|
Nr. 13 & 14, 20de Juli 1843.
Hvor rigen Høst skal bølge over Høje
maa stræbsomt Foraar Jorden forud pløje.
GODT BRUG AF ØINENE
En Biskop, der var en Ven af Oplysning og Forbedringer i et
Land, hvor det ikke gik fort med saadant, havde desaarsag mange
Modgange og Fiendskaber at bekjæmpe, uden at han dog derfor
viste den ringeste Utaalmodighed eller Ærgrelse. En fortrolig
Ven spurgte ham da engang hvorledes en saadan Selvbeherskelse
var ham mulig. "Javel, svarede den Anden ham, jeg kan nok
sige dig min Hemmelighed. At jeg altid er ved godt Humør, og
det ikke et kunstlet, takker jeg mine Øine for og det Brug jeg
gjør af dem." "Hvorledes det?" spurgte Vennen. "Jo, ved en-
hver Anledning hæver jeg den først mod Himmelen, og erindrer
mig, at hist oven er mit Hjem og min sande Virkekreds; derpaa
seer jeg til Jorden, og betænker, hvorlidet Rum jeg behøver deraf,
naar jeg engang er død og skal begraves, og saa tilsidst seer
jeg rundt omkring mig, og betragter Mængden af dem, som have
det værre end jeg. Og dette Alt lærer mig, hvorlidet jeg er be-
rettiget til at besvære mig over Livets Plager."
Et simpelt Middel -- ikke sandt? Og staaer det ikke Alle til
Tjeneste? Forsøg det derfor engang! Over den Fattige er
|
| d.IV,b.6,s.415 |
Himlen ligesaa blaa som over Kongen; Begge behøve ligemange
Fod Jord, og den Bedrøvede vil ikke have ondt for at opdage
Mennesker omkring sig, der have Aarsag til at finde sig endnu
ulykkeligere end han.
Som flyvende Vinde, vil Livet forsvinde,
som Dagen ender, sig Lykken vender,
som Aftenen synker, saa Døden vinker.
Men Stormen kun Feige kan skrække,
forsvindende Dag skal en anden kun vække,
og Roligheds Engel er Døden.
-- Hvi klager du da, og fortvivler i Nøden?
|
| BLA BAKOVER |