HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


No. 13, l9de Juli 1842.

Uden Ære børjet paa
plejer ud med Skam at gaa.

BREV FRA EN SLAVE

   N
edenstaaende Brev er bleven Udgiveren velvilligen tilstillet,
og den rørende Tone af Anger deri giver det formeentlig Ad-
komst til Plads i et Blad, hvis Hensigt ogsaa er, at advare den
talrige Klasse, hvoraf desværre kun altfor mange befolke Straf-
anstalterne. Det optages derfor her, kun ubetydeligen rettet i
Stiil og Retskrivning. Begynder først Angerens nagende, men
velgjørende Følelse at røre sig i den ulykkelige Strafdømtes Hjerte,
som synligt er i Brevskriverens, da vil der ogsaa snart vindes
Plads deri for glædeligere Følelser: for den salige af at Gud har
tilgivet ham -- men for hans Angers, ikke for hans Lidelsers,
Skyld -- for Haabet om, at de Mennesker, han meest har for-
brudt sig imod, ogsaa ville tilgive ham, og om, at vel omsider, i
de fleste Tilfælde, den strenge Stat ogsaa vil tilgive ham og til-
stede ham at finde bedre Dage, end de, der nu henslæbes i Læn-
ker og i Vanære. Anger, men oprigtig Anger, udsoner alt, og
skjænker ganske vist, om Loven ikke kan forsones før Døden,
i dennes Stund den Rolighed og Tilfredshed med at forlade Livet,
som er meer end en Forjettelse om en Salighed hiinsides, ja alle-
rede dens Begyndelse. Men en anden, en hyklet, Anger for-
d.IV,b.6,s.310   værrer og nedriver Alt, tilintetgjørende Straffens Øjemed, forø-
gende Menneskenes Foragt, om den opdages, forhærdende under
et Skal de lastefulde Tilbøjeligheder, saa Befrielsesstunden kun
fremkalder en farligere Forbryder, hvis Bane som oftest kun
bliver kort, og saa at Dødsstunden kun træffer en ond Aand,
færdig til at fare bort til Straf, til Straf i sit eget, ligesom af
Slanger fortærede, Indre og i de øvrige Henfarnes Medynk og
Foragt, indtil -- vi tør haabe og tro det -- den frelsende Anger
dog omsider overvinder hans Forhærdelse, ligesom Blomster og
Grønt, der lidt efter lidt spire op af det nedbrændte Baals Aske,
og Sjælen vinder sin naturlige Tilbøjelighed til det Rette, Erkjen-
delse af dette, Kjærlighed til Dyden og dermed sin Samvittigheds
salige Fred med Gud, Verden og sig selv tilbage.


           Før Hyklerbøn naaer Ulveglam
                 til Himlen fram.
           Men ærligt Suk til Himlen finder,
                 om Taaren end i Mulden rinder.

"Agershuus Fæstning den 1 Mai 1842.
Dyrebare Moder!
   Som et forbandet Lem, istedetfor at din Livsfrugt skulde være
din Velsignelse, maa jeg her i Tanken fremtræde for Dig, og med
et bedrøvet og bedende Hjerte bekjende, at jeg haver syndet
mod Himmelen og mod Dig.

   Du plejede mig i min tidligste Barndom med Klæder, at min
Nøgenhed skulde skjules og min lille Krop varmes, og gav mig
Die ved dit Bryst, at jeg skulde næres og voxe. Du vaagede
over min Vugge, som en tro Hyrdinde over sit spæde Lam, paa
det at intet ondt skulde ramme mig, men at jeg skulde tiltage i
den Heelhed, hvormed Du fik mig af Skaberens Haand. Du søgte
og tidlig, ved Hjælp af salig Fader, at nedplante i mit Hjerte Be-
grebet om et højere Væsen, om en Frelser, Jesum Christum, og
gav mig derhos gode Exempler og Formaninger, ligesom til en
qvægsom Vædske, at det skulde fæste Rødder og voxe deri til
Guds Priis og Ære, og mine Medmenneskers Lykke og Gavn.
Ja, du Moder! Du leed og gjorde langt mere for mig, end jeg
nogensinde kan begribe, og gav mig mere end jeg kan opregne. . .
d.IV,b.6,s.311      Men hvad har jeg dog gjort Dig for alt dette? Har jeg været
Dig lydig og gaaet ad den Vei, der har Blomster til Menneske-
livets Prydelse baade for Tid og Evighed?



           Ak nei, ak nei!
           Hiin skjønne Vei
           jeg ikke eftertragted';
           thi seer jeg nu, som i et Speil,
           min svare Synd, min store Feil,
           og hvor jeg er foragtet.
           Ulydighed mod Gud og Dig,
           har med Vanære skjændet mig.
           Jeg paa Fordømtes slagne Vei
           kun efter Synd har jagtet.

   Det maa smerte Dig, kjære Moder, at jeg saa har faret frem,
og ikke villet lyde dine kjære Formaninger. . . Det maa smerte
Dig, jeg føler det -- ja meget mere end da du fødte mig til Ver-
den; og det vil maaske før Tiden lægge Dig i Graven -- -- Men
jeg angrer nu, at jeg saaledes har handlet mod Dig, anklager mig
selv derfor, og erkjender, at jeg ikke er værd at kaldes din Søn!
-- Men ikke desmindre beder jeg om din Tilgivelse, beder, at
Du dog ikke som Moder vil aflade at tænke paa mig, og ikke
udslette mig af dit Hjertes moderlige Erindring før Du endnu en-
gang har sat en Bedringsprøve paa mig! -- Har jeg ikke alt med
min Ulydighed udtørret din Taarekilde og gjort dit Hjerte træt
og mat af at sukke og bede for mig! o saa lad da deraf ud-
vælde en Tilgivelsestaare for mig! Lad dit Moderhjerte sukke i
Bøn til den himmelske Fader, om at han i Naade vil see ned til
din i Synd dybt faldne Søn! -- Jeg vil ogsaa selv bede Gud
derom, vil ved en daglig Pønitense søge ham, og love, prise og
takke ham, fordi han ved Lovens Jernhaand dog har standset
mig i Løbet paa Lastens Bane, da dette ei lod sig gjøre med
noget andet Middel. I Guds saliggjørende og klare Ord, som er
det eneste og rette Middel dertil, vil jeg dagligen hver Morgen
og Aften, og ellers naar Tid gives, læse og randsage mig, paa
det kan jeg vedblive at see det jeg nu seer, føle det jeg nu føler,
nemlig, hvor ilde jeg har gjort, idet jeg saa længe har skudt
Guds Naade fra mig, og trællet Tiden hen i Syndens fordærve-
lige Tjeneste.

   Her, Moder, vil Du maaske tænke ved Dig selv: alt dette er
d.IV,b.6,s.312   let at sige, men ikke saa let at gjøre. Og deri har du vel des-
værre Ret; men gid du ogsaa ved Siden deraf maatte tænke paa,
at for Gud er dog intet umuligt: Han, som skabte Himlen og
Jorden af Intet, og fremkaldte vore første Forældre af en Jord-
klump, Han kan og visseligen gjøre Underværker i en Synders
Hjerte.
   Her er alt det jeg kan anføre som beder for mig; og give Gud,
det ogsaa maatte bede for mig saa kraftigt, som mit Hjerte op-
rigtigt og inderligt mener og ønsker det! Jeg maa da hermed af-
bryde. Kan Du faa skrevet mig nogle Ord igjen, og dermed og-
saa give tilkjende, hos hvem du nu boer, og hvordan det staaer
til med vore Slægtninge, hvilke jeg alle hilser paa det kjærligste,
saa gjør det. Gud være forresten din Trøster bedre end din Søn

Christian."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE