HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.444  
Nr. 21, 14de Novbr. 1843.

Paa Overtro sextusind Aar har blinde Dumhed slæbt.
Hvor mange tusind Mennesker troer du den Klods har dræbt?

FRELSE FRA DØDEN

   "Hvad er det for et Rænd der bort i Bjerkehagen i Æfta?"
spurgte Skolemester Ole Andersen sin Værtinde, idet han lagde
Ansigtet til Vinduet og saae bort over Jordet.
   "Ei, har I ikke hørt det da?" svarede Konen. "Der har en
Mand hængt sig derborte, bare mens Folkene vare hjemme til
Middag. De mødte ham ved Grinden, men da de kom ud igjen,
var det alt gjort."

   "Og skar de ham da ikke ned, og det strax?"
   "Nei det skulde de vel lade være. Men der er gaaet Bud til
Lensmanden; og han kommer nok ned tilqvels."

   "En Kniv, Moer! en Kniv, Moer! Skjøndt nu maa det forlængst
være for seent efter de mange Timer, han alt har hængt i. Men
Gud forlade jer, som ikke strax meldte mig Ulykken! Gud for-
lade dem, som ikke strax gjorde hvad de kunde forat redde den
Ulykkelige! De have Deel i hans Mord. Ja, ved Gud, de have
Deel i hans Mord."

   Ole var alt ude med de sidste Ord, og som en Vind over
Jordet og inde i Bjerkehagen, hvor ganske rigtigt en Mand hang
i en Green, omringet af Gutter og Jenter i Mængdeviis. "Af-
vejen! afvejen! Kom Guldbrand, Berthe, Peer, Gunder, og tag
i!" skreg Skolemesteren, idet han omklamrede Træet forat komme
op.

   Jovist! Ikke et Liv rørte sig. De vege meget mere tilbage.
   "Jeg befaler jer..."
   Det blev ved det Samme. Kredsen blev større om det uhygge-
lige Syn. Man mumlede om, at Lensmanden snart maatte komme,
om at gjøre sig ureen, om at en Skolemester ikke havde noget
at befale lel o. s. v.

   "Nu vel da -- raabte vor gamle Bekjendt -- paa Maa og Faa
da!" Og saa snittede han over Snoren, og Liget dat ned. Liget?
Ja nu var det et Liig; men ikke for tre Timer siden, da Folkene
kom til og vilde have bemærket, at der endnu var Trækninger i
Benene og i Fingrene. Alligevel gjorde Skolemesteren, for Exemp-
lets Skyld, Forsøg paa at gjenvække Livet; men forgjæves.
d.IV,b.6,s.445   "Dumme, overtroiske, uvidende, følesløse Mennesker! I have
dræbt ham!" tordnede den Gamle til dem, da han laae bøjet over
Liget, aabnede dets Klæder, sprættede Ærmet op og forsøgte
Aareladningen. Det holdt endog haardt, at faa Folkene til at
bringe noget at bære den Døde i Huus paa. Lensmanden maatte
først oppebies; og da alt Haab om at faa Livet kaldt tilbage var
forbi, fandt Ole sig i at bie. Men han besluttede at bekjæmpe
denne, i Overtro og Misforstaaelse af Lovbud grundede, Lige-
gyldighed og at lære dem hvorledes man skal bære sig ad i lig-
nende Tilfælde. Han nedskrev strax om Aftenen nogle Regler
for at bringe Mennesker tillive igjen, lod de Skolebørn, som vare
skrivkyndige, tage Afskrifter deraf, og fik saaledes nogenlunde
udbredt i Bygden følgende Forskrifter:


"OM MIDLERNE TIL AT REDDE SKINDØDE

   Det er ofte Tilfældet, at Mennesker, som i første Øieblik synes
at være døde, endnu ikke ere virkelig døde, men ved passende
Midler kunne reddes. Uagtet det i saadanne Tilfælde er sikkrest
at hente en ordentlig Læge, hvilket ogsaa strax bør skee: saa er
det dog paa mange Steder vanskeligt. Derfor bør ethvert Men-
neske, der vil opfylde den vigtigste Pligt imod sin Næste, at redde
hans Liv, ogsaa kjende de Midler, hvorved han kan opfylde denne
Pligt.

   Saadanne Skindøde ere fornemmelig: Druknede, Hængte, Qvalte,
Ihjelfrosne og Lynslagne.



OM DRUKNEDE

   1. Saasnart man finder en Druknet, maa han saa hurtig som
   muligt bringes af Vandet, hvorved man bestandig maa iagt-
   tage, at Hoved og Bryst holdes noget iveiret.
2. Derpaa afklædes og tørres han forsigtigen. Ere Lemmerne
   stive eller Klæderne snevre, da gjør man bedst i at skjære
   disse op.
3. Han lægges nu i en noget varm Seng i en halvsiddende Stil-
   ling, bedækkes med uldne Klæder og gnides med et varmt
   uldent Stykke sagte omkring Hjertekulen eller op og nedad
   Rygraden.
d.IV,b.6,s.446   4. Man søger igjennem Munden, eller, dersom denne ikke kan
      aabnes, igjennem Næsen at blæse Luft i Lungen. Dette kan
   skee ved hvilkensomhelst Rør, et Halmstraa, en Sivstilk o. a.
   desl.
5. Vise sig endnu ingen Tegn til Liv, kan man lade Vand eller
   Brændeviin fra een eller halvanden Alens Høide falde draa-
   beviis ned paa Hjertekulen. Efterat nogle Draaber ere faldne,
   gnides Stedet tørt med et varmt Klæde.
6. Ogsaa kan man med den bløde Spids af en Fjer stryge
   Ædike eller Brændeviin under og i Næsen eller blæse noget
   fiin Tobak op i Næseboerne.
7. Naar den Druknede ved en eller anden Bevægelse giver
   Tegn til Liv, lader man alt Øvrigt fare, og vedbliver blot at
   gnide Kroppen med varme Klæder eller med en Børste,
   hvorved man især maae see til, at den Syge ikke bliver
   kold.
8. Man maa ikke tabe Modet, fordi et eller flere af disse Midler
   slaae feil, men vedblive i det Mindste et Par Timer eller
   indtil en Læge kan komme.


OM HÆNGTE

   1. Den Hængte maa strax skjæres ned og holdes vel fast, for
   at han ikke skal faae Skade ved at falde.
2. Strikken eller det, hvori han hang, saavel som alle Klæd-
   ningsstykker, der slutte tæt til Kroppen, maa strax løses
   eller forsigtigen skjæres op.
3. Derefter maa han bringes i en noget varmet Seng, hvor han
   lægges i en halvsiddende Stilling og klædes heelt af.
4. Er hans Ansigt opsvulmet, rødt, blaaagtigt eller sort, maa
   han strax aarelades, Ansigtet stænkes med koldt Vand, og
   skarp Viinædike bringes til Næsen.
5. Er den Hængte allerede ganske kold, saa maa han iøvrigt
   behandles som den Druknede.



OM QVALTE

   Et Menneske qvæles enten naar det ganske mangler Luft, f. Ex.
naar Mund og Næse længe holdes tilstoppet, saa at ingen Luft
d.IV,b.6,s.447   kan komme derigjennem, eller naar det opholder sig i fordærvet
Luft, som ikke er skikket til at indaandes. Dette sidste skeer
især i Kjeldere og paa tillukkede Steder, hvor Luften er for-
dærvet ved Damp af Kul og Tørv, eller ved Dunster af Brænde-
viin, gjærende Øl og raadne Ting. Et saaledes qvalt Menneske
kan dog meget ofte bringes tillive igjen ved følgende Midler:
   1. Han maa strax bæres til et Sted, hvor der er reen og kjølig
   Luft, klædes af og bringes i en halvsiddende Stilling.
2. Han bestænkes rigelig med koldt Vand ikke alene i Ansigtet,
   men ogsaa paa Brystet. Derefter gnides Kroppen med uldne
   Klæder eller med en blød Børste.
3. Fødderne sættes indtil Knæerne i lunkent Fodbad, der, ved
   at komme hedere Vand deri, lidt efter lidt maa gjøres var-
   mere.
4. Man maa igjennem Munden søge at blæse Luft i Lungen,
   hvilket bør skee strax og flere Gange.



OM IHJELFROSNE

   1. Ved et Menneske, som findes livløst af Kulde, maa man især
   vogte sig for, strax at bringe ham i Varme; thi da er der
   intet Haab om hans Redning.
2. Derimod maa han strax afklædes, eller, da Lemmerne sæd-
   vanligen ere stivnede af Frosten, maae Klæderne forsigtigen
   skjæres af, og, naar dette er skeet, nedgraves han i Sneen,
   som overalt trykkes tæt omkring ham, saa kun Munden og
   Næseboerene ere frie. Hvor Sneen smelter, lægges strax
   frisk paa.
3. Kan man ingen Snee faa, bliver den Syge svøbt i Klæder,
   der ere dyppede i iiskoldt Vand og bestandig holdes vaade.
4. Vise sig derved ingen Tegn til Liv, gnides han først sagte,
   derpaa stærkere med Snee eller med uldne Klæder, der
   dyppes i iiskoldt Vand.
5. Saasnart man bemærker Tegn til Liv, maa den Syge overalt
   aftørres og bringes i en lidt opvarmet Seng.
6. Enkelte forfrosne Lemmer maae ogsaa bedækkes med Snee
   eller holdes i iiskoldt Vand, indtil der atter kommer Følelse
   og Varme i dem. Derpaa er det godt at gnide dem med
   Brændeviin.
d.IV,b.6,s.448   7. De fleste Mennesker fryse ihjel, fordi de i stærk Kulde ikke
      bevæge sig nok, men overlade sig til Søvnen, fordi en Til-
   bøjelighed dertil pleier at indfinde sig. Derfor er det saa
   farligt, paa Reiser om Vinteren at drikke Brændeviin, thi
   dette gjør Folk endnu mere søvnige.


OM LYNSLAGNE

   1. Dersom Nogen træffes af Lynilden i Huus, maa han strax
   bringes i den fri Luft, eller man maa, ved at lukke Vinduer
   og Døre op, skaffe frisk Luft derind.
2. Han maa strax befries fra alle Klædningsstykker, som slutte
   tæt til Kroppen.
3. Ansigtet maa stærkt bestænkes med koldt Vand og Brænde-
   viin.
4. Hele Kroppen gnides med uldne Klæder eller med en blød
   Børste.
5. Enkelte beskadigede Steder paa Legemet maae behandles
   af en Læge, som derfor strax bør hentes."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE