|
Nr. 23 & 24, 14de Decbr. 1842.
Om Fordom æres end af Folkets Flok,
det dertil være dig ei Aarsag nok!
MAANEN
Det ærgrede Skolemesteren af det andet Slags, at han havde
maattet modtage nogen Belæring af Kaldsbroderen. Sligt var
ikke hændt ham der i Bygden, hvor han altid havde betragtet
sig som en Sol i sin egen Fjerding, og gjort Krav paa at be-
tragtes fra de andre Fjerdingers Afstand som en Stjerne af første
Størrelse og som en Komet, der maatte vække Opmærksomhed,
naar han af og til kom udenfor sit Distrikt. Dette kunde da
f. Ex. skee naar han skulde hen og hjælpe En af Bygdens For-
mænd med noget Skriveri, og som oftest stak da ogsaa en Penne-
fjeder ud fra ham et eller andet Sted som en Slags liden Ko-
methale.
Men at hjælpe Mænd som Gunder Fagerlund, Halvor Venheim,
Thron Valderstad, rene Proprietariusser, med Skriveri? Ja, Følger
|
| d.IV,b.6,s.366 |
af slette Skolemestere -- og det har været den nu voxne Slægts
Ulykke -- er uvidende Bønder, et uvidende Folk. Men man
har opdaget den, nemlig at det ikke gaaer an at lade Storthings-
mænd, Formænd og Forligelseskommissærer opdrages af afgivne
Lægdsnummere; og Ulykken er allerede bleven mindre for den
opvoxende Slægt.
Men saa ærgerlig Skolemesteren Nr. 2 end var over den mod-
tagne Lektion, lod det sig dog gjøre, at Han og Ole Andersen
kjørte et Stykke Vei i Slæde sammen. Det traf sig saa paa det
Føre, som var, kortefter sidste Tour tilvogns. Atter en herlig
Vinteraften. Fuldmaanen herskede paa Himlen. Ole sad i, Kalds-
broderen stod bag paa, og saae fra Styret, at Oles Tanker og
Øine atter vare i Himmelen, fæstede paa den straalende Maane.
Nu skal jeg give Ole det igjen, tænkte Kaldsbroderen.
"Prr! Prr!"
"Hvad er paafærde?"
"Aa, jeg vil bare stikke min Tobakspibe i Lommen, for den
er frosset til i Mundstykket. Men havde jeg saasandt et godt
Brændeglas!"
"Hvad da, Nils?"
"Hvad da? Er det ikke Fuldmaane? saa jeg nok skulde faae
tændt. Jeg synes virkelig den varmer noget." Og i det samme
vender han sin Næse, kalkunskblaa af Kulde, imod Maanen. Det
var 15 Graders Kulde. "Men ikke meget," lagde han dog til.
Skolemester Ole Andersen loe sig næsten ihjel.
"Jaja, jeg mener et godt Brændeglas, et godt."
"Om I havde aldrig saa godt et, vilde I dog aldrig opdage
Spoer af Varme ved Maanens Lys."
"Nu ja, jeg troede blot . . ."
"Udstraalede Maanen eget Lys, vilde der ogsaa være Varme
derved; men I veed dog sagte, at den faaer sit Lys fra Solen."
"Ja bevar's! Sit Lys fra Solen. Men der er dog mange under-
lige Kræfter ved Maanens Lys."
"Opløsende? Kræfter, som have Indflydelse paa flere Ting her
paa Jorden, saa det forandrer deres Bestanddele, mener I vel?
Nei! Ogsaa Fordom! Maanelyset har ligesaalidt opløsende som
varmende Egenskaber."
"End den røde Maane da i April og Mai? Den gjør dog, at
det gaaer galt med alt hvad der er spiret."
|
| d.IV,b.6,s.367 |
"Sniksnak! I de Maaneder er der ofte Nattefrost. Tidt er der
kun 4 -- 6 Graders Varme. Men om Natten slippe Planterne en-
deel af denne Varme, de have faaet om Dagen, og ved klar
Himmel, naar der ingen Skyer er, som kunne formindske Udgy-
delsen af Varmen, kan Varmetabet om Natten stige til 7 -- 8 Gra-
der, saa Plantens Varmestyrke kommer et Par Grader under
Frysepunktet eller Vandets Kuldegrad naar det fryser til Iis; og
da er det forbi, da vil man om Morgenen see den frossen. Dette
skeer ved klar Himmel, da Skyerne tjene Jorden som et Teppe,
og gjøre det luunt om den, udstraalende fra sin Side Varme imod
Jorden. Men naar det er klart, og Tiden ellers medfører det,
er Maanen synlig, og saa faaer da den Skylden for hvad der
kun er en Følge af Kuldens Stigen. Saa er det, Skolemester."
"Jamen Gartnerne bedække dog Planterne for Maanen," ind-
vendte den Anden med et tvivlende og selvtilfreds Smiil.
