|
Nr. 15 & 16, 29de August 1844.
Hvo ei arbeider Ugen ut,
ingen Sabbath faaer af Gud.
HUUSMÆNDENE
"Nu da, Hans, du faaer da ta'e i lidt likere", sagde Huus-
manden Ole til Huusmanden Hans, idet de holdt paa at reise et
Par Grindstolper ved Siden af Vejen.
"Aa jeg er lei det Altsammen", sagde Hans, skubbende sig
misfornøjet over det ene Øre. "Ikke andet end Trældom. Saa
Sommer og saa Høst og saa Svælt til Vinteren." Ole vilde til
at svare, da han blev afbrudt ved at Hosbonden pyntet kjørte
forbi i sin Kariol. Hans Tanker fik nu en anden Retning. "Hos-
bond saae betænkt ud idag. Han kjørte saa lækkert utfore med
Traverbrunen", sagde han ligesom for sig selv.
"Kanske han skulde til Kommissions?" sagde Hans. "Eller i For-
mandskabet?"
|
| d.IV,b.7,s.61 |
"Nei! der er Storthingsvalg idag, og Hosbond tænker nok at
blive Storthingsmand. To Gange har det gaaet galt, saa det tør
nok lykkes denne Gang; og for en Bonde er der gode Penge
at tjene. Men Gud veed -- der er Mange om det."
"Den, der var slig Mand, som Han!" sukkede Hans. "Men
uligt er det."
"Hvorledes er det du har det da, Hans, siden du er saa mis-
nøid? Jeg er ogsaa Huusmand; men jeg veed ikke, om jeg vilde
bytte med Hosbond. Han og hans Lige har meget paa sig, som
vi og vore ere frie for."
"De ere dog frie Folk; men hvad ere vi andet end Slaver?"
sagde Hans og stødte Grindstolpen ned alene med et saa væl-
digt Stød, at der ikke behøvedes flere.
"Det kan jeg ikke kalde mig idetmindste", sagde Ole. "Vel
ejer jeg ikke den Grund, jeg sidder paa; men min Kontrakt gjør
mig til en fri Forpagter. Jeg betaler med Arbeide paa bestemte
Dage, og er jeg ikke fornøjet, kan jeg opsige og flytte hvorhen
jeg vil. I andre Lande maa Huusmændene blive hvor de ere,
som Lænkehunde."
"Ja naar man havde det saa, at Gaardsarbeidet afgaves paa
bestemte Dage i Ugen, saa var det ingen Sag", yttrede Hans;
"men jeg var saa dum ikke at gjøre anden Kontrakt end mundtlig
Vedtagen efter gammel Skik ved Pladsen, og saaledes maa baade
jeg og Kona gjøre Arbeide paa Gaarden for 8 Skilling Dagen
naar der befales, enten vi har faaet lagt Jorden til eller bjerget
for os selv eller ikke."
"Ja det er en Feil," sagde Ole. "Skal man kunne dyrke sin
Plads godt, maa man fremfor alt kunne beregne sin egen Tid."
"Høisaaterne mine staae endnu ude saa gule som Halm. Nu
kunde jeg kanskee faaet revet dem ind; men saa skulde jeg staa
forat faae Grinden istand, fordi der kanske kommer Fremmede
til Gaarden idag."
"Ja dersom det gaar godt med Hosbond", loe Ole: "Men se
til at faa dig en Kontrakt som min, saa skal du see det gaaer
bedre med dig. Nu er jo han Gunder snart saa voxen, at han
skal blive Soldat."
"Ja der er ogsaa noget, som er lagt paa os Huusmænd, sagde
Hans: at vi og vore Børn skulle være Soldater og lade vort
Blod, uden at vi derfor have nogen Slags Borgerret. Uligt er det."
|
| d.IV,b.7,s.62 |
"Nu! Er ikke det en Ære for Os? Bonde- og Borger- og
Embedsmands-Søn skal være Soldater i samme Linje, saasnart
bare Loven kommer istand. Efter Grundloven er det. Hvilken
Skam, om vi og vore Sønner skulde være udestængte derfra!
De vilde blive foragtede og tilsidst feige, svage og virkeligt for-
agtelige!"
"Men naar jeg seer disse store Vidder under een Mand og
tænker paa min lille Flek oppe i Bjerget, er dog alt saa uligt i
denne Verden, at man gjerne kunde gaae i Fossen", vedblev
Hans.
"Regn du efter, skal du see hvad Sorger der ofte følge med
de store Ejendomme, og hvorfor vi ere frie. Der er nu som
oftest Gjæld, ofte, ligesom med Hosbond, kostbare og farlige
Odelsprocesser, Afgifter af Gaarden, Ombud o.s.v. Hosbonds
Ærgrelse, da han sidste Gang ikke blev Storthingsmand, vilde
jeg ikke haft for min bedste Ko, -- nei ikke for Kalven med.
Han gik guul hele Høsten."
-- Nu ringte det til Middag; men da de kom ud igjen for at
stryge Grinden over med Bruuntrødt, hørte de allerede Hos-
bonds Svøbesmeld. "Det er bestemt gaaet galt igjen", hviskede
Ole, "for saa har han aldrig kjørt Brunen opfore før." Og idet-
samme pilede Hosbond forbi som "Jehu, den Nimsis Søn, der
foer rasende afsted" -- Hesten skumdækt, Ansigtet blegt og syge-
ligt. "Aa lad være med Klininga!" faldt nok fra ham i Farten;
men det blev ikke hørt.
"Nei, Hosbond er ikke bleven Storthingsmand" sagde Ole,
seende efter ham; "men troer Du ikke nu Hans, hvis Du saae
Hosbonds Ansigt, at ogsaa det er en Sorg, vi ere fri for, og at
Hosbond med alle sine Vidder er slettere tilsinds end Du!"
Hans kløede sig bag det andet Øre; men kom dog med et
langttrukkent Jo-o.
|
| BLA BAKOVER |