|
|
| d.IV,b.6,s.320 |
Nr.15, 15de August 1842.
Onde Tanker banke altid paa.
Luk til, saa maa de gaae.
NOK ET PAR BREVE FRA EN SLAVE
Udgiveren har bemærket, at det i Nr. 12 leverede Brev fra
en Slave er bleven læst med Begjærlighed. En Kone vestenfra,
som jeg bød endeel Nummere, forskjød alle de andre og udbad
sig blot det, og jeg er bleven anmodet om endnu at levere et
|
| d.IV,b.6,s.323 |
Par til. Man vil da finde dem her uden en Tøddels Forandring,
saaledes som de ere skrevne i Slaveriet fra En, der før har havt
Ord forat være en af de Værste, idetmindste til at holde paa,
men hvis Opførsel nu ganske skal stemme med den angerfulde
og religiøse Tone i hans Skrivelser. De maa læses med den
Tanke, at den lykkelige Sindsopløftelse, deres Forfatter har kun-
net naae ved Oprigtigheden af sin Anger og Religionens Hjælp,
ikke lader sig erhverve ved at friste Guds Langmodighed, som
om der altid vilde blive Tid til Omvendelse og Forsoning, og at
den besiddes for et lettere Kjøb af Retskaffenheden som en na-
turlig Gave. Den Forvandling, som er foregaaen i Brevskriverens
Sind, er et af de sjeldnere Tilfælde; men lad det derfor være
belærende og advarende mod den Lastens Letsindighed, som
vover Ulykke og Skjændsel for sig selv og sine Kjæreste, og som
først af disse Tugtelser vil lade sit Bedre komme til Vækkelse.
Det hænder, som sagt, ikke altid. Stundom forhærde de og
sløve Erkjendelsen, saa Straffens Hensigt forspildes, og Forbry-
deren ikke seer i denne en viis Indretning i Guds Haand til hans
Forbedring, men kun en menneskelig Hevn af Staten imod den
Enkelte, der ikke har respekteret dens Love, og som man derfor
vel formedelst dens overvældige Magts Skyld er tvungen til at
lide under, men imod hvem man har en naturlig Ret til at øve
Gjengjeld ved første Leilighed i nye, men listigere, Forbrydelser.
Disse ere de Uforbedrelige, som ryste tænderskjærende i sine
Lænker, og hvem disse ere dobbelt tunge, om end deres Vanære
er dem let. Kunde man læse i Hjerterne -- Fængselsporten vilde
da lukke sig for stedse for Mangen, som snart skal befries, og
som stunder derefter, for endnu en Gang at vove Spillet ved
Statssamfundet, men maaskee aabne sig for mangen Livsslave,
paa hvis Sjel Straffen har virket saa velgjørende, som paa For-
fatteren af disse Breve.
"Gode Forældre!
Eders kjærlige Skrivelse af 21de Januar d. A. har jeg i sin Tid
rigtig modtaget, men har ei villet besvare samme førend en pas-
sende Leilighed gaves, og denne finder jeg just nu, idet Hr. Pa-
stor A -- , der har besøgt mig her paa Stedet, godhedsfuld har
|
| d.IV,b.6,s.324 |
lovet mig at ville medtage nærværende Skrivelse. Jeg har Intet
om min legemlige Tilstand at berette, da min Hilsen, Gud være
lovet, er god, og mit nødtørftige Ophold har jeg daglig ved Ar-
beide paa den herværende Vaabenfabrik. Ogsaa mine høie Fore-
satte ere mere end gode imod mig, saa at i denne Henseende
Intet er tilbage at ønske. Jeg seer af hiin Skrivelse at I, lige
indtil mit sidste Brevs Modtagelse, have svævet i Uvished om
mit Opholdssted. Ja, jeg har naaet mit fortjente Bestemmelses-
sted! og anderledes kunde det heller ikke blive. I alt for lang
Tid sværmede jeg om paa alleslags Veie, alene for at tilfreds-
stille mine syndige Begjærligheder; men Gud være takket, der
aabnede mine Øine og gav mig Kraft til at kæmpe imod Synden,
som jeg før fulgte saa villig, og endnu efter Kampen med den
føler jeg dens tunge Haand at hvile paa mit Bryst -- men jeg
følger den ikke længer villig; jeg anseer ikke dens Veje for For-
lystelsens Veje, og ingensinde har vel Nogen fundet dem at være
Lykkens og Rolighedens Veje. Anger er en herlig Kjæmper imod
den; men dog for svag. Bod er alene dens Seierherre, -- men
denne fordrer meget, og strængt -- hvor strængt, kan Forløse-
rens Forsoningsdød alene bekræfte. Jeg har syndet og jeg har
angret -- men har jeg afsonet? Tør jeg haabe, at den Livets