"Med Straa, Granbar og Potteskaar. Javist; men alt det skal
kun, ligesom Skyerne gjøre i det Store, tjene til en Skjærm der
hindrer Luften og med den Kulden fra at komme til Planten, saa
den kan beholde sin om Dagen indsugede Varme. Det hedder
nok, at det er for Maanens Skyld; men det er ikke saa. Den
er uskyldig heri."
"Da er den dog ikke uskyldig i at Kjød raadner, naar den kan
komme til at skinne derpaa."
"Ganske vist, Nils. Naar man f. Ex. lægger to Kjødstykker
paa et aabent Sted, hvoraf det ene er udsat for Maaneskin, men
det andet bedækket, vil det første raadne meget før. Men hvad
er Grunden vel hertil? Den samme som for Planterne, nemlig at
det ubedækkede Stykke vil udstraale mest af sin Varme og tage
Kulde, og med den Fugtighed, til sig; og at Fugtighed befordrer
Forraadnelse af dyriske Bestanddele, sees af at man plejer at
tørre dem for at kunne opbevare dem."
Men Skolemester Nils vilde ikke give sig. "Da er det dog
Maanen, som regjerer Veiret," mente han.
"Ogsaa Snak, Nils. De nøiagtigste Undersøgelser, gjorte igjen-
nem en lang Række af Aar, have beviist, at Veirforandringerne
ere ikke hyppigere i Qvarteerskifterne, end til enhver anden Tid."
"Men Gud bevare mig, saalænge som jeg har hørt det! Han
Bedstefar og alle andre gamle Folk -- -- "
". . . Have snakket efter sine Bedsteforældre og undladt at
|
| d.IV,b.6,s.368 |
lægge Mærke til hvad der stred imod den nedarvede forudfat-
tede Mening. Naar saaledes en Veirforandring indtræffer i et
af Maanens Skifter, bemærker man strax dette Sammentræf,
sætter dem i Forbindelse sammen, og lader imidlertid tyve andre
Qvarteerskifter som ikke ere ledsagede af Veirforandring, gaae
ubemærkede forbi. Regelen, at Nymaanen bringer slet, Fuld-
maanen godt Veir, og at det forandrer sig i hvert Qvarteerskifte,
holder jo ikke engang i sin Fremsættelse Stik; thi dersom Veiret
er slet ved Nymaane, maa det være smukt i andet Qvarteer, og
altsaa slet ved Fuldmaane."
"Jamen nu er det godt lel," sagde Niels læggende netop den
Tilbøjelighed for Dagen til at gjøre hiin grundløse Slutning, som
gamle Ole havde advaret imod. Der kunde heller ikke være et
herligere Maaneskinsveir. Nattens blide Herskerinde straalede
i en Pragt, som ganske bemægtigede sig Oles Tanker under en
lang Pause, hvorunder de vare af den opløftende og henrykkende
Natur, at man gjerne kunde sige, at han "talede med Gud", det
herlige Himmellegemes Skaber. Intet gjør Sindet lettere og gla-
dere end en saadan umiddelbar andagtsfuld Gudsdyrkelse. Det
Fornuftløse og Afskyelige i skinhellige Sektereres Maneer, at be-
gynde sin religiøse Opbyggelse i Gemytterne med Indprægningen
af den Sætning, at denne Verden kun er en mørk og sørgelig
Jammerdal, Alt under Maanen kun skikket til at vække Tung-
sindighedens Livslede, troende at aabne et klarere Øje for Himlen
over Stjernerne ved at lukke det for Skjønhederne under dem,
fremstiller sig da klarligen for den sundttænkende Sjel. Gamle
Oles Aasyn, klart bestraalet af Maanen, viste derfor, efter Over-
gange af Alvorlighed og Opløftelse, det prægtigste Lune af Verden.
Et Smiil, blidt som Maaneskinet, svømmede om hans Mund; og
hans Øine, som om de vare af et guddommeligere og friere Lys
end Stjernerne, der vare henblegnede for Fuldmaanen, kastede
tindrende Maanestraalerne tilbage.
"Tilsidst" -- sagde han, overladende sig i sit Godlune til Spøg --
"tilsidst troer I vel ogsaa, Nils, at der sidder en Mand i Maanen?
I seer de mørke Strøg der over dens Flade."
"Folk sige nok saa," brummede Nils noget ærgerlig. "Nogle
sige ogsaa, at det skal være en Kjærring med en Rok."
"Men veed I hvad disse lyse Punkter og Striber og disse
Skyggestrøg ere? De første ere solbeskinnede, rimeligviis iisbe-
|
| d.IV,b.6,s.369 |
dækkede, Bjergtinder og Fjeldrygge, de sidste ere Dalstrøg endnu
mere formørkede af Bjergenes Solskygger."
"Jovist?"
"Saa er det. Man kan ved Hjælp af Skyggen maale Høiden
af Bjergene, Dybden af Dalene i Maanen. Undertiden viser
ogsaa Maanens Rand sig tagget; det er de fritstaaende Bjerg-
tinder, der ere før blevne oplyste end deres Fod."
"Saa er der vel ogsaa Mennesker og Dyr med," mente Nils,
"siden der er baade Fjelde og Dale."
"Idetmindste ikke Skabninger som her paa Jorden, da Maanen
ikke har en saadan Luftkreds som den. Det kan man see af,
at Stjernerne, naar de bedækkes af Maanen, netop ere saalænge
usynlige som Beregningerne fordre. De træde strax frem igjen
ved dens Rand, hvilket ikke vilde være Tilfælde, om Maanen
var omgivet med et skybegrændset Luftlag."
"Men Ringen da, Ole, som ofte sees. Jeg har seet den baade
guul og rød og grøn, ja rigtig som en Regnbue."
"Det er Maanestraalerne, som brydes i Jordens Dunstkreds.
Falder der Lys igjennem en Damp, seer I det samme. Men lige-
saavist, Nils, kan I tro hvad jeg har fortalt jer om Udseendet af
Maanens Overflade, at den er opfyldt med dybe Dale og høje
vilde Bjerge, der rimeligviis paa Grund af de mange skarpran-
dede Fjeldkjedler eller Juv, som de kaldes paa Norsk, have væ-
ret og maaskee tildeels endnu ere ildsprudende Bjerge eller Vul-
kaner. Maanen er da heller ikke længer borte, end at den i en
Kikkert, som forstørrer 1000 Gange, viser sig saaledes som den
vilde see ud for blotte Øine, naar den kun var imellem 10 og 11
Mile fra os. Afstanden mellem Jorden og denne dens Drabant,
som den kaldes fordi den bevæger sig rundtom Jorden, er heller
ikke betydelig imod Afstanden fra de øvrige Himmellegemer: kun
en 35,000 Miil, og den er 50 Gange mindre. Fra Maanen vilde
derimod Jorden vise sig 13 Gange større end Maanen viser sig
for os. Og hvilket prægtigt Syn vilde det ikke være! Tilsteder
Guds Viisdom Aanden en saadan Frihed, skal min ikke før være
henkaldt fra Jorden før den fra Maanen skal beundre det."
"Ja jeg med," faldt Skolemesteren af det andet Slags ind. Der
gjennemfoer hans sløve Indbildningskraft ligesom Begyndelsen
til en Opvaagnen: eet Blink med Øinene og saa atter Øjen-
laagene i.
|
| d.IV,b.6,s.370 |
"Men hvor vilde I da vel tage Plads paa Maanen?" spurgte Ole.
"Det var vel ligegodt," mente Nils.
"Ikke saa ganske. Maanen vender jo altid den samme halve
Side til Jorden. Altsaa vilde I paa den ene Side slet ikke see
noget til den; men fra det midterste Belte af den anden vilde
Jorden stedse være synlig i straalende Pragt, og da, medens den
drejer sig om sin Axe -- ikke en af Jern, Nils, som Vognhju-
lets -- maatte dens Udseende fra Maanen vise sig højst for-
skjelligt. Havene, Landene, Skovene, Øerne maae vise sig som
ligesaamange Pletter af forskjellig Størrelse og Glands, under
idelige Forandringer formedelst Lysbruddet i Luftkredsen og de
drivende Skyer."
Det blunkede atter i Nilses Indbildningskraft. Fra den kom
et dumpt Udraab af Forundring, som Ole til sin Glæde hørte
bag sig. Ole overlod sig til sin og vedblev:
"Men hvorhen paa Jorden vilde I da først vende Eders Blik,
Nils? Hvilke Strøg vilde I da først søge?" Ja det vidste ikke Nils.
"Jo, jeg vilde søge efter Norge; og det vilde nok vise sig.
Sollyset vilde falde skarpt paa dets lange brædækkede Fjelde.
Dovre og Langfjeldene vilde vise sig som klartskinnende kryd-
sende Striber; Jothunfjeldene med Hurrungerne, Mugnafjeld, Blaa-
høe, Glittertind og alle deres mangfoldige Kuppler og Takker i
Vinkelen imellem Dovre og Langfjeldene, ligesom ogsaa Telle-
markens Fjeldstue med Gaustas skarpe Møning, vilde omtrent
see ud som Fjeldknipperne i Maanen: saa en lysende Halvcirkel,
saa en straalende Ziksaklinje, saa et Bundt af stjernetindrende
Punkter."
Skolemester Nilses Indbildningskraft blunkede tredie Gang. Han
syntes ret livagtig at see hvad Ole foreskildrede ham. Det var
ikke langt fra, at han syntes han alt var død og at Maanen var
Jorden og Jorden Maanen, og at han nu stirrede paa sin forrige
Bopæl. Den udvidedes til et Landkort for ham, og han fattede
en saadan Kjærlighed til den, at han -- faldt af Mejen inden
han vidste Ordet af det.
Da hørte Ole atter et "Prr!" bag sig. Men ikke forat tænde
Piben ved Maaneskinnet. Det havde derimod tændt Lys i hans
Sjel.
|
| BLA BAKOVER |