|
Nr. 5, 10de Marts 1843.
Omvend dig itide; d. e. imedens du
kan øve Synd endnu!
DEN FORFALDNE
Paa Spillehuset trende Porte se:
Haabets een, -- Skjændselens to, -- Dødens tre!
Folk igjennem første Port indvandre,
ud af de andre.
Det var et frygteligt, hjerteskjærende Syn hos Kanthugger
Lars Olsen; men det er allerede mange Maaneder siden, saa det,
Gudskelov, neppe kommer igjen. Det var allerede saa langt
|
| d.IV,b.6,s.386 |
henne i Ugen som Onsdag Formiddag. Lørdag Aften havde
Lars faaet Afregning, og var gaaen lige til Marketenteren; han
blev bragt hjem fuld, laae Søndag Formiddag over, gik ud om
Eftermiddagen, og siden vidste Konen intet om ham før der,
Tirsdag mod Aften, kom Bud fra en Skjænkevært i en anden
Udkant af Byen, at hun maatte hente ham. Hun biede det Par
Timer til det blev noget mørkere og til et Par af Mandens Na-
boer og Kammerader kom hjem, som kunde bære ham paa en
Stige, og saa fulgte hun selv grædende med. Jo ganske rigtig!
der laa Lars; men udenfor Døren. Der havde Værten ladet ham
lægge, da han var sovet ind og ikke havde meer at drikke for.
Ja, atter ganske rigtig befunden! I hans Lommer fandt den
stakkels Kone ikke en Skilling, men Værten gjorde hende op-
mærksom paa, at Lars stod kridtet bag Disken for hvad han
havde drukket i det sidste Jevndøgn. "Mandagen over -- lagde
han til -- var det værst, at jert fordømte Sviin af en Mand gav
sig til at spille med Garnisonskarlene, som logere her; men for-
resten, Moer, saa, dersom det varer mange Solmærker før I ind-
finder jer med noget andet i Forklædet end Affaldet af jer Flæben,
saa boer der ogsaa en Inkassator her paa Salen, som er bekjendt
for at være "god," det vil sige, at have gode Kløer, og som har
alle mine Fordringer at drive eller rive ind. Jeg er en skikkelig
Mand, som holder reent Huus, og derfor lægger mine Drukne
uden for Væggen, og som har Næring nok her i Vika om ikke
Svina fra Enerhaugen komme ranglendes hid forat lade sig kridte."
Saa gik det da hjemover igjen, hvor Konen imidlertid ligeledes
havde maatte leve paa Kredit, og hvor hun fandt sine to smaa
Børn krøbne sammen ved den udslukte Ild.
Det var da den følgende Dags Eftermiddag, jeg saae Manden
hvorledes han endnu laae i Vildelse, pillende paa Lagenet med
skjælvende Fingere og smaasnakkende med sig selv.
"Han maa aarelades," hviskede jeg til Konen.
"Gudbedre mig," sukkede hun, "det kunde nok være godt; men
han har staaet over lel før uden det." Og saa fik jeg da at
vide, at han havde Besøget af sin Drukkenskabsdjævel i Rieviis,
saaledes at der kunde gaa Maaneder hen, hvori han var den
ordentligste Mand af Verden, ligesom han tillige var en Arbeider,
som Forstanderen paa Tomten nødig vilde give Slip paa.
Men nu var det ingen Anden end denne Mand, som pludselig
|
| d.IV,b.6,s.387 |
traadte ind. "Se saa, er han Lars nu endelig kommen tilbage?
Men nu har han ikke meer at gjøre hos Os. Hosbond var paa
Tomten igaar, og da han ikke fandt ham, og det var sidste Gang
han havde lovet at skaane ham, saa har han nu gjort mig afsted
med det Bud. Farvel Moer!"
Jeg kan ikke beskrive Konens Tilstand. Men Taarerne, eller
Affaldet af Flæbningen, som Marketenteren sagde, dryppede nu
igjennem Bunden paa hendes Forklæde.
"Kom med Øxen min, Anne. Nu gaaer jeg," hørte man fra
Manden borte i Sengen. "Var ikke han Jens Formand her?"
Han indbildte sig nok, at han skulde gaae paa Arbeide, siden
han lagde til, at der var god Tid endnu, da der ikke var rigtig
lyst endnu.
Men de vilde Tanker toge en anden Flugt. Eller var det For-
nuften, som igjen vendte tilbage? Thi man hørte ham græde
henne i Sengen. Han tog Lagenet og tørrede sine Øine dermed.
"Kom med Barna!" hulkede han. Men jeg gav Konen et Vink,
at han ikke var at troe. Han kunde i sin Fortvivlelse gjøre dem
noget; og Konen gløttede sagte paa Døren, og skjød dem ud i
Kjøkkenet. "Kom med Barna!" hulkede han atter. "Og saa med
Øxen, for det synes mig som om . . ." Her kom en uforstaaelig
Mumlen om Forstanderen paa Tomten, Marketenteren i Viken,
Garnisonskara, Hundredogeet o. s. v., som endelig gik over til en
dyb Snorken. "Han vil komme sig denne Gang," hviskede jeg
til Konen. "Og lad ham saa imorgen gaae paa Torvet med sin
Øx og sin Saug til det jevner sig, som jeg vil haabe, med Hos-
bond. Men lad os nu forsøge, om en Huustavle kan hjælpe for
Eftertiden." Og dermed skrev jeg med store Træk paa et Bræt,
som blev stillet ligeoverfor hans Seng, følgende
Huustavle for en Forfalden:
Hvis du med Alvor Synden hade vil,
saa had og Leilighed dertil!
I. Bed kjærligt og alvorligt til din Huustro og Venner, at vaage
over dig og nøje at passe paa, saa de aldrig taale, at du
gaaer paa Værtshuus eller hjemme nyder andet end hvad
der er tjenligt for din Sundhed! Lad dig ogsaa deri nøjes
med hvad du af dem erholder!
|
| d.IV,b.6,s.388 |
II. Overleveer hende din Fortjeneste indtil du er bleven stærk
i din Forbedring, og behold aldrig en Skilling for dig selv!
III. Naar du fristes til at gaae til Værtshuus, da siig det til din
Huustro eller Ven, at de kunne passe paa og hindre dig
derfra. Just saa vilde du raabe om Hjælp, ifald Tyve vilde
plyndre dig.
IV. Giv din Huustro og Ven Frihed til at forbyde Værtshuus-
mændene at give dig stærk Drik; ja forbyd selv disse alvor-
ligen at give dig nogen. Siig dem, at du ikke er ved dig
selv eller har din fulde Sands, naar du forlanger deslige, og
at de ligesaalidet kunne vente og fordre Betaling af dig, som
om de solgte dig Gift.
Synes disse Midler imod dig selv dig for haarde, da er det
kun fordi du selv vil fare fort i din Ødelæggelse, og kom siden
ihu, at det da er dig selv, som med Vold og Magt har villet
drage denne over dit og Dines Hoved. Du lukker din Dør for
Tyve; luk da og din Mund for en mere farlig Tyv, som du har
erfaret kan berøve dig din Samvittigheds Fred, din Fornuft, dit
ærlige Rygte, dit Brød og din huuslige Lykke."
"Nu hjalp det?" spurgte jeg Konen forleden.
"Han har ikke drukket siden," sagde hun fornøjet. "Da han
vaagnede, laae han længe og stirrede paa Tavlen. Lad den
staa, Anne, sagde han; jeg vil gjøre saa. Og saa har han gjort,
saa jeg nok troer jeg kan tage den bort."
"Nei, ikke endnu, Moer," meente jeg.
"Men han Lars er baade Medlem af Nøgterhedsselskabet og
af Arbeidsforeningen paa Enerhougen."
"Godt nok; men lad kun Tavlen blive staaende Aaret ud.
Husker du Jordsynkningen i Høst oppe ved Agerselv? Pludselig,
hurtigt, uhørligt som et Teppe daler, sank Bakken ned i Dybet.
Pigen, der kom ud med Løgt forat lukke Porten, saae ingen
Gade udenfor; hun lyste kun ned i et svælgende Dyb, næsten
vanvittig af Skræk. Saaledes er det med den engang Forfaldne.
Ligesom hiin Jordbund, kan han ikke staae ved sig selv; men
behøver Støtter og Pæle, og det stærke og dybtnedsatte."
|
| BLA BAKOVER |