|
Nr. 13, 12te Juli 1844.
Hvo hjemme Lykke har,
har ogsaa ude Lyst.
Fred Verden skjænker dig,
boer Freden i dit Bryst.
SCENER FRA HYTTERNE
(Fortsættelse fra Nr. 7 & 8).
Hyttens Skjønhed.
En "Hytte", eller "Stue" paa Norsk, er nok et lidet Huus;
men derfor ikke just et gammelt og forfaldent Huus. Digterne
bruge Ordet "Hytte", hvor de ville skildre Nøisomhed, en dydig
Alderdoms Ro, den redelige Armods Lykke, ja endogsaa en
Snæv af Tanken om Hyggelighed følger med dette Ord. Og
Malerne troe at forhøje et Landskabs Ynde ved at anbringe en
Hytte paa et eller andet Sted; f. Ex. under en Hængebirk mellem
store mosbedækte Stene, ved en Sti eller i Læ af en venlig Skov
lade de
-- et Hyttehjem
titte mellem Birke frem,
fra hvis Tag -- med mild Betoning
over Alt -- en Røg fremblaaner,
som det Hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning.
Men der er den Forskjel imellem Malernes og Digternes Brug
af Hytten i deres Skildringer, at de Første naturligviis kun
tage Hensyn til det Maleriske og Iøinefaldende ved den, medens
Digteren tager alene Hensyn til hvad der ved Hytten kan ud-
trykke de moralske Egenskaber, han vil skildre. Den Hytte,
|
| d.IV,b.7,s.50 |
Maleren vil have, kan gjærne være forfalden, skimlet og ludende
som om den med Tagskjæret vilde undersøge sine egne Grund-
volde (om de gives); men Digteren vil, om han endogsaa troer
at give den en Ærværdighed ved at kalde den gammel, have
forudsat, om han ikke siger det, at den er vel vedligeholdt, reenlig
og pyntelig indtil en vis ejendommelig Ynde -- kort, at den skal
vise, at der boer Dyder indenfor den.
Der var i Olaf Tryggvasons Tid eller før en simpel Mand
nordenfjelds, som hedte Thorkil, siden kaldet Turefrost. Han
elskede en fornem Mands Datter, som han ikke maatte faae.
Kjærligheden var stærk fra begge Sider, og en vakker Dag vandrer
Thorkil afsted med sin Pige ved den ene Haand og en Øx i den
anden; thi over Dovre stevnede han, indimellem Fjeldryggens
hidtil ubetraadte Dale, der altsaa henlaa som Ødemarker, hvor
Øxen nok kunde behøves. Og der ryddede han da, og byggede
sig og sin haandtagne Viv en Hytte. Men hvor raa denne Hytte
end kan have været i sin Bygningsmaade (skjøndt Laftingen
ganske vist ogsaa da var bekjendt) hvem kan tænke sig den
hæslig eller ureenlig, naar Tiltro til Alfader, Mandhaftighed, Om-
tanke og Kjærlighed boede der?
Thor Hovland var en Huusmands Søn; men hvem kan tænke
sig hans hæderlige Pallask ophængt i en Svinesti af en Stue?
Digteren Edvard Storm elskede en Dølegjente. Hytten, hvorfra
hun var, maa have samstemmet med de Yndigheder, som gjorde
saadant Indtryk paa ham.
Dyderne tilvirke sit eget Ydre, sin egen Skal. Uagtet alle
Lasternes Kunster for at efterligne den, bedrages dog ikke
Kjenderen d.e. det klartseende Menneske.
