|
Nr. 3, 6te Februar 1843.
Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem
med strenge Alvorsminer ved Vuggen tidligst frem.
OM UDVANDRINGS-RASERIET
Ja ret "Udvandrings-Raseriet!" det er Ordet for denne Lyst
til at udvandre til Amerika, der, som en Landfarsot, har betaget
store Strøg af vort Land. Det er vor Tids farligste Sygdom, en
Fædrenelandets Forbløden, et sandt Raseri, fordi de, som det
bemestrer sig, hverken lade sig lede af egne eller Andres For-
nuft, foragte Grunde og Exempler, opgive det Nærværende for
en endnu mere truende, uvis, dunkel Fremtid, og lade sig drive
af det ind i Hvirvelen af dennes ukjendte Lidelser. Men hvorfor
tale da derimod, naar Raad og Grunde foragtes? Jo, Lands-
mænd, fordi det ikke vilde lade Samvittigheden iro, om man ikke
destomindre advarede. Men kraftigere Advarsler ville snart ind-
finde sig i tilbagevendende Amerikafarere, om de have beholdt
saameget tilbage af det de medbragte hjemmefra eller ved Slave-
arbeide have tjent saameget sammen, at de kunne bringe sine
blege Ansigter hjem igjen. Til England vende alt Mange tilbage,
og "gaaer det saa med Folk, (kan man ret spørge) der træffe
Blodsforvandte og sit eget Sprog i Amerika -- hvorledes vil det
|
| d.IV,b.6,s.380 |
da ikke gaa mange Normænd, som i alt dette ere vildfremmede?"
Man høre blot hvorledes en Englænder beskriver en saadan Skibs-
ladning af Tilbagevendende ifjor Sommer:
"Vi førte i Rummet næsten hundrede Passagerer: en liden
Verden af Fattigdom. Nogle af dem havde kun været tre Dage
i Amerika, nogle kun tre Maaneder, og nogle havde gaaet over
med det samme Skib, de nu reiste hjem igjen med. Andre havde
for Fragtens Skyld solgt sine Klæder og havde kun Filler til at
skjule sig med; Andre havde ingen Mad, og levede af de Øv-
riges Barmhjertighed; ja en Mand (hvilket man opdagede mod
Reisens Slut) havde ikke havt andet at leve af, end de Been og
Fedtsmuler, han tog af de Tallerkener, der bleve bragte ud fra
Middagsmaaltiderne i Agterkahytten forat vaskes.
Det hele System med at skibe og transportere disse ulykke-
lige Mennesker er saadant, at det trænger til en fuldstændig
Undersøgelse. Alt hvad der kunde gjøres for disse stakkels Folk
blev gjort, men de behøvede meget mere. Loven bør se til, at
ikke for Mange af dem sættes ombord paa et Skib, og at deres
Anbringelse er anstændig: ikke usømmelig og ryggesløs. Den
bør derhos, efter hvad simpel Menneskelighed kan kræve, er-
klære, at Ingen skal tages ombord uden hans Niste i Forvejen
er undersøgt og erklæret tilstrækkelig til Underhold paa Søturen.
Den bør sørge for, eller fordre, at der sørges for en Læge;
hvorimod der i disse Skibe ikke er nogen, skjøndt Voxnes Syg-
dom og Børns Død paa Overfarten ere Ting som ganske sæd-
vanlig indtræffe. Fremfor alt er det enhver Regjerings Pligt at
gjøre en Ende paa det System, hvorved et Kompani af Handels-
mænd med Udvandrere kjøbe hos Rhederne Skibets hele Under-
dæk og sende ombord saa mange usle Folk, som de kunne faa
Tag i, paa hvilkensomhelst Betingelse de kunne opnaa, uden
ringeste Hensyn til Rummets Bekvemmelighed, Antallet af Køjer,
den ringeste Adskillelse af Kjøn, eller nogen Ting uden deres
umiddelbare Fordel.
Næsten enhver Families Historie, som vi havde ombord, var
den samme. Efter at have samlet og laant og tigget enhver Ting
til at betale Farten, vare de reiste til Newyork i Forventning
om at finde dets Gader brolagte med Guld, og havde fundet
dem brolagte med meget haarde og virkelige Stene. Foretagel-
sesaanden var slumrende; Arbeidsfolk behøvedes ikke; Arbeide
|
| d.IV,b.6,s.381 |
kunde man rigtignok faa, men ikke Betaling for det. De kom
tilbage endnu fattigere end de reiste".
Jeg har selv seet og talt med en hid Tilbagevendt, og Hjertet
maatte bløde i Livet over at saamegen Ulykke skulde ramme en
Mand, som baade var gudfrygtig, arbeidsom, ordentlig og ganske
vel udstyret med Midler, og det blot for den ene, ikke af noget
Ondt udrundne, Daarskab, at ville udvandre til Amerika. Det
var for to Aar siden til Sommeren han kom tilbage med nogle
faa Daler i Lommen af 600, som han var reist af Landet med,
med to Børn flere og hans og hans Hustrus Sundhed nedbrudt
af Sorg og overvættes Arbeide. Troer mig, Kummeren i hans
Øje sagde mere end en Bog fuld af Advarsler; hans Mine skulde
have bragt alle disse Fristere, som snige sig om og forføre til
Udvandringer, til Taushed.
Altsaa er det selv for en Mand, der er arbeidsom, ordentlig
og har Penge, haardt og, som Tilfælde var med ham jeg taler
om, stundom umuligt at komme frem i Amerika? Det havde jeg
dog ikke troet før Manden, der endogsaa havde drevet sin Or-
den indtil det sjeldne for En af hans Stand, at holde Regnskabs-
og Dagbog, beviste mig det. Og hvor vilde han nu hen? Han
græd, da jeg spurgte ham derom, og vidste ikke bedre Raad, end
at see til at komme hjemigjen paa Stavangerkanten for at for-
søge at blive Huusmand i den Egn, han for et Par Aar tilbage
havde forladt som Gaardmand.
"De vide ikke hvor galt de gjøre", sagde han, "som saaledes
forlade det Visse for det Uvisse, og uden nogen Formue nytter
det nu slet ikke, for da maa de strax tinge sig bort paa visse
Aar til offentlige eller private Arbeider hvorimod en norsk Kron-
arbeiders ere Lise og Vederqvægelse. Jeg holdt mig nu de Par
Aar fri ved det jeg havde og ved min og min Kones mest an-
strengende Flid, saa jeg, Gudskelov, dog ikke har noget at be-
breide mig for de stakkels Børns Skyld, som nu .." Her brast
Manden i Graad. Jeg saae, at han skammede sig over at komme
hjemigjen til sin Bygd, for maaskee at falde denne tilbyrde med
sin forøgede Børneflok.
"Men veed I hvad?" sagde jeg. I skulde see at faae udgivet
jer Dagbog i Trykken, saa vilde I dog for eders Velfærd og
Sundhed kunne kjøbe eder den Glæde, at blive et Guds Red-
skab til maaskee at hindre mange Landsmænd fra at gjøre sig
|
| d.IV,b.6,s.382 |
ulykkelige ved at udvandre. Eders Ord vil have mere Troendes
end disse løse og ledige Personers, der komme som et Slags
Hververe herover igjen og lokke Folk efter sig."
"Troer I?" sagde den arme Mand med et sygeligt Smiil.
"Men jeg veed selv, at da jeg engang havde sat mig i Hovedet
at udvandre, efterat en slig Hververkarl var strøgen igjennem
Bygden, nyttede ingen af alle de Grunde, jeg fra andre Kanter
hørte derimod. Jeg var ligesom fortryllet af mine egne over-
spændte Forventninger om det Guld og de grønne Skove jeg
skulde komme til hiinsides Havet."
"Nu ja, grønne Skove kom I nu vel sagtens til?"
"Ja tilvisse, men Guldet saae jeg intet til. Det jeg havde, gik
til i de grønne Skove, og i deres moradsige Bund ligger min og
min Kones Sundhed og vel det halve af vor tilbagestaaende
Levetid begravet."
