|
Nr. 3, 5te Februar 1844.
Fra Betleri og Lyveri
kort Skridt til Tyveri.
SCENER FRA HYTTERNE
(Fortsættelse fra Nr. 24 forrige Aargang.)
Den Fattiges Kirkegang. Forældre- og Lancaster-Opdragelse
i Kjeltringsstreger.
"Nei, Kirkegang kan der ikke blive noget af," sagde Mari den
følgende Julemorgen til Christen, "for hverken Du eller jeg have
Klæder dertil. Havde jeg endda bare et skikkeligt Tørklæde.
Reent er nok det jeg har, men . . ."
Saa er det. Kirken mister mange af sine bedste Børn, fordi
de ikke have Klæder at gaae med. Smukt er det, at man vil
være peen og net i Guds Huus; men ilde er det, at dette er
bleven overdrevet indtil at Kirkegangen er bleven til en Parade-
Udstilling af Flitter og Flatter. De laane af hinanden naar de
endelig maa gaae tilalters paa en Søndag naar mange Kirkefolk
ikke ere ventendes. Men naar nu Ureenlighedstilstanden er saa-
ledes hos Den, der vil laane, at Ingen vil vove sin Kjole de Ti-
mers Tid? Man vilde forfærdes, naar man kom underveirs med
hvormange Tusinder, der i saa og saa mange Aar ikke have
været indenfor en Kirkedør.
"Og dog vilde jeg saa gjerne i Kirken idag," sukkede Mari.
"Thi jeg er saa glad, og vi have ogsaa stor Grund til at takke
Gud."
"Raad har vi nok til et Tørklæde nu for de Penge vor nye
Huusbonde gav mig igaaraftes for Hjælpen; og var det ikke saa
|
| d.IV,b.7,s.13 |
seent paa Juuldagen, saa er der Kjøbmænd nok derinde i Byen,
som gjerne staae op om Natten for at veje ud et Fjerdingspund
Kaffee."
"Det er for seent -- det ringer alt første Gang." Den deilige
Julekimen hørtes tydelig gjennem den klare blaa Luft som Sølv
gjennem Glas. Børnene, som laae længe idag, begyndte at lytte
og at hærme. "Dididididi" hærmede begge de Mindste, og Vesle-
Ola faldt ind med sit "Domdimdomdom."
"Veed du hvad? -- sagde Mari pludselig -- gaa Du forud og
stel Brormin hid at passe Barna, saa gaae vi sammen lel. Vi
kunne sætte os ved Døren under Orgelskutet. Rene ere vi dog,
Gudskelov, og til Paaske eller før skal vi med Guds Hjælp see
noget likere ud. Og nu op, Barn!" Og de tre Rollinger krøbe
muntre ud af deres lille Kasse.
"Jagu' vil hu Mari tilkirke idag," sagde den fæle Kjærring i
Gjenbohytten, idet hun blæste og spyttede paa Ruden til hun fik
et lidet Kikhul. "Tvi Fan'ens Skind, ikke at have mere Skam
for sig end at gaae slig sta. Da kunde jeg gaae med." "Det
skulde Du kunnet, Kari -- Uh! uh!" stønnede Manden borte i
Sengen -- dersom jeg havde faaet Vadsækken løs. Der var nok
til os begge, skulde jeg troe. Men Christen skal . . Uh! uh! det
værker mig saa i Ryggen. Men bi lidt! . ."
Resten døde hen i en Stønnen, som halvdeels kom af Rappene,
halvdeels af Fyldesyge siden Igaarkvel.
"Nu, vil du ikke ha'e lidt af det Jens bragte med sig igaar
Hans?" -- "Grisemad! Du skal ikke tage imod sligt, Gut." --
"Vel nok tage imod, men saa slænge det bagom Væggen. Hei,
der kjører'en Rasmus Nordsæt tilkirke med Qvindfolka sine.
Jøss hvor griskt og grumt det skal være. Det skinner langt af-
vei af de Bælene. Ei, svindt Jens, rap dig! Der mistede Styr-
karen Svøben under den tykke Kappen sin uden at mærke det.
Svint og knip den herind!"
Jens smuttede ud af Døren og bragte strax efter en Svøbe ind
igjen med sig.
"Hid med den, Gut!" buldrede Faderen -- "God Svøbe, D --
klore mig! Ingen saae det vel?"
|
| d.IV,b.7,s.14 |
"Var det likt det da?"
"Nei, Christens ere jo gangne tilkirke," bemærkede Konen. "Har
du hørt sligt? De er vel bedre end os, skal jeg troe."
"Nuda, saa kan det da bli'e til en Sup tilkvels, og denne Dag
gaaer da vel med. Du veed den Marketenteren der paa Hjørnet,
Jens. Naar du gaaer ind ad Porten, lader han dig nok faae en
Pægl for Svøben."
Saa er det: der gives Borgermænd her i Byen, pyntelige og
pene Folk, som ikke tage i Betænkning at sælge Brændeviin til
ganske unge Fattiggutter for Ting, de ganske vel maae vide ere
stjaalne. Bliver der Spørgsmaal om denne skjændige Handel,
da hedder det, at Tingene kun ere tagne i Pant. Hvilken Andeel
have ikke Slige i Forbrydelserne og Fordærvelsen? Det hændte
nylig, at tre slige Drenge, saa lasede og usle, at Mistanke strax
burde have opstaaet, uden Vanskelighed fik sig hos en Borger-
mand seent en Søndag Aften en Pægl Brændeviin for et Sølv-
fingerbøl. Umiddelbart efter at have drukket den op, begik de
Indbrud, bleve grebne, og under Forhøret kom da ogsaa dette
op og at Fingerbøllet var stjaalet. Marketenteren gjorde da Eed
for Retten paa at det kun var sat i Pant(!)
Der var da ingen Vanskelighed for Hans Fælles Unge at reise
en Pægl Brændeviin for den rapsede Svøbe. Men der skede
noget endnu værre paa den Tour ind til Byen. Morbroderen,
der skulde passe paa Børnene i den anden Stue, havde ladet
Vesle-Ola slippe ud paa Trappen just da Nabogutten gik forbi.
"Kom og følg med til Byen, Vesle-Ola, skal vi ha'e Moro. Det
er Jula."
"Bare ikke Moer blier sindt," mente Vesle-Ola; men han
gik dog.
-- -- "Bi nu her udenfor -- sagde Hans Fælles Søn, idet han
knappede bedre om Svøben -- mens jeg faaer Brændeviin
til'en Far og Mor. Men svindt ind i Porten, om du skulde see
en Mand komme i blaa sid Frakke, blank Hat med Skilt og Stok
Haanden, eller nogen med Guldsnor om Luven!" Det var
Juledags Formiddag under Høimessen, men nok er det, Gutten
kom ud igjen uden Svøbe, men med halvanden Pægl paa
Flasken.
|
| d.IV,b.7,s.15 |
"Smag!" sagde Hans Fælles Søn. "Der er en halv Pægl over,
saa'en Far ikke kan mærke noget." Og dermed tog han sig en
dygtig Slurk i Portkrogen og rakte Flasken til Vesle-Ola, som
gjorde efter, men strax maatte give det fra sig igjen, da Naturen
bød imod. "Saa gik det mig ogsaa første Gangen" green Hans
Fælles Unge; "men huf Gut! hvad godt det gjør nu." Og atter
klunkede det ham i Halsen. "Nu kan det være passe," sagde
han og saae paa Flasken imod Dagslyset. "Det var mig, som
tog Svøben, saa det er mig, som spanderer paa han Far."
"Nu faaer jeg hjem til Moer," klynkede Vesle-Ola. "Hun er
vist kommen nu."
"Pyt nei!" sagde Staklens Forfører -- "nu er det Middag, og
idag er nok ingen Vægter ude. Idag skal vi leve godt. Gaa du
ind i Kjøkkenerne du, som liden er, skal du bare see. Og naar
det saa lider om lidt, skal vi gaae Gregoriusbrur sammen hele
Maaneden." Vesle-Ola kom særdeles tilfreds ud af det første
Kjøkken. Han lovede sin Forfører at blive oftere med ham til
Byen. De holdt et Par Middage sammen ude i Portrummene,
thi Hans Fælles Søn, som nok vidste, at han ikke var kjendt for
godt, holdt sig tilbage. Men han lærte Vesle-Ola, at han paa et
Sted skulde sige, at hans Forældre vare døde i Cholera, paa et
andet, at hans Moder laae syg og at Faderen var død, paa et tre-
die, at Forældrene havde sendt ham ud for at bede til Julehelgen
o.s.v. Og, som sagt, Ola fandt, at det lønnede sig, og han var
saa glad i sin Kammerat, som havde lært ham denne Maade at
faae god Mad og Skillinger paa, at han fandt sig i at han altid
tog fra ham disse og et Par smaa Støvler, som en god Kone et-
steds gav ham, da hun hørte, at Moderen laae syg hjemme paa
Enerhaugen og at Ole havde syv Søskende. "Jo daarligere du
seer ud, jo bedre," sagde Kammeraten, idet han tog Støvlerne.
"Du burde ikke have noget paa Benene heller."
Fra Betleri, der lyver, og til Tyveri er et saa kort Skridt, at
det ikke er godt at sige, om det Sidste virkelig er værre. Tyven
stjæler som oftest fra Fremmede; men Betleren, der lyver, vil
jo bedrage den, der gjør ham godt, og han bestjæler tillige den
virkelige Nød ved at berøve den en Gave, som ellers vilde være
falden i dens Skjød. Hverken for Menneskenes Øine eller for
|
| d.IV,b.7,s.16 |
sin Samvittighed maa derfor Betleren, der lyver, holde sig for
mindre slet end Tyven; og vist er det, at, om han ikke stjæler
paa samme Maade som denne, saa er det af ingen moralsk bedre
Grund, end fordi hans egen Maade synes ham sikkrere. Han
burde derfor ogsaa lide Tyvens Straf, og Ingen burde, for sin
egen Skyld, være ivrigere til at hindre ham i at drive sit Uvæsen
end de virkelige nødlidende selv, fordi disse lide meest ved hans
Indgreb -- kort, den fattige Klasse bør øve et indbyrdes Politi
og rense sig selv fra de Personer, som skade den ved at blande
Forbrydelser og Lumpenhed med Fattigdommen, der kan være
saa agtværdig, ligesom den altid er hjælpeværdig og ikke vilde
mangle Hjælpen, som slige Misbrug ikke havde gjort de Formu-
ende mistænkelige imod den. Dersom det skede -- man skulde
see hvor overordentlig de Nødlidendes Antal vilde indskrænkes,
og siden idelig formindskes, fordi Hjælpen da vilde rigeligere
kunne ydes Enhver.
Læs dette to Gange, og medens du gjør dette, saa tænk, at
Hans Fælles Gut havde ført Vesle-Ola ind i et Portrum for der
bag en Vogn at lure paa, at en Student skulde gaae ud, hvis Dør
gik ligeud til Portgangen. "Da hænger han Nøglen bag Dørposten
-- havde Kjeltringen hvidsket -- og saa skal vi see hvorledes
han har det. Da han gik i Døren ista, saae jeg en vakker Meer-
skums Pibe med Sølvbeslag paa Væggen, og en havde han i
Munden. Saae du den? Kan gjerne være der er flere."
Vesle-Ola blev ganske bleg. En Følelse sagde ham, at Ka-
meratens Forsæt var at øve noget Ondt. Han erindrede, at Moer
ofte, naar hun skiftede Maden, havde sagt: "rør ikke det! Det
er Maries eller Thorstens; men der er dit."
"Jeg vil gaae hjem," suttrede han, "hjem til Moer."
I samme Øieblik tog det i Studentens Dør og Kameraten
dukkede Vesle-Ola raskt ned bag Vognen. Ganske rigtigt, han
hængte Nøglen bag Dørposten.
"Nu staa i Porten du Ola;" sagde Informatoren, "og se bare
efter, om han ikke kommer tilbage. Det er der jo ikke noget
ondt i."
Vesle-Ola gjorde saa, glad ved at slippe med det. En sjette-
deels Minut efter var Hans Fælles Søn tilbage med to sølvbe-
slagne Meerskums-Pibehoveder og en Sølvtheskee i et guult Silke-
|
| d.IV,b.7,s.17 |
tørklæde. Nøglen atter paa sin Plads, og begge Guttene ude af
Porten.
De gjorde Holdt paa det første ensomme Sted. "Ti nu bare
stille, Ola -- sagde Informatoren -- eller du er ulykkelig, for du
har været med. Ja tier du ikke, kommer du paa Raadstuen og
faaer Riis. Men det er det Samme, der har du det Tørklæde
der, som du kan sige du har fundet eller faaet, hvilket du vil.
Og faaet har du det."
Atter følte Vesle-Ola en Anelse om, at dette hang galt sammen;
men da Kameraten rev ham med sig i hurtig Flugt, fik han ikke
Tid til at tænke over. Men en Tanke faldt ham ind, som jog
alle andre væk, den, at Moer vilde blive glad i Tørklædet og
kunde bruge det til Søndags, naar hun ønskede at gaae i Kirken.
