|
Nr. 7 & 8, 25de April 1844.
At synde er menneskeligt -- den Skjebne er slem --
Men ene det er djævelsk, at ture i Synden frem.
SCENER FRA HYTTERNE
(Fortsættelse fra Nr. 3).
Daarlighed og Forbrydelse dele Følger sammen.
Da Vesle Ola havde forklaret for Forældrene Sammenhængen
med Pibehovederne og Tørklædet, indsaae de, at de vare i det
Kjeltringspaks Vold, som boede ligeoverfor dem, og at de, ved
saa ubetænksomt at brænde Tørklædet havde begaaet en Daar-
skab, som hildede dem ind i større Forlegenhed.
"Turde vi endda sige det til den Mand inde i Byen, som vil
tage os til Huusfolk til Paaske," sagde Mari, da hun endelig løf-
tede sine forgrædte Øine op fra Tørklædets sorte levninger, der
laae, bævende som hendes Hjerte, paa Skorstenen, "saa vilde
han maaske kjøbe Mage til Tørklædet igjen, og alt kunde blive
godt; men nei! Han maa ikke vide noget derom, Han ikke, Han
ikke, sidst af alle Mennesker!"
|
| d.IV,b.7,s.31 |
"Ja for hvad vilde han troe?" sagde Christen.
"... At vi vare Tyvepak, Hælerpak; og aldrig i Verden vilde
han vide noget af os," hulkede Mari, skjulende atter sit Ansigt.
"Ulykkelige Barn!"
Vesle Ola sad nedhuket i Krogen. Man kunde see paa hans
Ansigt, at han dog begreb hvorfor Forældrene vare saa bange.
"Han Jens, som tog baade Pibehovederne og Tørklædet, vil nok
tie stille," meente han, men baade Faderen og Moderen meente
anderledes.
"Jens vil sælge Pibehovederne," sagde Christen; "det bliver
opdaget, at de ere stjaalne og hvor; Tyveriet bliver undersøgt,
og saa .."
"Ja, og saa have vi Vægterne her ..."
Vesle Ola hukede sig dybere ned. Moderen taug; hun begreb,
at hun i Omsorgen for sit Barns Sikkerhed, havde udsat denne
endnu mere og selv gjort Uret imod den Bestjaalne. Det var en
bedrøvelig Juledag i Christens Hytte, og en syndig over hos Jens.
Der var Glæde over at den fordærvede Søn havde faaet saa
godt Bytte med sig fra Byen. "Nu kan vi gjerne drikke op
Pæglen strax," meente Kjærringen, "for nu er der Raad til mere."
Heller ikke dengang havde de nogen Frygt for ikke at faae Tyve-
godset afsat. Den, som kjøbte Svøben, kjøber nok ogsaa Piberne,
meente de; "og havde jeg nu bare en skikkelig Kjole, sagde Hans
Fælle, saa gik jeg strax til Byen."
"Pyh! der er nok Raad til det," sagde Kjærringen; "han Vesle
Ola derover har jo taget et Silketørklæde med sig hjem, sagde
jo hans Jens; og saa kan du jo gaae over og forlange Christens
Kjole laant. Han tør nok ikke negte, for nu er de da ikke bedre
end Andre, skulde jeg troe."
Til deres Forfærdelse saae Christen og Mari Gjenboen træde
ind hos dem et Par Timers Tid efterat Børnene vare komne fra
Byen. Det var saa i Skumringen.
"Hvem der?" foer Mari forskrækket op. "Hvem der?" gjentog
Christen. De troede i Førstningen, at Vægterne allerede var
der for at hente deres Barn.
"Aa, det er nu mig," green Hans Fælle. "Jeg vilde gjerne see
det Tørklæde, som I veed .."
"Hvilket Tørklæde?" afbrød Mari. -- "Stille, Mari!" sagde
Christen, trækkende hende i Skjørtet.
|
| d.IV,b.7,s.32 |
"Aa det I veed nok," green Hans. "Tror I ikke jeg veed det?"
"For Guds Skyld! gjør os ikke ulykkelige!" klynkede Mari.
"Snak! det er jo ikke mere til. Se der Fillerne!" sagde
Christen, pegende paa de sorte Levninger, som endnu laae paa
Skorstenen.
"Hvad? har I brændt Tørklædet?" raabte Gjenboen. "Det var
som Fanden. Det var jo ikke jert. Skulde Nogen havt det,
maatte det være mig, for det var min Unge, som . ."
. . "Ja som tog det; ikke vor," faldt Mari hurtigen ind.
"Hvad det angaaer," sagde Hans Fælle rolig, "saa bliver det
nu det Samme, for jer Unge var nu med. Og for vor Skyld ere
vi just ikke saa bange, for vi har været i Smelta før, og Pokker
maatte sidde saaledes hele Vinteren uden at have hverken at
bide eller brænde, naar baade varmt Huus og Mad og Klæder
staaer færdigt."
Skurken mente Strafanstalterne. Baade Han og Konen havde
været paa "Huset" før, og deres Unge paa Raadstuen meer end
eengang.
"Men det er det Samme," vedblev han med et fuult Griin;
"siden det nu er saa, at vi kan faae jer did med, om vi bare
knye, saa vil Du vel ikke negte at laane mig din Kjole ikvel
for jeg har faaet et Snarærind til Byen; og om du har nogle
Skilling, saa faaer du nok lade dem gaae med."
"Vi tør ikke negte ham noget," hviskede Mari; og strax trak
Christen sin Kjole af og gav den til Gjenboen, hvis Ureenlighed
ellers maatte vække Gru for at gjøre ham en saadan Tjeneste.
"Men Skillinger har vi ikke," lagde han til.
"Jasaa? Det kunde blive slemt for dig, om jeg vilde," green
Gjenboen, "og skaffer du ikke mindst tolv til imorgenkvel da
der er Dands hos hu' Kirsti Valders, saa kan du troe, at du
gaaer paa Haaliis."
Med disse Ord gik han. Christen og Mari følte, at de vare i
hans Vold. Og da hans afskyelige Kjærring kort efter indfandt
sig med samme Griin i Døren, hvormed han forlod dem, under
Ærind, at laane noget Meel, turde de heller ikke negte hende
det. Næste Dag maatte Skillingerne ogsaa være parate. Mari
havde maattet gaae til sin Broder og laane dem.
Gud og Samvittigheden dømmer nok ikke en Daarlighed saa
strengt som en Forbrydelse; men i Verden skeer det dog, at
|
| d.IV,b.7,s.33 |
mangen maa dele Straf lige med denne. Og her var den Daar-
lighed, Mari havde begaaet af et forbrydersk Ydre og virkelig
af en forbrydersk Beskaffenhed, omendskjøndt Moderkjærligheden
havde drevet hende dertil. Hun skulde jo naturligviis have for-
klaret Politiet alt og afleveret Tørklædet til dette, som da vel
vilde have ladet hendes Barn gaae med en Irettesættelse, men
ogsaa lagt Mærke til denne fattige Families Redelighed. Det
faldt hende vel endnu ind, at det Bedste, selv efter det Indgreb,
hun i det tankeløse Øieblik havde gjort i en Andens Eiendom,
vilde være at tilstaae Alt; men Frygten for at hun dog vilde
blive straffet, og for at den gode Mand, som Juleaften havde
lovet at ville tage sig af dem, da vilde slaae Haanden af dem,
holdt hende endnu tilbage. Den holdt hende tilbage til det var
-- for seent. Ulykkerne, som komme selvforskyldt, komme som
den knusende Vogn, man ikke kan gaa afveien for.
Gjenboen undlod nemlig ikke at afhente de Skillinger, han
havde afpiint Staklerne; og med dem i Lommen og Christens
Kjole paa, strøg baade han og hans Kjærring samt deres Gut
afsted til Dandsen Aftenen efter. De stjaalne Meerskumspiber
vare med for at sælges eller at blive bortspillede ved samme
Leilighed. Et af dem solgte han dog først til den samme Marke-
tenter, men med de andre og en Flaske Brændeviin indfandt
han sig der han havde emnet sig hen. Men der havde ogsaa
En i Politiets Tjeneste indfundet sig, og da Spillet begyndte om
en af Piberne henne i Krogen medens Dandsen gik hele Stuen
rundt, blev Hans og Kari saavelsom deres Gutunge arresterede.
Den bestjaalne Student havde gjort Anmeldelse; og Morgenen
efter vedkjendte han sig Pibehovederne som sine. Den Slyngel
af en Marketenter maatte ogsaa frem med det, han havde faaet
i sit Værge -- som Pant, hedte det atter, uagtet Sandheden var,
at det var taget for en vis Sum, der var bleven afskreven paa
Kridtingen, og hvori Betalingen for Brændeviinsflasken var ind-
gaaen. Men et Silketørklæde savnedes efter den Bestjaalnes
Opgave; og hvor var det?
Christen og Mari havde om Morgenen med Forskrækkelse be-
mærket, at Gjenboerne ikke vare komne hjem. "Skulde de
allerede være opdagede og grebne, da Gud naade os!"
"Jeg vil gaae til ham, som lovede at tage os paa sin Løkke,"
sagde Christen, og bede ham for Alting at tage os væk strax
|
| d.IV,b.7,s.34 |
herfra før Flyttetid. Bare han Hans maatte komme med Kjolen
min."
"Den faar du nok aldrig igjen," sagde Mari, "for det lod ikke
som han agtede at give den tilbage. Han veed nok, han har
Knibetag paa os. Men hvad skal vi nu faae til Middag siden
Kjærringen fik Melet?"
Det var allerede langt ud paa Formiddagen . . "Der kommer
to store Manner med Stokker," sagde et af de mindste Børn,
som var kravlet op i Vinduet.
Mari udstødte et Skrig. Vesle Ola hukede sig saa langt ned
han kunde. "Kanske de gaae forbi" hvidskede Christen med den
Tone, som naar man ikke troer, saa gjerne man end vilde, hvad
man selv siger.
Ganske rigtigt; det var to Vægtere, som kom for at arrestere
Fader, Moder og Barn. Det var et rystende Optrin. Hvor skulde
der blive af de Mindste? Det var Maris første Tanke, da hun
endelig kom sig saa vidt, efter et dygtigt Armtag af Vægterne,
som ikke kunde bie længer, at hun kunde tænke. Hun bad om
at maatte forhøre sig hos et Par Folk i Nærheden, som vare vel
ved Magt efter sin Stand, og en af Vægterne var villig til at
følge hende. Hun kjæmpede med sin Undseelse for at komme
i saadant Følge; men endelig vandt Moderomsorgen, og de gik.
Men der hos de velstaaende Naboer hedte det Nei. "Slig Fat-
tigdom, som det har været med jer, maatte ende med Tyveri,"
meente Manden, "Fy skam jer og pak jer! Gudskelov, at vi
blive her i Nabolaget fri for sligt Tyvehærkje," lagde Konen til,
"for vi har nok seet hvorledes han Hans Fælle og Kjærringen
hans, som vi nok kjende, har løbet over til jer i disse Dage."
Mari kunde intet svare formedelst sin Bevægelse. Hun hulkede,
saa Vægteren af Rørelse gjorde den, som han troede, trøstelige
og smigrende Bemærkning, at Hun dog ikke kunde være af de
Værste. "Og vær kun rolig for Barna," lagde han siden til, "De
skulle faa Plads paa Mangelsgaarden saalænge." En smuk Trøst
for saa øm en Moder, for En, der var færdig at besvime ved
at tænke sig og Sine i Berørelse med Politiet! Men der var nu
ikke andet for. Og saa kom det sørgelige Tog da afsted: Mari
og Christen med Øinene borede i Jorden naar de passerede
Huus eller Folk, Børnene mellem dem, og en Vægter ved hver
af deres Side. Saaledes gik det ind i Byen og nedefter Gaden,
|
| d.IV,b.7,s.35 |
fulgte af en stedse voxende Sværm af Gadedrenge og voxne
Dagdrivere. "Hei Vægter," lød pludselig fra et aabent Vindu en
Stemme, Mari og Christen troede at kjende før de sloge Øinene
Op. "Hei Vægter, hvor skal du hen med de Børn?"
"Paa Mangelsgaarden."
End med det Par Folk der?"
"Paa Raadstuen."
"Det maa være noget vakkert Pagas af en Familie," vedblev
Stemmen. "Men hvad! skulde jeg ikke kjende dem?"
Mari og Christen slog Øinene op til Vinduet. Deres Ahnelse
havde været rigtig. Der stod den Reisende fra Juleaften. Det
var hans Huus. Men ikke et Ord kunde komme over de Ulyk-
keliges Læber, saa forfærdede bleve de over, at det Menneske,
de havde sat deres Lid til for Fremtiden, skulde see deres Skam
og maatte mistænke dem; men om han havde kunnet see det
bedende Udtryk i deres Øine, vilde han ikke sagt hvad han
sagde, idet han slog Vinduet i, nemlig: "Saa gaa Fanden i Vold!
der kunde jeg kommet vakkert an med at trække et Tyvefølge
op paa Løkken min."
"Gud i Himlen! hørte du?"
"Stille! Jeg er syg," hviskede Mari. "Ogsaa han, som Gud
sendte, har forladt os."
To Minutter efter var den tungeste Gang, de endnu havde
gaaet sammen, forbi. De befandt sig paa Raadstuen. De mindre
Børn bleve tagne fra Moderen og sendt med en af Vægterne
ud paa Mangelsgaarden. Christen, Mari og Vesle Ola bleve luk-
kede ind i et mørkt Arresthul. "Der er Mennesker herinde før,"
hviskede Christen; og efter en Minutstid kunde de skimte Om-
ridsene af andre tre Personer. Efter nok en traadte Ansigter
frem af Mørket. De befandt sig sammen med Gjenboerne, som
havde forvoldt deres Ulykke.
Christen var af en godmodig Charakteer; men en Ulv kunde
ikke mere glubende styrte over sit Bytte, end han foer Ophavs-
manden til hans Ulykke, Hans Fælle, i Struben. Hanses Kjær-
ring og Unge over ham da igjen; Mari og Vesle Ola skrigende
imellem og forsøgende at faae dem fra hinanden. Havde Christen
havt et Mordvaaben ved Haanden, var han maaskee bleven en
Morder. Da Folk fra Slutteren kom til ved Allarmen, var han
opkloret og slaaet blaa og sort i Ansigtet, og hans Klæder hang
|
| d.IV,b.7,s.36 |
i laser. Med Nød og Neppe slap han forat faae Tamp ovenpaa;
men en endnu ufordeelagtigere Mening om ham end før var
Følgen deraf.
"Der seer du hvad Folk de ere", snyftede Hanses Kjærring.
"Men det skal I sagte have igjen, naar vi komme for Retten."
"Aa ja," lagde Hans til. "Først føre Folk i Ulykke, for alt er
kommet frem undtagen Tørklædet, og saa lægge sig om at slaa
dem ihjel, og det paa Raadstuen. Det var rigtig vakkert."
"Vi skal vidne paa dem ihop," hviskede Kjærringen. Et Kneb
i Armen viste, at Hans var enig deri. Hver af Gjenbofamilierne
krøb nu hen i sin Krog. Fra den ene hørtes af og til Hulken
og Suk, fra den anden Hvisken og Tisken.