Ingen skamme sig da ved at boe i en Hytte, naar den bærer
Præget af at menneskeværdige Egenskaber boe i den! Og det
sees med et eneste Blik. Før man kommer indover Dør-
tærskelen, ja over Pallen, kan man vide enten man kommer ind
til Mennesker eller til Sviin. Ingen skamme sig ved at boe i en
Hytte! Fra Hytter ere mange herlige Mennesker udgangne. Fra
en Hytte udgik Wilhelm Tell med Buen paa Skuldren og be-
friede sit Fædreland. I en Hytte boede Niels Justesen til han
fik undertvunget under Plogjernet Hitterøens barske Natur; da
byggede han sig Huus og satte Sølvkanden til Munden, Land-
huusholdningsselskabet havde sendt ham. I en Hytte fødtes Kong
|
| d.IV,b.7,s.51 |
David -- kort, undersøgte man det, vilde Hytterne erholde en
Historie, om ikke i Tallet saa glimrende som Slottenes eller de
rige Borgerhuses, saa dog mere glimrende end man skulde troe.
Men lad os nu see hvordan en Hytte skal være forat Him-
melske og Dødelige skulle finde Velbehag i den, Englene ned-
dale paa den i Nattens Fred og Menneskene ønske Velsignelser
over den, idet de gaae forbi!
Vi erindre, at Christen og Mari, efter den skarpe Belæring de
havde modtaget, fik en Plads paa den formuende Mands Løkke,
som alt siden hiin Julekvel havde interesseret sig for dem. Pintse-
aften havde han jo sagt, han vilde see op til dem, hvorledes de
havde stellet sig; og Hosbond var altsaa ivente om et Par Uger.
Den Leilighed, vore Venner havde faaet til Beboelse, var en al-
mindelig gammel Huusmandsstue, beliggende ligeved Indkjørselen,
og det havde været nogle yderst skidenfærdige og forsømmelige
Mennesker -- derfor ogsaa bortjagne -- som før havde boet der.
"Reent skal det være, hvor fattigsligt," var Maris Mundheld,
især naar hun skurede, og deraf havde Christen, der gjerne tog
efter, dannet sig et ligesaa godt, nemlig det: "Ordentlig skal det
være, ihvor fattigsligt." Og saaledes havde de Begge havt nok,
hver med Sit: Mari med at faae Lorten væk af Gulv, Vægge,
Vinduer og Kroge, Christen med at faae Væggen skruet op, sat
nye Tagskjær paa og nye Flikkebord ind, hvor det behøvedes,
repareret og hvidtet Skorstenen og Piben, skrabet Sop af, sat
Vinduesglas ind istedetfor Papiirfillerne o.s.v. Først Pintsekvel-
Middag syntes Mari hun kunde tee Stuen sin frem; men da var
den ogsaa vakker. Gulvet guldreent, om ikke saa hvidt som
Snee for sine Aarsagers Skyld, og, ligesom Pallen og Tærskelen,
bestrøet med smaahakket duftende Brisk; omkring Skorstenen
og paa Pladen friske Granskud og Kublommer; alle Kopper og
Tallerkener paraderende paa Hylden; paa Sengen rene Lagen;
en Stueklokke paa Hovedvæggen; et Speil med en maigrøn Birke-
qvist over; smaa Skilderier rundt om; en blomstrende Maaneds-
rosebusk og en Balsamine i de smaa Vinduer og saa et Kruus
med Serinblomster i et hvidt Tørklæde -- kort Alt var virkelig
saa hyggeligt og net, som det kunde være efter Leiligheden.
|
| d.IV,b.7,s.52 |
Hosbond kom da det leed paa Eftermiddagen med et Par
Venner, og alene den lille Opmærksomhed, at de nye Huus-
mandsfolk havde pyntet Indkjørselsporten med Serinkviste og
grønne Grene, samt endnu mere de Forandringer, han strax be-
mærkede ved Huusmandsstuen, stemte ham strax i et fortræffeligt
Lune. Han kom derned, og fandt Alt saa net og hyggeligt, at
han endog tog sit Selskab og en Flaske Viin med sig, fordi,
sagde han, "han hyggede sig bedre dernede i Stuen end oppe i
Stadsværelserne." Men -- hvad der var det bedste -- medens
Hosbond drak sin Viin, skjænkede i for sine Venner og for
Christen og Mari, legede med Børnene, og var i et Lune, saa
Munden ikke stod paa ham, saa foer hans Øine omkring over-
alt, og han tænkte noget, som blev meget vigtigt for Familiens
senere Liv -- han tænkte nemlig: Folk, der saaledes røgte det
Lidet, kan man uden Frygt sætte over det Meget; og Følgen
blev, at Christen inden ikke lang Tid blev Opsynsmand over den
hele Eiendom med større Løn end han syntes han kunde bruge,
dersom han ikke havde havt Børn. Da Hosbond gjorde ham
Tilbudet, var han ogsaa saa beskeden at yttre, at Lønnen var
overflødig stor; men da havde Hosbond sagt: "Du har Børn,
Christen, og Børn ere som Jorden, som man aldrig kan anvende
formeget paa."
Christen kunde nu flytte op i Sidebygningen paa Gaarden;
men han bad om at maatte blive ved sin Hytte. Han havde
faaet den kjær, og skyldte den for en Deel sin Velgang. Og er
der nogen død Ting i Verden, hvorfra Hjertet nødigst vil rive
sig, saa er det en Hytte, hvori man har levet lykkelige Dage
og hvortil kjære Erindringer knytte sig.
Da Hosbond og hans Gjæster kom op i et af Stadsværelserne
paa Gaarden til Aftensmaaltid, sagde Hosbondens Søstersøn, en
kvik Student, som han havde holdt frem: "Onkel har Ret. Der
var en egen Hygge der nede i Hytten, og det skulde undres mig,
om ikke Menneskene vilde leve lykkeligst, om de alle uden Und-
tagelse levede i saadanne Hytter paa ligeligt udstykkede Jord-
lodder. Ja dette tør vel endog være Menneskehedens Bestem-
melse, som den vil være efter Aarhundreder eller Aartusinder i
sin vise Alderdom, efterat have tilbragt en vild Ungdom og en
|
| d.IV,b.7,s.53 |
overdaadig og egenkjærlig Manddomsalder." "Ha-ha-ha!" -- lo
Onkelen -- "fyld i Glassene, mine Venner! Velgaaende af
Hytterne; men de blive færre og færre! Og lad os gjemme en
Draabe paa alle Vildfarelsers Undergang. Men det er en Umu-
lighed, saalænge Mennesker ere Mennesker og fødes forskjellige
af Anlæg. Deri, min kjære Fætter, ligger Aarsagen til de ulige
Kaar og til at Jorden er besaaet med Slotte, Huse og Hytter om
hverandre. Stykkede du ud Jorden i lige Dele, endog i snorlige
Fiirkanter -- det vilde ikke vare et Aar inden flere Fiirkanter
vare samlede paany af Klogskaben og Driftigheden, medens deres
Sælgere kom til at drive om til Alles Byrde. Naturen selv hader
Eensformighed endog indtil den Grad, at der ikke findes to al-
deles lige Græsstraa eller Blade fra Norge til China i al deres
Mangfoldighed. Og den har heller ikke bedækket Jorden alene
med Græs, men med Planter af de forskjelligste Størrelser, Buske
og Træer. Og ligesaa forskjellige skulle Menneskenes Kaar være;
men for at bistaa hinanden: den Fattige ligesaavel den Rige som
den Rige den Fattige. Og jeg vil give dig et Beviis: hvorledes
skulde Christen og Mari være blevne saa lykkelige i deres Hytte,
dersom jeg ikke havde af Gud været velsignet med Raad til at
tage mig af dem? Ingen har Ret til at være sørgmodig eller mis-
fornøjet med sine Kaar; og hvor hyggeligt man kan have det i
en Hytte, have vi nylig seet; ja vi have endogsaa fundet en
Skjønhed ved den, som vi kunde bedre føle end beskrive." Saa-
vidt Onkel.
|
| BLA BAKOVER |