Jeg skiltes ikke fra Manden før han havde lovet at faae sin
Dagbog ("En tilbagevendt Amerikaudvandrers Historie.") udgivet --
det en Bogtrykker ogsaa var villig til -- men kortefter fandt han
Leilighed hjem, og siden har man ikke hørt fra ham. Slid og
Slæb for sig og sin Familie har vel givet ham nok at bestille,
eller ogsaa har Døden, som havde stemplet ham med en stedse
tilbagekommende Trediedagsfeber, for ham, men ikke for hans
stakkels Efterladte, endt den smertefulde Række af Følger af den
Daarskab at forlade et Fædreland, hvor man dog har Udkomme,
for at vinde, som man siger, Guld og grønne Skove i Amerika.
"Men Folk med Familie, som ikke har Udkomme, gjøre ikke
de klogt i at reise til Amerika?" spurgte engang gamle Skole-
mester Ole Andersen mig, da jeg fortalte ham denne Historie,
skjøndt jeg nok vidste, at han ikke yndede Andres Udvandring
end Drukkenbolters og Karnaljers.
"Gud lade jer ikke see de Rædsler, som slige Familier som
oftest gaae imøde!" sagde jeg, erindrende det skrækkelige Syn,
jeg engang havde seet i en fransk Havn, af Familier fra det Indre
af Tydskland, ganske i Dragt og Udseende lignende vore Fjeld-
folk, som af Fattigdom havde maattet dele sig, saaledes at kun
Nogle kom over medens de Andre vandrede fortvivlede om paa
|
| d.IV,b.6,s.383 |
Bryggen, pillende op de Gryn og Kaffebønner, som Sjauere kunde
miste af sine Sække. "Komme de samlede over, og ikke kunne
betale Fragten, er det en Lykke, om der kommer Folk ombord
forat tage dem i Øjesyn som man undersøger Lastdyr, og som
da paatage sig at klarere den mod at man forpligter sig til aare-
langt, som oftest haardt, Udearbeide. Men her er ligesaalidt
at tænke paa, som noget vist, at kunne forblive sammen. Og
om de slippe iland, og de staae der paa Bryggen i disse ligesaa
overfyldte Byer som Europas, maa Moderen tidt give Slip paa
Barn og Mage, om Lykken fører en Mand til dem, der paa den
haarde Maade dog for det første vil redde dem fra Døden.
Mængden af Udvandrere gjør, at Adgang til Arbeide, før man
kommer nogle 100 Mile ind i Landet, ikke er let, og Mængden
af uduelige og slette Mennesker imellem dem gjør, at Amerika-
nerne betragte dem overhovedet med et koldt Øje. I Byerne er
det saa trangt for Erhverv, at jo ogsaa Vi have Exempler paa
at Kjøbmænd, som dog allerede vare komne i nogen Vei, vendte
tilbage; og lykkes det en fattig Familie endelig at trænge ind i
de fjerne Kolonidistrikter, da er Prisen paa Jord og Udlæg til
Huse, Besætning og Redskaber allerede saa høi, at Familien og-
saa da hjemfalder Trældommen for Fremmede, og maa deles.
Da tænker Moderen paa sin Spæde, som hun mistede paa Over-
farten og maatte see forsvinde i Havet, og hun priser sit døde
Barn lykkeligst.
Anderledes er det vel med løse, arbeidsføre Personer, især om
de kunne et Haandværk. De kunne nok slaae sig igjennem.
Men hvor skulde de ikke kunne det? I Norge har idetmindste
Haandværkerne paa Landet ingen Nød. (En Bemærkning, som
blev understøttet af den deilige Duft af en Ribbenssteg, som
Konen i Huset just bragte ind til Hans Skrædder, der fløitende
arbeidede i Sideværelset.)
"Ak!" sagde Skolemesteren med et tungt Suk, -- "den Skibs-
ladning af Udvandrere, som der ifjor stod skrevet om viste saa
liden Følelse for Fædrelandet, at de forlode det med Gevær-
salver og Hurraraab, bestod for det meste af slige usle Familier."
"Tro mig, det krænkede Fædreneland vil nok tage Hevn. Hjem-
veen vil finde dem, den og Klimatfeberen ville dele deres døende
Hjerter imellem sig. De Færreste ville undgaae, før Tiden at
maatte tjene til Gjødsel for en fremmed Jordbund."
|
| d.IV,b.6,s.384 |
"Ve over Fristerne!" mumlede den Gamle. "Det Aar er et
Forbandelsens, da Skibsfarten synes at skulle blive bestaaende
i Fragtfart med Blod, med Fædrelandets kostbareste Ejendom,
dets Børn, dets Arbeidere, dets Forsvarere, Fædre og Mødre,
inden hvis Favntag kommende Slægter slumre, og fra hvem en
Befolkning kunde udgaae stærk og talrig nok til at tage under
Hævd dets mange Dalstrækninger, der kun mangle Arme for at
give Tusinder Brød."
"Men kom herover" -- lagde han til, tørrende en Taare bort
med Ærmet -- "skal jeg vise jer et Syn hos Naboen." Og,
efterat have passeret over nogle Skraaninger, som maatte være
herlige at see til om Sommeren eller Høsten, og som endnu,
gjennem den tynde Snee, i de tætte Rug- og Bygstubber viste
en Grund, ingen Agerdyrker med Fornuft vilde forlade, og som
snarere kunde lokke Amerikanere over, traadte vi ind paa et
Gaardsrum, hvor alleslags Redskaber, Slæder, Kjærrer, Ploge,
Harve o. s. v. stode opstablede udenfor Døren, og endelig i en
Stue, hvor Mand og Kone i eet væk slæbte alskens Huusgeraad
ind og satte det langsmed Væggen. Ved Bordenden, hvor en
Karaffel med "Franskt" blinkede, sad et Par Bønder og en ung
spidsnæset Person, der var beskjæftiget med at optegne Sagerne.
"Her tager man en foreløbig Taxt over hvad Indboet omtrent
vil lade sig udbringe til, forat reise til Amerika," hvidskede Ole
til mig.
"Til Amerika!" udbrød jeg uvilkaarlig med en Tone af Uvilje
eller Forskrækkelse, som bragte baade Manden og Konen til at
sige paa eengang med stor Livlighed: "Jamen ja, til Amerika! Og
det skulde Flere gjøre." Til min Forundring bemærkede jeg, at
Glæden syntes at lyse af deres Ansigter, og med Ivrighed gave
de sig til at slæbe Huusgeraadet frem.
"Denne Dyne .."
"Denne Kjedel .."
"Nei bi nu, Kjærring. Denne Dyne, nyt Vaer og Duun, hvad
mene I om den? 12 Daler maa jeg nu vel altid faae?"
"Tretten," sagde den ene Mand, for at være akkurat, og tog
sig en Fransk en.
"Femten," slog den Anden over, og tog sig en ditto.
"Skriv da fjorten," raabte Ejeren. "Og hvormeget har vi nu?"
"Femhundrede og nitten Daler i Alt," meldte Skriveren.
|
| d.IV,b.6,s.385 |
"Ja det maa vi vel sagtens faae ved Auktionen," sagde Manden
og Kjærringen med.
"Pokker gjør I!" udbrød Skolemesteren. "Se bare til, om I
ikke maae slaae af det Halve idetmindste. At maatte sælge sin
Ejendom til betydelig Underpriis, er den første Følge af jert de-
sperate Forsæt, at ville reise til Amerika."
"Men vi har alt tinget Plads."
"Det veed nok Kjøberne, og rette sig derefter. Spørg de gode
Venner derborte, om de for en eneste Ting ville give jer efter
deres egen Taxt." Man hostede og rømmede sig stærkt derborte
ved Bordenden.
Om faa Dage sælge disse Folk Rub og Stub, og da skulle vi høre
hvad de og fire Børn have at reise for. Manden fra Stavanger-
kanten gjorde ligesaa, og dog laae der et langt bedre Præg af Tænk-
somhed og Forsynlighed udbredt over ham end over disse Folk.
Men vi skulle siden følge dem og deres Skjebne. Skolemesteren
og jeg have væddet om hvorledes den vil falde ud. Han har
væddet paa Elendighed og Død i Amerika; Jeg paa Elendighed
og Tilbagekomst.
|
| BLA BAKOVER |