HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


Nr. 22, 25 Novbr. 1842.

Dødsfrygt er værre
end Døden selv, den blege Herre.

KOMETEN

   E
fteraaret og Vinteren har i sine stjerneklare Aftener en Skjøn-
hed, som vel kan opveie mange af de blidere Aarstiders; ja jeg
veed igrunden ikke hvilken, der skulde kunne lignes dermed.
Engen i Junimaaned, fuld af Blaaklokker, violette Vikkeblomster,
brændende gule Mari-Guldskoer og de høje skarlagenrøde Tjære-
blommer, byder ikke det Skue, som Efteraarshimlen besaaet med
sine Stjerner. Det er i sig selv skjønnere, det vækker endnu
d.IV,b.6,s.360   mere til dybe, opløftende og behagelige Tanker. Hele Verden
indbydes dertil, og der skal en stor Sløvhed til, for ikke, naar
man befinder sig under Stjernehimlen, uvilkaarlig at følge det
venlige Kald. To Mennesker af saavidt Dannelse, at de vide,
at disse utællelige Stjerner ere Verdener, Sole som vor Sol eller
solbestraalede Kloder som vor Jord, men større, mangegange
større, befinde sig vel sjeldent under Stjernehimlen, uden at deres
Tanker og Samtale med Opsving ledes did og derfra til denne
beundringsværdige Verdens Skaber. Men desværre, for mang-
foldige Mennesker gaaer denne sande Nydelse tabt formedelst
Mangel paa hiin simple Kundskab. Stjernerne nedstraale for-
gjæves paa deres Hoveder, som om disse vare Graasteen, uden
at vække en fornuftig Tanke, uden at naae deres Hjerter med
den velgjørende Følelse af at være værdigede et Indblik i Guds
Almagts og Viisdoms herligste Værksted. Dette manglende Op-
sving i Folkets Dannelse vil først indtræde naar det bliver bedre
overalt med Skolelærernes, saa de, ved at meddele Almueung-
dommen de simpleste Begreber af Stjernevidenskaben, ligesom
kunne aabne Verdensaltet og Himmelens Hvælving for den. Og
det gaaer jo i saa Henseende fremad, skjøndt der fremdeles er
to Slags Skolemestere, hvoraf det ene aldrig gaaer udenfor Kate-
chismen og Forklaringen. Men vor Almue færdes paa sine tid-
lige Udfarter paa Land og Sjø saameget fremfor mange andre
Folk ude under Nathimlen, at det har særegen Anledning til at
komme i Besiddelse af noget Kjendskab til denne og til at føle
den opløftende Nydelse, som denne erhverver. Ingen Kundskab
staaer heller i nærmere Forbindelse med og kan indvirke mere
paa den religiøse Bogkundskab, som bibringes det.


   Da Skolemester Ole Andersen skulde forlade Gaarden Kon-
nismo, hvor vi sidst traf ham, vilde Bonden endelig skydse ham,
da han just havde at bringe Skolemesteren i Gaardens Fjerding
samt noget Skoleinventarium videre. Det var en stjerneklar Aften
først i denne Maaned da de fore afsted paa en Arbeidsvogn.
Først sad Bondens Tjenestegut for Styret, saa Ole og hans Kalds-
broder hver paa sit Bræt. Men de "fore" ikke afsted; sagte gik
det paa Krunglerne, saa de havde Tid nok til at see sig om.
d.IV,b.6,s.361   Ingen mælede et Ord. Gutten stirrede paa Hestekrydset, Skole-
mesteren i Konnismofjerdingen stirrede ham i Ryggen, kun Ole,
som sad bagerst, havde Øinene fæstede paa den vidunderlig dei-
lige Himmel, hvor Stjernerne funklede som om de vilde løsrive
sig ifra Fæstet.
   "Jasaa -- sagde endelig Kaldsbroderen -- I troer ikke paa
Syne-Marthas Aabenbarelser, Ole?" Ole hørte ikke. Han saae
paa Stjernerne.

   "Da har jeg bøjet mit Hjertes Knæ i Troen derpaa," vedblev
Kaldsbroderen. "Og slig Vantro som jer vil vel ikke være af
nogen sød Lugt for Herren."

   Men Ole hørte ikke. Havde han hørt det, vilde han smilet
ad de vansmagelige Lignelser, som han havde fra et sekteriskt
Blad.

   "Hvorfor skulde ikke. . ."
   "Jøssu Navn!" skreg Styrkarlen. Hestene steilede. Et blæn-
dende Lys gjorde Alt klart som om Dagen, saa Grantræernes
Naale syntes paa begge Sider af Vejen. En Ildkugle buede sig,
med en lang Stribe efter, fra den ene Aas til den anden.

   "Se! se! Hvor herligt!" udbrød Ole . . "Ak, alt forbi!"
   "Kalder I det herligt?" sagde Kaldsbroderen.
   "Kalder I det herligt?" sagde Styrkarlen, og sprang af, ven-
dende Hestene om. "Jeg kjører ikke længer."

   "Nu! hvad mener du da det var?" spurgte Ole. "Hvad det
var? Det var vel godt at see, at det var Dragen i Nynabben,
som nu foer over til Mistbjerget. Det er jo noksom bekjendt.
Bare spørg han Far. Jeg kjører ikke længer, om jeg saa fik alt
det Guld den ruger over."

   "Dragen!" loe Ole. "Dragen?"
   "Nei, Guldbrand!" faldt den anden Skolemester (han af det
andet Slags) ind. Det er bare Overtro, skal jeg sige dig. For
det vi saae med den lange Ildsvands efter, var, skal jeg sige dig,
en Komet. Men der er noget endnu værre. Det er et Varsel
om en større Ulykke, end at vi skulle vælte paavejen skjøndt
det nok er bedst, at vi vende om saa fort vi kunne."

   Men nu blev Ole vred og tog Tømmerne selv. Og med det
Samme han nu satte Vognen i Gang igjen, fik han ogsaa en Sam-
tale om Kometer paaglid, hvoraf den anden Skolemester og Gutten
fik lære noget bedre end det dumme Tøi, som før opfyldte deres
d.IV,b.6,s.362   Hjerner. Efterat have underrettet dem om, at det Syn, de vare
blevne saa forskrækkede over, var en saakaldet Ildkugle, en
Selvantændelse af brændbare Dunster i Jordens nærmere Luft-
kreds, og at dette Særsyn altsaa ikke vedkom Stjernehimmelen,
mod hvis lysende Punkter det, uagtet sin tilsyneladende Størrelse,
var et Intet, spurgte han sin Kaldsbroder, om hvad han da for-
stod ved en Komet.
   "En Komet?" svarede denne vigtig og raskt. "En Komet? Nu
skal vi bare høre. Gud fri os bare for dem! En Komet er et
uhyre stort Riis af Ild, som Gud hænger ud paa Himmelen naar
en stor Ulykke skal ramme Jorden, enten Krig, Pestilense eller
Uaar. Undertiden seer den ud som et Troldhoved med flammende
Haar, og da. . ."

   "Ikke saa galt som Lignelse," sagde gamle Ole smilende. "Ko-
meterne see virkelig ofte ud som et Ildriis, og naar I ikke vil
tænke jer Hovedet af Udseende større end en af de mindre Stjer-
ner, skjøndt Haaret kan være saa langt, at det synes at række
over en god Deel af Himmelen, kan ogsaa jer anden Lignelse
lade sig høre. Men forøvrigt kunne disse Lysstraaler ogsaa vise
sig foran Kometen, og da bør de heller kaldes dens Skjæg, skjøndt
"Hale" nu er deres brugelige Navn hvordan de saa sidde. En
Komet er ellers et Himmelegeme, der, med eller, som oftest, uden
Hale, men altid omgivet af en Lystaage, bevæger sig i en saa
aflang Cirkel, at det under en Deel af sit Omløb forsvinder for
os. De øvrige Himmellegemer veed I vel enten staae stille, fordi
de ere Sole, eller bevæge sig i Cirkler omkring vor Sol ligesom
den Stjerne, vi beboe, gjør."

