HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.407  
Nr. 11, 10de Juni 1843.

Den Vise gavner den Tid, han er,
og -- naar han ei er meer.

EN FORTJENT MAND
Hvad her du virked godt, det sikkert hisset staaer
som Kapital, hvoraf du her kun Renten faaer.
Og om det for en Stund dig ingen Rente giver,
dog ganske vist den lagt til Kapitalen bliver.

   For omtrent 50 Aar siden gjordes der noget for at bringe Have-
væsenet i Flor i Norge; men disse patriotiske Bestræbelser have
ikke baaret den Frugt, de fortjene. I de Egne, Frugtavl nu kan
siges at trives i, fandt denne Green af Havevæsenet Sted længe
før, saasom i Hardanger; men paa Østlandet er det, som sagt,
i de fleste Egne kun maadelig bevænt med den hele Havedyrk-
ning. Og netop den fattigere Klasse, kunde gjøre sig den saa
særdeles nyttig. De Flekker, Huusmanden har om sin Stue, ere
i Almindelighed, eller kunne let blive, overordentlig frugtbare,
og lettelig forsyne hans Huusholdning med baade Rod- og Træ-
frugter. Han og Hans vilde blive rigere og sundere, hans Bolig
tækkeligere og Landet i det Hele smukkere at see til og uaf-
hængigere af Fremmede. Det er i 1000de Dalersviis Penge gaae
ud deraf for disse Produkter, der kunne voxe for hver Mands
Dør, imellem Stene og Ur, naar han gider rydde op nogle Gryder
imellem dem og fylde noget Jord i langs Vejene -- kort overalt,
hvor nu Nesler og Tidsler røbe Bundens oprindelige Frugtbarhed.
At Have- og Frugtavl er saa lidet Hvermands Sag, er ogsaa en
Aarsag til, at de Faa, som besidde noget saadant, sjelden kunne
have det i Fred. Mangen Tyv begynder med Frugttyveri, og
dette er saa almindeligt, at Lysten til at lægge Vind paa Frugt-
avl ikke lidet hemmes derved. Imidlertid bliver det vel ogsaa
med Hensyn til disse simple Industrigrene noget bedre hos os
med Tiden, især om Menigmand faaer Øinene op for den store
Fordeel de Faa, som drive dem, kunne gjøre sig deraf, og om
det ikke mangler paa patriotiske Exempler og Opmuntringer.
Hvilken Fordeel maa der ikke være derved, naar Gartnerne
kunne staa sig godt ved at give flere l00 Daler i aarlig Afgivt for
3 -- 4 Maal Jord? De Koner, som give sig af med Havedyrkning
paa sine smaa Flekker hist og her i Forstæderne, udbringe et
d.IV,b.6,s.408   Kaalfrø, der maaskee ikke koster 1/
1000 Skilling undertiden til 12
Skilling, naar de om Vinteren bringe det som Hoved tiltorvs,
og det er dog ikke mindre end til 12000 Gange dets Værdi. Et
Æbletræ holdes i Regelen, naar det er noget tes, for ligesaa
godt som en Ko o. s. v., saa Tingen nok er værd at lægge Mærke
til. Imidlertid synes de Opmuntringer, den indeholder i sig selv,
ikke at være nok for en Almue, der er saa seen til at tage efter,
som vor. Sogneselskaber, Præster og andre Embedsmænd, op-
lyste Landmænd, og især de Almuesmænd, som gjøre en hæderlig
Undtagelse, og selv have erfaret Nytten af at lægge sig noget
paa Havevæsenet, bør ikke undlade saadanne. De mange ube-
nyttede Pletter omkring vore Hytter vise hvor højlig et Fingerpeg
behøves.
   Hvor nyttig en Mand, der af al Nidkjærhed søger i denne Hen-
seende at belære sine Medmennesker kan blive dem og sit Fædre-
land, kan sees af følgende Beretning om en Æresmand som der-
til opofrede sin hele Stræben, og hvis Navn derfor ikke bør døe.