Hvad gjorde imidlertid, at Vesle-Ola, da han havde faaet sine
Skjænder fordi han uden Lov var løbet til Byen med Hans Fælles
berygtede Gut, med en vis Skamfuldhed tog Moderen tilside og
hviskede, idet han trak Silketørklædet frem: "vær ikke vred
længer, Moer, skal du faa noget Vakkert?" Gud sænkede atter
ligesom et blegt Stjernelys ned i hans Hjerne mellem dens Be-
greber om Godt og Ondt.
"Jesu Navn! hvor har du faaet det?" spurgte Moderen.
Vesle-Ola svarede ikke. Samvittigheden rørte sig som en Slange
omkring hans Hjerte, stikkende ligesom Hovedet op i hans Luft-
rør, saa han ikke kunde svare. Han saae paa sin Moders An-
sigt, at hun blev forfærdet. Og hun blev det først nu, da hun
af Olas Taushed og af hvad hun læste i hans Ansigt maatte for-
lade Tanken om at Ola havde fundet Tørklædet. Og om han
havde fundet det, saa havde han jo villet give det bort.
Der var god Bund i Vesle-Ola! thi han undlod at sige, at han
havde fundet Tørklædet, og tilstod straks at han havde faaet det
af Jens Hansen Fælle.
"Saa er det jo stjaalet!" skreg Moderen med Hænderne sam-
menvredne over Hovedet. Christen reiste sig og greb efter en
Kjep mellem Veden ved Skorstenen.
"Nei, Nei!" raabte Mari. "Lad være Christen; men lad os
høre alt." Og Vesle-Ola fordulgte intet forsaavidt hans Graad
ikke opslugte nogle enkelte Ord.
"Væk, væk herfra!" mumlede Faderen, "Eller vore Børn ere
forlorne for dette Skurkepaks Skyld mellem vore Naboer."
|
| d.IV,b.7,s.18 |
"Han er det alt," jamrede Moderen. "Vi maa angive det, og
vort Barn vil blive straffet." Vesle-Ola havde tilstaaet alt, at
han havde staaet paa Post under Tyveriet og at han havde løiet
sig til Almisser i flere Huse.
"O Gud hjælpe os!" vedblev Moderen. "Politiet vi aldrig troe
os naar de see vor Fattigdom og da de kjende vort Nabolag, og
Ola vil blive straffet."
"Bi lidt," sagde Faderen; "kan du kjende igjen Huset, Ola,
hvor det blev taget."
Vesle-Ola meente nei, siden at alt var gaaet til i saadan Hurv,
som han sagde. "Og desuden var jeg saa bange" lagde han til.
"Angive vi det," hulkede Moderen, der havde kastet sig paa
Sengen med Hænderne for Øinene, "da vil han blive straffet han
Ola der, og hvad vilde den snilde Mand tænke, som nu skulde
blive vor Hosbond?"
"End om vi ikke angive det," sagde Christen langsomt.
"Aldrig! Det var Hæleri," svarede Mari raskt.
"Saa bliver han straffet og baade han og Vi mistænkte. Men
jeg meente ikke, at vi skulde bruge Tørklædet."
"Hvordan da?"
"End om vi tiede ganske stille og brændte det op strax?"
Mari reiste sig fra Sengen med store Øine. "Ja det kanskee.
Bare det saa maatte gaae stilt over."
Hun greb det smukke Tørklæde i den ene Snip og holdt det
over Ilden. Det var længere end hun troede, slog sig langt ud,
saa den anden Snip strax naaede Varmen, og i et Nu, før hun
egentlig vilde, blussede det op.
"Gid Pibehovederne brændte med!" sagde Vesle-Ola.
"Pibehovederne!" skreg begge Forældrene.
"Gud fri os! Det havde vi glemt."
"Det vil blive opdaget alligevel."
"Vi ere i Skurkenes Vold!"
"I Politiets!"
"Ja, ja ja!" stønnede Mari. "Jeg frygter vi have gjort galt
-- galt værre."
En mørk Ahnelse betog dem. Da den sidste Gnist forsvandt i
Tørklædets sorte Aske, var det som det sortnede for deres Øine.
"Vi ere ulykkelige!" var det Udraab, som paa eengang kom
fra deres Læber.
(Fortsæettes.)
|
| BLA BAKOVER |