Strøm, som udflød fra Golgatha, vil blande sig med mine Angers
Taarer og for evigt udslette mit Synderegister? Jo! Frelserens
Lidelse og Død for mig har befæstet et Haab i mit Inderste, og
dette usvigelige Haab strækker sig endnu videre. Jeg føler mig
ikke altid nedtrykt; stundom er jeg opfyldt af en Lyksalighed,
der langt overveier min Nedslagenhed; kun med lange Mellem-
rum komme mine Fortids Erindringer over mig. Det Forbigangne
griber mig da med Sjeleangst, det Nærværende med Marter, men
om det Tilkommende har jeg det ubegrændsede Haab, at evig
og uendelig Salighed vil vorde den til Deel, der vender sig til
Herren imedens han er at finde, oprigtig fortryder og angrer sine
begangne Feiltrin, bevarer sin Sjel for nye Fristelser, og med
Bøn og Betragning alene helliger sig til Den, der er det Heles
Ophav og Bestyrer, og hvis uendelige Barmhjertighed er os for-
jættet paa saamange og mangeslags Maader. Jeg har syndet
storligen. -- Jeg har syndet imod Gud og imod Eder, ærværdige
Forældre, -- men liig den forlorne Søn vender jeg mig med Bøn
til Eder om Tilgivelse, og jeg er forvisset om at det ædle Fader-
|
| d.IV,b.6,s.325 |
og Moderhjerte til denne stedse staaer aabent. Næst Gud har
jeg Eder at takke for Livet -- som, anvendt til dets rette Be-
stemmelse, kunde have bragt mig selv Lyksalighed, mine For-
ældre, Sødskende og Hustru Hjælp, Trøst og Glæde, og mig
derfor mine Medmenneskers Agtelse, men ved en feilagtig An-
vendelse er bleven til mine Beslægtedes Sorg og Bekymring,
mine Medmenneskers Foragt og mig selv til Skjændsel; -- i dette
Liv kunde jeg have virket saa meget Godt for Eder og mig selv;
kunde have trøstet og husvalet Eder i Alderens Dage. Nu der-
imod maa jeg overlade Trøst og Husvalelse til Ham, der ogsaa
uden mig kan lindre Eder i Kummerens Tid, -- og jeg veed det
vist, Han vil aldrig forlade Eder, vil aldrig forlade den, der sæt-
ter sin rette Lid til ham. Fæster derfor ene og alene Eders
Tanker og Bønner paa og til ham, kjære Forældre, og med sand
Fryd skulle I finde Eder tilfredsstillede. Eders timelige Trang
er jeg fortiden sat udaf Stand til at lindre; men Eders evige Vel
ligger mig meget paa Hjertet, og jeg ønskede saa gjerne for Eders
egen Skyld at drage Eder nærmere til Gud og hans kjære og dyre-
bare Søn, vor Forløser. I saadan Hensigt sender jeg Eder her-
ved nogle aandelige Bøger, ved hvis andægtige og eftertænk-
somme Læsning I vist ville finde de herligste Skatte for Eders
udødelige Sjel, -- hvortil Gud lægge sin rige Velsignelse!
Hr. Pastor A -- underrettede mig ved hans Besøg hos mig,
blandt andet, om at min Søster Maren græder meget over mig,
og jeg kan ikke fortænke hende heri; -- men jeg kan ikke hjælpe
hende, og maa alene anbefale hende Taalmodighed, der med Tiden
lindrer enhver Sorg. Forresten henledes hendes Opmærksomhed
ogsaa paa hvad jeg foran har yttret til Eder, og beder jeg hende
atter om Tilgivelse.
Min kjærligste Hilsen til Eder, kjære Forældre og elskede Sød-
skende! Gud styrke og opholde Eder Alle i sand Tro og Tillid
til ham, der alene kan give os Kraft til at vandre paa Sandheden
og Dydens Vei!
Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842.
Eders altid hengivne Søn
H -- P -- G -- "
|
| d.IV,b.6,s.326 |
"Elskede Kone!
Ved nærværende Leilighed med Hr. Pastor A -- , der ei alene
har været saa god at besøge mig paa dette Sted, men ogsaa
lovede at besørge dette Brev til Dig, ligesom et til mine For-
ældre, er det jeg endelig meddeler Dig den første Underretning
fra mig. Du veed maaskee allerede af mit foregaaende Brev til
mine Forældre hvad der bragte mig hid, og altsaa ikke et Ord
mere herom. Min Skjæbne er velfortjent, og med Tak til Gud,
der har lært mig mine store Synder at kjende, lider jeg min Straf
med Taalmodighed. Min Helse er god, og dagligt Brød har jeg,
hvorfor jeg er Gud og mine høie Foresatte evig Tak skyldig.
Ikke alene for Legemets Nødtørft er det jeg erkjender Guds
Godhed imod mig, men en langt større Naade har han beviist
mig, idet han har viist mig den sande Vei til det evige Liv ved
vor Herre Jesum Christum. Du veed fra Fortiden af, gode Kone,
at jeg, formedelst mine skrækkelige Udsvævelser, allerede den-
gang maatte synes forloren for alt Godt, og at allerede dengang
intet Haab var om at redde mig fra Fordærvelsen: saameget
mere maatte denne Vished tiltage, jo mere Du fik at høre om,
at jeg fremdeles fremturede i mine Vildfarelser, ja, at til Slut-
ning det Skrækkeligste vilde spørges om mit Endeligt. Dog! den
gode Hyrde der ikke vil, at et eneste af hans Faar skal fortabes,
men forlader de andre for at søge dette, denne gode Hyrde har
heller ikke undladt at opsøge mig arme forvildede Synder, og
ved hans idelige Barmhjertighed og Naade er det bleven mig
klart, at ogsaa jeg, den dybt sjunkne Forbryder, har fundet Naade
for hans Aasyn. O, hvor gjerne ydmyger jeg mig under den
menneskelige Retfærdighed, der kræver Fyldestgjørelse for mine
mange Brud paa Samfundssikkerheden, men hvormeget mere
maa jeg da ikke bøie mig og nedknæle i Støvet for den kjære
Fader, der har lettet min Samvittighed og borttaget min svare
Syndeskyld? Jeg finder ikke Ord til at beskrive Dig min Sjels
lykkelige Tilstand selv i min iværende ulykkelige Stilling som
Menneske, og hvormeget maa jeg ikke nu sande Skriftens Ord:
at Alt tjener dem til Gode, som i Sandhed elske Gud? Min dag-
lige Beskjæftigelse her er stadigt Arbeide og i mine Hviletimer
Underholdning ved Læsning af gode Bøger. Mine første og sid-
ste Timer paa Dagen derimod ere ene og alene opoffrede Bøn
|
| d.IV,b.6,s.327 |
til min Gud og Betragtning over mig selv, hvilket jeg heller ikke
kan undlade til enhver Tid paa Dagen, ei engang under Arbeidet.
Hvor glad er jeg ikke, naar jeg efter fuldendt Bøn reiser mig,
og ved enhver Gjentagelse heraf føler mig lettere og freidigere
til at gaae mine Tyngsler imøde! O! maatte Enhver saaledes som
jeg føle sig lettet og befriet fra den syndige Verdens Aag -- og
dette maa upaatvivlelig den der beder med sand Tillid og af et
oprigtigt Hjerte, -- hvormange var det da ikke, som, istedetfor
at smile haant til den Bodfærdige, nedkastede sig for den Al-
mægtiges Throne, og i ydmyge Bønner anraabte om den Naade
og Sjelefred, som de under deres letsindige Vandel desværre
maae savne?
Saa vel jeg end befinder mig, kan jeg dog ikke blive fuldkom-
men tilfredsstillet, forinden jeg har Vished om din Tilgivelse for
min store Brøde imod Dig. Det er derfor egentlig Hensigten af
nærværende Skrivelse, at forvisse mig om at Du intet har imod
mig, men derimod tilgiver mig hvad jeg har syndet imod Dig.
Kjære Kone! glæd mig med Underretning herom. Saavist som
Du selv ønsker Dig tilgivet af vor naadige Himmelske Fader for
dine egne Overtrædelser, og saasandt jeg forsikkrer Dig om, at
jeg nu er bleven et ganske andet Menneske end dengang Du
kjendte mig, ligesaa vist haaber jeg at Du er redebon til at til-
give. Du undseer Dig maaskee for mig, fordi Du føler, at Du
selv ei er brødefri; men dette er forlængst tilgivet dig fra min
Side, og inderlig har jeg ogsaa bedet Gud om Tilgivelse for dig.
Jeg beder dig, at Du i din forladte Stilling sætter din Lid til
Gud, der saa gjerne er de Forladtes Trøst og Forsvar, og Du
skal see, at Du ikke forgjæves henvender dig til ham. Med-
følgende Andagtsbøger sendes dig som en Erindring. Gid deres
herlige Indhold maa glæde din Sjel i eensomme og mørke Timer,
idet Du tillige derved bringes paa Tanken om din ulykkelige
Mand, og du gives Anledning til Betragtning over hvor dybt
Mennesket ved at foragte Guds Naade og Barmhjertighed, kan
falde! Skulde Du, som jeg ret hjertelig ønsker, finde Smag i
denne Læsning, skal jeg med Guds Hjælp senere hen søge at
faae tilsendt dig flere aandelige Bøger. For denne Gang maa
jeg afbryde med Hilsen til dine kjære Sødskende og hele Familie.
Overbeviist om, at Du snart tilskriver mig, og dermed trøster
|
| d.IV,b.6,s.328 |
mig med Tilgivelse for min Ondskab imod dig, ønsker jeg dig
Guds naadige Fred og Velsignelse, der ogsaa blive dit uskyldige
Barn til Deel!
Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842.
Din oprigtigt angrende og hengivne Mand
H -- P -- G -- "
|
| BLA BAKOVER |