Da de Anklagede kom til Forhørs, fik Karis og Vesle-Olas Sag
et slet Udseende. Alene Christens forslaaede Ansigt og for-
revne Klæder gjorde strax et ufordeelagtigt Indtryk og Maris
aabne Bekjendelse, at hun, i sin Forskrækkelse over at see sit
Barn indviklet i et Tyveri, havde opbrændt Silketørklædet, vandt
kun liden Tiltro, fordi Gjerningen var usædvanlig og fordi Gjen-
boparret forsikkrede, at baade Christens og Maris Vandel og
Kaar havde været saaledes, at de ganske vist heller havde for-
stukket det. Man holdt det meget mere for Forstokkethed, at
hun ikke vilde komme frem med det.
Fordærvelsen imellem den fattige Klasse i Christiania er stor.
Børn stjæle og Forældre hæle med dem. Bedragerierne under
Betlingen, hvortil Jens havde forført Vesle Ola, kom ogsaa for
en Dag, og det mildeste Omdømme blev, at de begge vare lige-
gode. Tyve paa Vesle-Olas Alder havde Politiet havt nok af
at bestille med; men da han dog var af de yngste, bidrog dette
heller ikke til at give det nogen god Mening om Familien. Under
et af Forhørene havde ogsaa den Mand, som havde villet hjælpe
dem, tilfældigviis gaaet igjennem Værelset, hørt til en Stund under
en ufordeelagtig Forklaring af Kari Fælle, og forladt det med et
Øje, hvori der kun var liden Godhed for dem at læse. "Som
man reder, saa ligger man," var det eneste han sagde med et
koldt Blik til de Ulykkelige. Udfaldet blev, at Vesle-Ola skulde
have Riis af Slutteren og Christen og Mari sættes paa Tugthuset
|
| d.IV,b.7,s.37 |
i tre Maaneder for Hæleri. De havde vedgaaet at have mod-
taget et stjaalet Tørklæde af deres Barn, og ikke bragt det til-
veje. Derfor fik de en Maaned over ringeste Straffetid.
"Nu faae I Huus, som I sagde," green Hans og Kari imod dem
da Dommen var fældet; "men det er ikke saa slemt som I troe; og
jeg faaer det nu meget bedre, som skal i Slaveriet," lagde Hans til.
"Saa er jeg kvit med dig," mumlede hans afskyelige Halvdeel;
"men naar jeg kommer ud, skal jeg nok holde Huus, for jeg
havde alt snakket med to Gjenter, som skulde flytte til mig paa
sin egen Haand. De faae nu bie saalænge; men jagu' skal
det bli'ta."
Mari bar Døden i sit Hjerte; og hun skulde bukket under, om
ikke Gud havde sendt en af sine gode Engle til Strafanstalten
i netop det unge Menneske, som var bleven bestjaalet. Han
med Flere, der besaae Indretningen, traadte en Dag ind i den
Sal, hvor hun arbeidede. Han bøjede sig ved en af de Ar-
beidende ned for nøjere at besee Mønsteret i Væven, og han
bemærkede, at Konen var i Taarer og at en faldt netop der hvor
han vilde see. Det unge Menneske trækker op et Tørklæde for
at tørke den væk, et guult Silketørklæde . . .
Tugthuskvinden gav en lyd som om man kan tænke sig et
Skrig med tillukte Læber. "Faaer jeg see paa det Tørklæde?"
sagde hun, greb det uden at vente paa Tilladelse, bøjede sit An-
sigt ned deri og udbrød i en voldsom Hulken.
"Det var Magen," sagde hun endelig vendende sig om til den
af Tugthusets Betjente, som fulgte de Besøgende om.
"Skulde der da virkelig være noget i Forklaringen din, Mari?"
sagde Denne venligt: "at du ikke har forstukket Tørklædet, men
brændt det op af Ubetænksomhed og i Forskrækkelsen?"
Det unge Menneske, Studenten, som Tørklædet var bleven
stjaalet ifra, blev opmærksom. "Hvorledes?" sagde han, "skulde
denne Kone .. ja det er sandt, nu erindrer jeg det .. det var
for snart tre Maaneder siden. Men siig mig .. Denne Bevægelse vækker Tanker hos mig .. skulde du virkelig ikke have for-
stukket mit Tørklæde, men have opbrændt det af Angst for dit
Barn, som du sagde var bleven forført og kun vilde bringe dig
et, fordi du manglede et til at gaae i Kirke med?"
|
| d.IV,b.7,s.38 |
Mari slog et Par Øine op, hvori en Oprigtighed stod præget,
som Vildfremmede kunde sværge paa. Ak! hvilke Lidelser, der
vare komne til i hendes Træk, skjøndt hun ved Potteplante-Bleg-
heden og et Par forræderske Rosenflekker, som vare komne til
paa de spidse Kinder, istedetfor den brunlige Arbeidskulør, syntes
at være bleven yngre.
Det unge Menneske forstod disse Øine og det hele Udtryk i
dette Ansigt. Han ahnede allerede før Mari fik udtalt og for-
klaret ham Alt, at her delte en Daarskab, en Tankens eller Hjertets
Vildfarelse, Straf med Forbrydelsen.
"Vi har havt Lykken imellem Hænderne," endte Mari sin For-
klaring; "men vor Ulykke var, at vi boede i Nærheden af slette
Mennesker. Vi bleve revne med i Ulykken, men ikke i For-
dærvelsen. Skjøndt Gud veed, hvorledes det nu gaaer de Smaa,"
lagde hun til, og bøjede atter sit Hoved ned. "Du skal høre fra
mig" sagde Studenten idet han forlod hende. "Din Tid er ud-
løben kort før Flyttedag, og jeg kjender den Mand, som kom
til jer om Julekvellen." Mari rystede paa Hovedet; men om
hendes Mund bevægede sig dog et Smiil, da hun saae efter det
venlige unge Menneske.
Han undlod ikke at spørge efter; og da fik han ogsaa af Slut-
teren paa Raadstuen at vide, at Mari, da hun skiltes fra Vesle-
Ola, Øieblikket efterat han havde faaet sine Riis, havde taget
en rørende Afsked fra ham og medgivet ham en Katechisme,
som han skulde have med sig til Arbeidsanstalten, hvor han imid-
lertid skulde stikkes hen. Han gik til den Mand, som havde
givet Christen og Mari Løfte om at tage dem fra det slette Nabo-
lag som Huusfolk paa sin Løkke, og det lykkedes ham at vække
hans forrige Godhed i forstærket Grad for det ulykkelige Par.
Denne var en varmhjertet Mand, let henreven af sine Følelser,
som vi have seet, og han kunde neppe bie til Straffetiden var
udrunden. Idet Mari og Christen forlod Inspektørens Værelse
efter Udskrivningen fik de Øje paa ham i Forværelset. "Stille,
Folk!" sagde han, "Gaaer ikke tilbage til det samme Sted, men
rakt udover til Nybroen. Der holder min Arbeidsvogn med
Børnene paa, og saa lige op paa Løkken! Paa Søndag kommer
jeg op for at see hvordan I har det; og har vi ikke faaet noge
Paaskekvel sammen til Tak for Julekvellen, fordi Loven straffer
|
| d.IV,b.7,s.39 |
Daarskaben som Forbrydelsen, naar dens Handlinger ligner dennes,
saa skulle vi vel faae en Pintsekvel."
Mari vil nok komme sig, da Glæden er en god Medicin, og
da tænker jeg, hun paa den Pintsekvel, hun venter Besøg af
Hosbond, vil pynte vakkert op i Haven og stikke Serinkviste op
over Porten, han skal kjøre ind paa Gaarden igjennem.
|
| BLA BAKOVER |