|
DØD OG LIV
(Tanker paa en Kirkegaard. Efter det Tydske.)
Mange, og vel de fleste Mennesker, begræder man kun saa
længe deres Liig endnu ligge hjemme. Naar de først ere de Par
Alen i Jorden, skyller Livets surrende og murmlende Strøm snart
Indtryk og Erindringer med sig væk hos de Tilbageblevne. Men
det er en usel Letsindighed; thi de Døde skulle leve i vore
Hjerter, ogsaa naar vi kristeligen ikke holde det for sandt, at
Døden har nogen Varagtighed, men troe for fast og vist, at Døden
er Dødens Udgang og Ende. Derimod gives der ikke Faa, som
aarelangt, ja vel for sin Livstid, ikke kunne ophøre med at sørge
og græmme sig for en elsket Afdød. De drive formelig Afguds-
dyrkelse med hans Grav, og ere andægtigere og mere rørte, naar
de beplante den med Blomster og overgyde den med Taarer,
end under den høitidelige Gudstjeneste i Kirken. Svage Sjele
tilregne den Sørgende (og Denne tilregner sig det selv) som en
stor Fortjeneste, og de finde en Art Vellyst i denne taarevaade
Smerte. Men man betragte denne ret i sit Lys, og i Kristen-
dommens Lys -- da vil den vise sig som en aldeles irreligiøs
Egenkjærlighed, som en Svaghed, imod hvilken Kristendommen
netop byder de kraftigste Midler. Hvorfor græder, sukker, sørger
man vel saa uophørligen? Fordi man ikke mere har den Fore-
|
| d.IV,b.6,s.416 |
vigede, fordi Jeg, det kjære Jeg, har lidt et Tab. Elsker man
derimod sandt og virkeligen den Døde, maa enhver Kristen finde
den reneste og kraftigste Trøst over hans Forliis i, at han ikke
mere befinder sig her, men lever hisset i en saligere Verden.
Thi er Graven ikke netop Vuggen for et højere, aandigere, lykke-
ligere, saligere Liv? Er det ham da ikke bedre hisset end her?
Og hvorfor skal man græde og uophørligen være trøstesløs, naar
men veed den elskede Henfarne lyksalig, lykkeligere end her,
fri, ophøjet over det lille dunkle, af Galskab og Daarlighed op-
fyldte, Verdensstykke, Jorden, med dens forunderlige Livs-Kome-
dier eller Sørgespil? Det er naturligt, d. e. det er grundet i
Menneskets indskrænkede Natur, at man græder og sørger, naar
man bliver noget Kjært berøvet, men det er Aandens Kraft, det
er kristeligt og fornuftigt, i Følelsen og Bevidstheden, at den
Døde nu er nybaaren for et bedre Liv, at finde Trøst og Mod
og selv Glæde. Hvo, der ikke kan dette, skamme sig idetmindste
over sin Svaghed og Mangel paa levende virksom Gudfrygtighed,
der lærer at betvinge sin ukristelige og ufornuftige Egenkjærlighed
ved Aandens Magt, som vi selv om længe eller kort behøve, for
koldblodigen at levne Jorden vort Legeme, og intet Tab at føle,
naar vi maa beqvemme os til at leve uden det Futteral, vor
Aand betjente sig af paa denne Jord. Paa Hylen og Tænders
Gniden i Helvede troer ingen Fornuftig mere bogstavelig, skjøndt
Billedet er brugbart nok; men man finder sikkerlig hiinsides en
meget større Ulyksalighed, naar vi ikke have forberedet os til
at leve uden Legeme, og dog da maa hjælpe os uden det saa
kjære Kjødelige.
Dette giver ingen falsk Anskuelse af, intet Skjævblik paa, Livet
og dets Pligter og Anvendelse her, men et freidigt Sind, der ud-
soner os med denne synlige Jordverden og ikke trælbinder og
fængsler os til de forgjængelige flygtige Former. Det giver den
kristelige, opløftende Freidighed, som trøster os ved de Kjæres
Grave, og giver os selv Mod til, naar Tiden kommer, at blive
skilte ved vore Legemer som ved et gammelt, udslidt, for trangt
blevet, Plagg -- den Freidighed, som ved alle Forliis lader os i
urokkelig Besiddelse af den saliggørende Bevidsthed: at efter alt
Forgjængeligt, Tabt og Uigjenbringeligt, bliver det Evige, det Bli-
vende vor umistelige Ejendom. Nu, saa lærer da som Kristne
|
| d.IV,b.6,s.417 |
freidigen at leve og dø som det Kristne sømmer og anstaaer, og
tænker foran det blege Liig paa Puppen, af hvis graa Hylle skal
fremgaa en herlig straalevinget --
|
| BLA BAKOVER |