   "Javist, javist!" sagde Skolemesteren en af det andet Slags
med utrolig Raskhed.

   "Uregelmæssigheden af Kometernes Baner," vedblev vor gamle
Ven," der endog gaaer saavidt, at de stundom gaae fra Øst mod
Vest, medens alle de Stjerner, der bevæge sig om vor Sol gjøre
dette fra Vest mod Øst, samt Mangel paa Iagttagelser i ældre
Tider, har gjort dem saa vanskelige at bestemme og gjenkjende,
at man af de mangfoldige Kometer, som have viist sig, endnu
kun har nøje bestemt og beregnet Tilbagevendelsen af tre. Saa-
ledes var der, om I husker det, en at see netop for 7 Aar siden,
i Novbr. 1835, og den samme havde man iagttaget tre Gange før
med et Mellemrum af 76 Aar, nemlig i 1607, 1683 og 1759. I
d.IV,b.6,s.363   1832 viste der sig ogsaa en, man forhen havde beregnet Tilbage-
komsten af, og om hvem det hedte, at den vilde gaae saa nær
Jorden, at der var Fare for et Sammenstød."
   "Et Sammenstød!" raabte Skolemesteren af det andet Slags.
   "Et Sammenstød!" raabte Gutten.
   "Ja et Sammenstød!" vedblev Ole; og det er ikke første Gang
Folk har ladet sig skræmme deraf til at sælge Alt hvad de havde,
eller til at ødelægge det ad den korteste Vei, nemlig gjennem
Struben, fordi Verdens Ende da skulde indtræffe. Baade her i
Norge og andre Steder maatte lærde Folk udgive Bøger forat
standse slig Galskab af Frygt, Uvidenhed og Letsindighed. Men
virkelig, den Komet gik den 29de Oktober for 10 Aar siden igjen-
nem Jordens Bane i Himmelrummet i et Punkt hvor Jorden be-
fandt sig ikke længer end en Maaned efter."

   "Gud bevares!" raabte Skolemesteren fra Konnismofjerdingen,
og "Gudbevares!" raabte Tjenestegutten efter.

   "Bliv ikke bange derfor," sagde Ole. Den var da ikke mindre
end 9 Millioner norske Mile borte fra Jorden, siden den løber
med en Hastighed af omtrent 300.000 Miil om Dagen. I Aaret
1805 var den Jorden 10 Gange nærmere, uden dog at gjøre nogen
Skade. Men hvad troer I den da skulde betyde? Jo, i Over-
troiskes Øine, at Bonaparte skulde begynde en stor Krig. Og
bagefter betød naturligviis den store ildrøde, som viste sig i 1811
med en Hale, der var 18 Millioner Mile lang, hans ulykkelige
Feldttog i Rusland."

   "Men" -- spurgte Kaldsbroderen, og Munden blev staaende
aaben efter Spørgsmaalet -- "er det da ikke muligt, at en Komet
kan støde sammen med Jorden?"

   "Eller med en anden af de Stjerner, som høre til vor Sol? Jo
vel! Da de bevæge sig i enhver Retning, gjennemløbe langstrakte
ovale Baner, der overskjære disse Vandrestjerners, er det altsaa
ingen afgjort Umulighed, at et Sammenstød kunde træffe; men
det er saa højst usandsynligt, at vi gjerne kunne være rolige der-
for. Thi Jordens og Kometernes Størrelse er saa ubetydelig imod
det umaadelige Rum, hvori de bevæge sig, at der blandt 281 Mil-
lioner mulige Tilfælde kun gives eet eneste, som taler for begges
Sammenstød. Med andre Ord, hver Gang en ny ubekjendt Komet
viser sig, kan man vædde 281 Millioner imod en Ener, at den vil
gaa noksaa peent forbi. Og see heraf, hvor taabeligt det vilde være,
d.IV,b.6,s.364   om Mennesket, i de faa Aar, det har at tilbringe her paa Jorden,
vilde gjøre sig nogen Ængstelse for en saa ubetydelig en Fare."
   "Men Kometens Hale, som I sagde var saa lang?" bemærkede
den anden Skolemester. "Den kan vel naae jorden og saa
maatte denne vel brænde op?"

   "Kometerne selv ere hverken meget store eller meget tætte.
Man har fundet dem af kun en Størrelse af fra nogle faa indtil
omtrent 400 Miles Gjennemsnit, saa de ikke kunne udøve nogen
overordentlig Tiltrækningskraft paa den lysende Materie, som
danner deres Hale. Jorden maatte altsaa nok kunne trække en
Deel af denne ind i sin Luftkreds, især naar man betænker den
uhyre Afstand, der kan være imellem selve Kometen og det
yderste af dens Hale; men hvad Følgerne vilde blive, lader sig
ikke opgive, da vi ikke kjende af hvad Materie denne bestaaer.
Man har troet, at den tørre Taage, der et Par Gange har viist
sig i længere Tid ligesom en Landrøg, var Dele af en Komethale;
men det forholder sig ikke saa. En saadan Taage kan jeg erindre
viste sig i den tørre Sommer 1831; men at den ikke kom af
Nærheden af nogen Komet, var indlysende nok af at man ikke
opdagede nogen Komet, uagtet Stjernerne ellers godt kunde sees
igjennem Taagen."

   "Men hvorfra kom den da?" spurgte Skolemesteren Nr. 2. "Jeg
kan ogsaa erindre den, og jeg sagde til Skoleungdommen, at den
kom fra Braaterne."

   "Det var hentet for nær fra" -- mente Nr. 1 -- "Den tørre
Taage i 1831 strakte sig over en stor Deel af vor Verdensdeel,
og saa langt ryge ikke de norske Braater. Fra Jorden kom den
upaatvivlelig: fra Forandringer i Jordens Indre. Thi jeg erindrer
at have læst, at der ligeledes i 1783 var en endnu stærkere og
videre udbredt Tørtaage, og samme Aar var udmærket ved over-
ordentlige Jordskjælv baade i Nord og Syd af Europa. Fra Jorden
eller fra dens Dunster kom ogsaa Ildkuglen ista, og . . . ja, ser
der! den med.

   Et Stjerneskud gled just majestætisk henover Himlen.
   "Ja det var ogsaa en Ildkugle," sagde Skolemester Ole; "men
en mindre! en antændt Dunst i Luftkredsen og dens Nedslag,
ikke nogen Stjerne, som faldt."

   "Gid jeg havde ønsket noget," sagde Tjenestekarlen; "saa havde
jeg faaet det."

d.IV,b.6,s.365      "Jeg ønskede noget," lo Ole Andersen. "Jeg ønskede, at alle
de mørke Dunster af Overtro, som findes i Menneskenes Hove-
der, maatte blusse op og forsvinde ligesom disse, der drive imel-
lem Himmel og Jord."



   Vognen rullede videre under de blinkende og straalende Stjer-
ner. Gutten lavede stille for sig selv et Ønske færdigt til næste
Stjerneskud, Skolemesteren af det andet Slags opfriskede, for
hvert et Stød Vognen gjorde, sin Indbildning om det Stød Jorden
dog i eet af de 281 Millioner Tilfælder kunde faae af en Komet,
og gamle Ole tænkte paa det Forunderlige i, at den dunkleste
Oldtids Hyrder paa Mesopotamiens Sletter før Abrahams Tid,
for 4000 Aar tilbage, skulde have en aabnere Sands for Stjerne-
himlens Undere og Herlighed og bedre Kundskab om den Viis-
dom, som aabenbarer sig derigjennem, end vore oplyste Dages
Almue og flere af deres Skolemestere, end han fra Konnismo-
fjerdingen, har.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE