|
FATTIGMANDS DYD
Det vilde være Armodens og de simple Kaars største Ulykke,
om det skulde være dem negtet at øve Menneskekjærlighedens
og Høimodighedens Dyder. Tvertom, disse ere først ret herlige,
naar det er Fattigdommen, som øver dem. Fra et foregaaende
Nummer vil man erindre, at der i Frankrig er et Selskab, som
har til Øiemed at opsøge og belønne netop de Dyder, som findes
i Hytterne, og i Danmark har ogsaa noget lignende fundet Sted.
Et sluttet Selskab havde nemlig udsat en Belønning af 50 Daler
for den ædelmodigste Handling af En af Almuen, hvilken lod sig
godtgjøre ved tilbørlige Vidnesbyrd, hvorhos det ogsaa havde
udsat to mindre Belønninger for de to næst gode Handlinger.
Paa Kongens Fødselsdag skulde de uddeles, og de tre Personer,
som vare blevne tilkjendte Prisen, bleve da afhentede til Sel-
skabet i en Karet. Den første var en fattig Soldat, som havde
taget nogle Børn til sig, hvis Fader havde dræbt sin Kammerad
i en Overilelse. Den Anden, en fattig Borger, havde taget en
fremmed Mand med fem Børn, som var kommet fra Island, i sit
Huus, underholdt dem i to og tyve Uger, og stundom endog deelt
med dem sit kummerlig fortjente Brød. Den Tredie var en Tje-
nestepige, som havde anvendt sin suurt fortjente Løn til at husvale
|
| d.IV,b.6,s.342 |
sine gamle og fattige Forældre, hvoraf den ene dog kun var hendes
Stedmoder, og som af barnlig Kjerlighed havde negtet sig selv
endog det Nødvendigste. Den Første fik den høieste Belønning,
og de to Andre de næste Præmier af tredive og af tyve Rigs-
daler. Da disse tre ædle Mennesker indfandt sig i Selskabets
Værelser, anviste man dem strax den øverste Plads. Her gjeldte
ingen anden Rang end den Dyden indrømmer Mennesket. Der-
paa blev der opført en Kantate, og holdt en Tale til disse ret-
skafne Folks Hæder. Da denne var endt, bleve Belønningerne
uddeelte. Om Aftenen drak man over Bordet de Belønnedes
Skaal, under Paukers og Trompeters Lyd. Det var en sand Fest
for Ædelmodighed og Dyd. En af Selskabets Direktører aabnede
nu Ballet med Tjenestepigen og ethvert Medlem bevidnede disse
Ædle sin uskrømtede Høiagtelse.
Det er vel saa, at Veldædighed just ikke synes at være den
Dyd, der er anviist mangen En i trange Kaar til Udøvelse; men
een er der, som han ofte har Leilighed til at udvise, og det er
Redelighed i Arbeide, i Handel ved Fund og mange Leiligheder.
Og i gamle Dage idetmindste havde den norske Almue Ord for
en saadan Redelighed, at en Reisende kunde tabe sin ulaasede
Vadsæk paa Landeveien og faae den urørt sendt efter sig hele
Landet igjennem. Nu desværre, at slutte efter Strafanstalternes
Overbefolkning af Almuesmennesker, der straffes for Uredelighed,
lader det sig vel ikke sikkre for at saadant kunde skee. Man
maa heller see flittig bag sig, at ikke Randselen bliver skaaren
væk. Alligevel er der nylig indtruffet et Tilfælde, hvor endeel
Mænd af Almuen har viist ædelmodig Uegennyttighed imod Frem-
mede. Et stort Krigsskib fra Rusland forliste nemlig i denne
Maaned paa Vestlandet, uden at synderlig andet af Godset der-
paa blev reddet af de modige Lodser, som besørgede Mandskabet
iland, end en Kasse med omtrent 3000 Daler. Den Bjergeløn,
de nu kunde gjøre Krav paa, vilde beløbet sig til ikke mindre
end henved 800 Daler; men da de hørte, at disse Penge vare
det fremmede Mandskabs Sparepenge, erklærede de Alle som
Een, at de frafaldt alt Krav paa nogen Andeel. At høre saadant
engang imellem, virker paa Hjertet velgjørende som en mild Regn
paa Marken. Dets Tro paa Menneskenes overvejende Tilbøje-
lighed til det Gode og paa at vort Folks gamle Dyder, stormodig
Uegennyttighed og gjæstmildt Ædelmod, endnu lever i det, faaer
|
| d.IV,b.6,s.343 |
da ny Næring, og uden den maatte man som Menneske føle sig
ulykkelig og som Landsmand skamfuld paa de Vanartedes Vegne.
|
| BLA BAKOVER |