|
ULYKKENS SKRØMT
Ulykker ere værre at see til end at lide. Det er med dem
som med Bjerge: de tage sig højest ud i en vis Frastand. Det
er med dem som med Nesler: griber man fast til og rykker dem
op, saa brænder man sig ikke. Og skulde ikke Vi, Mænd og
Qvinder, der have diet Modgangens sunde Melk, kunne bevare
og sande denne Tro, naar en fiin Fyrstinde har kunnet nedskrive
Følgende, som Viisdomsudbyttet af hendes hele Liv?
"Et Tilbageblik paa mit Liv -- bekjender denne ærværdige
Qvinde -- viser mig klart, at Alt, hvad min Indbildningskraft har
foremalet mig om Fremtiden, aldrig er indtruffet saa, men ganske
anderledes; at Alt, hvad den fremstillede mig som utaaleligt, ikke
blot, naar det virkelig indtraf, faldt ganske taaleligt ud, men
ovenikjøbet fremstillede sig efterhaanden som et stort Gode, og
endelig, at Alt, som jeg havde ønsket mig og regnet mig som et
stort Gode, er bleven mig berøvet til endnu større Gavn for mig,
hvorfor jeg ogsaa nu føler mig hendragen til Gud i ubetinget
Hengivelse, for at udhvile i hans Forsyns Arme som et Barn i
sin Moders."
Ædle gamle Dame, du maa have mistet meget -- ikke at tale
om Formue, men Børn og Mage, kanskee alle dine Børn -- for
at have vundet denne Fromhed og Gudhengivenhed, denne eneste
Dyd, som er over al Ulykke og giver vore Sjele Plads forud i
Himmelen, hvor ingen Ængstelse og Sorg er, fordi Aanderne
|
| d.IV,b.6,s.425 |
vide, at Gud leder alt til det Bedste, om selv de endogsaa skulde
see for lidet klart til altid at opdage Traaden imellem Guds Hen-
sigter og deres Udførelse.
|
| BLA BAKOVER |