|
BARNEMORDERSKEN
(Af Niemeyers "En Faders Testamente til sin Datter".)
Der gives en meget frygtelig Stilling for Sjelen, hvoraf ligesaa
lidet den menneskelige Aands Viisdom, som alle Jordens Skatte
kunne udrive den. Ikkun til Kvindekjønnets Forbandelse er den
mulig, til Forbandelse over uskyldige Skabninger, som falde ved
deres Uerfarenhed, og gjøre sig for evig Tid ulykkelige ved
Fortvivlelse, der er grundet paa Frygtsomhed i Karakteren. Det
vil maaske interessere Dig, af min Mund at høre, hvilken da
denne frygtelige Stilling er, og hvorledes et Fruentimmer geraader
deri? Du vil erfare det i en ulykkelig Piges Historie, som jeg
er i Færd med at ville fortælle Dig. Denne Pige -- nævne hende
vil jeg ikke, da hun er gaaet ud af Verdens Skueplads, og de
Afdøde skulle være hellige for os. -- Hun var smuk, mild og
god; hendes Hjerte var reent ligesom dit. Hun var yndet af
alle gode Mennesker og en Torn i Øjnene paa Misundelsen.
Hun var en af de herlige Skabninger, som vi maatte ansee for
Væsener af en høiere Art, naar ikke tillige Bevidstheden om
hendes uudslettelige Hang til sandselig Kjærlighed erindrede os
om, at hun var Menneske. Denne Pige elskede -- og faldt.
Hendes Elsker forsvandt, og uden Støtte og Deeltagelse var hun
nu overladt til al den Skræk, al den Forfærdelse, alle de ræd-
somme Forestillinger om den tilkommende Tid, der i en saadan
|
| d.IV,b.7,s.69 |
Stilling maae være saa naturlige. Følelsen af hendes tilkom-
mende Skam virkede meest levende hos hende. Hun tænkte sig
forladt, forskudt og spottet af den Verden, der havde fattet saa
høie Tanker om hende, lige fra det Øjeblik, da hendes Fald
vilde blive bekjendt. Hun søgte at skjule sin Ulykke uden at
aabenbare den for noget Menneske. Men Græmmelsen, der
udeelt næres i den Ulykkeliges egen Barm alene, raser heftig;
den ulykkelige Pige fornam dette levende. Saa ofte som hun
var alene, henflød hun i Taarer, og Anfald af Fortvivlelse endte
de Timer, hvori hun dybsindig havde overveiet sin Forfatning.
Hendes Venner og Huusfolk ansaae hendes Taarer for at være
en Told, som hun ydede en kjær Venindes Aske, som dengang
nyligen var død. Hvo skulde og kunne have drømt om, at en
uskyldig og englereen Pige havde kundet falde? Imidlertid nær-
mede den skrækkelige Time sig alt meer og mere, der skulde
aabenbare Hemmeligheden om hendes Fald, som hun saa længe
havde holdt skjult. Den Ulykkelige gysede tilbage, saa ofte hun
tænkte derpaa. Hvilken Pige er ogsaa stærk nok til paa engang
at kunne bære Verdens Spot, kjølnet Venskabs Ligegyldighed,
intolerant Ondskabs haanende Latter, Kirkens Forbandelse, en
Faders Bebreidelser og en krænket Moders bittre Taarer? Den
Time, som den unge Kone fryder sig ved at tænke paa, det
Øieblik, hvori Kjærlighedens første Pant endnu fastere knytter
de Baand, som forenede Fader og Moder sammen, indeholdt
Skrækkebilleder for hende, hvortil hun nærmede sig med ligesaa
megen Skjælven, som den til Døde Dømte til Sværdets sidste
dræbende Slag. Hendes hele Bestræbelse gik ud paa, at ville
oppebie denne Time i Eensomhed. Ak! havde hun dog villet
betroe sig til sin Moder, eller til en Veninde, eller og maaskee,
for Tausheds Skyld, til en Ven, hvilken Angest, hvilken For-
brydelse havde hun da kunnet undgaae? Hendes Ønske blev
opfyldt: hun var alene, da Timen, som hun saa ofte med skjæl-
vende Frygt havde ventet, indfandt sig. Frygt neddæmpede
Fornemmelserne af Smerten, og Fortvivlelse gjorde hende enhver
Hjælp undværlig -- en hjælpeløs Skabning laae for hendes Fød-
der, der begyndte sit Liv med at begræde sin Tilværelse. Bar-
nets Skrig var som en Dolk, der gjennemborede Moderens Sjel.
Forgjæves søgte hun at tysse det; dets Graad blev immer lyde-
ligere, og nu -- ak! neppe formaaer jeg at udsige det -- nu
|
| d.IV,b.7,s.70 |
blev Middelet, hvormed hun søgte at dæmpe Barnets Stemme,
et Middel til dets Mord. Skriget hørte op, men tilligemed det
ogsaa den begrædte Tilværelse. Glad trykkede Moderen det op
til sit Bryst -- glad over den lille Skabnings Rolighed. Med
moderlig Ømhed betragtede hun den og se -- den var død.
Ligesom truffen af Himmelens Vrede udstødte hun et høit Skrig.
En fortærende Gysen gjennemfoer hendes Aarer. Hun vilde ud-
bryde i lydelige Veeklager, og atter undertrykte Frygten hendes
Stemme. Paany seirede Undseelsen. Hun tog den ulykkelige
Skabning op, og fuld af bedøvende Fortvivlelse bar hun den,
begunstiget af den indbrydende Aftens Tusmørke, ud i en Hauge,
grov den ned og flyede i fuld Forvirring atter bort derfra.
Den Ulykkelige var nu i den gyselige Forfatning, hvori Sielens
Rolighed er tabt, uden at kunne nogensinde faaes tilbage igjen.
Tiden paa hiin Side Graven, som er en Trøst for Enhver, hvis
Hoved trykkes haardt af Skjæbnens tunge Haand, og hvis For-
ventninger finde i denne kommende Tid en skjøn Hvilepunkt,
var frygtelig for hende, og dog var Livet hende en Byrde. Stedse
troede hun at see sit myrdede Barns Skygge for sig som en
straffende Aand -- hendes forvildede Indbildningskraft viste
hende den som en om Hevn over hende raabende Anklager for
Himmelens og Jordens Dommers Throne. Den dræbte Skabning
svævede hende stedse for Øine i den samme Stilling, hvori det
havde anraabt hende grædende om Barmhjertighed, Medlidenhed
og Hjælp, og da var hun ikke i Stand til fra dette Syn at ad-
skille den Tanke: Du har myrdet Dit eget Blod. Hemmelig
Smerte fortærede hendes Taarer, uden at levne nogen til Let-
telse for det forklemte Hjerte. Hendes martrede Samvittigheds
Kvaler seirede nu over hendes Frygt for Skam. Hun tilstod
reent ud: "Jeg har myrdet mit Barn", og døde af Græmmelse. --
|
| BLA BAKOVER |