   Fød af ringe Forældre og opdragen i Fattigdom opofrede
H. N. Brøndsted sin Ungdom til Havevæsenet. Han tjente siden
nogle Steder som Gartner og oplagde imidlertid ved fornuftig
Sparsommelighed aarlig noget af sin Løn, ligesom han og ved en
dydig Opførsel erhvervede sig Venner, der kunde understøtte
ham, naar han saae sig istand til at udføre sine uegennyttige
Hensigter. I Aaret 1784 besøgte han Flensborg og flere Stæder,
for at erhverve sig Bekjendtere, af hvilke han kunde forskaffe
sig Frugttræer og Havefrø, og 1785 rejste han til Engelland, hvor-
fra han om Høsten vendte tilbage med forøgede Indsigter i sin
yndede Videnskab, og med Havefrøe for 80 Rd. Bamble Præste-
gjeld i Nedre Tellemarken blev det Sted han vilde gavne. Did
ankom han i Efteraaret, og strax søgte han at opmuntre Almuen
til at anlægge Haver. Men Fordomme mod alle nye Indretninger
satte sig imod hans Ønsker. Han søgte derfor at blive omgaa-
ende Skoleholder, forat han ved daglig Omgang kunde vinde Al-
muens Fortrolighed. Om Dagen underviiste han Børnene i Læs-
ning, og om Aftenen de Gamle i Havedyrkning. Disse viste han
Nytten deraf og Besparelsen i Huusholdningen, lovede dem til
Foraaret at anlægge Haver og besaae dem uden ringeste Vederlag,
samt gav dem en Forskrivning paa stemplet Papir, at gjøre alt
for intet, og betale for enhver alle de Skatter, som efter deres
d.IV,b.6,s.409   Indbildning skulde paalægges dem ved denne nye Næringsvej.
Nu kom Foraaret, da han anlagde Urtehaver for enhver Jordejer
i hans hele Skolefordeeling, tre undtagne, og lærte dem at saae,
røgte og bevare dem. Alt gjorde han uden Betaling, Høsten blev
saa god, at Bønderne ej allene fik Føde for hele Aaret og Sæde-
frø til det følgende, men at de og solgte Urter til deres Naboer.
Aaret efter fik han flere Søgere, da han blev anmodet at an-
lægge over hundrede Haver. Imellem disse delte han sig med
en utrolig Lyst, og de Fattige var en Gjenstand for hans største
Iver; han kjøbte da Frø fra Skien, Brevig og Flensborg for 120
Rdlr., som han forærede til alle dem, der søgte hans Underviis-
ning. Gode Frugttræer forskrev han, lærte at indflytte og pode
i vilde Stammer, og anbefalede dette til Bondens Børn, som de
der engang kunde have Haab om at spise Frugterne. Men Di-
striktet var vidløftigt. Paa en og samme Tid kunde han ikke
gavne alle, og dog vilde han ikke, at Nogen skulde savne hans
Hjælp. Hvad var herved at gjøre? Han antog en fattig Huus-
mand, oplærte ham fra Grunden af, gav ham daglig af egen
Kasse 24 Skilling i Kostpenge, og bød ham opholde sig der hvor
han ikke selv kunde komme. Selv betalte han lige fra sin An-
komst alt hvad han nød, Mad, Huus, Klæder og Skyds fra Sted
til andet. Da Haverne i Foraaret 1787 vare saaledes anlagte,
og han selv havde tilsat en for ham betydelig Pengesum, vilde
han forlade Stedet, for at søge et mere skjønsomt Folk, der vilde
sætte ham istand til videre Fremgang i sine patriotiske Bestræ-
belser. Nogle Ædelttænkende opsatte et Opmuntringsskrivt, som
omgik blandt dem, han havde gavnet, hvori de bleve opfordrede
til at yde ham en ringe Belønning, men Udfaldet blev saare slet.
Hine faa Mænds Ønsker for ham virkede dog saa meget paa
hans ædle Hjerte, at han efter 6 Ugers Fraværelse, under hvilken
han anskaffede sig nyt Frø og Frugttræer, fortsatte sine Bestræ-
belser, og langs Kysten hen til Kragerø anlagde over 100 Haver,
hvorved Egnene vandt meget og Ejerne forsynedes med det for-
nødne, ei blot til egen Huusholdning, men end mere til aarligt
Udsalg. Det agershusiske patriotiske Selskab tilkjendte ham i
Febr. 1788 uden Æskning en Belønning af 50 Rd., hvilken Sum
Bernt Anker fordobblede. Indtil sin Død i Aaret 1800 vedblev
han saaledes, og paalidelige til Regjeringen indkomne Attester, i
Anledning af hans efterladte Enkes Ansøgning om Pension, have
d.IV,b.6,s.410   godtgjort det. For at gjøre Virkningen af sine Bestræbelser va-
rigere, antog han duelige Bønderdrenge, som han oplærte ei
allene i Havevidenskaben, men ogsaa i Land- og Jordbruget.
Nogle af disse lod han endog paa sin egen Bekostning reise til
og opholde sig i Jylland, Enhver et Aar, for at see dette Lands
Jorddyrkningsmaade, og at lære at forfærdige dets Arbeidsred-
skaber til Lettelse for den norske Almue. Fra Christiania Land-
huusholdnings-Selskab blev ham saaledes sendt tre Elever i 3
Aar, for hvilke tre tilsammen han, for deres Underviisning, Kost
og alle andre Fornødenheder, Klæder undtagne, lod sig nøjes
med 100 Rd. aarligen, som maaskee kunde være den halve Be-
taling. Hans Uegennyttighed i disse Bestræbelser var saa stor,
at en Mand af Formue, som vilde betale ham vel for hans Umage,
sjeldent eller aldrig fik ham i sin Have. Bønderne derimod gik
han ukaldet til, hvor han ei allene ingen Betaling fik, men endog
selv havde Udgivter af sin egen Pung. Til alt dette anvendte
han ei allene sin egen ringe Formue, men endogsaa alt hvad han
kunde faae laant af andre, ligesom disse havde Lyst og Evne til
at staa ham bi i hans Nidkjærhed for Almeenvel. Som et Lys,
der fortærer sig selv ved at brænde for andre, saaledes fortærede
Brøndsted sig selv, sine Kræfter og sin Formue for sine Med-
menneskers Skyld. Med et svageligt Helbred fortsatte han sin
patriotiske Iver for at opmuntre og gavne Bondestanden indtil
sin Død, ved hvilken han formedelst sin ædle Uegennyttighed og
rolige Tillid til Forsynet, efterlod sin Enke og 6 smaa uforsør-
gede Børn i en for hans Kaar ubetalelig Gjeld, til hvis Afbetaling
dog Kreditorer af Medlidenhed og Agtelse for den Afdødes ret-
skafne Tænkemaade, skriftlig tilstode Enken Anstand i nogle Aar,
med Tilladelse at blive siddende ved hans brugte Jord og Haver,
hvor nogle hundrede plantede og podede Træer da begyndte at
bære Frugter. Kongen tilstod Enken en aarlig Pension af 50 Rd.
fra 1. Jan 1801; og en Anonym indsendte 25 Rdlr. for at tilstille
hende.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE