond Tanke den Redeliges Forsætter? Forglemte den Gode
ikke? -- ja selv paa Dagen, da han lovede? Helligede altid
fromme Ord den Gudfrygtiges Læber? Blussede ikke Vreden
og Sandseligheden og Egennytten i Øieblikke selv i det Øie,
der jevnligen saae andægtigen mod det Høie, mod Herren? O
hvor er vor Dyd dog svag, vor Redelighed uredelig, at vi maae
kalde dem, hos hvem alle disse Spor af det fremmede Aag dog
saaes "Gode og Guds Tjenere!"
Forstaae I dette, Brødre? Eller gives der en Menighed, der
er uvidende om, at den omslutter om det samme Altar haard-
nakkede Forbrydere, der aabenbart tjene et andet Herredømme
end Guds end det Godes, og letsindige Syndere og Redelige, der
forglemme i enkelte Stunder?
Mennesket er et Væsen sammensat af de mest uligeartede Be-
|
| d.IV,b.7,s.232 |
standdele. Beslægtet med Guddommen og beslægtet med Støvet,
manes det af Religionen og sin Samvittighed til ved Viisdom og
Dyd at nærme sig Himlen, medens hans sandselige Natur, ulysten
til noget Andet end Nydelse og Hvile, paa samme Tid arbeider
paa at neddrage det til Jorden. Saaledes jaget af modsatte
Drivefjedre, saaledes adsplittet mellem forskjellige Formaal, er-
kjendende en anden Lov i sit Hu, en anden i sit Kjød, befinder
Mennesket sig i en uophørlig Strid mod sig selv, indtil det, enten
ædel-kraftfuldt og sig Selv beherskende, modner til Guds Børns
herlige Frihed, eller og, svagt og faldet, overleverer sig som en
usel Træl til Begjærlighederne. Og det er gjennem disse Be-
gjærligheder, at det forføriske Onde allerførst søger at bane sig
Vei til Menneskets Hjerte. De udgjøre ikke Menneskets sande
Velvære endog i deres uskyldigste Skikkelse; men hvert Ord af
den Eviges Mund -- det maa hede Fryd eller Nød, Fremgang
eller Opoffrelser, det maa høre til Liv eller Død -- det udgjør
Menneskets rette Velvære og Ophold; thi det opholder og nærer
dets aandelige Liv.
Sandheden, Dyden og Samvittighedsfred og det rene Hjertes
Haab -- se der de Næringsmidler Mennesket først bør indsamle!
-- Guds Rige og hans Retfærdighed, se der det Maal Mennesket
først bør søge! Siden skal det øvrige tilfalde det.
Men, Christen! hvilken Lære henter du af dette?
At vi skulle mistro vore Begjærligheder. De kunne være uskyl-
dige, men ogsaa lige skjønne, men giftige, Frugter. Mangen
Dranker skriver sig fra det første Glas, mangtet ungdommeligt
Liig fra den første Nat, Ynglingen listede sig ud af sine For-
ældres Huus. Det gaaer altid Trin for Trin: Trin for Trin paa
Himmelstigen, Trin for Trin ned i Afgrunden indtil det bratte
Sted, hvor man gjør det Fald, vi ikke kunne maale, til hvis Bund
kun Albarmhjertighedens Arme kunne naae. Naar Begjæret har
undfanget, føder det Synd, og naar Synden er fuldbaaren, føder
den Døden.
Men ogsaa vor egen Kraft maa vi mistro. Det er for seent
at flye, naar du alt har faaet Snaren om Benene. Den onde
Herres, Djævelens, Syndens Vaaben er en Rendesnare.
Mennesket har en stærk Efterabelsesdrift. Sky derfor ogsaa
slet Selskab. Det er den onde Herres falske Svende, der ere
|
| d.IV,b.7,s.233 |
udsendte forat lokke dig Pengene af Lommen, Roserne af Kinden,
Freden af Hjertet.
"Sæl er Den, som ikke vandrer i de Ugudeliges Raad, ikke
træder paa Synderes Vei, ei heller sidder i Bespotteres Sæde."
Men tilbyder da Tiden ingen ublandet Fryd for Hjertet? Har
Verden ingen Lykke, som vi kunne modtage uden Angst og for-
lade uden Anger?
Jo visselig, Christen! Jorden er jo Herrens, den Herres, vi
alene skulle tjene, Hans, som ejer alt. De Sandser, hvorved vi
opfatte det Glade i Livet, ere ligesaavist den himmelske Faders
Værk som de gode Gaver, hvormed han mætter alt Levende
med Behag . . . Jo, Christen! blot du under Gavernes Nydelse
ikke forglemmer Giveren, ikke saa fæster dig ved de skabte
Ting, at du tilsidesætter hvad du er selve Skaberen skyldig.
Men især giv Gud Æren for din Frelse! Ja giv Gud Æren,
og knæk Hovmoden, om du tillægger dig Selv for meget! Da
skal Syndens Slangelevninger snoe sig under din Fod. Kjæmp
da modig mod egen Syndighed, mod Laster og Vildfarelser! Virk
uden Afbrud for det Gode; thi det er din kaarne Herres Tje-
neste! Forsvar Sandheden indtil Døden! Lid og undgjæld som
en tro Jesu Christi Tjener! Vandre med godt Mod gjennem
Fristelserne! Vandre med god Samvittighed og frygt ikke om
og din Vei fører til Modgang, Had, Avind og Forfølgelse! Veien
slutter ikke der, I Jesu sande Tjenere, ja I Guds Venner og
Kjære! Den løber saa snart forbi disse smaa Besværligheder
-- Amen! Da see vi Herren -- Amen! Han som lod os trælle
i Fristelser for saa riig en Løn, for vor egen Salighed i Evig-
heden -- Amen!
|
| BLA BAKOVER |